Vuelta a Espana: Outsiderne
18. august 2017 16:10 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

Mens det ofte er en kamp for Giro d’Italia at tiltrække de store grand tour-stjerner, er det i de senere år blevet stadig mere populært for de store navne at slutte sæsonen med endnu et stort slag i de spanske bjerge. Vuelta a Espana-løbsdirektør Javier Guillen har flere gange måttet knibe sig selv i armen over de fremragende startfelter, han har kunnet tiltrække, og i år har han gjort det igen. I de kommende tre uger vil et fremragende felt anført af Chris Froome, Alberto Contador og Vincenzo Nibali slås om den eftertragtede røde trikot i en usædvanligt åben udgave af den spanske grand tour. Feltet.dk giver i en serie på fem artikler en detaljeret analyse af de 15 største favoritter og udpeger deres største styrker og svagheder.

Vuelta a Espana betragtes fortsat som den mindste af de tre grand tours, og i mange år var det for mange lidt af en eftertanke efter en lang sæson eller ren forberedelse til VM. De dage er imidlertid nu ovre. I dag synes langt de fleste grand tour-ryttere at foretrække at køre to grand tours hver sæson, og da Giro-Tour-kombinationen har vist sig at være yderst vanskelig, stiller det helt automatisk Vueltaen i en gunstig situation. Det har givet løbet en forrygende opblomstring, og igen i år kan man præsentere et felt, der på alle måder kan matche det, vi ser i de øvrige grand tours.

 

Tidligere blev Vueltaen af mange betragtes som en mulighed for revanche for ryttere, der havde en skidt Tour. Igen i år er der da også ryttere, der jagter oprejsning efter tre skuffende uger i Frankrig. Det gælder specielt Alberto Contador, der i sit sidste løb drømmer om at slutte karrieren på toppen, Rafal Majka, der var uheldig at styrte tidligt i løbet, Esteban Chaves, der aldrig fandt formen efter et svært forår, og Andrew Talansky, der var mærket af sygdom. For mange andre af Tour-favoritterne er det imidlertid nu det naturlige andet mål i en lang sæson, og man kan derfor præsentere ikke færre end tre ryttere fra top 5 i det franske løb. Det gælder specielt Chris Froome, der i år mere end nogensinde har gjort det spanske etapeløb til en topprioritet, men også Fabio Aru, der før har vist, at han kan køre to grand tours, og Romain Bardet, der for første prøver ”the double”, vil være med igen. Også Simon Yates, Louis Meintjes og Warren Barguil, der alle sluttede i top 10, er friske på trods deres unge alder at køre to store rundture.

 

De får som altid selskab af hovedparten af rytterne fra Giroen. Nu om dage er det sjældent ikke at kombinere den italienske grand tour med det spanske løb, og derfor vil Vincenzo Nibali, Ilnur Zakarin, Adam Yates, Domenico Pozzovivo, Steven Kruijswijk, Tejay van Garderen, Bob Jungels, Davide Formolo, Wilco Kelderman og Rui Costa, der alle var blandt forhåndfavoritterne i Italien, være at finde på rampen, når Vueltaen indledes med et holdløb i Nice. Lægger man dertil, at Miguel Angel Lopez endelig får chancen for at vise, hvad han kan i en grand tour, at Julian Alaphilippe jagter oprejsning efter en skadesramt sæson, at Samuel Sanchez og Nicolas Roche jagter endnu et topresultat i et løb, de altid har haft stor succes i, er det klart, at man næppe kunne have ønsket sig et meget stærkere felt til de tre ugers fascinerende kamp i de spanske bjerge.

 

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets fem enstjernede favoritter, der kan betragtes som outsidere med en mulighed for en podieplads, hvis alt går deres vej.

 

Rafal Majka (*)

Endelig fik han chancen! Den ekstremt ambitiøse Rafal Majka har siden indledningen på sin professionelle karriere hos Bjarne Riis ikke lagt skjul på, at han drømmer om at køre med om sejren i Tour de France. Det har imidlertid været en kompliceret opgave at få meget plads på et hold, der i hele Majkas karriere har været bygget op om Alberto Contador, og derfor har polakken været henvist til rollen som kaptajn i Giroen og Vueltaen samt jobbet som luksushjælper for spanieren i Touren. Contadors uheld i både 2014 og 2016 og manglende form i 2015 åbnede ganske vist uventede muligheder for polakken, der med to bjergtrøjer og tre etapesejre har formået at gribe dem til fulde, men aldrig har han haft chancen for at teste sig selv i kampen med Froome og co. i toppen af klassementet.

 

Muligheden opstod, da Tinkoff-mandskabet lukkede, og både Majka og Contador var henvist til at søge nye græsgange. Hvor Contador blev hentet ind som den nye stjerne på det ambitiøse Trek-mandskab, udnyttede Majka, at det hastigt voksende Bora-mandskab til manges undren valgte ikke at bygge holdet 100% op om holdets nye hovednavn, Peter Sagan. Tværtimod ville man kunne køre med på alle fronter, og ved at erhverve sig både Leopold König og Majka forud for deres første sæson på WorldTouren sikrede sig to kandidater til at indfri ambitionen om allerede i 2017 at være i top 5 i en grand tour.

