Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere

Vuelta a Espana: Vinderkandidaterne
18. august 2017 16:12 af Emil AxelgaardFoto: ANSA - PERI / DI MEO / ZENNARO

Mens det ofte er en kamp for Giro d’Italia at tiltrække de store grand tour-stjerner, er det i de senere år blevet stadig mere populært for de store navne at slutte sæsonen med endnu et stort slag i de spanske bjerge. Vuelta a Espana-løbsdirektør Javier Guillen har flere gange måttet knibe sig selv i armen over de fremragende startfelter, han har kunnet tiltrække, og i år har han gjort det igen. I de kommende tre uger vil et fremragende felt anført af Chris Froome, Alberto Contador og Vincenzo Nibali slås om den eftertragtede røde trikot i en usædvanligt åben udgave af den spanske grand tour. Feltet.dk giver i en serie på fem artikler en detaljeret analyse af de 15 største favoritter og udpeger deres største styrker og svagheder.

Vuelta a Espana betragtes fortsat som den mindste af de tre grand tours, og i mange år var det for mange lidt af en eftertanke efter en lang sæson eller ren forberedelse til VM. De dage er imidlertid nu ovre. I dag synes langt de fleste grand tour-ryttere at foretrække at køre to grand tours hver sæson, og da Giro-Tour-kombinationen har vist sig at være yderst vanskelig, stiller det helt automatisk Vueltaen i en gunstig situation. Det har givet løbet en forrygende opblomstring, og igen i år kan man præsentere et felt, der på alle måder kan matche det, vi ser i de øvrige grand tours.

 

Tidligere blev Vueltaen af mange betragtes som en mulighed for revanche for ryttere, der havde en skidt Tour. Igen i år er der da også ryttere, der jagter oprejsning efter tre skuffende uger i Frankrig. Det gælder specielt Alberto Contador, der i sit sidste løb drømmer om at slutte karrieren på toppen, Rafal Majka, der var uheldig at styrte tidligt i løbet, Esteban Chaves, der aldrig fandt formen efter et svært forår, og Andrew Talansky, der var mærket af sygdom. For mange andre af Tour-favoritterne er det imidlertid nu det naturlige andet mål i en lang sæson, og man kan derfor præsentere ikke færre end tre ryttere fra top 5 i det franske løb. Det gælder specielt Chris Froome, der i år mere end nogensinde har gjort det spanske etapeløb til en topprioritet, men også Fabio Aru, der før har vist, at han kan køre to grand tours, og Romain Bardet, der for første prøver ”the double”, vil være med igen. Også Simon Yates, Louis Meintjes og Warren Barguil, der alle sluttede i top 10, er friske på trods deres unge alder at køre to store rundture.

 

De får som altid selskab af hovedparten af rytterne fra Giroen. Nu om dage er det sjældent ikke at kombinere den italienske grand tour med det spanske løb, og derfor vil Vincenzo Nibali, Ilnur Zakarin, Adam Yates, Domenico Pozzovivo, Steven Kruijswijk, Tejay van Garderen, Bob Jungels, Davide Formolo, Wilco Kelderman og Rui Costa, der alle var blandt forhåndfavoritterne i Italien, være at finde på rampen, når Vueltaen indledes med et holdløb i Nice. Lægger man dertil, at Miguel Angel Lopez endelig får chancen for at vise, hvad han kan i en grand tour, at Julian Alaphilippe jagter oprejsning efter en skadesramt sæson, at Samuel Sanchez og Nicolas Roche jagter endnu et topresultat i et løb, de altid har haft stor succes i, er det klart, at man næppe kunne have ønsket sig et meget stærkere felt til de tre ugers fascinerende kamp i de spanske bjerge.

 

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets tre trestjernede favoritter, der alle har en reel chance for at vinde løbet.

 

Steven Kruijswijk (***)

Kun den hjerteløse var ikke berørt, da man så Steven Kruijswijk rulle over stregen efter en dramatisk dag i Alperne på 19. etape af sidste års Giro d’Italia. Få timer forinden havde han været på sporet af at bryde den hollandske grand tour-tørke ved at sikre sig en ganske overraskende sejr i det italienske løb. Selvsikker og imponerende kørsel i bjergene var fulgt op af et lammende uppercut på bjergenkeltstarten, hvor han ikke havde efterladt nogen tvivl om, hvem der var Giroens stærkeste rytter. Alle var enige om, at kun uheld kunne forhindre hollænderen i at hjemføre sig en meriterende triumf på de italienske landeveje - og det var akkurat det, der ramte ham, da lynet slog ned i et ellers uskyldigt sving på Colle dell’Agnello.

 

Man kunne have tilgivet Kruijswijk, der ovenikøbet fik betydelige skader i styrtet, hvis han havde kastet håndklædet i ringen og var kollapset på den efterfølgende svære bjergetape, men han viste høj moral ved at kæmpe sig igennem smerterne og sikre sig en fornem fjerdeplads, hans hidtil bedste resultat i en grand tour. Den personlige rekord var imidlertid en ringe trøst for en mand, der havde vist, at han endelig havde indfriet det potentiale, han viste i begyndelsen af sin karriere, og etableret sig potentiel vinder af en grand tour.

 

For bare få år siden så det ellers ud til, at Kruijswijk ville glide ind i glemslen som endnu et falleret hollandsk stortalent. Efter den mindeværdige 8. plads i en meget svær 2011-udgave af Giroen så det ud til, at den næste store klatrer fra det flade Beneluxland var født, men siden gik alt desværre galt. I de følgende år fejlede Kruijswijk gang på gang, og striben af nedture i grand tours syntes nærmest uendelig.

 

Forklaringen var imidlertid ikke, at potentialet var forsvundet. Tværtimod var der tale om et problem med den store arterie i lysken, som betød, at han ikke kunne udnytte talentet fuldt ud. Den skavank blev fjernet ved en operation i vinteren mellem 2013- og 2014-sæsonerne, og siden da har han været som forvandlet. Ganske vist styrtede han ud af den efterfølgende Giro, men kort efter kørte han en flot Tour trods begrænset forberedelse, og i efteråret vandt han Arctic Race of Norway.

 

Det var imidlertid i 2015, at det blev klart, at Kruijswijk for alvor er tilbage. Efter at en blunder på en ellers uskyldig etape tidligt i løbet havde knust hans podiedrømme, viste han sig sammen med Contador, Landa og Aru som den suverænt stærkeste i løbets tredje uge, og for første gang kunne han matche verdens bedste klatrere. Det store tidstab betød, at det ikke blev til mere end en syvendeplads, men Kruijswijk havde vist, at han havde potentialet til langt mere. Det var det potentiale, han var på vej til at realisere, da han knuste rivalerne på bjergenkelstarten til Alpe di Siusi for 12 måneder siden.

 

Kruijswijk havde jagt skuffelsen bag sig, da han i sidste års Vuelta stillede til start med det mål at konfirmere sig som en reel vinderkandidat i grand tours. Det gik imidlertid slet ikke som ønsket. Sygdom i forbindelse med rejsen til OL i Rio lagde de sidste forberedelser i ruiner, og efter at have tabt tid på de første stigninger, blev det hele kun endnu værre, da dårlig markering fra arrangørside forårsagede et stort styrt, der sendte Kruijswijk direkte hjem til Holland og bragte hans sæson til en brat ende.

 

Kruijswijk måtte sluge endnu en nedtur, men han fik hurtigt et nyt mål at gå efter. På baggrund af Giro-nedturen havde LottoNL-Jumbo nemlig indset, at de havde en reel chance for at vinde en af sportens tre største løb, og derfor brugte man transfersæsonen på at styrke den relativt svagt besatte gruppe af klatrere, der skulle støtte holdets stjerne. I løbet af vinteren blev det gjort klart, at holdets allerstørste mål i 2017 var at erobre den triumf, som et dumt styrt havde berøvet dem et år tidligere.

 

Alt var på sporet til noget stort for Kruijswijk, der i løbet af foråret kørte langt stærkere, end han traditionelt har gjort, men igen ramte uheld den talentfulde hollænder. Et dumt styrt på en sprinteretape i Tour de Yorkshire efterlod ham med et brækket ribben, der satte ham betydeligt tilbage i løbets første to uger. Hurtigt stod det klart, at skaden gjorde det umuligt for ham at præstere på samme niveau som tidligere, men Kruijswijk nægtede at give op. Alligevel fortsatte uheldene med at regne ned over hollænderen. Netop som han i den tredje uge viste tegn på fremgang, blev han ramt af sygdom, der tvang ham ud af løbet i utide.

 

Efter en tredje nedtur på bare tre grand tours har det utvivlsomt ikke været nemt for Kruijswijk at genfinde motivationen til at fokusere på Vueltaen, der hele tiden har været hans sidste sæsonmål. Efter at være kommet sig over sygdommen fik han imidlertid den nødvendige dosis selvtillid, da han sluttede på podiet i Tour de Suisse, hvor han ellers var stillet til start med nogen tvivl om, hvad han kunne forvente. Siden da har alt handlet om Vueltaen, og efter en ganske fin præstation i hans eneste forberedelsesløb Tour de l’Ain, hvor kun den suveræne FDJ-duo Thibaut Pinot og David Gaudu var stærkere på stigningerne - hans beskedne resultat skyldes forsigtighed på nedkørslerne og en rute med flade finaler - tyder meget på, at han denne gang har haft en ideel forberedelse, der skulle gøre det muligt at ramme den form, der bragte ham så tæt på Giro-sejren sidste år.

 

I det hele taget har Kruijswijk faktisk været på et højt niveau det meste af året. Han har altid været helt anonym i foråret og først fundet formen i maj, men i 2017 har han været langt mere konkurrencedygtig end vanligt. Ganske vist har han været langt fra at køre med om sejrene, men han har været meget tættere på de bedste. Den tendens har han også selv bemærket, og det har fyldt ham med selvtillid forud for det store mål. Samtidig stiller han modsat Tour-rytterne til start med den nødvendige friskhed, der altid er det helt afgørende element i Vueltaen.

 

 

Det gør Kruijswijk livsfarlig på en rute, der passer ham næsten perfekt. Normalt er Kruijswijk ikke skabt til Vueltaens mange eksplosive mure, men årets rute er kendetegnet ved længere og sværere stigninger end normalt. Det passer den uopslidelige hollænder glimrende. Kan han overleve første uges puncheurfinaler, vil han finde sit ideelle terræn i de høje bjerge i den anden uge, og de lange, stejle bjerge i den tredje uge er heller ikke noget stort problem for LottoNL-kaptajnen. Dertil skal lægges, at løbet kun bliver sværere og sværere, og det er en kolossal fordel for den hollandske dieselmotor. Således bliver rytteren, der er kendt som ”the coat hanger”, bare bedre og bedre, som løbet skrider frem.

 

Derudover er det værd at bemærke, at Kruijswijk nu om dage kan betragte enkeltstarterne som en force. Ganske vist er han ikke specialist, men han kørte fremragende tidskørsler både i 2015 og 2016. Selvfølgelig slår han ikke Froome, der normalt vil vinde en del tid på hollænderen, men han vil kunne sætte tid i banken i forhold til mange af rivalerne.

 

Endelig er det en fordel, at Kruijswijk denne gang ikke er alene om at bære ansvaret. LottoNL stiller også til start med George Bennett, og dermed er m.an to til at jagte et topresultat. Det vil fjerne en del af stressniveauet for den hollandske kaptajn, der med Bennetts tilstedeværelse samtidig kan forvente bedre støtte end tidligere. Holdet har nemlig hidtil været en svaghed, men denne gang er Kruijswijk bedre rustet end tidligere. I tillæg til Bennett kan han således regne med støtte fra brølstærke Stef Clement samt klatretalenterne Floris De Tier, Daan Olivier, Koen Bouwman og Antwan Tolhoek.

 

Naturligvis er der ikke tale om et mandskab, der tilnærmelsesvist kan matche Sky eller Orica-Scott, men mindre kan gøre det. I 2016 var Kruijswijk så suveræn, at han uden problemer overvandt den udfordring, hans svage hold efterlod ham med. I år kunne han vise sig at være endnu stærkere, hvis han kan undgå det uheld, der har martret ham igennem hele karrieren, og det bør give anledning til, at konkurrenterne ryster i bukserne. Ganske vist har han ikke som mange andre stået på et grand tour-podie, men Kruijswijk er én af de få, der har vist, at han rent faktisk kan vinde et tre uger langt etapeløb. Skulle det lykkes i 2017, vil det lukke et gabende sår efter sidste års store skuffelse - og hvem ville ikke synes, at det ville være en fortjent oprejsning for en mand, der på den mest brutale vis fik stjålet den sejr, der ville have udødeliggjort ham i sit hjemland?

 

Ilnur Zakarin (***)

Det store spørgsmål forud for Tour de Romandie i 2015 var, hvem af de tre store grand tour-stjerner Chris Froome, Nairo Quintana og Vincenzo Nibali, der ville løbe med sejren. Efter seks dage i de schweiziske bjerge var de tre topnavne imidlertid alle blevet sat til vægs af en ung russer, hvis hidtil bedste resultat var den samlede sejr i Tour d’Azerbaijan et år tidligere. Med offensiv kørsel på løbets kongeetape og en suveræn enkeltstart havde Ilnur Zakarin vist sig som den stærkeste rytter i det måske stærkest besatte af de ugelange etapeløb på WorldTouren.

 

Resultatet skabte stor hype om Zakarin forud for hans Giro d’Italia-debut, men Katusha valgte klogelig at nedspille forventningerne. Zakarin var ikke kommet til Italien for at køre klassement, men for at lære. Alligevel viste han klassen ved undervejs at sikre sig en mindeværdig etapesejr på en regnvåd dag midtvejs i løbet og dermed bekræfte, at den næste russiske stjerne var født.

 

I 2016 var presset på Zakarin stort. Efter et svagt efterår var det tid til at bekræfte, at han vitterligt var ”The real del”. Hvis nogen stadig var i tvivl, blev de tavse efter hans sejr på kongeetapen i Paris-Nice, men det var i april, at Zakarin for alvor viste, at han skal tages seriøst. I Liege-Bastogne-Liege var han således løbets stærkeste mand, og havde det ikke været for de nye brosten i finalen, hvor hans lette statur gjorde det umuligt at følge de tungere drenge, havde han med stor sandsynlighed vundet det belgiske monument. Få dage senere kunne han som eneste mand følge Nairo Quintana i bjergene i Romandiet, hvor det kun var et par skuffende enkeltstarter, der kostede ham muligheden for at forsvare titlen.

 

Det store spørgsmål var imidlertid, om Zakarin var holdbar over tre uger. Svaret kom en måned senere, da han med tre dage igen lå på en fin femteplads med gode muligheder for at avancere i klassementet. Et slemt styrt på nedkørslen fra Colle dell’Agnello efterlod ham imidlertid men en knust drøm, et brækket kraveben og uden mulighed for på papiret at dokumentere sin status som en seriøs grand tour-kandidat.

 

Zakarin var hurtigt tilbage på cyklen og bekræftede få uger senere, at han er et af sportens supertalenter. Selvom han stillede til start i Touren langt fra topformen, fik han i løbet af to uger opbygget et så højt niveau, at han med skræmmende styrke satte Rafal Majka til vægs på en stor bjergetape i Alperne og sikrede sig sin første etapesejr i verdens største løb - og det kunne være blevet til endnu en, hvis ikke han et par dage tidligere havde tabt sine kontaktlinser på en nedkørsel, mens han sad i det vindende udbrud.

 

Alligevel var der forud for denne sæson fortsat spørgsmål ud for Zakarins navn, når det handler om grand tours. Trods uheldet i Giroen var han aldrig for alvor i spil til den samlede sejr i den italienske grand tour, og det var tydeligt, at han i Italien aldrig havde fundet de ben, der har givet ham så forrygende resultater i andre løb. Derfor var det stadig med nogen usikkerhed, at den langlemmede russer stillede til start i Italien i maj med det mål endelig at bekræfte, at han skal tages seriøst som potentiel grand tour-vinder.

 

Efter de tre uger i de italienske bjerge synes den tvivl imidlertid nu at være fjernet. Ganske vist lykkedes det ikke Zakarin at komme på podiet, men russeren fik endelig sikret sig den top 5-placering, der endegyldigt konfirmerer hans status som en af verdens førende grand tour-ryttere. Ganske vist var han ikke helt stabil og havde undervejs mindre gode dage, men han undgik den totale nedtur, som man altid frygter for ryttere, der endnu ikke er sluttet i toppen af et tre uger langt etapeløb.

 

Mere interessant var det imidlertid, at Zakarin faktisk blev stærkere og stærkere, som løbet skred frem, og man kan med nogen ret hævde, at han på de sidste svære dage faktisk var løbets bedste rytter. Dermed bar hans nye tilgang frugt. Forud for løbet havde der nemlig været en del usikkerhed om formen efter et bemærkelsesværdigt pauvert forår, der - delvist begrundet i et styrt i Volta a Catalunya - var langt mere anonymt end tidligere. Det var imidlertid led i en langsigtet plan, der havde som mål at give ham den fornødne friskhed i Giroen, og enhver, der var vidne til dramaerne i den sidste uge, vil kunne skrive under på, at det lykkedes.

 

Man skal som bekendt aldrig ændre en formel, der fungerer, og derfor har Zakarin nøje kopieret forberedelsen forud for Vueltaen, der fra start har været sæsonens andet store mål. Efter en lille pause og en sejr ved de russiske enkeltstartsmesterskaber har han været til start i både Østrig og Polen Rundt, hvor han leverede fine, men ikke bemærkelsesværdige præstationer. Med andre ord er situationen stort set den samme som forud for Giroen, og det må give anledning til optimisme.

 

Naturligvis indebærer det en del tvivl, at Zakarin aldrig tidligere har kørt efter klassementet i to grand tours. Sidste år viste han imidlertid i Touren, at han sagtens kan køre stærkt i tiden efter et langt etapeløb - det var jo trods alt kun de sidste to dage, han missede af den sæsons Giro - og der er ingen grund til at tro, at han ikke kan ramme samme høje niveau i Vueltaen, som han gjorde tidligere i år.

 

Måske kan han endda blive endnu bedre. Zakarin har allerede vist, at han på sine bedste dage kan matche de allerbedste i bjergene - selv Quintana - og samtidig tyder intet på, at hans udvikling er stoppet. Tværtimod er der ingen grund til at forvente, at han i år ikke vil være endnu stærkere end tidligere, hvilket i sig selv er et skræmmende perspektiv. Han har vist, at han er i sit es på lange, svære stigninger, og derfor kan han kun glæde sig over en rute, der indebærer flere store bjergfinaler end tidligere. Samtidig kommer de sværeste udfordringer til sidst, og i lyset af det, vi var vidne til i Giroen, må det være til Zakarins fordel - ikke mindst i forhold til de trætte ryttere, der kommer fra Touren.

 

Det store spørgsmål er, hvad vi skal forvente på enkeltstaten. I starten af sin karriere var Zakarin faktisk kendt som enkeltstartsspecialist, men efterhånden som han tabte sig, mistede han sin power. Derfor har han i de senere år slet ikke været på samme niveau, og faktisk har han ofte kørt decideret skuffende. En 10. plads på enkeltstarten i Romandiet indikerer imidlertid, at han stadig kan - også selvom han i det schweiziske løb ikke var i topform - og mange vil også erindre, hvordan han kørte en fremragende enkeltstart i sidste års Giro, indtil han styrtede på de regnvåde veje. Han levede ikke helt op til forventningerne i Giroen, men specielt på den lange af de to tidskørsler forsvarede han sig fint. Selvfølgelig vil han blive slået klart af Froome, men i forhold til de rene klatrere vil der være tid at hente.

 

Ingen kan betvivle, at Zakarin har niveauet til at matche de bedste. Alligevel er han stadig kun en vinderkandidat, ikke en favorit. Det skyldes, at han stadig aldrig har fundet sit allerhøjeste niveau i et tre uger langt etapeløb, og når det endelig sker, har han stadig til gode at holde det over et helt løb. Historien viser imidlertid klart, at de store grand tour-talenter kan tage kvantespring, når først de én gang har gennemført en grand tour på højeste niveau, og det er nu lykkedes for Zakarin. Det er i sig selv et skræmmende perspektiv for konkurrenterne, og lykkes det, peger meget på, at Zakarin måske allerede i år kan ende som den første russiske grand tour-vinder siden Denis Menchov.

 

Alberto Contador (***)

Lader man udelukkende følelserne styre, vil en stor del af verdens cykelfans nok håbe, at Alberto Contador om godt tre uger kan bestige det øverste trin på podiet i Madrid med den røde trøje på sine skuldre og således bringe en helt fantastisk karriere til den eventyrlige afslutning, han drømmer om. Efter én gang at have truet med et nært forestående karrierestop skulle den nemlig være god nok denne gang: når mørket faldet på i den spanske hovedstad den 10. september er det endegyldigt slut for den bedste spanske grand tour-rytter siden Miguel Indurain.

 

Det har ikke været nogen let beslutning for en rytter, der så sent som for to måneder siden stadig havde planer om at fortsætte i 2018, hvor et forsøg på en Giro-Vuelta-double skulle bringe hans storslåede karriere til en forhåbentlig storslået afslutning. De tre uger på de franske landeveje denne sommer fik imidlertid Contador til at gentænke sin fremtid, og i sidste uge kom så den udmelding, man let kunne fornemme, var undervejs: Vueltaen bliver Contadors allersidste cykelløb.

 

I virkeligheden er det dybt logisk. Da Contador i 2015 annoncerede, at 2016-sæsonen ville blive hans sidste, var det netop med den begrundelse, at han ville slutte på toppen. Den stolte spanier vil for alt i verden undgå at blive husket som en falleret stjerne, der trak en ellers glorværdig karriere en anelse for langt, og dermed til dels slettede erindringen om hans største øjeblikke. En forrygende start på sidste sæson fik ham imidlertid til at indse, at han stadig var så konkurrencedygtig, at der måtte være i benene, og derfor forlængede han karrieren med yderligere et år.

 

Nu står Contador imidlertid i en situation, hvor der er en overhængende fare for at ende i netop den position, han for alt i verden ville undgå: at blive betragtet som en stjerne, der burde have kørt cyklen i garagen for et års tid siden. Forårssæsonen var egentlig ganske fornuftig, og selvom den forløsende sejr akkurat ved flere lejligheder undslap ham med den mindstmulige margin, vidnede andenpladser i Paris-Nice, Volta a Catalunya og Vuelta al Pais Vasco dog fortsat om, at Contador er at regne som en af verdens bedste etapeløbsryttere. Specielt hans storslåede offensiv på sidste etape af Paris-Nice vidnede både om hans fortsat høje niveau og mindede mange om, hvorfor der er så mange, der elsker den spanske stjerne.

 

Det har imidlertid aldrig været foråret, Contadors sæson skulle bedømmes på. Helt fra start havde han gjort det klart, at der kun var én ting, der talte: den forløsende sejr i Tour de France, som han siden 2009 har jagtet som en besat. Ifølge ham selv var alt endda på skinner. For at bevare den sidste friskhed modstod han sit naturlige instinkt til at køre om sejren i Dauphiné, og efter at have slået sin rekord på et hjemligt træningsbjerg, som han endda også brugte som referencepunkt i storhedstiden i 2009, var han overbevist om, at formen denne gang var til for alvor at gøre Froome rangen stridig.

 

Sådan fik det imidlertid ikke. Tværtimod endte Touren som én lang lidelseshistorie både for Contador selv og hans store fanskare verden over. Som det var tilfældet i Touren i 2014, i Giroen i 2015, i Touren i 2016 og i Vueltaen i 2016 lykkedes det ham nemlig ikke at nå frem til løbets første hviledag uden at have været i asfalten endda flere gange, og de skader, han pådrog sig, var så slemme, at han aldrig ramte sit højeste niveau. Han leverede behjertede forsøg og viste sit altid aggressive selv med storslåede offensiver i både Pyrenæerne og Alperne, men slutresultat var skuffende. Contador rullede til Paris uden en etapesejr og med en 9. plads som det pauvre udbytte af et års forberedelse, der efter hans eget udsagn havde været mere dedikeret end nogensinde tidligere.

 

Nu håber han så på oprejsning i sit hjemlands løb, der mere end nogen anden begivenhed har været hans. I fire deltagelser er det nemlig blevet til hele tre sejre, og det var først i forbindelse med sidste års fjerdeplads, at hans status som ubesejret blev fjernet. Det kan i virkeligheden ikke undre, at Contador altid har haft så stor succes på hjemmebanen. Vueltaen er en helt særlig grand tour, hvis udfald mere end noget andet bestemmes af friskhed. Contador er vidt berømt for sin fabelagtige restitutionsevne, og at netop han derfor har kunnet køre stærkt i sæsonens døende uger, kan derfor ikke betragtes som nogen sensation.

 

Desværre for Contador kan man have sin tvivl om restitutionsevne og fightervilje er nok. I sidste ende er det benene, der taler, og de har desværre ved flere lejligheder svigtet Contador i den seneste tid. Selvom de fine præstationer i foråret vidner om, at han fortsat er en af verdens bedste cykelryttere, kan hverken han, Trek-Segafredo eller resten af verden imidlertid komme udenom, at der er ganske langt mellem 2017-udgaven af Contador og den rytter, der tog en ganske suveræn sejr i Giroen for to år siden - for slet ikke at tale om den rytter, der i særklasse var verdens bedste i årene fra 2008 til 2011. Selv når han rammer sit højeste niveau, har Contador aldrig kunnet matche Chris Froome, og i de seneste år er afstanden kun vokset, også selvom Froome i den seneste tid endda har vist tegn på tilbagegang.

 

Alligevel er Contador en af Vueltaens favoritter. Kun Contador selv har en reel fornemmelse af, hvor meget styrtene i Touren reelt satte ham tilbage, og ovenstående beskrivelse af hans tilbageskridt kan derfor være urimelig hård. Efter hans yderst pauvre indsats i sidste års Vuelta er det bare så nærliggende at drage klare konklusioner, men også dengang kæmpede han med eftervirkningerne af styrt. Ingen ved vitterligt, hvad Contador kan præstere nu om dage, hvis han endelig kommer frem til sit favoritterræn helt uden at have oplevet tilbageslag.

 

Der er faktisk enkelte lyspunkter, der kan give grund til optimisme. Vi har allerede peget på hans flotte kørsel specielt i Paris-Nice, men også hans imponerende enkeltstart mod slutningen af Touren kan tages som en indikation på, at der er mere i Contador, end man skulle tro. Hvis man dertil lægger, at det altid vil være til Contadors fordel, at Vueltaen kommer på et tidspunkt, hvor alle er trætte, og at den ekstremt bjergrige rute med mange svære bjergetaper med ganske mange stigninger inden en målstigning altid vil favorisere en restitutionsstærke dieselmotoragtig klatrer som Contador, er det klart, at betingelserne for en sejr i hvert fald er til stede.

 

Problemet er, at han stadig skal forbi Froome, og selvom han kørte så flot en enkeltstart i Touren, er det værd at huske, at der efter karantænen har været meget stor forskel på Contadors evner på flade og kuperede tidskørsler. Hvor han på vanskelige ruter er en af verdens allerbedste, har han lidt betydelige tidstab i fladt terræn. Derfor kunne ruten i Logrono ikke have passet ham meget dårligere, og selvom han utvivlsomt vil vinde tid på næsten alle sine konkurrenter, vil han blive slået af Froome. Den tid skal han vinde tilbage i bjergene, og det bliver ikke let for en mand, der alene i kraft af sin status aldrig vil få den frihed, som mindre etablerede navne kan få.

 

Derfor er oddsene imod Contador, når han sammen med et ellers ganske stærkt Trek-mandskab, der også tæller Jarlinson Pantano og en yderst formstærk Peter Stetina, ruller ned ad rampen på lørdag i Nimes. De ydre omstændigheder er egentlig ideelle, men spørgsmålet er, om de gamle ben stadig kan følge med de skyhøje ambitioner. Ikke meget tyder på det, men kan han undgå den sædvanlige stribe af uheld, har Contador mere end nogen anden vist, at han kan skabe muligheder, hvor andre ser begrænsninger. Drømmen er, at en stor Vuelta-sejr endegyldigt vil slette indtrykket af en stor stjerne, der helt mod sin intention trak karrieren lidt for langt. Hele Spanien krydser fingre for, at det vil lykkes!

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cannondale-Drapac Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

ORICA-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Lotto NL - Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek - Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »