Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere

Vuelta a Espana: Podiekandidaterne
18. august 2017 16:11 af Emil AxelgaardFoto: A.S.O.

Mens det ofte er en kamp for Giro d’Italia at tiltrække de store grand tour-stjerner, er det i de senere år blevet stadig mere populært for de store navne at slutte sæsonen med endnu et stort slag i de spanske bjerge. Vuelta a Espana-løbsdirektør Javier Guillen har flere gange måttet knibe sig selv i armen over de fremragende startfelter, han har kunnet tiltrække, og i år har han gjort det igen. I de kommende tre uger vil et fremragende felt anført af Chris Froome, Alberto Contador og Vincenzo Nibali slås om den eftertragtede røde trikot i en usædvanligt åben udgave af den spanske grand tour. Feltet.dk giver i en serie på fem artikler en detaljeret analyse af de 15 største favoritter og udpeger deres største styrker og svagheder.

Vuelta a Espana betragtes fortsat som den mindste af de tre grand tours, og i mange år var det for mange lidt af en eftertanke efter en lang sæson eller ren forberedelse til VM. De dage er imidlertid nu ovre. I dag synes langt de fleste grand tour-ryttere at foretrække at køre to grand tours hver sæson, og da Giro-Tour-kombinationen har vist sig at være yderst vanskelig, stiller det helt automatisk Vueltaen i en gunstig situation. Det har givet løbet en forrygende opblomstring, og igen i år kan man præsentere et felt, der på alle måder kan matche det, vi ser i de øvrige grand tours.

 

Tidligere blev Vueltaen af mange betragtes som en mulighed for revanche for ryttere, der havde en skidt Tour. Igen i år er der da også ryttere, der jagter oprejsning efter tre skuffende uger i Frankrig. Det gælder specielt Alberto Contador, der i sit sidste løb drømmer om at slutte karrieren på toppen, Rafal Majka, der var uheldig at styrte tidligt i løbet, Esteban Chaves, der aldrig fandt formen efter et svært forår, og Andrew Talansky, der var mærket af sygdom. For mange andre af Tour-favoritterne er det imidlertid nu det naturlige andet mål i en lang sæson, og man kan derfor præsentere ikke færre end tre ryttere fra top 5 i det franske løb. Det gælder specielt Chris Froome, der i år mere end nogensinde har gjort det spanske etapeløb til en topprioritet, men også Fabio Aru, der før har vist, at han kan køre to grand tours, og Romain Bardet, der for første prøver ”the double”, vil være med igen. Også Simon Yates, Louis Meintjes og Warren Barguil, der alle sluttede i top 10, er friske på trods deres unge alder at køre to store rundture.

 

De får som altid selskab af hovedparten af rytterne fra Giroen. Nu om dage er det sjældent ikke at kombinere den italienske grand tour med det spanske løb, og derfor vil Vincenzo Nibali, Ilnur Zakarin, Adam Yates, Domenico Pozzovivo, Steven Kruijswijk, Tejay van Garderen, Bob Jungels, Davide Formolo, Wilco Kelderman og Rui Costa, der alle var blandt forhåndfavoritterne i Italien, være at finde på rampen, når Vueltaen indledes med et holdløb i Nice. Lægger man dertil, at Miguel Angel Lopez endelig får chancen for at vise, hvad han kan i en grand tour, at Julian Alaphilippe jagter oprejsning efter en skadesramt sæson, at Samuel Sanchez og Nicolas Roche jagter endnu et topresultat i et løb, de altid har haft stor succes i, er det klart, at man næppe kunne have ønsket sig et meget stærkere felt til de tre ugers fascinerende kamp i de spanske bjerge.

 

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets fire tostjernede favoritter, der alle har en god mulighed for at køre på podiet, hvis tingene flasker sig.

 

Fabio Aru (**)

Det har hele tiden været planen, at Fabio Aru skulle stille til start i årets Vuelta a Espana med ambitioner om at tage den samlede sejr. Det er imidlertid også det eneste, der er gået efter planen for den talentfulde italiener, der haft en sæson, der har været alt andet en snorlige og budt på op- og nedture i et nærmest absurd omfang. Aru har været igennem det hele lige fra at se sit store sæsonmål blive knust, da han styrtede forud for Giroen, til at vinde en etape, bære den gule trøje og drømme om samlet Tour de France-sejr for til sidst igen at se det hele blive ødelagt af en dum bronkitis.

 

Samlet set har Aru dog al mulig grund til at være en tilfreds mand. Efter sidste års store nedtur i Touren, hvor et bemærkelsesværdigt kollaps på løbets sidste bjergetape ændrede hans status fra seriøs podiekandidat til dundrende fiasko, gik han igennem en svær vinter med masser af kritik fra de italienske medier, der stillede spørgsmålstegn ved hans fremtidige grand tour-potentiale. Derfor handlede 2017-sæsonen først og fremmest om at vise, at Aru stadig hører til i den lille eksklusive gruppe af ryttere, der kan vinde de tre uger lange etapeløb. Det var netop muligheden for at bevise dette, der blev lagt i ruiner af styrtet forud for Giroen og sendte ham igennem endnu en krise, men efter den yderst lovende indsats i Tour de France er den italienske stjerne nu tilbage. Alle ved igen, at Aru kan vinde de helt store løb, og hvis nogen skulle være i tvivl, kan de blot se på listen over bejlere til hans underskrift på en kontrakt for næste sæson.

 

Inden han træffer sin beslutning, har Aru dog besluttet sig for at fokusere 100% på sit næste mål, Vueltaen. Forud for sæsonen var det meningen, at han skulle have gennemført en Giro-Tour-double, en kombination han i 2015 beviste, at han mestrer til perfektion. Således endte han som nummer 2 i Giroen, inden han tog sin hidtil eneste grand tour-sejr i Spanien senere på året, og dermed har han vist, at han magter at gennemføre to grand tours på én sæson.

 

Styrtet i april har imidlertid vendt hans sæson på hovedet, og selvom han aldrig har stillet spørgsmålstegn ved, at Vueltaen fortsat skulle være på hans sæsonprogram, stiller han naturligvis til start i en helt anden forfatning end først forventet. Det er velkendt for enhver, at der er en verden til forskel på at kombinere Vueltaen med Touren i forhold til at køre det spanske løb efter Giroen. Førstnævnte double er i særklasse den sværeste, ikke mindst fordi Vueltaen mere end noget andet løb på kalenderen afgøres af friskhed efter en lang sæson.

 

Trods sin relativt store og meget succesfulde grand tour-erfaring befinder Aru sig derfor i helt ukendt territorium, nøjagtigt som det i øvrigt er tilfældet for Romain Bardet, en af de værste rivaler fra Touren. Derfor er der ingen, der helt ved, hvad vi kan forvente af den italienske stjerne. Modsat Bardet, der på forhånd har nedspillet forventningerne, har dog imidlertid ikke været den mindste antydning af vaklen i geledderne hos Aru. Han kommer ikke til Spanien for at jagte etapesejre, bjergtrøje eller andre sekundære mål. Han tager alene til Nimes for at gå efter endnu en rød trøje.

 

Det ændrede løbsprogram har imidlertid givet anledning til en helt anden forberedelse end tidligere, og det skaber usikkerhed. Vi ved efterhånden med sikkerhed, at den velkendte formel med højdetræningslejre fungerer fremragende for Aru, der altid har ramt storformen i sine grand tours. Kun i Giroen i 2013, hvor han var ramt af sygdom, og i sidste års Tour, hvor én dårlig dag på et tidspunkt, hvor han ellers var i forrygende fremgang, lagde det hele i ruiner, har han altid været i stand til at slutte i top 5 - en ganske imponerende præstation af en så ung rytter.

 

Denne gang har det imidlertid handlet om at restituere, og han har derfor i stedet tilbragt tiden i hjemmet i Lugano. Ingen ved derfor, om vi kan tillade os at have de samme forventninger til Aru som vanligt, men det gør ikke Vueltaen mindre interessant. Tværtimod er det løbet, der for alvor kan afsløre, hvad vi i fremtiden kan regne med fra Astana-kaptajnen.

 

Tour-Vuelta-doublen er som sagt enormt svær, og det er også baggrunden for, at vi kun tildeler Aru beskedne to stjerner. Kigger vi alene på grand tour-generaliebladet, hører Aru naturligvis til helt i toppen. Det gælder ikke mindst i denne Vuelta, hvor alle betingelser for et topresultat er til stede. F

 

ørst og fremmest har Aru altid præsteret godt i Spanien, først og fremmest i kraft af sin gode restitutionsevne, der har givet ham den friskhed, som altid er nøglen til Vuelta-succes. For det andet er han blevet tildelt en rute, der passer ham fremragende. For Aru er mantraet ”jo hårdere, jo bedre”, og den ekstremt bjergrige rute bekommer ham derfor vel. Ikke mindst er det til hans fordel, at der er færre eksplosive finaler, usædvanligt mange lange stigninger og ikke mindst mange ekstremt stejle bjerge, alt sammen noget, der tiltaler Aru. Enkeltstarten er naturligvis et kolossalt problem, ikke mindst i den direkte duel med storfavoritten Froome, men den øvrige rute efterlader ham med muligheder for at genvinde det tabte. Endelig er han bakket op af et langt, langt stærkere hold end i Touren, og denne gang kan han specielt regne med støtte fra holdets andet klassementskort, Miguel Angel Lopez. Det giver ham ikke blot bedre opbakning, det giver også afgørende taktiske muligheder i kampen mod det skræmmende stærke Sky-mandskab.

 

Forudsætningerne er med andre ord på plads, men der er altså desværre en grund til, at ingen har erobret både Touren og Vueltaen i samme sæson, siden det spanske løb fik sin nuværende kalenderplacering. Kun Chris Froome, Carlos Sastre, Nairo Quintana og Alejandro Valverde har i de senere år med nogen succes kunnet kombinere de to løb, men end ikke for dem er det endnu lykkedes at vinde dem begge. Alle har de et mere imponerende grand tour-generalieblad end Aru, der fortsat er relativt ubeskrevet, og det vil derfor næsten være for meget at forlange af Aru, at han skulle kunne vinde Vueltaen og slå den brite, der var hans overmand i Frankrig.

 

På den anden side er Aru måske en af de ryttere, der har de allerbedste forudsætninger for at gøre det. Som sagt er hans styrke hans store motor, og ser man bort fra årets Tour, hvor han blev ramt af sygdom til sidst, har han altid været bedst i den tredje uge, hvor han har vundet hovedparten af sine etaper. Det er bestemt ikke noget tilfælde, at det først var på 20. etape, at han i 2015 fik skovlen under Dumoulin. Den form for friskhed sent i et tre uger langt etapeløb vidner om en restitutionsevne, der giver Aru bedre forudsætninger end de fleste for at gennemføre den double, der er så svær. I år har han endda den ekstra fordel, at han praktisk talt ikke kørte ét eneste løb i foråret.

 

Det vil med andre ord være urimeligt at afskrive Aru på forhånd, og det kan bestemt ikke udelukkes, at netop italieneren i fremtiden kan gøre det, Froome forsøger igen i år. At det skulle lykkes allerede i første forsøg at erobre Vueltaen efter at have kørt med om sejren i Touren, synes dog at være en urimelig forventning, ikke mindst i lyset af den 40 km lange enkeltstart, der vil koste ham så meget tid til Froome, at han skal være flyvende for at genvinde det tabte.

 

Mindre kan imidlertid også gøre det. Årets Vuelta er i høj grad en test for Aru, der skal vise ham, hvad han har af muligheder fremover. Det rækker næppe til sejr, men for den italienske dieselmotor vil det være en skuffelse og en overraskelse, hvis han ikke blander sig i toppen. Det kan måske ikke helt indfri ambitionerne for en mand, der er kendt for at være ekstremt målrettet, men det vil dog give perspektiver for fremtiden. Og det er jo trods alt ikke helt ringe for en rytter, der for blot få måneder befandt sig i sin sportsligt set værst krise og i et dybt hul, som mange tvivlede på, om han nogensinde ville komme op af.

 

Miguel Angel Lopez (**)

De kommer nærmest som skidt fra en spædekalv, de colombianske klatrere. Efter den første bølge af stjerner fra det sydamerikanske land for efterhånden et par årtier siden var der i en årrække lidt stille om colombianerne. Det har imidlertid i den grad ændret sig i de seneste år, hvor det kan være vanskeligt at holde styr på listen over nationens ryttere med potentiale til at vinde en grand tour.

 

Den mest lysende stjerne er naturligvis Nairo Quintana, der i kraft af de senere års resultater må betragtes som nummer 2 i det aktuelle grand tour-hierarki. Hans status udfordres specielt af Esteban Chaves og i mindre grad den lidt ældre Rigoberto Uran, men den virkelige trussel er måske i virkeligheden en helt anden. Et stykke fra det mest intense rampelys befinder sig nemlig en klatrer, der på bare få år flere gange har vist et nærmest ubegrænset potentiale - og det endda trods et større antal tilbageslag, end de fleste ryttere oplever.

 

Navnet er Miguel Angel Lopez, som meget få havde hørt om, da i 2014 nærmest ud af det blå vandt ungdommens Tour de France, Tour de l’Avenir. Dermed indskrev han sig på en liste, der allerede talte både Quintana og Chaves, som også havde fået deres store gennembrud ved netop at vinde det fineste løb på U23-kalenderen, og med ét blev han et oplagt mål for cykelsportens største hold. Astana var ikke sen til at gribe chancen, og dermed stod han pludselig med en professionel kontrakt bare måneder efter sit første løb i Europa.

 

At skrive kontrakt med en så uerfaren rytter er naturligvis en gambling, men Lopez har i sine første år gjort rigeligt til at dokumentere, at han er alle pengene værd. Det er ikke mange ryttere, der i bare deres anden sæson vinder et ugelangt etapeløb på WorldTouren og slet ikke et svært løb som Tour de Suisse, der afvikles på et tidspunkt, hvor stort set hele feltet er i absolut topform. Det var ikke desto mindre, hvad Lopez gjorde sidste år, da han med knusende overlegenhed i løbets sidste weekend tog en ganske klar sejr trods en ikke helt lovende start på løbet.

 

Den samlede sejr var måske en lille overraskelse, men at han kunne blande sig med de bedste var det til gengæld ikke. Tværtimod viste Lopez lige fra første færd, at han er ”the real deal”. I 2015 tog han en fornem sejr på en svær puncheuretape i Vuelta a Burgos, og selvom han desværre ikke helt kunne bakke det op på den efterfølgende kongeetape og således missede den samlede sejr, havde han vist, at han kunne vinde på højeste niveau, i øvrigt efter at han allerede var blevet nummer 7 i sit første WorldTour-løb Tour de Suisse til trods for, at en skade havde ødelagt det meste af foråret. Det var den vinderevne, han tog med sig ind i 2016-sæsonen, hvor han efter en sejr foran Quintana-brødrene på kongeetapen i San Luis og en tilsvarende triumf på kongeetapen i Tour de Langkawi - hvor en punktering på en sprinteretape kostede ham den samlede sejr - fik sit store gennembrud, da han satte flere Tour-ryttere til vægs i Schweiz.

 

Lopez mål er imidlertid ikke at vinde ugelange etapeløb. Han vil vinde grand tours, og derfor var hans store mål i 2016 også at bekræfte sit potentiale ved at køre med i toppen af Vueltaen, hans første tre uger lange etapeløb. Det endte imidlertid som en dundrende fiasko.  Bare får kilometer inden den første store test på den stejle Mirador del Ezaro-mur lå Lopez i asfalten, og selvom han heroisk kæmpede sig igennem yderligere et par etaper, blev det til sidst for meget for talentet, der allerede efter seks dage kastede håndklædet i ringen. At talentet ikke var blevet efterladt på den spanske asfalt viste han dog sidst på sæsonen, hvor han trods begrænset træning vandt Milano-Torino ved at sejre på toppen af den stejle Colle de Superga-stigning.

 

Desværre var styrtet i Vueltaen et kedeligt forvarsel om, hvad der ventede, og en åbenbaring af det, der synes at være Lopez allerstørste akilleshæl: de mange styrt. Bare få måneder efter nedturen i Spanien lå han igen i asfalten, og denne gang var det langt mere alvorligt. Et træningsstyrt i Colombia i november efterlod ham med et brækket skinneben og en spoleret forårssæson. Efter adskillige gange at have udskudt sit comeback vendte han endelig tilbage i Tour de Suisse, der skulle bruges som sidste forberedelse forud for Touren, hvor han var tiltænkt at skulle dele kaptajnrollen med Jakob Fuglsang, indtil Fabio Aru pludselig ændrede planer. Lopez viste et uventet højt niveau efter sin lange pause og så ud til at have retning mod en god tour - lige indtil han igen styrtede og med en brækket tommelfinger måtte vinke farvel til Touren.

 

Igen har Lopez imidlertid bekræftet sin evne til at træne sig i topform. Bare få uger efter uheldet i Schweiz knuste han rivalerne på Østrig Rundts kongeetape på Kitzbüheler Horn, en af Europas mest frygtede stigninger. Havde det ikke været for uopmærksomhed i sidevinden, havde han suverænt vundet det østrigske etapeløb. Senere skuffede han lidt i San Sebastian og den indledende del af Vuelta a Burgos, men da han på sidstedagen af sidstnævnte kørte fra en yderst formstærk Mikel Landa på de sidste meter af den ikoniske kongeetape til Lagunas De Neila blev det helt klart, at Lopez’ form er stigende, og at han er klar til i Vueltaen at tage revanche for sidste års nedtur.

 

Situationen er blevet gjort en anelse mere for kompliceret af de ændrede sæsonplaner. Havde den oprindelige tanke holdt, havde Lopez utvivlsomt været sidestillet med Fuglsang i Touren, men nu stiller han til start i Vueltaen som den klare plan B bag Fabio Aru, der ikke har lagt skjul på, at han kommer for at vinde. Det skaber naturligvis lidt usikkerhed om, hvor meget frihed Lopez kan forvente. Er Aru lige så stærk som håbet, kan det colombianske supertalent blive reduceret til rollen som luksushjælper.

 

Det er dog ikke sandsynligt. Også hos Astana-ledelsen må man være pinligt bevidst om, at Tour-Vuelta-doublen er en yderst kompliceret affære, og man kan ikke automatisk forvente, at Aru er på sit sædvanlige niveau. Derfor bør Lopez få lov at køre sin chance - ikke mindst fordi det altid vil være en fordel for Astana at have to kort at spille, hvis man skal knække Froomes Sky-fort.

 

Hvad kan det blive til for Lopez? Ingen ved det, men alle tegn peger i retning af, at han er en fremtidig grand tour-stjerne. Hans naturlige element er de høje bjerge, og han er en klatrer, der kan begå sig på alle typer stigninger. Hans første store sejr i Europa kom i en puncheurfinale i Burgos, og senest vandt han på den meget stejle Kitzbüheler Horn i Østrig og den tilsvarende stejle Lagunas De Neila i Burgos. Som colombianer er han naturligt komfortabel i højderne, og derfor er årets meget bjergrige rute med et miks af lange, høje bjerg, korte mure og meget stejle stigninger mod løbets slutning perfekt for ham.

 

En anden fordel er hans holdbarhed. Da han vandt Tour de Suisse var det bemærkelsesværdigt, at han blev bedre og bedre, som løbet skred frem, og han var efter en famlende start klart den bedste i WorldTourens fjerdelængste etapeløb. Naturligvis er tre uger en helt anden sag, men det er i hvert fald en indikation på, at han besidder de nødvendige restitutionsevner til at blive en stjerne i de helt lange løb.

 

Det store spørgsmål er enkeltstarten. Lopez har kun sjældent kørt enkeltstarter på højeste niveau, og referencepunkterne er begrænsede. Han leverede dog en mindre sensation på den relativt kort tidskørsel i Schweiz sidste år, da han blev en yderst overraskende nummer 2 efter specialisten Ion Izagirre. Siden da har han ikke kørt én eneste længere enkeltstart, og det er i høj grad nyt territorium for en rytter, der stadig har begrænset erfaring i Europa. Konventionel logik tilsiger, at han stadig vil tabe tid til mange af rivalerne på de 40 km powerenkeltstart i Logrono, men udsigten til, at han med tiden kan blive bedre end den gennemsnitlige colombianske klatrer er lovende.

 

Lopez er med andre ord Vueltaens helt store joker. Ingen af favoritterne stiller til start med færre løbsdage end ham, og han er i særklasse den friskeste. Han synes at have timet formen optimalt, og han har allerede vist, at han kan køre fra mange af de allerbedste i bjergene. Restitutionen synes at være i top, og han kan overraske på enkeltstarten. Kort sagt er alle forudsætninger for et topresultat i hans første reelle forsøg på at begå sig i en grand tour til stede. Kun fantasien sætter grænser for, hvor langt det kan række - hvis altså han kan holde sig på cyklen i tre uger i træk!

 

Romain Bardet (**)

For franskmænd er grand-tour-skæbnen næsten bestemt på forhånd. Hvor unge ryttere fra andre nationer ofte får lejlighed til at teste sig i en af de mindre grand tours, inden de kastes for løverne i Tour de France, forholder det sig anderledes for de mest håbefulde fra Tourens hjemland. De fleste af disse træder deres første professionelle pedaltråd på et af de store franske mandskaber, for hvem Touren er årets altoverskyggende mål, og viser man den mindste tegn på etapeløbstalent, får man hurtigt gearet sin karriere i retning af verdens største cykelløb, ofte endda med succes. Mange vil eksempelvis huske, hvordan Thibaut Pinot, der længe var udskreget til at være den næste store franske klatrer, allerede i sin Tour-debut vandt en mindeværdig etape.

 

Situationen er ikke anderledes for manden, der på to år har manifesteret sig i toppen af det franske grand tour-hierarki. Selvom han efterhånden er blevet 26 år og for længst er blevet for gammel til at køre efter diverse ungdomstrøjer, har Bardet aldrig været til start i et tre uger langt etapeløb uden for hjemlandet. Lige siden den fine 15. plads ved debuten i 2013 har Ag2r-kaptajnen altid haft verdens største cykelløb som det altoverskyggende mål, og selv den resterende del af hans kalender har i grad været rettet mod store franske løb.

 

For mange ryttere er det et personligt ønske at satse alt på Touren, men for Bardet forholder det sig faktisk modsat. Allerede sidste efterår gav han udtryk for et ønske om efter andenpladsen i Touren at forsøge sig med Giro-Vuelta-doublen i 2017. Rationalet var klart: dels ville det være godt for hans videre karriere at gennemføre to grand tours på et år, dels følte han sig ikke moden til at vinde Touren, men klar til at gå efter sejren i en af de to øvrige grand tours. Et mellemår uden Tour-deltagelse kunne med andre ord være en god trædesten til fremtidig succes, også i Frankrig.

 

Når man er den store stjerne på det førende franske mandskab kan man imidlertid ikke vælge frit. Hverken Ag2rs ledelse eller sponsorerne var specielt vilde med den ide, og der gik da heller ikke lang tid, inden man offentligt aflivede Bardets drømme og gjorde det klart, at Touren også i 2017 ville være hovefokus. Kompromiset blev, at Bardet efterfølgende ville få lov til at stille til start i Vueltaen og dermed få indfriet sit ønske om at køre to af de længste løb i samme sæson.

 

Og det er så her, vi står nu. Bardet har netop med tre fantastiske uger bekræftet, at sidste års andenplads ikke bare var et resultat af et modigt angreb på en dag, hvor de fleste af hans rivaler havde været i asfalten. Med en tredjeplads - der måske kunne være blevet til en andenplads, hvis ikke han var blevet ramt af sygdom i den sidste uge - fik han gjort skeptikerne tavse og vist, at han nu reelt skal regnes som hørende til den ypperste elite af grand tour-ryttere. Med det i bagagen stiller han til start i sin første Vuelta, og det øger naturligvis forventningerne betragteligt, at han ruller ned ad rampen i Nimes med to Tour-podiepladser på CV’et.

 

Det er dog ikke helt det scenarium, Bardet selv havde ønsket sig. Da han oprindeligt annoncerede sine planer om at køre to grand tours, var det med et ønske om at gå efter sejren i dem begge. Det er velkendt, at det sagtens kan lade sig gøre at kombinere Giroen og Vueltaen, og det var præcis det, der var motivationen bag ønsket. Nu skal han imidlertid forsøge sig med den meget vanskeligere kombination af Touren og Vueltaen, og det stiller ham i en helt anden situation.

 

Derfor har udmeldingerne fra Ag2r også været ganske nedtonede. Både holdet og han selv har været meget afdæmpede i annonceringen af forventningerne. Man har ikke villet bekræfte, at Bardet kommer til Spanien for at køre klassement, og man nøjes med beskedne udtalelser om, at kaptajnen skal være med fremme ”på de etaper, der passer ham.”

 

En sådan nedtoning af forventningerne er klog. For en rytter som Fabio Aru er det også nyt at køre Touren og Vueltaen i samme sæson, men han har dog erfaring fra tidligere at have kørt to grand tours på et år. For Bardet er det hele helt nyt, og han aner derfor ikke, hvordan kroppen vil reagere. Set i det lys er de kommende tre uge først og fremmest et eksperiment, der skal give indsigt i fremtidige muligheder, end et stort forsøg på at vinde Vueltaen.

 

Derfor vil det også være urimeligt at gøre Bardet til topfavorit - uagtet hans imponerende grand tour-generalieblad. Franskmanden vil helt sikkert ikke være på samme niveau som i juli, og selvom det naturligvis er lettere at vinde Vueltaen end Touren, hvor alle de bedste er på 100%, vil det være en lille overraskelse, hvis Bardet kan slås med de allerbedste over alle tre uger. Det kan sagtens ende med, at han undervejs skifter mål og i stedet går efter etapesejre eller bjergtrøje, som han gjorde i Touren i 2015. Det vil end ikke være noget stort nederlag for en rytter, der elsker offensiv kørsel og ikke har noget imod at slippe for det store pres altid at skulle jagte succes i klassementet.

 

Alligevel kan det godt blive det helt store eventyr for Bardet. Ganske vist er territoriet ukendt, men alle tegn peger i retning af, at Bardet har den nødvendige motor for faktisk at være konkurrencedygtig i to lange etapeløb. Hans styrke har altid været hans evne til at holde sit høje niveau i løbets tredje uge, og den form for friskhed er typisk helt afgørende i Vueltaen. Hvis man dertil lægger, at en temmelig kompliceret forårssæson, hvor han blev ramt af skader og modgang, betyder, at han stiller til start med relativt få løbsdage i benene, er forudsætningerne for et topresultat til stede.

 

Også ruten bør tiltale Bardet. De ekstremt mange bjerge taler til hans fordel, og det samme gør det faktum, at løbet i år er præget af længere bjerge frem for de mange eksplosive mure, der tidligere har været Vueltaen kendetegn. Samtidig er Bardet igen bakket op af et af løbets suverænt stærkeste mandskaber, hvor han kan regne med støtte i bjergene fra specielt en genfødt Alexandre Geniez og samtidig kan lette lidt af presset ved at dele kaptajnansvaret med en ligeledes genfødt Domenico Pozzovivo, der også vil køre efter et samlet topresultat. Problemet er naturligvis den 40 km lange powerenkeltstart, hvor Bardet har udsigt til at tabe minutter til Froome og tid til de fleste af konkurrenterne. Hvor de fleste har gjort fremskridt i kampen mod uret, er der meget få tegn på forbedring at spore hos Bardet, og det bliver noget af en udfordring for Bardet at vende det tidstab til et forspring, inden løbet ruller ind i Madrid.

 

Kobler man det med det forhold, at det er helt nyt territorium for Bardet, må det betragtes som en overraskelse, hvis Ag2r-kaptajnen kan slås med de allerbedste og køre med om sejren, men det er heller ikke nødvendigvis målet. Naturligvis er det håbet både hos Bardet og Ag2rs ledelse, men de kommende tre uger skal først og fremmest vise, hvad Bardet realistisk kan forvente af sig selv i de kommende år. På papiret er han gjort af den støbning, der betyder, at han kan køre efter sejren i to grand tours på et år, men vi ved det endnu ikke. Om tre uger er vi forhåbentlig meget klogere.

 

Wout Poels (**)

I mange af livets forhold er det en god ide at have en plan B. Selv den mest nøje tilrettelagte plan kan smuldre, og i det tilfælde er det altid rart på forhånd at have sikret sig noget at falde tilbage på. Det gælder inden for cykelsport ikke mindst i grand tours, hvor tre ugers stressende kørsel ikke er uden risici, og hvor det hele kan være tabt på bare få sekunder, hvis lynet rammer.

 

Hvis nogen har lært denne livslektie på den hårde måde, er det Sky. Sportens mest succesrige etapeløbshold har utallige gange oplevet, at deres kaptajn har måttet forlade et af sportens største løb efter styrt eller uheld. Det skete allerede for Bradley Wiggins i Touren i 2011, og siden da har også Chris Froome måttet forlade Touren i utide i 2014 og Vueltaen i 2015. Mest uheldig har man dog været i Giroen, der synes at være en slags forbandelse for sportens superhold. Serien over uheld vil ingen ende tage, og siden 2013 er det endnu ikke lykkedes at få forhåndskaptajnen sikkert igennem. I 2013 udgik Bradley Wiggins med sygdom, i 2014 kom Riche Porte end ikke til start, i 2015 styrtede samme Porte efter et uheldsramt løb, i 2016 måtte en syg Mikel Landa trække sig, og i år blev begge kaptajner, Landa og Geraint Thomas, sendt i asfalten i det samme styrt.

 

Derfor har holdet også indført en fast strategi, der består i altid at stille til start med to mulige klassementsryttere. Det er naturligvis først og fremmest motiveret af de dårlige erfaringer fra tidligere, men det er samtidig en mulighed for at tilfredsstille de personlige ambitioner hos mange af Chris Froomes hjælperyttere. På Sky har Geraint Thomas, Mikel Landa, Wout Poels og Sergio Henao alle givet udtryk for ambitioner om kaptajnansvar i et af sportens store etapeløb, og da holdets store stjerne, Chris Froome, har sat sig tungt på både Touren og Vueltaen, efterlader det meget lidt plads til rytterne fra anden række. Rollen som ”plan B” har været midlet til i hvert fald delvist at tilfredsstille holdets mange klatrere.

 

I årets Vuelta er det så Poels, der har fået til opgave at være backup, hvis det som i 2015 skulle gå galt for Froome. Egentlig var det slet ikke planen for hollænderen, der blev den store taber i forbindelse med vinterens sæsonplanlægning. Her var det klart, at kun to af de tre kandidater, Poels, Thomas og Landa, ville kunne få en kaptajnrolle i Giroen, og valget faldt til Poels’ skuffelse på de to sidstnævnte. I stedet blev han udset til den rolle som Froomes vigtigste mand i Tourens bjerge, som han til UG har udført i både 2015 og 2016, hvor han flere gange har hjulpet sin kaptajn gennem de ellers sjældne kriser forårsaget af styrt og sygdom.

 

Beslutningen fik med det samme Poels til at udelukke at køre efter klassementet i en grand tour i 2017. I et interview med hollandske medier gjorde han det klart, at et efterfølgende forsøg på at opnå et resultat i Vueltaen næppe ville føre noget godt med sig. At kombinere Touren og Vueltaen er en meget svær sag, og en skuffelse på de spanske landeveje ville måske snarere svække hans chancer for senere at opnå en kaptajnrolle. Derfor udså Poels sig i stedet Giroen i 2018 som sin første store chance.

 

Siden da er meget ændret. En slem knæskade, der opstod efter en ellers fornuftig start i Ruta del Sol, holdt Poels ude hele foråret og frarøvede ham endda chancen for at forsvare sin sejr i Liege-Bastogne-Liege. Først i maj var han tilbage i fuld træning, men det var tids nok til, at han fortsat drømte om Tour-deltagelse. En ringe indsats i Route du Sud fik imidlertid holdets ledelse til at vurdere, at en udtagelse af Poels ville være for stor en gambling, og til sin egen store skuffelse måtte hollænderen lide den tort at se til fra sidelinjen, mens Froome hjemførte sin fjerde Tour-triumf.

 

De fleste nedture rummer dog også muligheder. For Poels betyder det, at han nu kan stille til start i Vueltaen som mere end blot en halvtræt hjælperytter. Denne gang er hans rolle helt klar: Poels er ligesom Froome en beskyttet rytter, der for lov at holde sig til i klassementet på samme måde som Thomas gjorde det i Touren sidste år, Leopold König gjorde det i sidste års Vuelta, og Landa gjorde det i årets Tour. Rollefordelingen er naturligvis klar, og Froomes kaptajnrolle står helt uantastet, men skulle uheldet være ude, vil Poels være klar til at tage over. Som Landa viste denne sommer, er det slet ikke umuligt, at Poels også kan være i spil til podiet, selv hvis Froome undgår løbsødelæggende styrt eller sygdom.

 

Det er dog relativt ukendt territorium for Poels at skulle køre efter klassement i en grand tour. Som ung havde han det som sin klare ambition, og det så lovende ud, da han i 2011 sluttede som nummer 17 i Vueltaen. Efter sit rædselsstyrt i Touren i 2012, hvor hans karriere og helbred kom i alvorlig fare, endte han imidlertid som hjælperytter på først Quick-Step og siden Sky, og han har derfor ikke i nu seks år kørt efter den samlede stilling i et af sportens største løb. Derfor er der heller ingen, der aner, hvordan det vil gå for Poels, når han skal holde sig til hver dag i tre uger.

 

Indikationerne er blandede. På den ene side har Poels vist, at han på sine store dage tilhører verdens absolutte klatreelite. I både 2015 og 2016 lignede han i perioder mod Tourens slutning sammen med Froome og (i førstnævnte år) Quintana løbets stærkeste mand i bjergene, og man sad til tider med indtrykket af, at han endda kunne have givet sin kaptajn alvorlige vanskeligheder. På den anden side har han i sine tidlige år været kendetegnet ved en enorm ustabilitet, og det er en tendens, der er fortsat i de senere år. Han har således også i sin tid som Froomes loyale løjtnant haft mindre gode dage, og hvis han ikke kan udvise en højere grad af stabilitet, vil han aldrig blive en trussel i de tre uger lange etapeløb.

 

Derfor er årets Vuelta også en stor test for Poels. Der er ingen tvivl om, at de kommende tre uger i høj grad vil bestemme, hvilke muligheder Poels fremover vil gå på et hold, hvor Thomas og Henao som sagt også har store ambitioner i de største løb. Betingelserne for succes er imidlertid de helt rette. Friskhed betyder alt i Vueltaen, og Poels møder til start med færre løbsdage end snart sagt alle konkurrenter. Han viste konstant fremgang i Tour de Pologne, hvor han klart var løbets stærkeste rytter på løbets to sværeste etaper og endte med at vinde kongeetapen og slutte som nummer 3 samlet.

 

Samtidig er Vueltaen måske den grand tour, der passer ham bedst. Da han i 2011 kørte så fornemt i Vueltaen, var det bemærkelsesværdigt, at han var stærkest på de helt stejle stigninger. Han blev nummer 2 på Muren i Valdepenas de Jaen og på selveste Angliru, og siden har han bekræftet sin kærlighed til de højeste procenter ved at blive nummer 4 på Mur de Huy i Fleche Wallonne og at vinde på Xorret de Cati i Volta a la Valenciana, en stigning, der i øvrigt også indgår i årets Vuelta. I Touren har han vist, at han nu også kan begå sig på de længere stigninger, der dominerer årets anden uge, og i det hele taget burde han være begejstret for en så bjergrig rute. Sammenlignet med mange af klatrerne kører han også en fornuftig enkeltstart - også selvom han vil blive sat eftertrykkeligt til vægs af sin kaptajn og tabe tid til en mand som Alberto Contador på en så flad rute.

 

Poels’ muligheder afhænger derfor ikke af, om han har niveauet, friskheden eller formen. Det er stabiliteten, der er hans store udfordring - samt naturligvis hans rolle på et hold, der kan tvinge ham til at give afkald på alt i forsøget på at støtte sin kaptajn. Denne gang stiller Sky imidlertid til start med et stærkere mandskab end tidligere, og der burde være muligheder for, at Poels længe kan holde sig helt fremme. Sidste år var det kun én dårlig dag, der forhindrer Leopold König i at køre med om podiet, og Poels drømmer om det samme. Hvis alt går efter Skys hoved, ender han ved siden af siden kaptajn på podiet, og skulle uheldet sætte Froome ud af spillet, har Poels vitterligt potentialet til at køre med om den samlede sejr. Uanset om det ender med det ene eller det andet af de to udfald, vil det for alvor sende hollænderen op i toppen af holdets interne grand tour-hierarki og dermed give ham al mulig grund til at stille krav om i 2018 at få en reel kaptajnrolle ved siden af Geraint Thomas i Giroen. Lykkes det, vil han være tilbage i den rolle, han jagtede som ung rytter i Vueltaen i 2011. Det krævede bare utallige omveje og et slemt styrt at nå dertil.

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cannondale-Drapac Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

ORICA-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Lotto NL - Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek - Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »