Wiggins lettet og tilfreds, men havde ben til mere

Da Bradley Wiggins i dag, på velodromen i Roubaix, rullede over målstregen på en 18. plads i den 113. udgave af brostensklassikeren Paris-Roubaix, sluttede et vigtigt kapitel for den adlede cykelryttere - og for hans britiske Team Sky-mandskab. Det var nemlig den tidligere Tour de France-vinders sidste løb i det sorte og blå outfit.

Nu vender den oprindelige banerytter atter sit fokus mod netop cykelbanen - mod først timerekorden og siden OL i Rio, hvortil han skal forberede sig på det nystiftede cykelhold, ’Team Wigging’.

Men først skulle altså årets Paris-Roubaix klares - et løb Wiggins havde glædet sig til og trænet specifikt frem imod.

”Jeg er lettet over, at det er overstået, og at jeg kom igennem, og jeg er glad for, hvordan det gik,” udtaler Wiggins efter løbet til Team Skys hjemmeside. ”Medvinden gjorde det svært, fordi det betød, at der blev kørt cykelløb hele dagen, uden mulighed for at slappe af, som vi normalt gør efter de første par pavésektioner.”

Den britiske tempospecialist fortæller, at han følte sig tømt for tanker, da det hele omsider var ved at være forbi; da han kørte ind på velodromen for kort efter at krydse målstregen. Til gengæld var han glad for at have angrebet undervejs.

”Jeg lå lige bag motorcyklerne, og det var som at være 16 år igen og træne tæt på min hus i London. Det var sjovt, og jeg vil i fremtiden kunne tænke på, at jeg på et tidspunkt førte løbet en kort overgang,” siger Wiggins spøgefuldt, om end han dog ærgrer sig en smule over, at han ikke fik et par ryttere med i sit angreb, som var villige til at samarbejde med ham.

Bevæget afsked
For faktisk følte Wiggins sig godt kørende på dagen: ”Jeg følte, at jeg havde benene til at vinde,” bedyrer han - ”men det tror jeg, alle i den gruppe følte. Det kunne være blevet hvem som helst af os.”

John Degenkolb kalder han en absolut værdig vinder af løbet, men alligevel synes han, at løbets finale blev en lidt underlig størrelse, hvor alt for mange havde for travlt med at kigge efter hinanden i stedet for at køre.

Ikke desto mindre nød han altså at have kørt løbet - og for at have fået chancen for at blive en slags klassikerrytter i de sidste par år af karrieren. Noget han forklarer har været drevet frem af en passion, som var vokset frem i ham.

”Inden starten sagde jeg, at jeg ønskede mig et ’rent’ løb, og det fik jeg. Jeg punkterede ikke en eneste gag, ikke et styrt. Jeg kom ganske godt igennem og var tilfreds med at slutte i top 20,” slutter Wiggins, som ligeledes var glad for og bevæget over de mange rytterkolleger, som kom og ønskede ham held og lykke forud for det sidste store landevejsløb i karrieren.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie