Vuelta a Espana: Rutebeskrivelsen

Under Angelos Zomegnans lederskab blev Giro d’Italia kendt for sine ekstremt hårde ruter, urimeligt stejle stigninger og mange bjergetaper. Siden Michele Aquarone overtog ansvaret i 2012 har man forsøgt at tiltrække flere store navne ved at gøre løbet lettere og mere ryttervenligt.

Mens italienerne således er gået i retning af mere afbalancerede ruter med en bredere appel til forskelle ryttertyper, er Vuelta-arrangørerne gået i den stik modsatte retning. De tider, hvor man havde alenlange, flade motorvejsetaper på den spanske højslette, er definitivt ovre. Det nye mantra er, at hver eneste etape skal byde på et spektakulært element og næsten altid indeholde en eller anden form for stigning i finalen. Helt automatisk har det ført til hårdere ruter med mere bjergrigt terræn, end de to øvrige grand tours har kunnet tilbyde.

Mange troede ikke deres egne øjne, da man forud for 2012-udgaven præsenterede en rute med hele 10 afslutninger på stigninger. Kritikken var stor, ikke mindst fra sprinterne, der i stort tal vendte løbet ryggen, og mange iagttagere var af den overbevisning, at de mange bjergfinaler ville dræbe spændingen tidligt.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

De forudsigelser blev gjort til skamme, da løbet udviklede sig til et fantastisk slag mellem Alberto Contador, Alejandro Valverde og Joaquim Rodriguez, og de tre spanske stjerne var i Madrid ikke adskilt af mere end 1.37. Konstant angreb, et sent førertrøjeskifte og overraskelser dominerede de tre uger, der blev beskrevet som nogle af de bedste i mange år.

I 2013 tog man yderligere et skridt i samme retning ved at øge antallet af bjergfinaler til 10, og igen blev løbet først afgjort helt til sidst, da Chris Horner bare førte med 3 sekunder over Vincenzo Nibali, inden mægtige Angliru afgjorde løbet bare 24 timer inden finalen i Madrid. I de seneste tre udgaver er tendensen fortsat med hhv. 9, 8 og 10 etaper med afslutninger på stigninger, og bortset fra sidste år, hvor det syntes klart, at Nairo Quintana havde vundet løbet efter kuppet på Formigal-etapen, er løbet hvert gang blevet afgjort efter et stort slag i bjergene på næstsidste etape.

Med den flotte tradition er det ingen overraskelse, at arrangørerne i år har forsøgt at gentage succesen, og denne gang venter der således igen hele 9 etaper med mål på en stigning. Man har dog brudt en klar tendens. I de seneste to år har man forsøgt at skrue en anelse ned for sværhedsgraden og give lidt flere muligheder for de sprintere, der ellers har været så frustrerede over de vanskelige ruter, men i år er man gået i den stik modsatte retning. Faktisk er det vanskeligt at erindre, at man tidligere har haft så svær en rute. Ikke blot er bjergfinalerne i år sværere end tidligere, antallet af sprinteretaper er også uhørt lavt.

Den spanske geografi gør det muligt at sprede bjergetaper ud over hele løbet, og derfor skal man altid være klar fra start i årets sidste grand tour. Det er endnu mere udtalt i år, hvor løbet for tredje gang i historien starter uden for hjemlandet. Det sker i den nærliggende franske by Nimes, hvor et kort holdløb skyder festlighederne i gang, inden man efter en flad, potentielt meget vindblæste etape, rammer de første seriøse bjerge. Selvom Vueltaen altid har bjergetaper tidligt i løbet, er det yderst sjældent, at man allerede på 3. etape har så svære stigningen, som der i år venter i Pyrenæerne. Ganske vist slutter etapen ikke på en stigning, og derfor er det næppe en dag, hvor løbet kan vindes, men for nogle favoritter kan det hele allerede være ovre bare tre dage inde i løbet.

SÆT DIT MANAGERHOLD NU - PRÆMIER FOR 60.000 KR

Resten af den første uge er relativt tilforladelig og byder på en puncheurfinale i Alcossebre samt på et par relativt flade etaper. Derefter starter klassementskampen for alvor i den første weekend, hvor der venter to velkendte finaler på de yderst stejle mure Xorret de Cati og Cumbre del Sol, der begge tidligere har givet anledning til et stort show. Stigningerne får dernæst en helt anden karakter i løbets anden uge, der altid byder på tre store bjergetaper. De finder denne gang sted i bjergene i det skoldhede Andalusien, der er kendetegnet ved at byde på Spaniens længste stigninger. I år skal man derfor tre gange op af meget lange og ikke voldsomt stejle stigninger i finalerne på 11., 14. og 15. etape, hvor man slutter på de ikoniske stigninger Calar Alto, La Pandera og ikke mindst berømte Sierra Nevada.

I de seneste år har man haft en relativt let tredje uge, hvor det hovedsageligt har været løbets eneste enkeltstart og en stor bjergetape på næstsidste etape, der har været udfordringen. Den tendens brydes imidlertid i år, hvor man slutter i det bjergrige Asturien mod nord, hvor Spaniens stejleste stigninger findes. Den sidste uge byder således på en afslutning på den helt nye stigning Los Machucos, der af mange betegnes som den stejleste, løbet nogensinde har benyttet, og dermed fortsætter man traditionen med hvert eneste år at opfinde en ny finale på en spektakulær mur. Efter to kuperede etaper, hvoraf den ene slutter på en relativt kort puncheurstigning, skal løbet for anden gang i historien afgøres med et stort bjergslag på frygtede Angliru, der af mange betegnes som Europas allersværeste stigning. Som i 2013 vil det være de ekstreme stigningsprocenter på den asturiske tinde, der kroner vinderen bare 24 timer inden den store sprinterfinale i Madrid.

Med så svære bjergetaper er det ingen overraskelse, at løbet tilgodeser bjergrytterne, men billedet er ikke helt så entydigt. I de senere år har det været traditionen, at man har haft en ca. 40 km lang enkeltstart i den tredje uge, og den tradition fastholdes i år. Hvor man tidligere har haft ganske kuperede ruter, har man dog siden 2015 designet etaper for specialisterne, og det er i år mere sandt end tidligere. Denne gang er der tale om 40,2 km tempotons på den spanske højslette, og her kan de lette klatrere miste flere minutter til Chris Froome, specielt hvis briten flyver på samme måde, som han gjorde på den tilsvarende etape for 12 måneder siden.

Mens temporytterne og bjergspecialister tilgodeses af årets rute, er der imidlertid uhørt lidt at komme efter for sprinterne, der skal gribe alle de muligheder, de får. Faktisk er det stort set kun den første uge, der byder på sprinteretaper, og efter første hviledag vil nogle måske skulle vente helt til Madrid, inden de kan spurte igen. Det skyldes, at den ellers flade 13. etape byder på en lille bakke op til mål, og det kan være en anelse for svært for de tunge folk. Den flade finale i Gijon på 19. etape er ledsaget af en yderst svær stigning, der vil gøre det umuligt for langt de fleste sprintere, og derfor kan Madrid vise sig at være eneste mulighed for de hurtige folk efter. 7. etape. Derfor skal man slå til på 2., 4., 6. og 7. etape, men også her venter der stigninger i finalen på de to sidstnævnte etaper.

Sprinternes ulykke er til gengæld lykkeriddernes held. Vueltaen har altid været den grand tour, der er bedst for udbrud, og det bliver bestemt ingen undtagelse i år. Med de mange bjergetaper er der udsigt til, at flere af dem vil blive vundet af udbrydere, og derudover er der et væld af kuperede etaper, der er for lette for klassementsrytterne og alt for svære for sprinterne. Det gælder i den anden uge 10. og 12. etape samt i den tredje uge 18. og 19. etape, og i første uge kan der endda være en åbning på 6. etape også. Kan man klatre fornuftigt og har man et offensivt angrebsinstinkt, kunne man næppe have drømt om en bedre rute end den, der tilbydes over de kommende tre ugers bjergfest i Spanien.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Nedenfor giver Feltet.dk en detaljeret analyse af hver af de enkelte etaper og prøver at udpege nøglepunkterne og de skjulte farer og pege på, hvad man kan forvente i løbet af de 21 dage.

1. etape, lørdag d. 19. august: Nimes - Nimes, 13,7 km holdtidskørsel

Mens Giro d’Italia og Tour de France har ret blandede åbningsetaper - Touren varierer typisk mellem prologer og linjeløbsetaper, og Giroen bruger så vel holdtidskørsler og prologer som linjeløbsetaper - synes Vuelta a Espana at holde sig den faste ide om altid at starte med et holdløb. For 8. år i træk indledes den spanske grand tour således med den kollektive disciplin, der betragtes som en pefekt måde at præsentere både hold og ryttere for publikum. Løbet startede sidst med en prolog i 2009, hvor Fabian Cancellara vandt den indledende tidskørsel, og løbet er ikke startet med en linjeløbsetape siden 2007, hvor Daniele Bennati vandt en massespurt.

Samtidig med at de insisterer på et holdløb som den bedste start, forsøger Vuelta-arrangørerne som regel at holde den indledende etape relativt kort og derved undgå, at den får for stor indflydelse på klassementet og skaber for store forskelle tidligt i løbet. Det synes at have været intentionen, at der primært skal være tale om en ceremoniel åbning, der ikke skal spille nogen stor rolle. Af og til har de dog afveget fra den ide ved at sammensætte ganske lange ruter. Det skete senest i 2016 og 2013, hvor rytterne skulle tilbagelægge næsten 30 km. I år har man imidlertid igen valgt at forkorte distancen betragteligt, så der som tidligere år snarere er tale om en slags holdprolog, der vil blive afgjort på sekunder. Samtidig har man forsøgt at undgå kontroverserne fra 2015, hvor en decideret farlig rute på noget, der lignede en cykelsti, betød, at tidsforskellene endte med at blive neutraliseret. I stedet skal rytterne ud på en mere klassisk, ganske teknisk byrute, når man for tredje gang i historien starter løbet i udlandet, denne gang fra den franske by Nimes, der således efterfølger turen til Portugal i 1997 og til Holland i 2009.

I alt skal der i år tilbagelægges 13,7 km med start og mål i centrum af Nimes. Ruten er stort set helt flad og byder kun på i alt 100 højdemeter. I stedet er det de tekniske udfordringer, der skinner igennem. Efter starten venter en ganske kompliceret indledning med adskillige skarpe sving, herunder en U-vending, i hjertet af byen. Efterhånden når man ud i den vestlige udkant, hvorfra man bevæger sig mod nord ad større veje uden skarpe sving, hvor man får alvor kan få gang i motoren. Langsomt begynder det at sige let op mod toppen af årets første stigning, kategori 3-stigningen Alto de Nimes, hvis top nås efter 7,3 km. Det er dog en tilnærmelse at kalde det en stigning, da den gennemsnitlige stigningsprocent over de 2400 m er bare 1,6%, men den tjener til at uddele bjergtrøjen til første mand fra det hold, der har bedste tid på toppen.

SÆT DIT MANAGERHOLD NU - PRÆMIER FOR 60.000 KR

Efter bjergspurten fortsætter man mod øst i ganske let faldende terræn, og langsomt bliver det igen en anelse mere teknisk. Herefter går det mod sydvest tilbage mod centrum, hovedsageligt via lige veje, hvor kun et par rundkørsler vil udfordre holdene. Til sidst venter to sving med hhv. 1000 og 800 m til stregen, inden man når den let stigende opløbsstrækning.

Der er tale om et ganske klassisk holdløb efter normal Vuelta-standard. De har tradition for at være ganske tekniske, og det er også tilfældet denne gang, hvor indledningen er voldsomt kompliceret og kan sprænge holdene til atomer, hvis ikke man er opmærksom. Det vil handle om at holde sammen, indtil man rammer udkanten af byen, hvor de mange sving erstattes af powerstykker, hvor der for alvor kan åbnes for gassen. Stigningen betyder intet, og der er reelt tale om et fladt holdløb skabt til specialisterne. Kan de undgå fejl i starten, vil det således være de mest powerfulde mandskaber, der skal slås om sejren og den første førertrøje, men da Vueltaen er kendetegnet ved primært at bestå af lette folk og klatrere, er der typisk ikke de samme supermandskaber til start som i andre løb. Det gør det som regel til åben affære, der typisk byder på mange overraskelser. Afstanden mellem de bedste på så kort en ruet vil skulle tælles i sekunder, og for klassementsrytterne handler det primært om at styrke selvtilliden og mentalt komme godt fra start, mens det for sprinterne handler om at holde sig så tæt på førertrøjen, at man måske kan spurte sig i rødt på 2. etape.

Nimes har senest været målby for et stort cykelløb, når Tour de France har lagt vejen forbi. Det skete senest i 2014, Hvor Alexander Kristoff tog en spurtsejr, i 2008, hvor Mark Cavendish var hurtigst, og i 2004, hvor Aitor Gonzalez var stærkeste mand i et timandsudbrud.

Sidste år blev det indledende holdløb vundet af Sky, der gav Peter Kennaugh en dag i rødt. I 2015 vandt BMC den kontroversielle etape, hvor tidsforskellene blev neutraliseret, og Peter Velits kom i rødt. I 2014 vandt Movistar på en kort, teknisk rute i Andalusien, nøjagtigt som de gjorde i Pamplona i 2012, og begge gang var det Jonathan Castroviejo, der tog førertrøjen. I 2013 gav Astana Vincenzo Nibali en god start ved at vinde holdløbet og putte Janez Brajkovic i rødt, mens det var Jakob Fuglsang, der fik samme ære i forbindelse med Leopard-Treks sejr i 2011. I 2010 vandt HTC-Highroad, hvilket gav Mark Cavendish chancen for at bære den første røde trøje efter det netop indførte farveskifte fra gylden til rødt.

2. etape, søndag d. 20. august: Nimes - Gruissan, 203,4 km

I de senere år har Vueltaen ikke budt på mange muligheder for sprinterne, der derfor i stort antal har vendt det spanske løb ryggen, men med enkelte undtagelser venter der dog som regel en flad etape dagen efter det indledende holdløb. Det er ingen undtagelse i år, hvor 2. etape er en klassisk transportetape, der har til formål at bringe feltet videre mod Spanien. I en helt flad del af Frankrig venter der end ikke én eneste kategoriseret stigning, og derfor vil de hurtige folk slikke sig om munden. De skal dg tage sig voldsomt i agt i et område, hvor den frygtede mistralvind ofte har splittet Tour de France-feltet til atomer, når det franske løb har været forbi.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Etapen er med sine 203,4 km ganske lang efter typisk Vuelta-standard, men hvad den har i længde, mangler den i klatring. Således byder turen fra Nimes til Gruissan på den franske middelhavskyst bare på beskedne 402 højdemeter. Stort set hel dagen rejses der mod sydvest, hvor man bl.a. undervejs passerer tæt forbi storbyen Montpellier.

Terrænet er helt fladt, og det ændres der ikke på, når man efter ca. 100 km forlader kysten for at slå en lille sløjfe, der betyder, at man nærmer sig mål fra nordvest via Narbonne. Retningsændringen kommer kort før dagens spurt, der er placeret efter 174,7 km og herefter passerer man gennem Narbonne for at køre frem til målbyen ved kysten. Her venter en helt flad afslutning, der ikke byder på mange tekniske udfordringer. Med 2,2 km igen skal man til venstre i en rundkørsel, og derefter følger et blødt sving med 900 m til stregen. Sidste udfordring er en rundkørsel med bare 400 m til mål.

Feltet rummer måske ikke mange sprintere, men det betyder blot, at de, der er til start, tror endnu mere på sejr. Derfor burde der være masser af interesse i at kontrollere det, der på papiret kan ligne en helt klassisk sprinteretape, hvor førertrøjen endda kan være inden for rækkevidde for mange af de hurtige folk. Alle skal dog tage sig i agt på det, der kan udvikle sig til et drama. Således vil mange huske, hvordan Chris Froome og Peter Sagan i sidste års Tour gik i offensiven på en vindblæst Touretape til Montpellier, og eller hvordan Lance Armstrong i 2009 begik et mindre kup mod Alberto Contador i sidevinden, da Touren det år besøgte målområdet.

Gruissan har senest været vært for et stort cykelløb i forbindelse med det nu hedengangne Tour Mediterraneen. I 2013 vandt André Greipel en massesprut på 1. etape, mens Caisse d’Epargne vandt et holdløb i 2009. Året inden vandt Sylvain Chavanel sidste etape via et udbrud, mens det igen var Caisse d’Epargne, der var hurtigst i et holdløb på 1. etape i 2007.

3. etape, mandag d. 21. august: Canigno - Andorra La Vella, 158,5 km

Hvor man i Touren og i et vist omfang også i Giroen altid er forsigtige med at sende feltet ud i for svære udfordringer tidligt i løbet - man vil jo nødigt kvæle spændingen for tidligt - forholder det sig helt anderledes med Vueltaen. I den spanske grand tour har man aldrig været bleg for at teste rytterne for alvor allerede efter ganske få dage, og som regel har man haft første afslutning på en stigning allerede på 3. etape, ofte på en kort, relativt stejl bakke. I år venter de første klatreudfordringer også på tredjedagen, men denne gang i et helt nyt format. Denne gang er der ikke mål på en stigning, men til gengæld venter en decideret bjergetape i Pyrenæerne bare få dage efter starten. Der er ingen vej uden om Pyrenæerne, når man skal fra Frankrig til Spanien, og derfor har det været for fristende for arrangørerne ikke at sende rytterne over høje bjerge allerede her. Det er svært at erindre, at der i de senere år har ventet så voldsom en etape så tidligt i en grand tour, og selvom der sikkert vil blive kørt afventende, vil det tvinge favoritterne til at være klar fra start og med det samme vise, hvem der får svært ved at indfri ambitionerne i det spanske løb.

Med sine bare 158,5 km er 3. etape en af de korte, intense bjergetaper, der i de senere år er blevet så populære. Starten gå i den franske by Prades Conglent Canigo bare få kilometer nord for grænsen til Spanien, og etapen ender i Andorras hovedstad Andorra la Vella, der således får en sjælden ære som målby i et land, hvor man som regel ellers altid har bjergafslutninger, når man lægger vejen forbi. Der er ingen nåde fra start, hvor man sætter kursen mod sydvest for at skære direkte gennem Pyrenæerne. Efter er let stigende kilometer venter således kategori 1-bjerget Col de la Perche, der stiger med 4,8% over 19,5 km og er en lang, jævn opkørsel. Den bliver aldrig for alvor stejl, og det sværeste sted kommer efter 7 km, hvor stigningsprocenten blot er 8%. Herudover stiger det hovedsageligt med 5-7%.

Toppen nås efter 31,5 km, og herefter venter et langt let faldende stykke, der leder ind i Spanien efter 52,4 km og helt ned til det laveste punkt i La Seu d’Urgell efter 99 km. Herfra går der mod nord via en let stigende dalvej, indtil man krydser grænsen til Andorra efter 110 km. Bare 4,2 km senere rammer med dagens sværeste udfordring, når man drejer mod øst for at køre op over kategori 1-bjeget Coll de la Rabassa, der stiger med 6,8% over 13,3 km. Den inkluderer en stejl 15%-rampe i bunden og bliver herefter gradvist fladere og fladere. Således stiger første halvdel med 8-10%, mens stigningsprocenten på anden halvdel hovedsageligt ligger på 5-6%.

Fra toppen resterer 31 km, og de leder først tilbage mod nordvest ned til dalen, hvorefter man kører mod nordøst op til Andorra La Vella, hvor dagens spurt venter 11, 4 km fra stregen. I stedet for at køre direkte til centrum slår man en lille sløjfe mod øst for at køre op af kategori 2-stigningen Alto de la Comella, der stiger med 8,6% over 4,3 km. Fra toppen resterer bare 7 km, der hovedsageligt består af en teknisk nedkørsel, først mod nordøst og siden mod vest tilbage mod byen centrum. De sidste 2700 m er dog teknisk ukomplicerede, da der blot venter et par rundkørsler samt to sving i to rundkørsler med 620 og 445 m til stregen. De sidste 1200 m er stort set flade og stiger kun ganske let.

I alt byder etapen på 3000 højdemeter.

Læs også

Evenepoel har Tour-forberedelsen på plads

Det er som sagt yderst sjældent, at man så tidligt i løbet skal ud i en decideret bjergetape, og etapen er så svær, at man reelt kan tabe løbet allerede her. Coll de la Rabassa er dog ikke en meget svær stigning, og da der ikke er mål på et bjerg, vil der sandsynligvis blive kørt meget afventende fra favoritterne. De vil sandsynligvis først teste hinanden på den sidste, relativt stejle stigning, men det er næppe en dag, hvor alt sættes på spil, og det er i højere grad en dag, hvor løbet kan tabes end vindes. På den anden side vil mange være ivrige efter at udnytte, at Froome sjældent er i topform fra starten, og det kan måske anspore til lidt øget aggressivitet. Hvis et af de store hold har taget trøjen efter holdløbet, er det samtidig en oplagt mulighed for en klatrestærk udbryder til at sikre sig tid i den røde trikot, da de bedste mandskaber vil være ivrige efter at slippe for ansvaret på de kommende etaper, og der er stor chance for, at et udbrud ender med at køre om etapesejren.

Andorra La Vella har i dette årtusinde hele syv gange været startby for etaper i Vueltaen, Touren og Volta a Catalunya, men byen har ikke været mål for et stort cykelløb i dette årtusinde.

4. etape, tirsdag d. 22. august: Escaldes-Engordany - Tarragona, 198,2 km

Er man sprinter, handler det i Vueltaen om at slå til, når muligheden byder sig. Det spanske løb byder aldrig på mange flade etaper, men som regel er der dog flere chancer for de hurtige folk i løbets uge. Det er også tilfældet i år, hvor der dagen efter den første klassementstest venter endnu en oplagt mulighed for løbets spurtstærke ryttere, når feltet for første gang har mål i hjemlandet, hvor resten af løbet skal tilbringes. Der venter imidlertid et stigende opløb, der kan vise sig at være en overraskelse for nogle af løbets sprintere.

Etapen byder på 198,2 km og er derfor som 2. etape lang efter vanlig Vuelta-standard. Starten går i Escaldes-Engordany i Andorra, og målet er placeret i feriebyen Tarragona på middelhavskysten. Der er tale om en klassisk transportetape, hvor man stor set hele dagen bevæger sig mod syd væk fra Pyrenæerne ned mod vandet. Allerede efter 1 km krydser man grænsen til Spanien, og herefter fortsætter man mod syd gennem faldende terræn, der leder ud ag bjergene. Først i byen Pons efter 72,8 km flader det kortvarigt en anelse ud, og efter en lille bakke venter dagens eneste kategori 3-stigning Alto de Belltall (13 km, 2,8%), der mere er en jævn opkørsel end en reel bakke.

Toppen nås efter 132 km, og herefter falder det stort set hele vejen ned til kysten. Undervejs venter et lille plateau omkring byen Valls, der er kendt fra Volta a Catalunya, og hvor den indlagte spurt kommer efter 167,8 km. Herfter forsætter man det sidste stykke ned til kysten. Når man rammer Tarragona venter et sandt mylder af rundkørsler på de sidste 10 km. Med 4200 drejer man til højre, og herefter venter yderligere to sving i rundkørsler omkring 3 km-mærket, hvorfra det begynder at stige svagt. Efter at være kørte lige igennem to rundkørsler, skal man til venstre i en tredje ved den røde flamme, hvorefter to relativt skarpe sving følger hurtigt efter hinanden. Med 450 m igen skal man til venstre i endnu en rundkørsel, og herefter stiger det med 2,5% op til mål.

Etapen byder på i alt 1740 højdemeter.

Sprinterne vil stadig være sultne og friske, og derfor burde der være masser af interesse i at sikre, at denne etape slutter i en massespurt. Vinden i området har før været i spil i Volta a Catalunya og kan give uventet drama, men som udgangspunkt er det en klassisk sprinteretape. De hurtige folk skal dog være meget opmærksomme i den yderst tekniske finale, hvor de mange sving betyder, at lead-outs og holdstøtte er af afgørende betydning. Samtidig betyder det stigende opløb, at de stærkere typer vil have en svag fordel i forhold til de mere klassiske sprintertyper.

Tarragona har i de senere år primært været startby, men i 2013 var man mål for en etape, hvor Philippe Gilbert ganske overraskende vandt en spurt, der af mange sprintere blev kritiseret for at være meget sværere, end løbsbogen angav. I 2000 vandt Abraham Olano en enkeltstart i byen, mens Volta a Catalunya var forbi i 2011, hvor Samuel Dumoulin vandt en massespurt.

SÆT DIT MANAGERHOLD NU - PRÆMIER FOR 60.000 KR
 

5. etape, onsdag d. 23. august: Benicassim - Alcossebre, 175,7 km

I et løb, der domineres af afslutninger på stigninger, går der naturligvis ikke mange dage mellem de svære etaper. Det er heller ikke tilfældet, hvor man to dage efter det første slag i de høje bjerge, kan se frem til løbets første mål på toppen af en stigning, men modsat 3. etape byder femtedagen ikke på et stort klassementsslag. Tværtimod venter der en klassisk puncheurrute i Alcossebre, hvor løbet eksplosive typer får mulighed for at gå efter en etapesejr i en af den type finaler, som Vueltaen er så kendt for.

Rytterne skal i alt tilbagelægge 175,5 km mellem den kendte kystby Binicassim og Alcossebre, der også ligger ved vandet lidt længer mod nord. Første del af etapen består af en omgang på en 32,7 km lang rundstrækning i det kuperede område sydvest for startbyen. Fra starten bevæger man sig langs den flade kystvej mod syd, inden man igennem fladt terræn kører ind i landet til Castellon, hvorfra man kører tilbage mod nord. Efter 16 km rammer man kategori 2-stigningen Alto del Desierto de las Palmas (7,8 km, 4,8%), der har top efter 23,8 km, hvorefter man kører mod sydøst ned til Benicassim.

Læs også

Dansk stortalent bidrager til holdløbssejr

Herfra får det mod nord via den flade kystvej, inden man drejer væk fra vandet for at køre mod vest op af kategori 3-stigningen Alto de Cabanes (7,3 km, 4,4%), der har top efter 55,3 km. Herefter bliver man på et plateau, mens man fortsætter mod vest og nord frem til bunden af kategori 2-stigningen Coll de la Bandereta (4,6 km, 7,6%), der har top efter 87,6 km. Nedkørslen leder mod sydøst. Indtil man igen kører mod nordøst og nord gennem fladt terræn og op af kategori 2-stigningen Alto de la Serratella (13,2 km, 3,7%). Herefter venter en nedkørsel, inden det falder let, når man sætter kursen mod sydøst for at køre tilbage til vandet. Undervejs venter dagens spurt med 15,7 km igen, inden man kører mod syd og øst helt ned til vandet. Her slår man en sløjfe ind gennem bycentrum, inden man kører ind i bakkerne mod nordvest for at slutte på toppen af kategori 3-stigningen Ermita Sta. Lucia. Den stiger med 4,2% over 3,4 km, men er meget irregulær. Det stejleste stykke stiger med hele 20% og kommer 1,4 km fra stregen. Efter den røde flamme venter et hårnålesving og dernæst adskillige bløde kurver på en meget snoet vej. Den sidste kilometer stiger med 8% i gennemsnit, og det sidste sving kommer med 250 m igen.

Etapen byder på i alt 2733 højdemeter.

Man skal altid passe på med informationerne i Vueltaens løbsbog, men det ligner ikke en afsluttende stigning, der vil skabe forskelle mellem favoritterne - udover de sekunder, der altid kan vindes, når der opstår små huller i spurten. I stedet ligner det en dag for puncheurs, og der er næppe tvivl om, at specielt Julian Alaphilippe har udset sig denne etape som et af sine store mål. Der er tale om svært terræn med mange stigninger, og derfor vil der være mange ryttere med udbrudsplaner, men et stærkt Quick-Step-hold burde kunne holde det samlet og aflevere deres franske stjerne i bunden af stigningen, hvor han vil gå efter det, der meget vel kunne blive hans første etapesejr i en grand tour.

Alcossebre har ikke været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

6. etape, torsdag d. 24. august: Vila-Real - Sagunt, 204,4 km

Efter løbets første afslutning på toppen af en stigning vil sprinterne igen have blik på endnu en mulighed i en første uge, der som altid er den mest venlige over for de hurtige afsluttere. Spanske sprinteretaper er imidlertid kendetegnet ved, at de meget sjældent er helt flade, og det er bestemt heller ikke tilfældet for løbets ganske lange 6. etape, der igen forbinder to kystbyer, men hvor etapen består af en tur ind i stigningerne vest for Middelhavet og derfor byder på hele 2600 højdemeter, inden sprinterne formentlig kan få chance for at spurte om sejren.

Med hele 204,4 km er 6. etape endnu en usædvanligt lang Vuelta-etape, der forbinder kystbyerne Vila-Real og Sagunt. Den direkte afstand mellem de to feriebyer er begrænset, men distancen nås ved at slå en stor sløjfe ind i det kuperede område vest for kysten. Fra starten følger man vandt mod sydvest, men det flade terræn ophører, når man efter 13,4 km kører mod nordvest væk fra vandet. Her begynder det at stige let, indtil man drejer mod sydvest for at køre op af kategori 3-stigningen Alto de Alcudia de Veo (11 km, 3,4%), der har top efter 48 km og efter en kort nedkørsel efterfølges af kategori 3-stigningen Puerto de Eslida (5,3 km, 5,1%), hvis top rundes 11,8 km senere.

Herfra forsætter man mod sydvest via en nedkørsel, inden man kører mod nordvest frem til bunden af kategori 3-stigningen Alto de Chirivilla (7,9 km, 4,1%), der bestiges fra den nordlige side og har top efter 96,6 km. Herefter venter en længere nedkørsel, der fører mod syd, indtil man vender rundt for at køre op af kategori 3-stigningen Puerto del Oronet (6,4 km, 4%), der har top med 61,6 km igen. Man kører nu en omgang på en lille rundstrækning, der sender feltet op over kategori 2-stigningen Puerto del Garbi (9,3 km, 5,1%) og fører tilbage til toppen af samme højdedrag. Toppen nås, når der resterer 36,4 km, og herfra går det mod nordøst, sydøst og øst via en nedkørsel og derefter let faldende terræn ud mod kysten og målbyen Sagunt. Med 7,4 km igen passeres dagens spurt, og derefter fortsætter man ned til de helt flade sidste 3 km. Som så ofte før venter der utallige rundkørsler, indtil man tager et sidste sving med 800 m igen. Herefter venter kun endnu en rundkørsel ca. 100 m fra stregen.

Det er ikke uden grund, at de rene sprintere sjældent gider at deltage i Vueltaen. Etapen her ville være oplagt for de hurtige folk, hvis ikke det var den kuperede sektion midtvejs. Det vil skabe betydeligt med udskilning, men da de fleste af sprinterne i dette løb er klatrestærke, vil mange være i stand til at klare strabadserne. Det bliver imidlertid ikke let at kontrollere en etape som denne, specielt fordi mange af sprinterne er på klassementshold. Det kan derfor sagtens ende med en udbrudssejr, selvom en reduceret massespurt er det mest sandsynlige udkomme.

Etapen byder på i alt 2600 højdemeter.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

Sagunt har ikke været mål for et stort cykelløb i dette årtusinde.

7. etape, fredag d. 25. august: Lliria - Cuenca, 207 km

Nogle af sprinterne fandt sikkert 6. etape en anelse for hård, så de håber at tage revanche på fredagens 7. etape, der byder på den sidste flade finale, inden klassementskampen for alvor intensiveres i weekenden. Igen får de det imidlertid ikke helt, som de vil have det, da arrangørerne sjældent misser chancen for at krydre finalen med en ekstra lille stigning. Det er således også tilfældet på denne etape, hvor en lille rundstrækning i det kuperede område omkring målbyen Cuenca måske kan udfordre de hurtige folk, der drømmer om at dyste om sejren.

Helt usædvanligt venter der igen mere end 200 km på rytterne, der skal tilbagelægge 207 km mellem Lliria og Cuenca. Der er tale om en helt klassisk transportetape, hvor man hele dagen holder samme retning og kører mod nordvest væk fra kysten og ind i landet, hvor målbyen ligger i næsten 1000 m højde. Det betyder i sagens natur, at der skal klatres ganske meget. Det stiger allerede let i de første 10 km, inden et fladt plateau leder frem til en meget lang opkørsel, der fører op til toppen af kategori 3-stigningen Puerto La Montalbana, der har top efter 51 km. Officielt stiger den med 4,3% over 8 km, men reelt går det opad meget længere. Herefter venter et småkuperet stykke, inder man tager hul på kategori 3-stigningen Alto de Sta. Cruz de Moya (8,7 km, 4%), der har top efter 88,7 km.

Efter stigningen har man nået et plateau, og selvom det aldrig bliver helt fladt byder de næste ca. 100 km på den nemmeste del af etapen. Man fortsætter mod vest og nordvest frem til målbyen Cuenca, hvor man dyster om point i den indlagte spurt med 16 km igen. Herfra kører man en omgang på en rundstrækning i området nordøst for byen, og det betyder, at man skal op over kategori 3-stigningen Alto del Castillo (2 km 7,2%), der har top, når der resterer bare 11,7 km. Efter et lille plateau falder det let ned mod mål via en ganske snoet vej uden mange skarpe sving. Vejens sig ud og bliver stort set helt flad på de sidst 2 km, hvor et sidste sving kommer med 1 km igen. De sidste 800 m er helt flade.

Etapen byder på i alt 2700 m.

Den sidste stigning er faktisk ganske stejl og helt sikkert for svær for flere af sprinterne. Det kan betyde, at der er færre hold til at jagte, specielt fordi mange også har klassementsinteresser at tænke på. Det kan åbne døren for, at et udbrud kan køre om sejren, men da dette er sidste flade etape inden et par klassementsdage, er det mest sandsynlige udkomme dog en reduceret massespurt. Sprinterholdene skal imidlertid tage sig i agt for sene angreb, der sagtens kan bære frugt i så svær en finale.

Cuenca blev senest besøgt i 2006, hvor David Millar slog Fabian Cancellara med mindre end et sekund på en meget tæt enkeltstart. I 2006 vandt Samuel Sanchez en knaldhård spurt foran Thor Hushovd og Alejandro Valverde, mens Hushovd var hurtigst i 2005. Erik Zabel spurtede sig til sejr i 2003, mens Filippo Simeoni tog en solosejr i 2001. I 2007 blev Joaquim Rodriguez spansk mester i byen, og Jose Ivan Gutierrez to titlen på enkeltstarten

BLIV EN DEL AF DANMARKS STØRSTE FORDELSKLUB
 

8. etape, lørdag d. 26. august: Hellin - Xorret de Cati, 199,5 km

Vueltaen byder på bjergetaper spredt ud over hele løbet, og derfor er klassementsrytterne som regel altid blevet testet allerede i den første uge. Der er dog tradition for, at kampen om den samlede sejr for alvor intensiveres i løbets anden weekend, der ofte byder på de første seriøse udfordringer. Der er som regel tale om mål på relativt korte, stejle stigninger, og den tradition fastholdes i 2017, hvor anden weekend byder på to klassiske afslutninger med meget stejle mure. Denne gang har man ganske vist haft en usædvanligt svær bjergetape tidligt i løbet, men det er nok på den korte, altid spektakulære Xorret de Cati-stigning, der er tilbage efter seks års fravær, at vi vil få den første reelle indikation på, hvem der faktisk kan vinde løbet.

Den første af de to svære etaper i weekenden byder igen på en lang distance, da der skal tilbagelægges hele 199,5 km mellem Hellin og Xorret de Cati. Der er tale om en ganske voldsom finale, men den øvrige del af etapen er ikke specielt svæk. Fra starten går det via let stigende veje mod nordøst, inden man drejer mod sydvest for at køre let ned ad bakke. Herefter fortsætter man mod vest igennem fladt terræn frem ti de to små kategori 3- stigninger Puerto de Buar (6,1 km, 3,4%) og Puerto de Onil (7 km, 3,8%), der har top efter hhv. 111,1 og 127,5 km. Herfra fortsætter man ned til det vestligste punkt i Alcoi, hvorfra man drejer mod sydvest for via en lille bakke at køre forbi dagens indlagte spurt, der er placeret med 40 km

Efter spurten venter en lille sløjfe, hvor man først via let faldende terræn kører mod syd, inden man vender rundt for via let stigende terræn at køre mod nord og nordøst frem den bunden af kategori 1-stigningen Alto Xorret de Cati, der er løbets helt afgørende udfordring. Den er ganske vist kun 5 km lang, men stiger med hele 9% i gennemsnit og når undervejs hele 18%. De første 1500 m er næsten fladen, men herefter bryder helvede løs, da stigningen herefter stiger med mellem 11 og 18%, inden den flader en smule ud på de sidste 500 m. Fra toppen resterer barer 2900 m, der først består af 900 m fladt terræn, og derefter en meget hurtig og teknisk helt ukompliceret 1 km lang nedkørsel. Den sidste kilometer byder på lidt tekniske udfordringer med mange bløde sving, inden man når den bare 50 m lange opløbsstrækning. Efter en lille rampe på 8% stiger de sidste 500 m 1,6%.

Læs også

Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege

Etapen byder på i alt 2230 højdemeter.

Xorret de Cati er blevet lidt af en nyklassiker, og vi ved derfor, hvad vi skal forvente. Stigningen er måske kort, men den er så stejl, at feltet altid eksploderer til atomer, og som Wout Poels viste sidste år i Volta a la Comunitat Valenciana, kan den bedste klatrer sagtens køre alene hjem. Der er måske ikke mål på toppen, men nedkørslen er så nem, at den reelt ikke spiller nogen rolle. Der er ingen tvivl om, at vi vil se et reelt slag mellem favoritterne, men med yderligere en bjergetape i vente, er der god sandsynlighed for, at det som så ofte før ender med en udbrudssejr i Xorret de Cati. Meget vil afhænge af, om Julian Alaphilippe vil gå efter sejren på en etape, hvor en kort, stejl stigning kan give ham mulighed for at gå efter sejren.

Xorret de Cati gjorde debut i 2000, hvor Eladio Jimenez slog Roberto Heras med 3 sekunder. Han gentog såmånd bedriften ved at sejre fra et udbrud i 2004, inde Gustavo Cesar Veloso var bedste mand fra et udbrud i 2009. I 2010 satte David Moncoutie sine følgesvende på stigningen og tog en af sine mange Vuelta-etapesejre med fornem solokørsel, inden favoritterne udkæmpede deres kamp. Stigningen har også været benyttet i det genopstandne Volta a la Comunitat Valenciana, hvor Wout Poels sidste år kørte sig til en knusende solosejr på løbets kongeetape.

9. etape, søndag d. 27. august: Orihuela - Cumre del Sol, 174 km

Hvis man skal sætte dato på, hvornår man for alvor fik en ide om, at Tom Dumoulin måske kunne blive grand tour-rytter, var det, da han i 2015 pludselig slog Chris Froome i en fantastisk duel på den korte, stejle mur Cumbre del Sol, der det år gjorde debut i Vueltaen og rundede første uge af med et stort slag mellem klassementsrytterne. Mange har siden drømt om, at stigningen vil vende tilbage til løbet, og de får allerede efter ét års venten, deres ønske opfyldt. For anden gang på tre år er det således den korte, stejle mur ved den spanske middelhavskyst, der vil bringe første uge til sin afslutning og for anden dag i træk give de klassementsryttere, der trives på de stejleste skråninger, en chance for at vinde tid på konkurrenterne.

Etapen byder på 174 km mellem Orihuela og Cumbre del Sol-stigningen ud for byen Benitatxell på middelhavskysten. Som det var tilfældet på den foregående etape, er der tale om en etape i to yderst forskellige dele. Således er det meste af etapen stort set helt flad, inden det hele kulminerer med en meget svær stigning i finalen.

Fra starten i Orihuela følger man den helt flade kystvej mod nord og nordøst stort set hele dagen, og der er stort set ingen terrænmæssige udfordringer. Undervejs passerer man kendte feriebyer som Alicante, Benidorm og Calpe, inden man når frem til målbyen Benitatxell. Umiddelbart inden man når frem, drejer man imidlertid mod øst for at køre op af målstigningen Alto de Puig Llorenca for første gang. Denne gang skipper man dog de sidste 800 m, og derfor stiger den ”kun” med 9,2% over 3,2 km.

Toppen nås efter 132,1 km, og herefter kører man en omgang på en 41,9 km lang rundstrækning. Først kører an mod vest ned til Benitatxell, inden man fortsætter mod vest og nord og til sidst mod øst gennem let faldende terræn helt ud til kysten, hvor dagens spurt kommer 14 km fra mål. Herefter kører man mod sydvest tilbage mod målbyen gennem let stigende terræn, inden man endelig rammer målstigningen for sidste gang. Denne gang fortsætter man hele vejen til toppen, og derfor er der tale om en 4 km lang kategori 1-stigning, der stiger med 9,1% i gennemsnit. Efter en relativt let start tager den for alvor fat, når man når et stykke på hele 21% efter en km. Herefter stiger det med 8-11%, inden det flade lidt ud efter de første 2 km. Derefter følger endnu en rampe med næsten 11%, indtil man drejer skarpt til venstre for at køre ind på den del af stigningen, man skippede første gang. Her venter et hårnålesving, inden man kører det sidste stykke på til mål, hvor de sidste 500 m byder på ramper på 10%, 13%, 16% og hele 25%.

Etapen byder på i alt 1970 højdemeter.

Der er tale om en gentagelse af præcis samme finale som for to år siden, og derfor skal man igen to gang op over stigningen. Sidste gang eksploderede feltet til atomer, og trods den korte distance var der klassementsryttere, der tabte mere end et minut til Dumoulin. Stigningen minder meget om den foregående dags Xorret de Cati, og det vil i høj grad være de samme ryttere, der skal slås i endnu et klassementsslag, der passer til de eksplosive typer, og hvor Julian Alaphilippe måske kan blande sig med de rene klatrere. Det kunne ende med en udbrudssejr, men hvis Chris Froome føler sig kørende, er det nærliggende at forestille sig, at han vil gå efter revanche for nederlaget og for alvor sætte sig på løbet med en stor etapesejr i en finale, der passer ham fint.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Cumbre del Sol-stigningen gjorde som sagt debut for to år siden, hvor Tom Dumoulin med et tidligt angreb og et efterfølgende comeback akkurat kom forbi Chris Froome og Joaquim Rodriguez og dermed sikrede sig en etapesejr samt erobrede førertrøjen fra Esteban Chaves, der havde en overraskende svær dag.

Hviledag, mandag d. 28. august

10. etape, tirsdag d. 29. august: Caravaca - Elpozo Alimentacion, 164,8 km

Efter to store klassementsetaper og velfortjent hviledag, der bød på en kort transfer, har man nu nået den sydlige del af Spanien, hvor tre store bjergetaper venter i en meget svær uge i Andalusien. Alle tre slutter de på store bjerge, men de øvrige etaper i regionen er bestemt heller ikke flade. Således lægger man ud med en ganske svær forret på 10. etape, hvor en kategori 1-stigning, den berømte Collado Bermejo, venter i den absolutte finale, og selvom det næppe er en dag for klassementsrytterne, er det en etape, der helt sikkert vil trætte benene inden de sværere etaper senere på ugen.

Med sine 164,8 km er der tale om en relativt kort etape, der fører feltet fra Caravaca Ano Jubila 2017 til Elpozo Alimentacion. Starten går i næsten 1000 m højde, og den første del består derfor af en lang, jævn nedkørsel mod sydvest. Kun de første 10 km stiger let, inden nedkørslen indledes. I byen Lorca efter 51 sætter man kursen mod nordøst for at køre frem mod målbyen gennem let faldende og fladt terræn. Kort før selve byen drejer man mod sydøst for at slå en lille sløjfe og køre en omgang på en rundstrækning, der er helt flad og byder på den indlagte spurt efter 108,4 km, når man krydser målstregen for første gang, dog fra den forkerte side.

Etapen afsluttes med en omgang på en 56,4 km rundstrækning. Først kører man via samme flade vej, som blev benyttet tidligere, tilbage til Totana. Her drejer man mod nordvest for at køre ind i bjergene. Først venter kategori 3-stigningen Alto del Morron de Totana (5,7 km, 5,7%), der har top med 34,1 km igen. Herefter fortsætter man mod nord direkte ind på kategori 1-bjerget Collado Bermejo, der stiger med 6,5% over 7,7 km. Der er tale om en meget jævn stigning, der aldrig bliver stejlere end 8,5%. Toppen rundes når der resterer 21,8 km, og de består stort set alle af en lang, ikke specielt svær nedkørsel mod øst ned til målbyen. Her venter to skarpe sving lige før og efter 2 km-mærket, inden man passerer igennem hele fire rundkørsler, hvoraf to kommer efter den røde flamme. De sidste 1200 m er helt flade.

I alt byder etapen på 1350 højdemeter.

Collado Bermejo er en ikonisk stigning i Spanien, hvor den hvert år spiller en helt afgørende rolle i Vuelta a Murcia, senest i år, hvor Alejandro Valverde knuste feltet med en stor solooffensiv. I dette løb kommer den dog næppe til at spille en stor rolle, da toppen kommer langt fra mål, og nedkørslen ikke er specielt svær. Derfor vil klassementsrytterne formentlig være tilfredse med at spare på kræfterne til de tre store bjergetaper senere på ugen, og det ligner derfor en dag for et succesfuldt udbrud af gode klatrere, der skal forsøge at komme afsted i den flade indledning.

Elpozo Alimentacion har ikke været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

11. etape, onsdag d. 30. august: Lorca - Astronomica de Cala Alto, 187,5 km

Det er blevet en tradition, at løbets anden uge som regel byder på tre store bjergafslutninger i det, der typisk har været løbets sværeste del. Som regel er de kommet lige i træk i løbets næstsidste weekend, men det er ikke tilfældet i år, hvor de er spredt lidt mere ud. Således kommer den første af de tre allerede to dage efter hviledagen, når man efter hele 10 års fravær endelig vender tilbage til mægtige Calar Alto i de andalusiske bjerge. Selvom der ikke er tale om Spaniens sværeste stigning, først og fremme fordi den flader ud til sidst, vil kombinationen af to store bjerge i finalen samt højderne betyde, at vi vil få en indikation om, hvem der er kørende forud for weekendens næste to store bjergslag.

Læs også

Pogacar klar til at bryde Alpecins monument stime

I alt skal der tilbagelægges 187,5 km på en etape, der som de foregående kan inddeles i to vidt forskellige dele. Fra starten bevæger man sig mod syd op af en lille bakke, inden man via en nedkørsel kører ned til middelhavskysten. Her følger men den helt flade kystvej mod sydvest ned Mojacar, hvorfra man drejer mod vest for at køre ind i landet. Det betyder, at det begynder at stige let frem til dagens indlagte spurt, der er placeret efter 103,4 km. Herfra går det videre mod vest og sidne nordvia det sidste flade stykke på dagens etape.

Efter 144 km ændrer etapen karakter, når man har nået byen Velefique. Den markerer nemloig starten på kategori 1-stigningen Alto de Velefique, der stiger med hele 8,6% over 13,2 km. Første halvdel er meget svlr med lange passager med stigningsprocenter på mere end 10, inden den flader ud på den sidste halvdel, hvor det stiger mellem 5 og 7% frem til den sidste lille 15%-rampe helt på toppen. Herfra resterer 30,5 km, der første består af en nedkørsel mod nordvest frem til bunden af kategori 1-stigningen Calar Alto, der bestiges fra den nordlige side. Den stiger med 5,9% over 15,5 km, men kan inddeles i to. De første seks kilometer er svære - specielt de første to, der stiger med mere end 10% - og her falder procenten kun sjældent under 9. Herefter stiger det dog over de næste 6 km kun med 2-3%, indtil der venter en rampe med 11% med 3 km igen. Efter et skarpt sving følges en lige vej frem til den røde flamme, hvor stigningen igen flader ud. Angiveligt stiger de sidst 800 m med 8%, men løbsbogen er uklar, og der kan også være tale om en let finale med bare 2-3% på den sidste kilometer.

Samlet set er der tale om en meget svær bjergetape, men det er ikke en ideel dag for favoritterne at gøre en forskel. Calar Alto er kun svær i bunden, og det kan være meget svært at holde et forspring på det lette stykke, specielt hvis der er modvind. Derfor er det nok snarere en dag, hvor man kan tabe løbet end vinde det, og vi kan meget vel ende med, at en relativt stor gruppe skal slås om de sidste tidsgevinster på den sidste rampe. Samtidig er det meget sandsynligt, at et udbrud ved køre om sejren, da der senere på ugen venter endnu sværere bjergetaper, hvor man får brug for alle kræfter.

Etapen byder på i alt 3490 højdemeter.

Calar Alto er blevet benyttet to gange tidligere i dette årtusinde. Senest skete det i 2006, hvor Igor Anton kørte sig til en solosejr 23 sekunder foran løbets favoritter, der sluttede side om side. I 2004 knuste Roberto Heras rivalerne ved at distancere Santiago Perez og Francisco Mancebo med hhv. 34 og 53 sekunder.

12. etape, torsdag d. 31. august: Motril - Antequera, 160,1 km

Vueltaen er måske den grand tour, der er mest gavmild mod udbrydere og lykkeriddere, og det kommer i den grad til udtryk i anden unge af årets løb. Således venter der i den anden uge adskillige etaper, der er som skabt til offensive typer. Der er stor sandsynlighed for, at både 10. og 11. etape er blevet vundet med et angreb, og det samme vil med meget stor sandsynlighed ske på løbets 12. etape, der med en flad start og en ganske kuperet finale er som skabt til offensiv kørsel.

Med bare 160,1 km er der tale om en klassisk kort Vuelta-etape, der fører feltet fra Motril på den spanske solkyst til Antequera, der ligger i det kuperede område nord for feriemekkaet Malaga. Etapen kan inddeles i to skarpt adskilte dele. De først 80 km går mod vest langs den helt flade kystvej frem mod Malaga, og her er det kun vinden, der måske kan blive en udfordring. Kort før man når feriebyen, ændrer etapen imidlertid markant karakter, når der man drejer til højre, forlade kysten og kører mod nord op af kategori 1-stigningen Puerto de Leon. Der er tale om 17,4 km langt bjerg, der stiger med beskedne 4,9% i gennemsnit, men er ganske irregulært. De første 7 km stiger således med mellem 5 og 10%, men herefter venter en lille nedkørsel. De næste 6-7 km stiger derefter igen med mellem 5og 10%, inden det flader ud på de sidste knap 3 km.

Toppen nås efter 101,4 km, og herefter venter en jævn nedkørsel, der fører videre mod nord. Herfra kører man mod vest gennem let faldende terræn, inden man igen kører mod nord op til målbyen. Det sker via kategori 2-stigningen Puerto del Torcal, der indledes med 23,1 km igen. Den stiger med 7,0% over 7,6 km og byder på den indlagte spurt 3,1 km fra toppen. Efter stigningen resterer præcis 20 km, der går mod nordvest via en nedkørsel, der gradvist flader ud, efterhånden som man nærmer sig Antequera. Med 4 km drejer man mod øst for at køre rundt om byen via en næsten helt flad vej uden nævneværdige tekniske udfordringer. Der venter bare et blødt sving med 900 m til mål, og derefter bugter den let stigende vej kun let.

Etapen har ”udbrud” skrevet ud over det hele. Den sidste stigning er ganske svær og alt for vanskelig for sprinterne, men den kommer for langt fra mål til, at favoritterne kan bruge den til angreb. Da der samtidig venter nogle store bjergetaper senere på ugen, og etapen kommer dagen efter en bjergetape, synes det sandsynligt, at de store navne vil spare på kræfterne og lade udbryderne slås om sejren efter det, der helt sikkert har været en vanvittig start på etapen. For at vinde skal man dog være en ganske god klatrer, da den vanskelige finale stiller betydelige krav til klatrebenene.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Etapen byder på i alt 2525 højdemeter.

Antequera har hyppigt været målby i Ruta del Sol, senest i 2011, hvor Oscar Freire vandt sidste etape i en reduceret massespurt. Året forinden var det Francisco Ventoso, der slog Simon Gerrans i en puncheurfinale, mens Davide Rebellin var klart bedst på en bakke i 2009. Freire spurtede sig også til sejr på en bakke i 2007.

13. etape, fredag d. 1. september: Coin - Tomares, 198,4 km

Vueltaen er kendt for ikke at være sprintervenlig, men det er dog usædvanligt, at den anden uge er så svær, som det er tilfældet i år. Således byder de seks etaper mellem de to hviledage kun på én dag, hvor de hurtige folk har en chance for at komme til fadet, og selv her kan de endda nemt blive skuffede. Muligheden kommer på fredagens 13. etape, der er stort set helt flad og en af de nemmeste i hele løbet. Som så ofte før har arrangørerne imidlertid fundet let ekstra krydderi til finalen, denne gang med en lille bakke på de sidste tre kilometer, der betyder, at mange af sprinterne måske vil finde finalen en anelse for svær.

BLIV EN DEL AF DANMARKS STØRSTE FORDELSKLUB
 

Med sine 198,4 km er 13. etape igen en relativt lang sag, der fører feltet fra Coin til Tomares, der er en forstad til storbyen Sevilla - kendt som Spaniens stegepande for sine ekstreme temperaturer. Mens Sevilla ligger i en af de fladeste dele af Spanien, ligger Coin i en let mere kupere del, og det betyder, at starten er den vanskeligste. Fra begyndelsen sætter man kursen mod nordvest og målbyen, og det sker efter en lille nedkørsel og en let stigende vej via dagens eneste stigning, kategori 3-stigningen Alto de Ardales (7,2 km, 4,3%), der har top efter 27,2 km. Den leder på til et plateau, og derfor er der kun en kort nedkørsel, inde man via en lang, ganske let stigende vej fortsætter mod nordvest.

Det flade terræn afbrydes kortvarigt af en nedkørsel og en lille bakke, inden et langt let faldende stykke leder ned til det helt terræn omkring Sevilla. Det nås efter 118 km, og herefter går det helt fladt frem mod storbyen, hvor dagens spurt kommer med 15,2 km igen. Man fortsætter igennem byens centrum videre mod vest ud til forstaden Tomares, hvor en ubehagelig overraskelse venter. Med 3 km igen venter nemlig en 1 km lang bakke, der ifølge profilen synes at stige med ca. 6%. Med 2 km igen venter så en lille nedkørsel, inden de sidste 2 km stiger ganske let. Finalen er ikke meget teknisk, idet man primært skal igennem de vanlige mange rundkørsler. Med 1 km igen skal man til højre i en sådan og herefter lige igennem yderligere to, inden man rammer den 320 m lange opløbsstrækning, der stiger med 2%.

Sprinterne har kun denne ene mulighed i løbets anden uge, og det betyder, at de vil være ivrige efter at gribe den. Etapen er ikke svær at kontrollere, men finalen kan være for svær for mange af dem. De fleste af de hurtige folk er dog ganske klatrestærke, og specielt er det en god finale for folk som John Degenkolb og Juan Jose Lobato, der har som speciale at spurte op ad bakke. Den største fare kan dog være angreb på den sidste lille bakke, hvor eksplosive typer som Julian Alaphilippe - der måske endda kan blande sig i spurten - sagtens vil kunne overraske de hurtige folk.

Etapen byder på i alt 1698 højdemeter.

Tomares har ikke tidligere været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

14. etape, lørdag d. 2. september: Ecija - Sierra de la Pandera, 175 km

I de senere år har anden weekend været den mest afgørende i Vueltaen. I næsten hver eneste udgave siden 2011 har der i forbindelse med denne nemlig været afviklet tre store bjergetaper i træk, og når de har været overstået ved indgangen til løbets sidste hviledag, har man ofte haft en meget klar ide om, hvem der vil vinde den sidste grand tour. Meget ofte har Asturien og Cantabrien i nord været rammen om disse, men i år afvikles i det skoldhede Andalusien, hvor nogle af Spaniens højeste og mest legendariske tinder venter. Ofte har man opfundet nye bjerge til lejligheden, men det er ikke tilfældet i 2017, hvor der skal sluttes på tre af løbets velkendte tinder. I år falder etaperne ikke i rap, og derfor har rytterne haft to lettere dage, inden det på lørdagens 14. etape igen går løs på den berømte La Pandera-stigning, der vender tilbage efter syv års fravær.

Etapen byder på i alt 175km melle Ecija og Sierra de la Pandera, og de er for det meste ganske fredsommelige. Efter et smut ind i den fladere vestlige del på de foregående etaper består første del af etapen nemlig i en lang rejse tilbage mod øst og de bjerge, der var rammen om Cajar Alto-etapen også. Således bevæger man sig fra starten først mod sydøst og siden øst gennem helt fladt terræn, indtil man når frem til kategori 3-stigningen Puerto el Mojon (8,8 km, 3,7%), der har top efter 85,5 km. Terrænet bliver herefter en smule mere rynket frem til dagens spurt, der kommer efter 130 km, inden man sætter kursen mod nord og nordøst for via en nedkørsel at køre frem til bunden af kategori 2-stigningen Alto Valdepeñas de Jaen (8,5 km, 4,8%), der markerer starten på finalen.

Læs også

LIVE nu: O'Connor sender tropperne frem på stor kongeetape

Fra toppen resterer blot 21,9 km, der første består af en lille nedkørsel ned til Valdepeñas de Jaen, der i de senere år ofte har været målby for nogle spektakulære etaper. Herefter bryder det hele løs, når man forlader byen mod nord for at køre op af kategori 1-stigningen Sierra de La Pandera. Den stiger med 7,3% over 12 km, men er relativt irregulær. Således venter der efter en stejl start to fladere stykker efter henholdsvis 2 og 7 km. Det sværeste stykke kommer umiddelbart efter de sidste af disse, hvor det over 3 k stiger med mellem 9 og 13%, inden det flader ud på de sidste 2 km. De følger en let snoet vej med et sidste meget skarpt hårnålesving 150 m fra stregen. Efter den røde flamme falder det med ca. 5% frem til de sidste 550, der stiger med beskedne 3%.

Etapen byder på i alt 3405 højdemeter.

På grund af den relativt lette afslutning er det usandsynligt, at Calar Alto-etapen har skabt de helt store forskelle, og derfor er det i høj grad denne etape, der vil vise, hvem der er kørende i løbets sidste del. La Pandera er ikke Spaniens sværeste stigning, men den er rigeligt kompliceret til, at der vil opstå betydelige forskelle mellem favoritterne, ikke mindst hvis man også skal kæmpe med den andalusiske hede. Den øvrige del af etapen er imidlertid ganske let, og det er derfor en mere eksplosiv sag end en stor etape med mange bjerge. Etapen er ikke så svær at kontrollere, og det kunne derfor være en dag, hvor en formstærk klassementsrytter vælger at gå efter etapesejren, men da der venter en endnu sværere etape søndag er det også nærliggende, at vi kan få endnu en udbrudssejr i en anden uge, der er gavmild over for angribere.

HTTP

Sierra de la Pandera er blevet besøgt fire gange tidligere i dette årtusinde. Det skete senest i 2009, hvor Damiano Cunego slog Jakob Fuglsang i en udbrudsdyst og tog sin ene af to etapesejre, inden Samuel Sanchez endte som vinderen i klassementsrytternes lag ved at tage 14 sekunder på Valverde i førertrøjen. I 2006 fortsatte Alexandre Vinokourov og Andrey Kshechkin, der kazakhiske dominans ved at komme samme til mål, og mens førstnævnte styrkede sin føring, tog sidstnævnte sejren. I 2003 slog en ung Alejandro Valverde Felix Cardenas og Roberto Heras i en spurt på toppen, mens Heras tog en solosejr i 2002.

15. etape, søndag d. 3. september: Alcala la Real - Sierra Nevada, 129,4 km

Ofte har man gemt den sværeste af de tre bjergetaper i løbets anden uge til sidst. Det er bestemt også tilfældet i år, hvor 15. etape skiller sig ud som den vanskeligste og mest afgørende af de tre bjergslag. Det skyldes måske ikke så meget den afsluttende stigning til berømte Sierra Nevada, der vender tilbage for første gang siden 2011, men snarere det forhold, at man denne gang slutter op toppen af Alto Hoya de la Mora i hele 2510 m højde, samt at målstigningen kommer efter et af Spaniens meget frygtede bjerge, Alto de Hazallanas. Da der samtidig er tale om en af de korte, eksplosive bjergetaper, der vinder tiltagende udbredelse i disse år, er der lagt op til et brag en søndag, der vil have stor indflydelse på udfaldet af årets sidste grand tour.

Med sine bare 129,4 km er 15. etape en af løbets korteste, og den fører feltet fra Alcala la Real til berømte Sierra Nevada, hvor der er mål på toppen af Alto Hoya de la Mora. Igen er der tale om en etape, der i høj grad kan inddeles i to. Første halvdel består af en rejse fra en fladere del af Andalusien ned mod de andalusiske bjerge. Defor sætter man fra starten kursen mod sydøst for igennem hovedsageligt fladt terræn at køre frem mod den voldsomme finale. Undervejs passerer man storbyen Granada, hvor den indlagte spurt kommer allerede efter 45 km.

Etapen ændrer for alvor karakter efter 57,6 km, når man rammer bunden af det frygtede kategori 1-bjerg Alto de Hazallanas. Det var her, Chris Horner i 2013 for alvor viste, at han kunne vinde Vueltaen, og hvor Chris Froome og Alberto Contador udkæmpede en mindeværdig duel i 2014-udgaven af Ruta del Sol. Det er ikke uden grund, at stigningen er berygtet- Ganske vist stiger den kun med 5,5% over 16,3 km, men man skal ikke lade sig snyder. De første 9 km er nemlig meget let med stigningsprocenter under 5 det meste af tiden, og de afsluttes endda med en nedkørsel. De sidste 7,3 km byder imidlertid på procenter, der kun enkelte gange dykker ned under 10, og der er endda en passage med hele 22% på den stejleste rampe kort efter nedkørslen. På de sidste 3 km flader den lidt ud med 7-9%, inden man runder toppen, når der resterer 55,4 km.

Efter Hazallanas kunne man fortsætter direkte op til mål, der ligger blot få kilometer oppe af samme bjergmassiv, men i stedet kører man mod nordvest via en lang nedkørsel tilbage til udkanten af Granada. Her vender man rundt for at kører tilbage op mod toppen af Hazallanas, denne gang via kategori 1-stigningen Alto del Purche, der stiger med 8% over 8,5 km og er en ganske regulær stigning med en stejleste sektion på 12% i bunden. På toppen er der en lille nedkørsel, inden en rampe med 12% leder op til bjergspurten, der kommer med 19,9 km igen. Her rammer man den vej, man tidligere kørte nedad, og det fortsætter derfor med at stige. Kort inden toppen af Hazallanas drejer man imidlertid mod sydøst for at køre op af kategori HC-bjerget Alto Hoya de la Mora, der leder til mål i 2510 m højde. Den stiger med 5,6% over 19,3 km, og da den kommer umiddelbart efter den foregående stigning er der reelt tale om næsten 28 km uafbrudt stigning. Det sidste bjerg er dog ikke vanvittigt stejl og når kun kortvarigt 10% i bunden. Derudover ligger stigningsprocenten på 4-6% det meste af vejen. Først de sidste 1-2 km bliver en anelse stejlere, når man kortvarigt når op på 7%. De sidste 5 km byder på utallige hårnålesving, de to sidste med hhv. 2 km og 340 m til stregen.

Etapen byder på i alt 3305 højdemeter.

Læs også

Bosch lancerer batteri til elcykler - med fire store nyheder

Det er meget svært at vurdere, hvor meget forskel den sidste stigning vil gøre. Kigger man på de nøgne fakta, er målbjerget meget let, og normalt vil et sådant bjerg ikke skabe forskel mellem de bedste. Nu kommer det imidlertid efter en meget hård dag, hvor man undervejs har været over et af Spaniens allersværeste bjerge. Derfor må man formode, at det trods de beskedne procenter alligevel vil være muligt for de bedste at vinde afgørende tid, men det er nok i højere grad en dag, hvor man risikerer at tabe det hele, hvis man tidligt mister kontakten. Etapen er kort og intens, og er der meget tid, der skal vindes, kan det være en dag for en stor offensiv allerede på Hazallanas - var det noget, Contador? -  men man må formode, at det hele skal afgøres til sidst. Igen kan det meget vel ende med en udbrudssejr på en dag, der ikke er let at kontrollere, men da etapen kommer inden en hviledag og alle drømmer om at vinde i Sierra Nevada, kunne det også være en dag, som vil blive kontrolleret af et af de stærkeste mandskaber.

SÆT DIT MANAGERHOLD NU - PRÆMIER FOR 60.000 KR

Sierra Nevada er regelmæssigt blevet besøgt af løbet. Det skete senest i 2011, hvor Daniel Moreno slog Chris Anker Sørensen i en tomandsspurt, efter de to var kørt væk i finalen. I 2009 tog David Moncoutie en af sine mange etapesejre fra et udbrud på en dag, hvor en uheldig punktering knuste Cadel Evans’ muligheder for at vinde løbet. I 2004 vand Santiago Perez suverænt en 30 km lang bjergenkeltstart til toppen ved at slå Alejandro Valverde med mere end et minut. I 2003 vandt Felix Cardenas i en spurt foran Juan Miguel Mercado, mens Guido Trentin vandt fra et udbud i 2002.

Hviledag, mandag d. 4. september

16. etape, tirsdag d. 5. september: Navarra - Logrono, 40,2 km (enkeltstart)

Hvor Giroen og Touren typisk varierer mængden af enkeltstartskilometer betydeligt fra år til år, forholder det sig helt anderledes for Vueltaen. Her er det en helt fast tradition, at der afvikles et indledende holdløb og derefter én enkeltstart på ca. 40 km. Tidligere kom den ofte i løbets anden uge, men i de senere år er den som regel kommet lige efter anden hviledag som indledning på den afgørende uge. Det vil også være tilfældet i år, hvor den markerer starten på løbets afgørende del i nord efter en længere rejse fra den sydlige del af landet henover hviledagen. Mens distance og placering har været relativt fast, har terrænet imidlertid varieret betydeligt. Tidligere var det kutyme, at der var betydelige stigninger undervejs, men i de senere år er balancen blevet tippet mod specialisterne. Efter at Chris Froome efterlyste en helt flad enkeltstart for et par år siden har man designet rigtige tonserruter, og for tredje år i træk vil det derfor være en næsten helt flad tidskørsel, der vil give de tempostærke typer mulighed for at vinde betydeligt med tid til klatrerne.

Årets enkeltstart er henlagt til byen Logrono, og etapen består af 40,2 km næsten pandekageflad kørsel mellem motorbanen Circuito de Navarra nordøst for byen og byen centrum. Etapen kunne ikke være meget enklere. Man indleder ganske vist løbet med at køre en omgang på den teknisk yderst komplicerede, men helt flade bane, og det betyder, at der er utallige sving i de første 6,5 km. Herefter kører man imidlertid mod nordvest væk fra anlægget, indtil man kort efter rammer vejen, der fører mod Logrono.

Herefter bliver det meget enkelt, idet resten af etapen består i at følge denne hele vejen ned mod målet i centrum. Efter 16 km stiger det ganske let over de næste ca. 4 km, hvorefter de sidste 20 km er ganske let faldende, men det vil stort set ikke kunne aflæses på farten. Midtvejs bugter vejen sig en anelse, men hovedsageligt er der tale om en lang, lige vej uden sving. Til slut kører man en lille sløjfe i området nordvest for byen, inden man kører ind mod centrum fra nord. Her bliver det en anelse mere kompliceret i de sidste 5 km, hvor der rem til den røde flamme venter fire sving, mens man på sidste kilometer skal dreje tre gange, inden man rammer den flade ca. 300 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på beskedne 350 højdemeter.

Efter nogle år, hvor Vueltaen forsøgte at gøre op med sit ry for at have kedelige, pandekageflade motorvejsenkeltstarter, er man i de senere år delvist vendt tilbage til den tradition. For tredje år i træk er enkeltstarten skabt til de store specialister, og denne gang gælder det endda i endnu højere grad end tidligere. Specielt for to år siden var den ellers flade rute meget teknisk, men i år er der tale om en helt enkel etape for de ryttere, der kan træde de fleste watt på en lang, lige vej. Rohan Dennis skiller sig ud som storfavorit til at vinde etapen, men det vil være underordnet i kampen om den samlede sejr. Dette er dagen, Chris Froome har udset som sin største mulighed for at vinde Vueltaen samlet, og hvis briten flyver, som han gjorde på den tilsvarende etape sidste år, vil han kunne distancere de rene klatrere med flere minutter på den flade højslette i Nordspanien.

Logrono blev senest besøgt i 2013, hvor John Degenkolb vandt en massespurt. Derved gentog han bedriften fra 2012, hvor han også var hurtigst, mens det var Oscar Freire, der vandt massespurten ved det eneste øvrige besøg i dette årtusinde i 2007. Derudover er byen altid målby for Vuelta a la Rioja, der i år bjev vundet af Rory Sutherland. De øvrige vindere af løbet, siden det blev omdannet til et endagsløb, er Michael Matthews (2016 og 2014), Caleb Ewan (2015), Francesco Lasca (2014), Evgeny Shalunov (2012), Imanol Erviti (2011), Angel Vicioso (2010) og David Garcia (2009). Forud for det var det et etapeløb, der stort set hvert år sluttede i Logrono.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

17. etape, onsdag d. 6. september: Villadiego - Los Machucos, 180,5 km

Et af Vueltaens nyere kendetegn er, at arrangørerne har en imponerende evne til næsten hvert år at introducere en helt ny stigning, der giver anledning til en yderst spektakulær finale. De ender som regel med at blive klassikere, der besøges igen og igen, og ofte er der tale om betonbelagte gedestier, som efter lidt restaurering bliver egnede til cykelløb, og som ofte byder på enorme stigningsprocenter Sidste år var det den næsten håbløst stejle Alto Mas de la Costa, der straks i år blev benyttet af Volta a la Comunitat Valenciana og af løbsdirektør Javier Guillen blev betegnet som den stejleste længere stigning i løbets historie, men i år synes man at have overgået sig selv. Det sker når man dagen efter enkeltstarten giver klatrerne mulighed for at få oprejsning på en etape med afslutning på den helt nye Los Machucos-stigning, der af flere beskrives som det mest ekstreme, man endnu har set i et løb, der ellers er kendt for at gå til yderligheder.

Ruten fører feltet over 180,5 km fra Villadiego til toppen af Los Machucos. Starten finder sted på den spanske højslette syd for bjergene ud til den nordlige middelhavskyst, og derfor er første halvdel relativt nem. Fra starten kører man mod nordøst ud af startbyen via en lille bakke, men herefter er det stort set helt fladt, mens man fortsætter mod nordøst og nord op mod havet. En lille ned nedkørsel følger efter knap 60 km, og herefter venter der en par mindre bakker, men der er ingen større udfordringer på etapens første halvdel.

Det ændrer, når man når frem til bjergområdet syd for Santander. Efter 99 km rammer man kategori 2-stigningen Portillo de Lunada (8,3 km, 5,7%), der har top efter 107,3 km. Herefter følger en længere nedkørsel mod nord væk fra det plateau, hvor man har tilbragt første del af etapen. Efter 145,2 km når man frem til Solares bare få kilometer fra den nordlige kyst, og her dystes om point i den indlagte spurt. I stedet for at fortsætte ud til vandet drejer man imidlertid rundt for at køre ind i bjergene igen. Det sker, når finalen med 27,9 km indledes i bunden af kategori 1-stigningen Puero de Alisas, der stiger med 6% over 10 km, der er yderst regulær med et stejleste stykke på beskedne 7,5%.

Fra toppen resterer 17,9 km, der først består af en nedkørsel mod syd frem til bunden af HC-bjerget Los Machucos. Her ophører al logik, når feltet rammer en stigning, der ganske vist kun stiger med 8,7% over 7,2 km, men som er intet mindre end brutal, Efter en stejl rampe og en kort nedkørsel rammer man to ramper med stigningsprocenter på 25-26%, inden stigningen flader ud over efter ca. 2 km. Dernæst stiger de næste ca. 3 km med 10-15% samtidig md, at man skal igennem adskillige meget snævre hårnålesving på dårlig vej. Ved den røde flamme venter en ganske lille nedkørsel frem til det sidste hårnålesving, og herefter bugter vejen sig let på de sidste ca. 700 m, der kun stiger ganske let.

Etapen byder på i alt 3385 højdemeter.

Los Machucos er i sværhedsgrad helt sammenlignelige med Alto Mas de la Costa, der sidste år også blev benyttet som en ny mur i løbets sidste uge. Denne gang er stigningen imidlertid endnu længere, og den har potentiale til at gøre kolossal skade. Ofte ser man imidlertid, at rytterne har tabt al eksplosivitet på dette tidspunkt i løbet, og sidste år endte løbets bedste faktisk i samme tid på den tilsvarende mur. Det burde ikke ske igen, men i den tredje uge er det sværere at gøre helt afgørende forskelle. Under alle omstændigheder har denne etape en af de to sværeste bjergfinaler og er dermed en afgørende af de muligheder for klatrerne til at vinde tid efter enkeltstarten. Der er dog gode muligheder for, at et udbrud skal køre om etapesejren på et tidspunkt, hvor det kan være vigtigt at spare på kræfterne til senere.

Los Machucos har som sagt aldrig tidligere været benyttet i et stort cykelløb.

18. etape, torsdag d. 7. september: Suances - Santo Toribio de Liebana, 169 km

Efter den spektakulære finale på løbets stejleste stigning er der absolut ingen nåde over for et allerede træt Vuelta-felt, der allerede dagen efter kan se frem til endnu en afslutning på en stigning. Denne gang kan de ganske vist glæde sig over, at der er tale om en betydeligt lettere udfordring i en finale, der er skabt til eksplosive puncheurs, men alligevel skal man være på vagt. Opkørslen til mål er ikke helt nem, og man kan sagtens tabe vigtige sekunder, hvis benene er mærkede af den foregående dags strabadser. Samtidig ser de aggressive udbrydere frem til at få endnu en mulighed for at gå efter sejren.

Etapen er med sine 169 km relativt kort og fører feltet fra Suances til toppen af stigningen Santo Toribio de Liebana. Starten går ved den spanske middelhavskyst i den nordlige del af landet, og første del af etapen består af en lang tur mod vest ad den let kuperede kystvej, der byder på flere mindre stigninger og aldrig er helt flad. Efter ca. 50 km kører man en lille runde om byen Pechon, inden man vender ryggen til vandet for at køre ind i landet mod sydøst. Det liver terrænet dog ikke vanskeligere af, og de følgende kilometer byder fortsat kun på nogle mindre bakker.

Læs også

Blev toer i løbsdebut: Fransk stortalent løfter sløret for taktikken

Efter knap 100 km sætter man kursen mod sydvest for at køre ind i bjergene. Efter 104,7 km rammer man kategori 3-stigningen Collada de Carmona (4,8 km, 7,2%), og herfra er det slut med fladt terræn. Toppen kommer efter 109,5 km, og herfra fortsætter man mod vest op over kategori 3-stigningen Colaada de Ozalba (6 km, 6,6%), hvis top nås efter 126 km. En nedkørsel leder ned til dagens spurt, der er placeret efter 132, 7km, hvorefter man tager hul på kategori 2-stigningen Collada de la Hoz (7 km, 6%), hvis top rundes, når der resterer bare 29,3 km. Herefter venter en nedkørsel til La Hermida, hvorfra man kører mod syd ad en let stigende vej frem til målbakken. Den er i kategori 3 og stiger med 6,4% over 3,2 km, men det er kun de sidste 2 km, der er stejle. Der er kun et lille sving på stigningen med 850 m igen, hvorefter det stiger med 8% på opløbsstrækningen.

Etapen kan på ingen møder kategoriseres som en stor klassementsdag, men man skal passe på med at undervurdere den sidste stigning. For et par år siden tabte Vincenzo Nibali trøjen til Chris Horner på den nærliggende Alto Naranco, der ikke er meget sværere, og man skal derfor være på tæerne i finalen, hvor der godt kan komme enkelte test af favoritterne. Der er dog mest tale om en puncheurafslutning, der kunne være et oplagt mål for Julian Alaphilippe. Etapen er dog så svær i den sidste halvdel, at det kræver ganske meget at kontrollere den, og det ligner derfor en etape, der vil blive vundet af endnu et udbrud.

Etapen byder på i alt 2885 højdemeter.

Santo Toribio de Liebana har tidligere været benyttet som mål i det mindre spanske etapeløb Circuito de Montanes, der er en skueplads for unge talenter. De seneste vindere er Niels Albert (2010), Sergio Pardilla (2009), Alexei Shchebelin (2008) og Bauke Mollema (2007)

19. etape, fredag d. 8. september: Parque Natural de Redes - Gijon, 149,7 km

Er man sprinter, er der stort set intet at komme efter i løbets sidste to uger, og faktisk er der en risiko for, at 13. etape er eneste mulighed mellem første hviledag og afslutningen i Madrid. De allermest hårdføre af de hurtige folk kan dog måske ane et glimt af håb på løbets tredjesidste dag, hvor der venter en helt flad finale i storbyen Gijon. Som altid har arrangørerne imidlertid ikke gjort det let for de hurtige folk, da der venter en ganske svær kategori 3-stigning i finalen, og det kan derfor med det samme få dem til at kaste håndklædet i ringen og igen lade et udbrud slås om en etapesejr.

Med sine bare 149,7 km er 19. etape endnu et eksempel på, at tredje uge af løbet er præget af meget korte ruter, og den fører fra Caso. Parque Naturel de Redes til Gijon på den spanske nordkyst. Starten er ikke svær, idet det går mod nordvest ad en let faldende vej, men herefter venter dagens sværeste udfordring, når man efter 22 km kører mod sydvest op af kategori 1-stigningen Alto de la Colladona, en meget jævn stigning, der stiger med 6,8% over 7 km og når et maksimum på bare 9,5%. Toppen runde efter 29 km, og efter en nedkørsel kører man mod vest og siden nord via en let faldende vej.

Efter 58 km rammer man den kuperede midtersektion, når man drejer mod nordøst for at køre på af kategori 3-stigningen Alto de Sto. Emiliano (6,8 km, 4,5), der har top efter 64,8 km. Efter nedkørslen kørt man mod øst igennem fladt terræn, inden man fra syd bestiger kategori 3-stigningen Alto de la Falla de los Lobos (4,3 km, 8,2%). Fra toppen resterer yderligere 65,2 km, som først fører feltet via en nedkørsel mod nord, inden det igennem fladt terræn går mod nordøst og siden vest frem til spurten, der kommer efter 112,2 km. Herefter fortsætter man mod nord op over en lille bakke og derefter en nedkørsel ned mod vandet.

I stedet for at forsætte direkte ind til Gijon til en stensikker massespurt vender man imidlertid nu rundt for at køre tilbage mod syd ind i bjergene og over kategori 3-stigningen Alto de San Martin de Huerces (4,5 km, 7,2%). Toppen rundes, når der resterer bare 15,2 km, og herefter vender man rundt for at køre tilbage mod nord og mod Gijon. Det foregår via en lang, jævn nedkørsel uden tekniske komplikationer. Når man når byen flader det ud i de sidste 4 km, hvor der er skarpe sving med 2800, 1300 og 700 m til stregen.

Etapen byder på i alt 2060 højdemeter.

Læs også

Hypotermi-symptomer sender Skjelmose og holdkammerater ud af stor klassiker

Sprinterne drømmer om en mulighed på denne etape, men for langt hovedparten af de hurtige folk er den sidste stigning alt for svær. Selv for en yderst klatrestærk type som John Degenkolb kræver det en superdag for at overleve bakken, og derfor er det tvivlsomt, om sprinterne overhovedet vil forsøge at holde det samlet, ikke mindst fordi starten er meget kompliceret. Det ligner endnu en udbrudsetape, men det kan ikke helt udelukkes, at et yderst reduceret felt skal spurte om sejren.

Gijon er i de senere år hovedsageligt blevet benyttet som startby, og vi skal tilbage til 2003 for at finde sidste gang, man var målby. Det skete, da hele løbet blev indledt i byen med et holdløb, der efter sejr til ONCE sendte Igor Gonzalez de Galdeano i førertrøjen. I 2002 tog Serguei Smetanine en udbrudssejr i byen, mens Erik Zabel vandt en spurt i 2001. Gonzalez de Galdeanos bror Alvaro tog karrierens største sejr fra et udbrud i 2000. Derudover var byen næsten hvert eneste år tidligere målby i Vuelta a Asturias. De seneste fem vindere er Alejandro Marque (2012), Stefan Schumacher (2011), Joaquin Sobrino (2010), Oscar Sevilla (2009) og Angel Vicioso (2008).

20. etape, lørdag d. 9. september: Corvera de Asturias - Angliru, 117,5 km

I de senere år har beslutningen om at afvikle Madrid-etapen som en aftenetape gjort det muligt for arrangørerne at have store bjergfinaler på næstsidste etape, også på stigninger, der ikke ligger i de ellers kendte bjerge umiddelbart nord for hovedstaden. I 2013 tog man det første store skridt i den retning, da man lod næstsidste etape slutte på frygtede Angliru, Spaniens måske mest kendte og sværeste stigning, og efter finaler på Ancares i 2014, i Madrid-bjergene i 2015 og på mægtige Aitana sidste år vender man i år tilbage til løbets mest ikoniske stigning. For første gang siden duellen mellem Chris Horner og Vincenzo Nibali for fire år siden er Angliru tilbage i Vueltaen, og det sker igen i samme rolle som sidst, når den som afslutning på en yderst kort etape vil blive rammen om det allersidste slag og endegyldigt krone vinderen af årets Vuelta.

Med bare 117,5 km er der tale om en af de korte, eksplosive bjergetaper, som arrangørerne håber kan blive aggressiv og seværdig fra start, og man har i hvert gjort det muligt at angribe med det samme på ruten mellem Corvera de Asturias og Alto de l’Angliru. Således indleder man etapen med at køre mod sydvest væk fra startbyen ved kysten. Det betyder, at man skal op over en 12 km lang ikke-kategoriseret stigning, inden man fortsætter i samme retning via en nedkørsel. I byen Grado sætter man kursen mod sydøst og siden syd via en let stigende vej, der leder helt frem til indledningen på den brutale finale.

Etapen skifter karakter efter 71,4 km, når man drejer mod øst for at køre op af det kendte kategori 1-bjerg Alto de la Cobertoria, der stiger med 8,6% over 8,1 km. Da der er et fladt plateau efter ca. 1 km, er stigningen reelt stejlere og stiger længe med 9-10% efter en kort 18%-rampe efter ca. 3 km. Toppen rundes, når der resterer 38 km, som først går mod vest via en nedkørsel frem til dagens spurt, der kommer efter 89,5 km. Herefter drejer man mod nordvest for at køre op over kategori 1-stigningen Alto del Cordal, der stiger med 8,6% over 5,7 km, en irregulær stigning, der aldrig flader ud, og hvor procenterne svinger mellem 6 og et maksimum på 12,9 på den sidste kilometer.

Toppen rundes med 21,1 km igen, og herefter går det via en kort nedkørsel ned til bunden af mægtige Angliru, der er uden for kategori. Stigningsprocenten over de 12,5 km er ganske vist kun 9,8, men tallene snyder. Efter en stejl rampe i bunden er de første 5 km frem til fladt plateau nemlig ikke alt for svære med stigningsprocenter på ca. 8. Herefter går det imidlertid for alvor løs, og i de sidste 7 km ligger stigningsprocenten konstant på den forkerte side af 11. Det stejleste stykke på 23,5% kommer ca. 2 km fra toppen, men det fortsætter med at stige med helt op til 14% frem til de sidste 800 m. Efter adskillige hårnålesving retter vejen sig ud på de sidste 800 m, som kun stiger ganske let.

SÆT DIT MANAGERHOLD NU - PRÆMIER FOR 60.000 KR
 

Etapen byder på i alt 3500 højdemeter over den korte distance.

Der er ikke den cykelrytter, der ikke frygter Angliru. Bjerget har siden sin debut opnået næsten mytisk status for sin ekstreme sværhedsgrad, og det er ikke uden grund. De sidste 7 km er blandt de sværeste i cykelsporten, og hvis man er i tvivl om, hvor svær stigningen er, skal man blot kigge på sejrsmarginerne fra de tidligere besøg. Historien viser, at de bedste klatrere kan vinde flere minutter selv på deres allernærmeste konkurrenter, og det kan ske igen denne gang. Ganske vist er der en tendens til, at det er sværere at gøre store forskelle sidst i en grand tour, men på Angliru vil det formentlig være anderledes. Da bjerget endda ledsages af yderligere to meget svære stigninger, er der tale om en modbydelig finale, der kan vende det hele på hovedet bare 24 timer inden afslutningen i Madrid. Alle vil gerne vinde på Angliru, så logikken tilsiger, at favoritterne skal køre om etapesejren, men som vi har set flere gange i de senere år, er det ikke unormalt, at et udbrud for lov at holde hjem også på sidste bjergetape.

Angliru blev senest benyttet i 2013, hvor Chris Horner på næstsidste etape konfirmerede sin sejr ved at distancere Vincenzo Nibali og blive nummer 2 bag udbryderen Kenny Elissonde. I 2011 grundlagde Juan Jose Cobo sin samlede sejr ved at vinde på stigningen, mens Alberto Contador gjorde det samme med en solosejr i 2008. I 2002 knuste Roberto Heras alle rivalerne ved at vinde med mere end 1.30 ned Joseba Beloki, mens Gilberto Simoni var endnu mere suveræn i 2000, hvor han vandt med 2.19 ned til Jan Hruska. Jose Maria Jimenez blev første vinder på bjerget i 1999, hvor han slog Pavel Tonkov i en spurt på toppen.

21. etape, søndag d. 10. september: Arroyomolinos - Madrid, 117,6 km

Mens Giro d’Italia har skiftet målby ved flere lejligheder og har varieret mellem sprinteretaper og enkeltstarter på sidstedagen, har Tour de France og Vuelta a Espana været langt mere konservative. Siden 1990 er det franske løb altid sluttet med en flad linjeløbsetape til Paris, hvor Champs-Elysees som regel er rammen om årets vigtigste massespurt. Vuelta-arrangørerne har eksperimenteret lidt mere, men i de senere år har de næsten hver gang haft en flad sprinteretape i Madrid som afslutning. Kun i 2014 afveg man fra traditionen i forbindelse med fejringen af 800-året for Frans af Assisis ankomst til Santiago de Compostela henlagde afslutningen til den galiciske by, hvor der blev afviklet en kort, meget våd enkeltstart, men inden da havde man ikke haft en afsluttende enkeltstart sinde 2002 og en afslutning uden for Madrid siden 1993.

Allerede i 2014 lovede arrangørerne at vende tilbage til traditionen i 2015, og siden da har man haft den klassiske afslutning i hovedstaden, hvor man nøjagtigt som i Touren har indført et koncept med en aftenetape. Det vil også være tilfældet denne gang. Som i Touren er der altid tale om hovedsageligt ceremoniel affære, og derfor har arrangørerne truffet den kloge beslutning at have en relativt kort etape. I år skal der tilbagelægges 117,6 km fra forstaden Arroyomolinas til den klassiske finale i hjertet af Madrid.

Fra starten kører man mod nord og nordvest gennem det helt flade terræn vest for hovedstaden, inden man i Brunete vender rundt ved at kører mod øst, syd og til slut mod sydøst frem til Fuenlabrada. Herfra sætter man kursen mod centrum af byen og i den følgende del af etapen går det mod nordøst gennem flere forstæder frem til den afsluttende rundstrækning i hjertet af byen. Terrænet er helt fladt.

Efter 72,8 km krydser man målstregen for første gang, og herefter afsluttes løbet ved som sidste år at køre 8 omgange på den velkendte 5,6 km lang rundstrækning i Madrids hjerte. Den er T-formet og inkluderer tre U-vendinger og to 90-graders sving, men afvikles ellers på brede og lige veje. Det sidste sving kommer ved den røde flamme, og herfra er det en lige, ganske svagt stigende opløbsstrækning, der leder frem til målet på Plaza Cibeles.

Etapen vil naturligvis udfolde sig som vanligt. Første vil foregå i adstadigt tempo, hvor rytterne har tid til at fejre deres bedrifter, drikke champagne, tage billeder og lykønske hinanden. Løbet bliver seriøst, når vi nærmer os rundstrækningen, hvor holdet med førertrøjen gradvist vil øge farten frem til første passage af målstregen. Herfra er løbet for alvor i gang, og vi kan forvente det klassiske scenarium, hvor et udbrud holdes i kort snor af feltet, hvor sprinterholdene vil kontrollere løbet stramt. Rundstrækningen er nem, og det er næsten umuligt at snyde sprinterne i Madrid, og derfor må det formodes, at løbet skal afsluttes med en af de få massespurter i 2017-udgaven af det bjergrige spanske løb.

Som sagt skippede man i 2014 den traditionelle finale i Madrid, men derudover er løbet sluttet i hovedstaden hvert år siden 1993. Sidste år tog Magnus Cort sin anden etapesejr ved at vinde spurten, mens John Degenkolb var hurtigst i både 2015 og 2012. I 2013 endte Michael Matthews sin grand tour-debut på perfekt vis, nøjagtigt som Peter Sagan gjorde i 2011. Tyler Farrar slog Mark Cacendish i 2010, og André Greipel var hurtigst i 2009. Matti Breschel tog en yderst overraskende sejr i 2008, året efter at Daniele Bennati havde afsluttet en stor Vuelta ved at vinde i Madrid. Erik Zabel var bedst i 2006, mens italienerne testede deres lead-out forud for VM i Madrid i 2005, hvor de afleverede Alessandro Petacchi til endnu en etapesejr i løbet. Santiago Perez vandet den sidste enkeltstart i 2004, mens Petacchi også var hurtigste i 2003. Aitor Gonzalez, Santiago Botero og Santos Gonzalez tog enkeltstartssejre i hhv. 2002, 2001 og 2000, mens Jeroen Blijlevens spurtede sig til sejr i 1999.

SÆT DIT MANAGERHOLD NU - PRÆMIER FOR 60.000 KR