 

Egentlig endte skiftet i første omgang som lidt af en skuffelse for Majka. Den oprindelig plan var nemlig, at polakken igen skulle være kaptajn i Giroen, mens det var op til König at levere topresultatet i Touren. Da ruterne blev fremlagt, blev det imidlertid klart, at det store antal enkeltstartskilometer i det italienske løb og den beskedne mængde tidskørsel i Frankrig gjorde det langt mere oplagt at bytte om på rollerne. Derfor traf man allerede i løbet af vinteren beslutningen om, at Majka endelig får chancen som holdkaptajn i verdens største cykelløb.

 

For König er tingene ikke gået efter planen, idet en slem knæskade kostede ham deltagelsen i Giroen, og siden har han også måttet vinke farvel til både Touren og Vueltaen. For Majka forløb alt imidlertid gnidningsløst, og han kunne efter en etapesejr i Tour of California samt samlet sejr i Tour de Slovenie stille til start i Frankrig med berettigende forhåbninger om en top 5-placering. Polakken kom også fint fra start i de første bjerge, men på 9. etape gik det galt. Efter at han ifølge Geraint Thomas havde taget lidt for mange chancer, da Ag2r splittede feltet på de livsfarlige nedkørsler i Jura-bjergene på 9. etaper, endte han i asfalten, og selvom han nåede mål, blev han og holdet allerede dagen efter enige om, at det var bedre at jagte et topresultat i Vueltaen end at forsøge at komme sig nok til, at han kunne jagte en etapesejr i Touren.

 

Heldigvis var skaderne ikke alvorlige, og det varede ikke længe, inden Majka var tilbage på cyklen. Med blikket stift rettet mod Vueltaen genoptog han den hårde træning, og da han stillede til start i Tour de Pologne, var det klart, at han ikke havde tabt meget form. Tværtimod var han på løbets to sværeste etaper mod slutningen sammen med Wout Poels løbets stærkeste rytter, endda i eksplosivt terræn, der ikke passede ham. I sidste endte var han blot to sekunder fra at sikre sig en anden sejr i sit hjemlands største løb, og selvom det naturligvis var en umiddelbar skuffelse, vidnede løbet trods alt om, at Majka kan stille til start i Vueltaen med visse forventninger.

 

Og forventninger er der grund til at have også fra omverdenens side. Hvor mange ryttere har svært ved at præstere i årets anden grand tour og sidst på sæsonen, forholder det sig lige omvendt med Majka, der kun bliver bedre og bedre, som året skrider frem. Hans podieplads i Vueltaen i 2015 kom efter et hårdt Tour de France, og hans flotte Tour-bjergtrøjer er begge vundet med Giroen i benene. Det er samtidig værd at huske, at hans fantastiske præstation ved sidste års OL, hvor han ikke var langt fra at ende med en guldmedalje, også kom efter, at han havde kørt hele to grand tours.

 

Denne gang lykkedes det ham ganske vist ikke at gennemføre Touren, men vi er så langt fremme på sæsonen, at Majkas dieselmotor i hvert fald i teorien er blevet varm. Samtidig er det ikke uden grund, at hans mest imponerende grand tour-præstationer er kommet i netop Vueltaen, hvor hans podieplads naturligvis skiller sig ud som den flotteste. Ikke blot kommer løbet sidst på sæsonen, det er også præget af ekstrem varme, hvilket passer polakken perfekt. Dertil kommer, at den bjergrige rute altid har tiltalt Bora-kaptajnen.

 

I år er ruten måske endda endnu bedre. Majka er ikke i sit es på de korte, eksplosive stigninger, der har kendetegnet løbet, og derfor må han hilse det velkomment, at man i år byder på flere lange bjerge og flere etaper med mange stigninger. Det burde i teorien være det helt rette terræn for Majka. Som for stort set alle de øvrige favoritter er den store udfordring den 40 km lange enkeltstart, der vil være en stor akilleshæl for polakken. Ganske vist har han momentvist kørt overraskende godt i kampen mod uret, men det er altid sket på kuperede ruter. De helt flade veje på den spanske højslette betyder, at også Majka vil få betragtelige klø af specielt Froome, og det vil være et tilbageslag i jagten på podiet.

 

Et problem er det, at hans ellers lovende udvikling at være gået i stå, siden han sikrede sig den fornemme tredjeplads i Vueltaen for to år siden. I hvert fald var præstationen i sidste års Giro en skuffelse, efter at han slet ikke var i stand til at matche en stribe ryttere, der normalt ikke burde være bedre end ham. Forårets beskedne resultater har - selvom de ikke i sig selv er alarmerende for en mand, der sjældent har kørt stærkt først på året - heller ikke bidraget til at fjerne den frygt.

 

På den anden side viste Majka sidste år ved OL, at hans topniveau er ekstremt højt. Det er ikke uden grund, at han har været blandt de bedste tre i Vueltaen, og at han med stor præcision er endt i top 10 i de grand tours, hvor han er gået efter klassementet. Man må heller ikke glemme, at han i 2014 på den eneste etape, hvor han tog kampen op med løbets favoritter i en direkte dyst, faktisk sluttede som nummer 2 bag Vincenzo Nibali, og sammen med præstationen i Rio vidner det om, at han på sine bedste dage er en af verdens allerbedste klatrere.

 

Det store spørgsmål er, om det vil lykkes ham at genfinde de ben. Der har i de senere år været en anelse langt imellem toppræstationerne, men OL viser, at talentet stadig gemmer sig et sted i polakken. Præstationen i Polen Rundt giver forhåbninger om, at det kan blive i årets Vuelta, at han igen rammer sit højeste niveau. Det er tvivlsomt, om det rækker til sejr, men endnu en podieplads vil være inden for rækkevidde - og det er bestemt ikke noget dårligt udkomme for en mand, der for få uger siden gennemlevede en af karrierens største skuffelser.

 

Domenico Pozzovivo (*)

Hos de fleste cykelfans sprang hjertet helt sikkert et slag eller to over, da tv-kameraerne viste en livløs Domenico Pozzovivo på jorden på 3. etape af Giro d’Italia i 2015. I de efterfølgende minutter frygtede en hel cykelverden det værste for den lille italiener, men det viste sig heldigvis hurtigt, at billederne løj. Pozzovivo var sluppet langt bedre fra det voldsomme styrt, end man skulle tro, og bare få dage senere var han tilbage i løbet som tilskuer. Kun godt en måned efter styrtet kørte han endda med om sejren i Tour de Suisse, og det så ud til, at det kun var en misset Giro, der skulle skrives på tabskontoen for Pozzovivo.

 

Det viste sig imidlertid, at uheldet fik betydeligt værre konsekvenser, end man troede efter det schweiziske løb. Inden styrtet var Pozzovivo netop på vej til for alvor at høste frugten af års hårdt arbejde, hvor han stille og roligt havde gjort de fremskridt, der nu gjorde det muligt at gå efter podiet i grand tours. Manden, der var tæt på at blive sendt ud i kulden af Bardiani pga. manglende stabilitet, var i årene 2014 og 2015 vel feltets mest konsistente rytter. Faktisk sluttede han i 2014 i top 10 i samtlige løb i foråret, indtil sygdom tvang ham ud af Tour de Suisse. Præstationen bliver ikke mindre af, at han stort set udelukkende kørte WorldTour-løb, og at listen tæller femtepladser i både Giroen og Liege-Bastogne-Liege samt top 10-placering i både Tirreno-Adriatico og Volta a Catalunya.

 

I 2015 var tendensen endda fortsat, selvom han havde brækket lårbenet efter at være kørt ind i en kat i den foregående sommer og derfor havde misset Vueltaen. Faktisk havde han igen været i top 10 i alle sine starter siden starten af året, indtil han altså styrtede ud af Giroen - og denne gang bestod kalenderen endda med en enkelt undtagelse udelukkende af WorldTour-løb.

 

Det var den stribe af topresultater, Pozzovivo pludselig måtte se komme til en brat ende efter sit styrt. Selvom konsekvenserne umiddelbart så ud til at være begrænsede, lykkedes det slet ikke Pozzovivo at genfinde sit niveau. Det startede med en yderst skuffende Vuelta i 2015 og fortsatte hele vejen gennem 2016. Her lykkedes det ham kun at køre i top 10 i Tour Down Under, Tour of Oman, Giro del Trentino, Vuelta a Burgos og Tour du Doubs, og i ingen af løbene var han på nogen måde tæt på sejren. Hans Giro endte som en regulær katastrofe, da han kun akkurat hang på i udkanten af top 10, inden han blev syg og mistede alt på løbets næstsidste bjergetape. Hans Tour-debut et par måneder senere var endnu mere pauver, og han blev aldrig en faktor i løbet overhovedet.

 

I en alder af 34 år kunne Pozzovivo derfor med nogen rette frygte, at han aldrig ville genfinde fordums styrke, men heldigvis har han i år været i stand til at aflive den angst. De første indikationer kom i Tirreno-Adriatico, og da han sluttede som nummer 3 i Tour of the Alps, så det for alvor ud til, at Pozzovivo var tilbage. Den endelige bekræftelse kom i Giroen, hvor han endte på løbets sjetteplads, og i de sidste dage endda sammen med Ilnur Zakarin lignede løbets stærkeste rytter. Bare få uger senere brød han endelig tørken ved at tage en stor bjergetapesejr i Tour de Suisse, hvor kun en offday på løbets kongeetape kostede ham muligheden for også at vinde samlet.

 

Det er med denne successtime i bagagen, at Pozzovivo nu stiller stil start i Vueltaen, og det må give anledning til betydelig optimisme. Den er helt sikkert ikke blevet mindre af hans præstation i Tour de Pologne, hvor han blev en flot nummer 6 på en eksplosiv rute, der bestemt ikke passede ham. Alle tegn peger med andre ord i retning af, at Pozzovivo igen er blevet sit stabile selv og har genfundet det ufatteligt høje bundniveau, der gør ham til en garanti for succes i snart sagt ethvert etapeløb.

 

Netop den form for sikkerhed er præcis, hvad Ag2r behøver. I Vueltaen stiller man til start med Romain Bardet, der for første gang skal kaste sig ud i sin anden grand tour på én sæson, og ingen aner, hvordan det vil gå. Derfor er Pozzovivo også ligestillet kaptajn, og hvor der fortsat er tvivl om, hvorvidt Bardet overhovedet vil køre klassement, er det helt sikkert, at Pozzovivo har blikket rettet mod top 5 i den samlede stilling i den grand tour, der formentlig bliver hans sidste i Ag2r-trøjen.

 

Betingelserne er til stede. Formen har vist sig at være i top, og forberedelserne er forløbet helt efter planen. Ruten er bjergrig og burde passe Pozzovivo særligt godt. Selvom han ikke fremstår som en eksplosiv rytter, har han altid gjort det godt på mure som dem, der venter i løbets første uge. Hans speciale er imidlertid mellemlange, ekstremt stejle stigninger som Los Machucos og Angliru, der i løbets tredje uge kan vise sig at være de to mest afgørende i løbet. Hans udfordring bliver snarere de meget lange stigninger i Andalusien i midten af løbet, men her kan han glæde sig over, at de ikke er specielt svære, og han burde derfor være i stand til at begrænse tabet.

 

Også for ham gælder, at enkeltstarten er udfordringen. Selvom Pozzovivo er en langt bedre enkeltstartsrytter, end hans klejne statur antyder - mange husker stadig hans sensationelle tredjeplads bag Fabian Cancellara og Tony Martin på en Vuelta-tidskørsel i 2013 - har han det svært på helt flade ruter som den, der venter i Logrono. Heldigvis kan han glæde sig over, at heller ikke mange af konkurrenterne kan drage fordel af den etape, og selvom han vil tabe kolossalt meget tid til Chris Froome er det næppe nødvendigvis nogen stor ulempe i forhold til de direkte konkurrenter.

 

Pozzovivo kører nemlig ikke efter sejren. Han ved godt, at han aldrig kommer til at vinde en grand tour, men han har stadig ambitioner om at få den podieplads, han har jagtet så desperat gennem hele sin karriere. Han har flere gange været ganske tæt på, senest i årets Giro, og netop det italienske etapeløb giver ham håb om, at det kan lade sig gøre. Kan han ramme det niveau, han havde i Giroens døende dage, er der ikke mange, der kan sætte ham i bjergene, og så kan meget lade sig gøre for italieneren. Lykkes det ham at slutte på podiet, vil det være en fortjent belønning for en nærmest uhørt stabilitet igennem de senere år - og et bemærkelsesværdigt comeback for en mand, for hvem en hel cykelverden frygtede, at det var helt slut, da han lå livløs på den norditalienske asfalt for bare to år siden.

 

Adam Yates (*)

”Adam er her ikke for at køre klassement. Han skal bare udse sig sine etaper og se, om han kan komme herfra med en sejr og værdifulde erfaringer.” Det var det mantra, der blev gentaget til hudløshed under Tour de France i 2016. Vi var mange, der troede australierne, men vi blev snydt. Adam Yates havde ikke til sinds at smide tid frivilligt, og efterhånden som løbet skred frem, og den unge brite viste sig mere og mere holdbar, blev det klart, at ambitionerne rakte meget længere end til en etapesejr. Således blev Yates hængende helt i toppen af klassementet, hvor han endda en overgang lå nummer 2, men der nagede hele tiden en usikkerhed, om han havde holdbarheden i den tredje uge. Det viste sig ikke at volde ham nævneværdige problemer, og da han rullede ind i Paris efter tre udmarvende uger, var det med en ganske overraskende fjerdeplads på kontoen og en hvid ungdomstrøje på skuldrene.

 

Bedriften er blot det foreløbige højdepunkt på en nærmest kometagtig karriere, der allerede tog fart U23-årene. Sjovt nok blev han vejet og fundet for let af British Cycling, der kastede al deres kærlighed og støtte efter tvillingebror Simon, mens Adam var henvist til at følge en alternativ karrierevej på små franske amatørhold og uden for det verdensberømte britiske set-up. Med andenpladsen i Tour de l’Avenir i 2013 gjorde han imidlertid den britiske ledelses analyser til skamme, og da han i sit første år som professionel tog en imponerende samlet sejr i Tour of Turkey, en femteplads i Tour of California og en sjetteplads i Dauphiné, stod det klart for enhver, at der her var tale om ”the real deal”.

 

Siden er det gået slag i slag for Yates. Det er er ikke mange, der allerede i deres anden sæson som professionel kan vinde en af sportens store klassikere, men det var, hvad Yates gjorde, da han satte alle Tour-stjernerne på den sidste stigning i 2015-udgaven af Clasica San Sebastian. Et par uger senere var det kun Tim Wellens, der var bedre i en regnvåd udgave af GP Montreal, og dermed havde han med ét etableret sig som en af sportens bedste i kuperede endagsløb. I 2016 kom så det store Tour-gennembrud og bekræftelsen på, at også grand tours er indenfor rækkevidde for den unge brite.

 

Derfor er det ikke overraskende, at Yates sammen med broderen Simon og Esteban Chaves har fået nærmest hele Orica-Scott-mandskabet bygget op om dem. Det australske mandskab har ændret fokus fra at være et hold af etapejægere til nu helhjertet at gå efter topplaceringerne i de tre grand tours, og holdets mål er at vinde de store løb med deres tre hjemmeavlede stjerner. Den store udfordring er at fordele mulighederne lige mellem de tre talenter, men foreløbig er det gået smertefrit. Efter den flotte Tour sidste år blev der i år byttet rundt på rollerne, så Adam og Simon skulle dele ansvaret i Giroen og Chaves føre an i Touren, inden de alle tre for første gang skulle være samlet i Vueltaen.

 

En grim knæskade til Chaves betød imidlertid, at man måtte ændre planer, og Simon fik i foråret ændret sine planer, så han skulle lette presset på colombianeren i Frankrig. Det betød, at Adam pludselig var eneste mand til at løfte ansvaret i Italien, men det var ikke noget problem for briten. Hvis der er noget, de første år af Yates’ karriere har lært os, er det, at den unge brite er uhyre afslappet. Intet synes at kunne gå Orica-rytteren på, og han har en naturlig distance til begivenhederne. End ikke når en oppustelig port falder ned over ham, netop som han er i angreb i Touren, lader han sig slå ud, og i stedet gentager han til utrættelighed det relativt intetsigende mantra ”It is what it is” i samtlige interviews.

 

Desværre gik det ikke på landevejen, som man kunne have troet. Yates fik først knust sin podiedrømme, da han som Geraint Thomas og Mikel Landa var involveret i det grimme motorcykelforårsagede styrt på etapen til Blockhaus, og derfor legede han catch-up i resten af løbet. Det lykkedes ham at komme tilbage i top 10 og ende løbet på en niendeplads, men det blev ikke til den ungdomstrøje eller top 5-placering, man havde håbet på.

 

Naturligvis kan meget af tidstabet tilskrives uheldet, men det problematiske for Yates er, at han var alt andet end imponerende i bjergene. Han var altid i defensiven, gav aldrig indtryk af overskud eller viste sin vanlige aggressive natur og kom aldrig i nærheden af det niveau, han havde vist i sidste års Tour. Det er naturligvis ikke i sig selv bekymrende for en ung rytter, for hvem det stadig handler om at lære sin krop at kende og indse, hvordan man bedst optimerer forberedelserne. Det så nemlig ganske fint ud i forråret. Efter en sejr i endagsløbet GP Industria blev han således kun sat til vægs af Nairo Quintana og Geraint Thomas på kongeetapen i Tirreno, hvor sygdom desværre tvang ham til at udgå. Det satte ham også tilbage forud for Catalonien Rundt, som han alligevel endte på en ganske hæderlig fjerdeplads. Senere blev det til en 8. plads i Liege, hvor han ellers arbejdede hårdt for Michael Albasini i finalen.

 

Mere bekymrende er det, at han ikke har virket skræmmende i optakten. Hans storslåede angreb i Klasika Ordizia blev neutraliseret et par hundrede meter fra stregen, og i Polen Rundt kunne han ikke leve op til forventningerne på en rute, der ellers passede ham fremragende. Derfor er det med nogen usikkerhed, at han stiller til start i Vueltaen. Heldigvis er han denne gang ikke alene om at bære ansvaret. Ganske vist har bror Simon allerede delvist afskrevet klassementet efter en hård Tour, men Chaves har efter sin skadespause haft en ideel forberedelse og ligner umiddelbart holdets bedste bud på succes.

 

Det betyder dog ikke, at man skal afskrive Yates. Med sine relativt korte, stejle stigninger er Vueltaen den grand tour, der på papiret passer briten bedst. Desværre er årets rute mere bjergrig, har flere lange stigninger og byder på færre eksplosive mure, og dermed er det ikke det ideelle år for briten at satse på det spanske etapeløb, men det ændrer ikke på, at ruten stadig burde give ham muligheder. Som for mange andre har han selvfølgelig udsigt til at få betragtelige klø af Froome på løbets helt flade enkeltstart, og desværre kan man også frygte, at han her vil tabe til mange af de mindre tempostærke ryttere. Omvendt har han eksplosivitet, der betyder, at han kan gå efter bonussekunder i de mere eksplosive finaler.

 

Hans største force er imidlertid holdet. Orica-Scott stiller til start med et veritabelt supermandskab, der udover de tre kaptajner også tæller supertalentet Jack Haig, der netop har taget sin første WorldTour-sejr i Polen, samt altid stabile Carlos Verona. Sidste år viste man ved flere lejligheder, at man med storstilede offensiver kunne rykke først Simon og siden Chaves op i klassementet, og at man er villig til at bruge holdets kollektive styrke til at tage de risici, der kan bringe dem i spil til kampen om sejren.

 

Det er netop det, der kan give muligheder for Yates. Vi har en forventning om, at Chaves vil viste sig som den stærkeste af de tre, men det kan måske i virkeligheden vise sig at være til Yates’ fordel. I ly af sin kaptajn kan Yates gå i offensiven og derved sætte det formidable Sky-mandskab under pres. Da han ikke er en umiddelbar vinderkandidat, vil det kunne bringe ham længere frem i klassementet, end benene måske berettiger til, og så er meget muligt for briten.

 

Det hele kræver dog, at han finder benene fra sidste års Tour og ikke oplever samme nedtur som i årets Giro. Lykkes det, er det kun fantasien, der sætter grænser. Det er sportens supertalenter, der har det med at overraske i grand tours, og det har Yates allerede gjort én gang. At han tilhører den eksklusive kategori af de mest lovende ryttere vil få benægte. Nu skal han bare bevise, at Giroen var en undtagelse, og at potentialet rækker til, at han i fremtiden kan drømme om den store grand tour-sejr.

 

Louis Meintjes (*)

Afrika har altid været det dominerende kontinent i langdistanceløb. Heldigvis kræver det ikke meget udstyr at spæne til skole over ofte lange distancer, og det har gjort befolkningen i den fattige verdensdel i stand til at udnytte deres naturlige fysiske fortrin til tungt at sætte sig på tronen i de fleste af disciplinerne inden for dette felt. De samme egenskaber burde i teorien kunne føre dem langt i landevejscykling også, men kravene til udstyr har betydet, at sportens har været nærmest uopdyrket territorium syd for Middelhavet.

 

Det er heldigvis langsomt ved at ændre sig, og det synes nu alene blot at være et spørgsmål om tid, inden afrikanerne for alvor kan gøre sig gældende på den helt store scene. Med Dimension Data som det store flagskib har man langsomt fået opdyrket en cykelkultur i specielt Eritrea, Sydafrika og nogle nordafrikanske lande, og der er nu en direkte vej fra kontinentet til toppen af den europæiske elite. Specielt førstnævnte nation spytter talentfulde klatrere ud i et tempo, der gør det klart, at det ellers lille land sandsynligvis har potentialet til at blive blandt cykelsportens større kraftcentre.

 

Det var Robert Hunter, der med sin sejr endelig brød den afrikanske sejrstørke i Tour de France med sin spurtsejr i 2007, og i 2015 gjorde Dimension Data, der dengang var kendt som MTN-Qhubeka, så endelig debut i Tour de France som det første afrikanske hold (i hvert fald, hvis man betragter Barloworld, der officielt var registreret i først Italien og siden Storbritannien, som europæisk). Allerede samme år tog holdet en etapesejr med Stephen Cummings’ imponerende præstation i Mende, og sidste år forlod man endda Frankrig med hele fem gevinster fordelt på endnu en til Cummings og fire til Mark Cavendish.

 

Det var dog holdets mistede kronjuvel, der for alvor fik afrikanerne til at drømme stort sidste år i juli. Louis Meintjes, der efter sin fantastiske sølvmedalje ved det hårde U23-VM i Firenze i 2013, trådte sine første professionelle pedaltråd for det sydafrikanske mandskab og sikrede dem en historisk top 10-placering i Vueltaen i 2015, havde til holdets store fortrydelse forladt dem til fordel for en genforening med holdets tidligere chef, Brent Copeland, hos Lampre-Merida, og for det italienske mandskab viste han, at topresultatet fra Spanien knap 12 måneder tidligere ikke var noget tilfældet. Tværtimod kørte Meintjes en måske ganske vist lidt anonym, men samtidig enormt stabil Tour, der slutteligt mundede ud i en velfortjent 8. plads.

 

Meintjes’ præstation gled en anelse under radaren, idet Adam Yates i kraft af sin hvide trøje og konstante topplacering løbet igennem løb med den største opmærksomhed blandt de unge ryttere. Meintjes derimod kom bagfra og forbedrede sig løbede igennem det meste af løbet, men da han aldrig var i spil til en plads på podiet, var han ikke meget i rampelyset. Der er imidlertid al mulig grund til at sætte et fedt kryds ud for den talentfulde sydafrikaner som fremtidens mand. Meintjes har simpelthen de fleste af de egenskaber, der skaber en grand tour-stjerne.

 

Først og fremmest er han et af sportens allerstørste klatretalenter. Sølvmedaljen i Firenze gav den første indikation, men han forsvandt en smule fra rampelyset i en svær første tid som professionel. Den samlede sejr i Coppi e Bartali i 2015 gav det næste praj om, at noget stort kunne være i vente, men det var først, da han efter at have forladt sin første Tour pga. sygdom sikrede sig den flotte top 10-placering i Vueltaen, at man for alvor kunne se, at noget stort kan være i vente.

 

Resultatet i Spanien blev skabt på typisk Meintjes-maner. Den vigtigste forudsætning for at kunne udvikle sig til grand tour-stjerne er evnen til at restituere, og den har Meintjes måske mere end nogen anden ung rytter i moderne cykelsport. I benævnte Vuelta forbedrede han sig således gradvist gennem hele løbet og nærmede sig stille og roligt de bedste i bjergene i den tredje uge, hvor hans dieselmotor for alvor var blevet varm. Det mundede ud i den samlede 10. plads, og det var nøjagtigt samme opskrift, han benyttede, da han sidste år nåede den imponerende 8. plads i sin første fuldførte Tour.

 

I år var der lagt op til, at Meintjes skulle forbedre sig, og han gik endda ind til Touren som den oplagte favorit til den hvide trøje. Det skyldtes ikke mindst et usædvanligt godt forår, hvor han havde opnået langt bedre resultater end tidligere. Meintjes er som regel temmelig usynlig i foråret, og det er først, når han stille til start i sommerens Dauphiné, hvor stigningerne bliver længere og løbet mere udmarvende, at han som regel begynder at vise tegn på liv. I år var han imidlertid med et flot angreb var meget tæt på at vinde kongeetapen i Baskerlandet, og han var generelt langt bedre med fremme end tidligere.. Som altid blegner resultatlisten i forhold til sportens mere etablerede navne, men sammenlignet med vanlig Meintjes-standard var der tale om en voldsom forbedring.

 

Tendensen blev bekræftet i Dauphiné, hvor Meintjes efter en lidt sløv start langsomt fik varmet motoren op. På løbets sidste bjergetape satte han en imponerende offensiv ind i finalen, og han kørte faktisk stærkere end nogen anden på de sidste kilometer - også stærkere end både Richie Porte og Jakob Fuglsang, der kørte om den samlede sejr. Det skete endda på en kort, eksplosiv etape, der slet ikke passede til den sydafrikanske dieselmaskine, og det lovede derfor godt forud for årets Tour.

 

Desværre endte Touren som en skuffelse. Ganske vist gentog han sidste års ottendeplads, men der var slet ikke antydningen af den forbedring, man kunne have ventet. Som ventet blev han langsomt bedre, som løbet skred frem, men han nåede slet ikke sidste sommers forrygende højder. Hverken han eller holdet kunne lægge skjul på skuffelsen, og det er derfor en revanchelysten Meintjes, der nu har rettet blikket mod nye mål.

 

Det mål er ikke overraskende Vueltaen, og der er faktisk grund til at nære forhåbninger til sydafrikaneren, der har meldt ud, at han går efter den samlede stilling. Det er naturligvis aldrig en fordel at komme fra Touren til et løb, hvor friskhed er vigtigere end noget andet, men hvis nogen kan drage fordel af den sene kalenderplacering må det være netop Meintjes. I 2015 viste han, at han var i stand til at køre stærkt efter Touren, da han fik sit Vuelta-gennembrud, og sidste år kørte han et forrygende OL kort efter 8. pladsen i Frankrig. Ganske vist ramte han aldrig niveauet i Vueltaen, men her var hans fokus også et helt andet og primært rettet mod Rio.

 

I år er Vueltaen et reelt mål, og Meintjes kan endda glæde sig over, at ruten passer ham bedre end tidligere. De mange eksplosive mure er udskiftet med flere lange bjerge i højderne, og det passer en ren klatrer med en stor motor helt perfekt. Når først Meintjes er kommet igennem den første uge, der kræver lidt for meget punch, rammer han i de sidste to uger det ideelle terræn, og det sker endda på et tidspunkt i løbet, hvor hans motor burde være blevet varm.

 

Den store udfordring er for ham som for de fleste andre den lange, flade enkeltstart, der desværre vil koste ham tid, også i forhold til andre klatrere. Der er imidlertid bjerge nok til, at han kan genvinde det tabte, måske ikke til Froome, men til de direkte konkurrenter i kampen om de øvrige topplaceringer. Det hele afhænger af to forhold: kan han bevare friskheden efter en lang sæson, og kan han vise den fremgang, han ikke magtede at gøre i Touren. Lykkes det, er der intet til hinder for, at han kan slutte sin sidste grand tour for UAE-mandskabet i top 5 og dermed slette den tvivl, som årets Tour har skabt. Dermed kan 2017 alligevel blive året, hvor Afrika endelig viser, at de fremover kan køre med om podiet i grand tours.

 

Julian Alaphillippe (*)

Kan I huske Vueltaen i 2015? Tom Dumoulin var styrtet ud af Touren og stillede til start i Vueltaen med et fokus på etapesejre og på at forberede sig til VM. Aldrig tidligere havde han forsøgt at køre klassement i en grand tour, og tanken om det havde end ikke strejfet ham forud for det franske etapeløb. Ovenikøbet var hans forberedelse alt andet end optimal, og han regnede første med for alvor at være konkurrencedygtig sidst i løbet. Bookmakerne gav ham ret, og nogle gav endda penge 1001 gange igen, hvis hollænderen skulle ende øverst på podiet i Madrid.

 

Som bekendt endte det helt anderledes. Dumoulin overraskede sig selv ved allerede at blive nummer 2 på løbets anden etape, og da man nåede første hviledag, havde han slået Chris Froome på stigningen Cumbre del Sol og sikret sig en stor etapesejr samt løbets førertrøje. Siden overgik han alle forventninger i bjergene, og det var først 24 timer inden afslutningen i Madrid, at han knækkede og gled fra første- til sjettepladsen.

 

Dumoulins historie er unik og næppe noget, der vil gentage sig i den nærmeste fremtid. Det er imidlertid ofte i Vueltaen, hvor det er friskheden, der bestemmer alt, at de store overraskelser skal findes, og i år er der en situation med så oplagte paralleller, at vi ikke kan lade være med at fremhæve den på vores liste over outsidere.

 

Quick-Step stiller til start med et mandskab, der føres an af David de la Cruz, som har til opgave at løfte klassementsansvaret. Bob Jungels stiller til start som en lidt usikker plan B, men for luxembourgeren synes løbet mere at handle om forberedelse til VM. For den øvrige del af holdet handler det om etapesejre, der skal jagtes i alle terræner.

 

Holdets bedste kort for at tage en sejr er Julian Alaphilippe, der med nogen rette kan hævdes at være sportens mest lysende talent. Franskmanden chokerede hele cykelverdenen ved at 2015 at blive nummer 2 bag Alejandro Valverde i både Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege, og siden da har intet kunnet stoppe ham. Med lynets hast har han etableret sig fremtidens store ardennerstjerne, han har blandet sig i massespurter og imponeret stort selv på de længere stigninger i sit første Tour de France, hvor han var tæt på en etapesejr, i Paris-Nice, hvor han i år længe førte løbet, og i sidste års Criterium du Dauphiné, hvor han var med helt fremme i terræn, der ellers blev betragtet som værende alt for svært.

 

I år er intet imidlertid gået efter planen. Efter den lovende start i Paris-Nice styrtede han i Vuelta al Pais Vasco i det, der lignede et harmløst uheld. Han fortsatte et par dage, inden han rejste hjem for ikke at risikere sin deltagelse i klassikerne, men der var intet alarmerende ved situationen. Desværre viste det sig, at situationen var langt værre end først antaget, og Alaphilippe måtte droppe både de store endagsløb og senere også Touren. Først den 19. juli var han tilbage på cyklen i GP Cerami, og siden da har han langsomt opbygget formen med det mål at gå efter etapesejre i Vueltaen.

 

Med andre ord har Alaphilippe haft en alt andet end ideel forberedelse, og han jagter stadig sin bedste form - nøjagtigt som Dumoulin gjorde det. Han viste dog i Vuelta a Burgos, at han allerede der var på et højt niveau. Havde man ikke ladet Mikel Landa og Sergei Chernetckii stikke af på den første puncheuretape, havde han i suveræn stil taget sin første sejr siden uheldet, og han var igen med fremme i endnu en puncheurfinale et par dage senere. De høje bjerge, der ikke er hans naturlige terræn, var stadig for svære, men han kom hæderligt igennem og endte som nummer 23.

 

Siden da har han ikke kørt løbet, men historien har lært os, at supertalenterne lynhurtigt kommer i form. Det gælder bestemt også Alaphilippe, og efter den fine præstation i Burgos er der ingen grund til at antage, at han ikke vil være brandvarm i løbets første uge. Den passer ham endda som god i hose. Bjergene i Andorra kan måske være for svære, men med ventet defensiv kørsel fra favoritterne, burde han kunne hænge på til en mulig spurtsejr, hvis ikke et udbrud holder hjem. Han er storfavorit til at vinde 5. etape, og også murene i den første weekend burde passe ham glimrende. Hvis alt går vel, kan Alaphilippe med andre ord komme frem til første hviledag med mindst én etapesejr og en rød trøje på sine skuldre. Hvordan var det nu lige, det så ud for Dumoulin på det tidspunkt i 2015? Det var vist nogenlunde det samme.

 

Alaphilippe vil naturligvis ikke frivilligt give afkald på den position, og dermed kan han meget vel pludselig som Dumoulin ende i en situation, hvor han utilsigtet ender som klassementsrytter. I teorien er bjergene i den anden og tredje uge for lange og svære til, at han følge med de bedste, men det er for tidligt at putte Alaphilippe i kassen som ren puncheur. Sidste år viste han i Dauphiné, at han forsvarer sig udmærket også i de høje bjerge. Lægger man dertil, at målstigningerne i Andalusien i uge 2 ikke er voldsomt svære, at han i teorien burde kunne lide de meget stejle procenter i den sidste uge, og at han undervejs vil kunne score bonussekunder på snart sagt enhver etape, åbner der sig pludselig et meget interessant perspektiv for Alaphilippe.

 

At tro på at Alaphilippe kan vinde løbet, er nok for meget. Selvom han ikke er en dårlig temporytter, er han langt fra specialist på en helt flad powerenkeltstart som den, der venter i Logrono, og her vil han formentlig tabe alt for meget tid til Chris Froome. Dertil kommer, at han trods alt ikke er klatrer, og det vil være urealistisk at forvente ham helt fremme på en svær stigning som Angliru. Modsat Dumoulin har han ikke enkeltstarterne at falde tilbage på, og en rød trøje i Madrid er derfor ikke et realistisk mål.

 

Heldigvis kan mindre også gøre det. Ingen - heller ikke Alaphilippe selv - har nogen som helst forventninger om, at han kan gøre sig gældende i klassementet, og skulle det ende med et topresultat, vil det komme som en bonus både for ham og holdet. Det kan sagtens vise sig, at han allerede i Andorra på 3. etape taber så meget tid, at han aldrig kommer i spil til den samlede stilling, og dermed bliver alle vores teorier gjort til skamme. Der var imidlertid heller ikke mange, der havde regnet med, at han kunne blive nummer 2 i to at sportens sværeste klassikere så kort tid efter sin professionelle debut. Alaphilippe har chokeret cykelverdenen gang på gang, og Vueltaen er kendt for sine overraskelser. I 2015 var det Dumoulin, der leverede den. Denne gang kan det blive sportens måske mest alsidige supertalent.

 

BEMÆRK: Det er en svær proces at skære et fremragende felt af kandidater ned til blot 15 navne, ikke mindst i et så stærkt felt som dette, og der er flere, der kan køre med om top 10-placeringerne. I tillæg til de ryttere, der er nævnt i vores fem optakter, er det værd - i prioriteret rækkefølge - at holde øje med følgende, der enten bevidst eller ved et tilfælde pludselig kan ende med klassementsambitioner:

 

Carlos Betancur, Wilco Kelderman, David de la Cruz, Ruben Fernandez, Michael Woods, Bob Jungels, Tejay van Garderen, Enric Mas, Jaime Roson, Simon Yates, George Bennett, Nicolas Roche, Marc Soler, Daniel Navarro, Rui Costa, Warren Barguil, Darwin Atapuma, Igor Anton, Jack Haig, Sam Oomen, Rohan Dennis, Joe Dombrowski, Daniel Moreno, Sergoo Pardilla, Rein Taaramae, Patrick Konrad, Stefan Denifl, Serge Pauwels, Lachlan Morton, Jan Polanc, Sander Armee, Merhawi Kudus, Alexandre Geniez, Matvey Mamykin, Emanuel Buchmann, Damiano Caruso og Richard Carapaz

Duo Normand(1.1) 24/09-24/09

Tour of China II(2.1) 19/09-24/09

Duo Normand(1.1) 24/09-24/09

Giro della Toscana - Memo...(2.1) 26/09-27/09

Coppa Sabatini - Gran Pre...(1.1) 28/09-28/09

Giro dell'Emilia(1.HC ) 30/09-30/09

Giro dell'Emilia Internaz...(1.1) 30/09-30/09

Omloop Eurometropool(1.1) 30/09-30/09

Gran Premio Bruno Beghelli(1.HC ) 01/10-01/10

Tour de l'Eurométropole(1.HC ) 01/10-01/10

Gran Premio Beghelli Inte...(1.1) 01/10-01/10

Tour de Vendée(1.1) 01/10-01/10

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cannondale-Drapac Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

ORICA-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Lotto NL - Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek - Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »