Vuelta a Espana: Hovedudfordrerne

Vuelta a Espana betragtes fortsat som den mindste af de tre grand tours, og i mange år var det for mange lidt af en eftertanke efter en lang sæson eller ren forberedelse til VM. De dage er imidlertid nu ovre. I dag synes langt de fleste grand tour-ryttere at foretrække at køre to grand tours hver sæson, og da Giro-Tour-kombinationen har vist sig at være yderst vanskelig, stiller det helt automatisk Vueltaen i en gunstig situation. Det har givet løbet en forrygende opblomstring, og igen i år kan man præsentere et felt, der på alle måder kan matche det, vi ser i de øvrige grand tours.

Tidligere blev Vueltaen af mange betragtes som en mulighed for revanche for ryttere, der havde en skidt Tour. Igen i år er der da også ryttere, der jagter oprejsning efter tre skuffende uger i Frankrig. Det gælder specielt Alberto Contador, der i sit sidste løb drømmer om at slutte karrieren på toppen, Rafal Majka, der var uheldig at styrte tidligt i løbet, Esteban Chaves, der aldrig fandt formen efter et svært forår, og Andrew Talansky, der var mærket af sygdom. For mange andre af Tour-favoritterne er det imidlertid nu det naturlige andet mål i en lang sæson, og man kan derfor præsentere ikke færre end tre ryttere fra top 5 i det franske løb. Det gælder specielt Chris Froome, der i år mere end nogensinde har gjort det spanske etapeløb til en topprioritet, men også Fabio Aru, der før har vist, at han kan køre to grand tours, og Romain Bardet, der for første prøver ”the double”, vil være med igen. Også Simon Yates, Louis Meintjes og Warren Barguil, der alle sluttede i top 10, er friske på trods deres unge alder at køre to store rundture.

SE ALLE DETALJER OM VUELTA-RUTEN

De får som altid selskab af hovedparten af rytterne fra Giroen. Nu om dage er det sjældent ikke at kombinere den italienske grand tour med det spanske løb, og derfor vil Vincenzo Nibali, Ilnur Zakarin, Adam Yates, Domenico Pozzovivo, Steven Kruijswijk, Tejay van Garderen, Bob Jungels, Davide Formolo, Wilco Kelderman og Rui Costa, der alle var blandt forhåndfavoritterne i Italien, være at finde på rampen, når Vueltaen indledes med et holdløb i Nice. Lægger man dertil, at Miguel Angel Lopez endelig får chancen for at vise, hvad han kan i en grand tour, at Julian Alaphilippe jagter oprejsning efter en skadesramt sæson, at Samuel Sanchez og Nicolas Roche jagter endnu et topresultat i et løb, de altid har haft stor succes i, er det klart, at man næppe kunne have ønsket sig et meget stærkere felt til de tre ugers fascinerende kamp i de spanske bjerge.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af de to firestjernede favoritter, der kan betragtes som de største udfordrere til løbets storfavorit.

Vincenzo Nibali (****)

Kun seks ryttere er lykkedes med den næsten umulige mission i løbet af en karriere at vinde alle tre grand tours. Naturligvis findes tre af cykelsportens giganter, Eddy Merckx, Bernard Hinault og Jacques Anquetil, på listen, og det er også kun oplagt, at Alberto Contador, der på et tidspunkt var næsten altdominerende i etapeløbssammenhæng har udført bedriften. At Felice Gimondi også har vundet alle tre løb, er måske mere overraskende for mange, men selvom hans grand tour-generalieblad ikke kan matche det tilsvarende for de fire ovennævnte, taler vi trods alt om en rytter, der også vandt VM og to monumenter samt har rekorden for flest podieplaceringer i Giroen.

Det eneste navn, der for alvor skiller sig ud på den prestigefulde liste, er Vincenzo Nibali. Selvom italieneren allerede inden sin 30 års fødselsdag havde indskrevet sig i historien ved i 2014 at tilføje Tour-titlen til sine tidligere triumfer i Giroen og Vueltaen, regnes italieneren ikke for alvor som en af de store i cykelhistorien. Tværtimod synes hans stjerne allerede tre år efter Tour-triumfen at være falmet betragteligt. Det er således tankevækkende, at hans deltagelse i årets Vuelta har tiltrukket sig langt mindre opmærksomhed end de meddelelser, der kom om, at Fabio Aru og Romain Bardet stillede til start, også selvom den spanske grand tour for alle tre har været en del af sæsonplanerne helt fra starten af året.

For nogle kan det synes urimeligt, men det er ikke helt uden grund, at Nibali ikke længere får den plads i rampelyset, han havde for få år siden. Selvom han efter Tour-triumfen har vundet bl.a. Il Lombardia og taget endnu en Giro-sejr, vil få benægte, at italieneren aldrig har genfundet den forrygende form, der i 2014 gav ham den mest suveræne Tour-sejr siden Alberto Contadors magtdemonstration i 2014 - en Tour, der i øvrigt blev vundet, efter at italieneren havde taget hele fire etapesejre.

HUSK AT SÆTTE DINE MANAGERHOLD
 

Siden da har Nibali kun momentvist dokumenteret sin klasse. Det skete eksempelvis i en forrygende sæsonafslutning i 2015, hvor han efter på ydmygende vis at være blevet diskvalificeret fra Vueltaen, i suveræn stil tog sin første monumentsejr i Il Lombardia, eller da han efter sygdom og en meget lidt overbevisende indledning, pludselig fandt benene i de sidste dage af sidste års Giro og - i høj grad hjulet af Steven Kruijswijks comeback - vendte en helt umulig situation til en yderst følelsesladet anden triumf i sit hjemlands største etapeløb. Senest skete det ved OL-løbet i Rio, hvor Nibali ubetinget var stærkeste mand, men hvor hans desperate forsøg på at komme af med Sergio Henao og Rafal Majka på den sidste nedkørsel kostede ham en stensikker olympisk medalje.

Set i det lys kan det ikke undre, at Nibali forud for Vueltaen er fløjet en anelse under radaren. Han sluttede ganske vist som nummer 3 i Giroen, men kun efter en præstation, der var alt andet end overbevisende og aldrig gav indtryk af, at han havde sejren inden for rækkevidde. I det hele taget stiller han til start i Spanien efter en sæson, hvor han bortset fra en samlet sejr - i øvrigt efter en ganske skuffende præstation - i det ikke stærkt besatte Tour of Croatia - ikke har mange resultater at fremvise i andre løb end Giroen, hvor han i tillæg til den samlede tredjeplads tog en fornem sejr på løbets kongeetape.

Alligevel har Chris Froome måske grund til at frygte Nibali mere end nogen anden. Det skyldes først og fremmest tre forhold. For det første afspejler ovenstående gennemgang af Nibalis præstationer i de senere sæsoner en total forandring for en rytter, der tidligere var kendt for sin helt utrolige stabilitet og for at høste sejre fra februar til oktober. Siden 2014-sæsonen har Nibali måske mere end nogen anden grand tour-stjerne været kendetegnet ved kun at ramme formen til sine store mål, og hans resultatliste i øvrige løb er bemærkelsesværdig pauver. Specielt i 2014 og 2015 var han udsat for massiv kritik for et nærmest skræmmende lavt niveau forud for Touren, men han endte begge gange med at opnå forrygende resultater senere på sæsonen. Siden han blev far, synes han ikke at have haft samme motivation til at yde de ofre, der skal til for at være konkurrencedygtig i hvert eneste løb, men når det for alvor gælder, har Nibali og hans træner Paolo Slongo en fremragende evne til at ramme rigtigt.

Dertil kommer, at Nibali modsat sine værste rivaler ikke stiller til start i Vueltaen med en hård Tour i benene. Det er et velkendt faktum, at det nu engang er betydeligt nemmere at jagte sejren i Spanien, hvis man kombinerer årets sidste grand tour med Vueltaen, og modsat Froome har Nibali kunnet time sin form perfekt. For ham handler det ikke om, at han undervejs skal forsøge at forbedre sit niveau, og han har ikke som Tour-rytterne en frygt for at falme i den meget svære tredje uge. Alene sæsonplanlægningen bør med det samme løfte Nibalis stjerne betragteligt i et løb, hvor niveauet af træthed er mere afgørende end noget andet, og hvor man følgelig ser langt flere overraskelse end i de to øvrige grand tours.

Endelig er signalerne fra Nibali særdeles opløftende. Som sagt har tendensen i de senere år været, at Nibali har kørt til tider næsten skræmmende ringe i sine optaktsløb. Senest efterlod han trods sin sejr i Kroatien bestemt ikke et positivt indtryk forud for årets Giro, men alligevel lykkedes det ham at ende på podiet. Denne gang ser det langt mere lovende ud. Nibalis eneste forberedelsesløb var det ganske stærkt besatte Tour de Pologne, og her efterlod han et langt bedre indtryk end tidligere. Ganske vist endte han som en beskeden nummer 9, men det kan ingenlunde overraske, at han ikke kunne køre med om sejren på en eksplosiv rute, der var meget Nibali-fjendsk. Tværtimod så han betydeligt bedre ud på stigningerne, end det lader sig aflæse i resultaterne.

Det må give anledning til en vis frygt hos rivalerne. Måske har Nibali ikke været på sit højeste niveau hidtil i sæsonen, men det er trods alt bare et år siden, at italieneren ved OL-løbet satte en hob af verdens bedste klatrere eftertrykkeligt til vægs. Det høje niveau gemmer sig med andre ord fortsat et sted, og noget kunne tyde på, at han denne gang er tættere på at finde det, end han var i foråret. Kobler man det med det forhold, at han er en af de få, der allerede har vundet adskillige grand tours, at han er friskere end mange af sine værste rivaler, og at han har en erfaring, som de færreste af rivalerne kan mønstre, fremstår Nibali som et seriøst vinderbud.

HUSK AT SÆTTE DINE MANAGERHOLD
 

Ruten er heller ikke dårlig for Nibali, der ellers ikke altid har været skåret specielt godt til de mange eksplosive finaler i Spanien. Hans store problem er naturligvis den 40 km lange enkeltstart i Logrono, hvor han vil tabe betydeligt med tid til Froome. Til gengæld har han forbedret sig betragteligt på specielt flade enkeltstarter i de senere år, og i teorien kan han vinde tid på mange af de øvrige rivaler. I kampen mod Froome kan han glæde sig over, at resten af ruten er så svær og indeholder så mange voldsomme finaler, at han har rigeligt med terræn til at angribe briten, der i tidligere udgaver gang på gang har vist, at han i Spanien aldrig er på samme formidable niveau som i Touren.

Samtidig kan Nibali glæde sig over, at stigningerne passer ham bedre end tidligere. Kun den første uge byder på de meget eksplosive mure, som Vueltaen er kendt for. Specielt den anden uge med lange stigninger i højderne, hvor Nibali altid har været stærk, burde passe ham glimrende, ikke mindst set i lyset af, at det er på denne type bjerge, Froome altid har haft det svært i Vueltaen. Han trives også på meget stejle stigninger af en rimelig længde, og derfor burde han også være ganske begejstret for udsigten til at ramme Los Machucos og Angliru i den tredje uge.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Nibalis største problem er i stedet hans hold. Det har hele tiden været klart, at Bahrain-Merida ville få svært ved at yde megen støtte til kaptajnen, men skaderne og sygdommene til Ion Izagirre, Kanstantsin Siutsou og Ramunas Navardauskas efterlader ham med en nærmest katastrofal opbakning. Franco Pellizotti kørte ganske vist stærkt i Giroens første uge, men falmede hurtigt, og Giovanni Visconti er ikke ren klatrer. Nibali har udsigt til at være isoleret langt før hovedparten af konkurrenterne. Set i lyset af, at han er tvunget i offensiven tidligt, så han kan vinde tid allerede inden enkeltstarten, og dermed sagtens kan erobre førertrøjen undervejs, kan det gøre ham sårbar over for specielt Sky og Orica-Scott, der møder til start med fabelagtige mandskaber.

Heldigvis er Nibali en klog rytter, der før har været i stand til at overvinde manglende holdstøtte, og der kan undervejs opstå alliancer, som han vil være i stand til at udnytte. Holdet er en ekstra sten i skoen, men ikke noget, der vil afholde ham fra at vinde, hvis han kan ramme samme exceptionelle form, som han har gjort i forbindelse med sine største præstationer. Der er små indikationer på, at det måske kan lade sig gøre denne gang, og dermed har Nibali sit livs mulighed for endelig at besejre Froome i en direkte duel i grand tour-sammenhæng. Det vil formentlig være nok til en anden Vuelta-triumf og dermed bidrage til, at Nibalis navn ikke virker set så malplaceret, når man i fremtiden taler om de grand tour-giganter, der har vundet alle sportens tre store etapeløb.

Esteban Chaves (****)

Et år kan gøre en stor forskel. For præcis 12 måneder anså mange Esteban Chaves for en af Vueltaens helt store favoritter og som manden, der muligvis kunne true de tre store forhåndsfavoritter Chris Froome, Nairo Quintana og Alberto Contador. Det colombianske supertalent lykkedes ganske vist ikke med at vinde den spanske grand tour, men han levede i den grad op til forventningerne ved at presse sig ind mellem de tre giganter og sikre sig en tredjeplads og dermed sin anden podieplacering på samme sæson efter en forrygende flot andenplads i Giroen.

Siden han steg ned fra podiet i Madrid og efterfølgende tog den første colombianske monumentsejr nogensinde i Il Lombardia er ikke meget imidlertid gået efter Chaves’ hoved. En grim knæskade har lagt hans sæson i ruiner og ødelagde totalt hans ellers længe imødesete Tour de France-debut. På tærsklen til årets sidste grand tour står Chaves nærmest helt uden resultater og kan med rette frygte, at de ender med en sæson, der mest af alt egner sig til fluks at blive sendt i skraldespanden.

Den pauvre resultatliste har fået Chaves’ stjerne til nærmest at styrtdykke. Er man i tvivl, behøver man blot at kaste et blik på oddssætningen hos diverse bookmakere, der tilskriver Chaves bemærkelsesværdigt ringe chancer for at vinde. Internationale medier koncentrerer sig om Froome, Aru, Bardet, Contador og til dels Nibali, og da Froome blev bedt om at nævne de værste rivaler, kom Chaves’ navn først frem i en bisætning til allersidst som et vedhæng til holdkammeraten Adam Yates.

HUSK AT SÆTTE DINE MANAGERHOLD
 

Den form for undervurdering kan vise sig at blive dyr. Det kan godt være, at Chaves’ sæson har været en regulær katastrofe, men vi taler fortsat om en rytter, der i tre grand tours i træk hver gang sluttede i top 5 og for kun godt et år siden gik ind til Giroens sidste bjergetape med den lyserøde førertrøje på sine skuldre. Vi taler om en rytter, der efter et karrieretruende styrt stadig er i gang med at indhente det forsømte og derfor fortsat gør bemærkelsesværdige fremskridt år efter år. Og vi taler om en rytter, der nu er helt skadesfri og ankommer til den grand tour, der passer ham allerbedst, langt mere frisk end hovedparten af rivalerne.

Det dramatiske lavpunkt i Chaves’ korte, men meget begivenhedsrige karriere indtraf i 2013, bare få måneder efter at han med sejre på kongeetapen i Vuelta a Burgos og i det italienske endagsløb GP Camaiore havde bekræftet, at sejren i Tour de l’Avenir var alt andet end et tilfælde. Et grimt styrt i Trofeo Laigueglia efterlod ham med så svære skader, at det er et mindre mirakel, at han bare et år efter var tilbage i sadlen. Længe så det ud til, at karrieren kunne være slut for det måske allerstørste colombianske talent, og da Orica-GreenEDGE tilbød ham en kontrakt for 2013-sæsonen var der tale om en gambling, der meget vel kunne være endt som et stort spild af penge.

Satsningen bar imidlertid frugt, og investeringen i Chaves’ udvikling hører til blandt de klogeste beslutninger, der er truffet af et mandskab, der ellers i deres talentudvikling ikke kan præstere den ene succeshistorie efter den anden. Allerede i sin første sæson på WorldTouren vandt han kongeetaperne i både Tour of California og Tour de Suisse, og han var endda på vej mod noget stort i sin grand tour-debut i Vueltaen, indtil han kollapsede i den tredje uge. Mod slutningen af året viste han imidlertid med et flot VM-løb og en samlet tredjeplads i WorldTour-løbet Tour of Beijing, at han som så mange andre unge talenter havde draget enorm fordel af for første gang at have gennemført et tre uger langt løb.

Siden da er det gået stærkt for Chaves. I 2015 skuffede han ganske vist i Giroen, men i Vueltaen viste han endelig, at hans potentiale som grand tour-rytter er kolossalt. Efter en fantastisk første uge, der gav to etapesejre, endte han som nummer 5 samlet, og sidste år fulgte han op på de lovende takter ved at slutte som nummer 2 i Giroen - måske kunne han endda have vundet, hvis ikke han var blevet syg i den tredje uge - og nummer 3 i Vueltaen, og undervejs vandt han endda kongeetapen i Italien. Begge år bekræftede han endda tendensen til altid at komme flyvende ud af et tre uger langt etapeløb, først ved i 2015 at vinde det nye Abu Dhabi Tour og sidste år ved at tage sit livs største endagssejr i Il Lombardia, hvor han blev den første colombianer til at vinde et af cykelsportens monumenter.

I år blev det tidligt annonceret, at Chaves for første gang ville stille til start i Tour de France - det løb, han mere end noget andet drømmer om at vinde - og at han for første gang ville køre to grand tours i træk, da han efterfølgende ville stille til start i Vueltaen. De planer blev imidlertid ødelagt af sort uheld. Egentlig så alt ud til at være på skinner, da han i januar sluttede på podiet i Tour Down Under og således leverede et sjældent resultat tidligt på sæsonen. Hidtil har traditionen ellers været, at han har været helt usynlig i tiden op til sin første grand tour, og præstationen i Australien gav derfor løfter om noget stort.

HUSK AT SÆTTE DINE MANAGERHOLD

Siden da gik det galt, da en knæskade tvang ham til at aflyse hele sit forårsprogram. Således var det første i Dauphiné, at Chaves efter den australske sommersæson, hvor han havde kørt alle tre store løb, var tilbage i sadlen. Forventningerne blev holdt på et minimum, men colombianeren gjorde det faktisk bedre end ventet. Ganske vist endte det med et middemådigt resultat, men Chaves var offensiv i bjergene og viste langt mere lovende takter, end man på forhånd kunne have frygtet.

Læs også

Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt

Alligevel lykkedes det aldrig at ramme formen i Touren - hvor han undervejs også var mærket af en nær vens død kort inden starten - og han endte som en af løbets allermest anonyme ryttere. Mange har sikkert helt glemt, at han faktisk nu har gennemført sin første Tour, og han leverede gennem hele løbet en indsats, der var langt under hans status.

Intet er imidlertid så skidt, at det ikke er godt for noget. Havde Chaves ramt sin topform i Touren, havde det været meget tvivlsomt, om han ville kunne køre med om sejren i Vueltaen også. Nu kommer han imidlertid til den spanske grand tour med en forberedelse, der er nærmest ideel, og i en langt bedre position end de mange rivaler, der gravede dybt gennem tre uger i Spanien.

Det er ingen hemmelighed, at Vueltaen mere end noget andet løb handler om friskhed, og derfor byder løbet altid på voldsomme overraskelser. Ryttere med en let forårssæson har en fordel, hvis betydning ikke kan overvurderes, og det hæver Chaves’ chancer langt op over, hvad man får indtryk af ved at følge det generelle mediebillede. Hurtigt indså colombianeren, at Touren ville blive en fiasko, og derfor indstillede både han og holdet sig tidligt på, at det franske løb alene skulle bruges som forberedelse til Vueltaen. Med andre ord har Chaves modsat de øvrige Tour-ryttere hele tiden haft det spanske løb som sit fokus, og han må formodes at ankomme til Nimes med en forberedelse, han ikke kunne have ønsket sig meget bedre.

Chaves har ganske vist ikke kørt siden Touren, men der er al mulig grund til at antage, at han kommer flyvende ind i Vueltaen. Chaves hhar aldrig kørt stærkt i tiden op til sine grand tours. Tværtimod er han som regel stillet til start helt uden forudgående løbsdeltagelse og er kommet direkte fra træningslejr i Colombia. Alligevel har han som regel været skræmmende i den første uge, ikke mindst i Vueltaen i 2015, hvor han tidligt vandt to etaper.

Samtidig kunne Chaves ikke have ønsket sig en meget bedre rute. Den 40 km lange tonserenkeltstart er naturligvis et stort handicap for en mand, der bestemt ikke excellerer i kampen mod uret og i luset af sin knæskade ikke har arbejdet meget på enkeltstartsevnerne i det seneste års tid. Alligevel har han på lignende ruter forsvaret sig ganske fint i de seneste to udgaver af det spanske løb, og han synes generelt at præstere ganske fint på tidskørslen i den tredje uge af en grand tour.

Naturligvis vil der være masser af tid, der skal vindes i bjergene, men den usædvanligt hårde rute giver Chaves alle ønskelige muligheder for at slå til. Samtidig passer det ham fint, at bjergafslutningerne varierer meget i type, da han er en af de klatrere, der kan begå sig overalt. Han har det nødvendige punch til måske endda at vinde de eksplosive finaler i den første uge, han trives på de lange stigninger i højderne i den anden uge, og han har vist, at han kan håndtere de ekstreme procenter, der venter i løbets sidste fase. Med andre ord har han terræn til at angribe på de eksplosive typer og de helt rene klatrere.

En anden styrke er, at han synes at have udviklet den nødvendige stabilitet. For et par år siden var det et tilbagevendende problem, at han altid falmede kraftigt i den tredje uge. Han har nu tilsyneladende fundet den rette model og kommer ikke længere til start i den nærmest skræmmende form, vi så tidligt i hans karriere. Til gengæld har han kunnet bibeholde niveauet hele vejen, og sidste år var det endda et stort kup på næstsidstedagen, der sikrede ham den endelige podieplads foran Contador.

Chaves’ anden styrke er hans ekstremt stærke hold. Der har været megen snak om, hvorvidt han og Yates-brødrene kan forene deres ambitioner, men historien gør kritikerne uret. På forhånd er Simons klassementsambitioner skrinlagt, og man skal dermed kun koncentrere sig om Chaves og Adam. Sidste år viste colombianeren og Simon, at de på fremragende vis kunne samarbejde til holdets bedste. Simon var ikke bange for at satse alt med store angreb fra distancen, der tvang rivalerne i defensiven, og det kunne Chaves lukrere på. På næstsidste etape iværksatte holdet en fornem offensiv, hvor hele mandskabet bidrog til at sætte Contador ud af spillet. Der synes med andre ord ikke at være nogen grund til at antage, at den interne harmoni er dårlig, snarere tværtimod. Hvis man dertil lægger, at Chaves også kan regne med støtte fra en imponerende stærk Jack Haig, der netop har taget sin første WorldTour-sejr i Polen, samt altid solide Carlos Verona, kan holdstøtten være det, der sammen med Chaves’ ukuelige angrebslyst kan give ham mulighed for at overvinde tidstabet fra enkeltstarten og alligevel løbe med den samlede sejr.

Lykkes det, vil det med et forandre Chaves’ sæson og lade ham generobre den plads som et af sportens store grand tour-talenter, han retteligt fortjener. En elendig sæson har i hvert fald givet ham en forberedelse, mange mp misunde ham, og med et stærkere hold end nogensinde tidligere til at bakke sig op, gør rivalerne dumt i at undervurdere en ryttere, der allerede flere gange har vist, at han kan vende modgang til succes. Måske kan han gøre det igen denne sommer.

Se hvad Feltet.dks favorit til Vuelta-sejren Chris Froome siger om konkurrenterne

 

HUSK AT SÆTTE DINE MANAGERHOLD