24770
registrede brugere
Feltet.dk har her samlet en oversigt over de bedste skoler i Danmark, hvor du kan kombinere cykling, fritid og skole.
Liste over skole og uddannelsessteder (Arrangeret efter postnummer)
-> Sportscollege Lolland Falster - Skovalleen 38 - 4800 Nykøbing Falster
-> Vejle Idrætsefterskole - Ørnebjergvej 28 - 7100 Vejle
-> Idrætsefterskolen Ikast - Hagelskærvej 40 - 7430 Ikast
-> BGI Akademiet - Gramvej 3 - 8783 Hornsyld
Sportscollege Lolland Falster står for Danmarks Cykelskole. Skolen varer et helt skoleår, og her kan du afprøve dine sportslige ambitioner og samtidig kan du uddanne dig på en erhvervsskole.

På foto ses Danmarks Cykelskole, skoleåret 2010/2011
Der er rigtig mange muligheder, så hvis du er interesseret, bør du kontakte konsulent Claus Westerholt 61632880 for at drøfte mulighederne, og om vi kan opfylde netop dine uddannelsesønsker i kombination med daglig træning.
Cykelskolen afvikles på CELF – Center for Erhvervsrettede uddannelser Lolland Falster, der er en af de største erhvervsskoler i Region Sjælland. Undervisningen foregår på Kringelborg Allé 7, 4800 Nykøbing Falster. Her er der også et skolehjem, hvor du kan bo – ligesom der er tilknyttet tip-top moderne værkstedsfaciliteter.
Læs nærmere om skolen på www.sclf.dk eller kontakt Claus Westerholt på tlf 61 63 28 80 eller per mail clw@celf.dk
Vejle Idrætsefterskole var den første efterskole med en cykellinje og har efter få år opnået stolte traditioner. Skolen har blandt andre haft fornøjelse af at udvikle juniordanmarksmester, Mgnus Cort, Ramus Lund, Emil Vinjebo, Nina Schultz samt OL-guldvinder i enkeltstart, Mathias Kriegbaum. Alle har plads på landsholdet i dag.
Nøglen til succes i sporten er først og fremmest glæden ved at træne og på Vejle Idrætsefterskoles cykellinje træner eleverne syv gange om ugen. Eleverne træner både individuelt og med professionelle cykelryttere.I træningen fokuseres på både teknisk, fysisk og mentaltræning i forhold til cykelsporten. Træningen varetages af Thomas Guldhammer (Team Concordia) samt Allan Jørgensen (ansat ved Saxo Bank-SunGard).
Med en beliggenhed midt i Nørreskoven i Vejle er træningsbetingelserne ideelle til både mountainbike og landevejstræning, hvor bakkerne i og omkring Vejle leverer den perfekte kulisse til din træning.

Formål
Formålet er, at den enkelte elev oplever glæde og forståelse for cyklingens kvaliteter, og at den enkelte bliver udfordret samt udvikles. Glæden ved sporten er grundstenen i den daglige undervisning, og det er den, der skal være drivkraften. Der arbejdes med vigtigheden i at forstå holdmentaliteten og holdets styrke samt de individuelle kvaliteter. F.eks. man er en del af en helhed, og helheden er afhængig af den enkeltes egne styrker og påvirkes af svaghederne.
Mål
Eleven får mulighed for at udvikle sit talent og opnå personlig dygtiggørelse samt følelsen af at være en del af en helhed.
Undervisningen består blandt andet af:
- Teknisk træning.
- Mentaltræning.
- Psykisk parathed (at være klar når det gælder.)
- Evne til at træne eliteorienteret (at skifte mellem sjov og alvor mange gange gennem et træningspas.)
- Psykiske faktorer (det er ikke en kontaktsport, men der er meget psykologi og taktik i cykling.)
- Individuelle samtaler.
- En formel samtale i efteråret og en i foråret.
- Løbende evalueringer.
- Set i forhold til cykellinjen og skolen.
De forskellige elementer kombineres i den enkelte lektion, så du får en varieret og spændende undervisning.
Individuel undervisning
Undervisningen består af lige dele individuel træning og fællestræning. Ugentligt udformer træneren dit træningsprogram. Hvis du er udtaget til landshold eller lignende, har du mulighed for at følge dit eget ugentlige træningsprogram. Efter nytår bliver der differentieret i træningsmængden set i forhold til, om du er junior- eller ungdomsrytter.
I løbet af året har den boglige undervisning på VIES emnedage, hvor du vil undervist i kost, søvn og træningens indflydelse på din krop. Alt i alt skulle dette gøre, at du har optimale betingelser for at udvikle dit idrætstalent!
Læs nærmere om skolen på www.vies.dk

Har du lyst til at afprøve drømmen om en cykelkarriere på højt niveau, så er vores linje noget for dig.
Cykellinjen på Idrætsefterskolen Ikast er en unik mulighed for unge cykeltalenter, piger og drenge, der på 9.-10. klasses trin kan prøve talentet af som cykelrytter i et stærkt elite idrætsmiljø. Cykellinjen kører i et tæt samarbejde med Herning Cykleklub og som supplement til Idrætsefterskolen Ikasts i forvejen stærke fodboldlinje, håndboldlinje, golflinje, volleyball-linje og badmintonlinje.
Cykellinjen henvender sig dermed til unge med lyst og vilje til intensiv træning i et udviklende idrætsligt miljø.
Cykellinjen er integreret i det succesfulde og gennemprøvede koncept, der kendes fra Idrætsefterskolen Ikast. Cykeltalenterne kan kombinere cykling på eliteniveau med en stor efterskoleoplevelse med fokus på skolegang, det almendannende og fællesskabet.
Målet for den enkelte elev er stor personlig udvikling - både i forhold til cykling, men også i forhold til udvikling af det hele menneske.
Undervisningens indhold
Som elev på Cykellinjen træner du fire gange om ugen i 1½ time. Undervisningen vil indeholde fysisk-, mental og teknisk træning.
En ugentlig del af træningen på Idrætsefterskolen Ikast vil foregå i styrketræningslokalet, hvor vi arbejder meget med stabilitets og styrketræningsbetonede øvelser, som vil forbedre din fysiske kapacitet som cykelrytter.
Undervisningen har stor fokus på den enkelte elevs udvikling, og derfor vil individuelle samtaler og analyser af målsætning og træningsindsats være en naturlig del af undervisningen.
Tæt samarbejde med Herning Cykleklub
Hvis du har lyst til mere træning, anbefaler vi, at du blive en aktiv del af Herning Cykleklub, hvor du har mulighed for at deltage i fællestræning og andre sportslige aktiviteter på lige fod med øvrige medlemmer. Her træner du normalt én til to gange ugentligt.
Det samlede koncept på Cykellinjen foregår dermed i tæt samarbejde med en af landets førende cykelklubber, Herning Cykleklub, der endvidere har et af landets stærkeste talentcentre.
Herning Cykleklub er meget begejstret for konceptet. Formand, Christian Jensen, udtaler:
”Det er et meget spændende projekt. ISI driver fantastisk idrætsefterskole, og vi ser meget store muligheder i at kombinere cykling med det eksisterende efterskolemiljø. Det her er en rigtig god mulighed for talenterne til at få en optimal træningsmængde med kompetente trænere. Det har også stor betydning, at man lever sammen med andre cykelryttere, der brænder ligeså meget for cykelsporten, som man selv gør,” udtaler Christian Jensen.
Også forstander på ISI, Torben Østergaard, ser store perspektiver i Cykellinjen
”Vi har igennem flere år oplevet en enorm interesse i vores idrætsefterskole, som i dag rummer 180 elever. Valget af cykelsporten som linjeidræt på vores efterskole er bundet op på et troværdigt og stærkt samarbejde med Herning Cykleklub, der kan sikre en optimal helhedsoplevelse for den enkelte elev på Cykellinjen”, udtaler Torben Østergaard, der også ser store udviklingsmuligheder for den enkelte elev:
”Eleverne på Cykellinjen har mulighed for at udleve personlige mål og drømme inden for deres idrætsgren, samtidig med at de går på efterskole i et trygt miljø med fokus på at udvikle det hele menneske. På Idrætsefterskolen Ikast møder eleverne forståelse for det at dyrke eliteidræt, ligesom vi har stor erfaring med at få skole og eliteidræt til at passe sammen”, udtaler Torben Østergaard, der også kan også berette om et særligt fokus på pigerne:
Særligt forløb for piger
”Vi oplever, at pige-cykling er en sport med øget bevågenhed, og derfor har vi tilrettelægge et særligt pigeforløb på Cykellinjen. I det hele taget har vi stor succes med at have stærke pige- og drengegrupper på alle efterskolens linjeidrætter, hvilket giver en god dynamik og stemning”, slutter Torben Østergaard.
Yderligere information
Cykellinjen på Idrætsefterskolen Ikast kan nærstuderes på følgende link
Interesserede opfordres til at kontakte linjeansvarlige på cykellinjen, Morten Knudsen, på 21 91 99 97. Alternativt kan ISI kontaktes på info@isi.dk eller telefon 97 25 24 99.
Ellers henvises til en generel præsentation af Idrætsefterskolen Ikast via linket

BGI akademiet har siden august 2011 haft et cykelakademi for de ungdomsryttere, der gerne vil kombinere målrettet træning med et efterskoleophold, og som måske går med drømmen om en karriere som professionel cykelrytter.
Morten Christiansen (tidligere Team Designa Køkken – Blue Water og Glud & Marstrand Horsens) bliver hovedansvarlig for cykelakademiet, der får til huse på BGI akademiet ved Horsens. Her optages 400 efterskoleelever, der specialiserer sig inden for fodbold, håndbold, gymnastik, dans og parkour.
”Der vil være plads til forskellige niveauer, men ambitioner og lysten til at udfordre sig selv gennem daglig træning skal være til stede. Træningen kommer blandt andet til at omhandle planlægning og gennemførelse af landevejsløb, styrke- og udholdenhedstræning, mentaltræning, kostens betydning, vedligeholdelse og optimering af udstyret med videre. Spinning og mountainbiketræning indgår også i deres års program. Vi ønsker et tæt samarbejde med rytternes klubber og ser det som naturligt, at de fortsat har licens for og kører for disse,” forklarer Morten Christiansen.
BGI akademiet vægter, at de enkelte elever i de boglige fag formår at flytte sig, og at de bliver mere afklarede i forhold til, hvordan de skal forene de sportslige ambitioner med en uddannelse. Endvidere vil der være fokus på deres almene menneskelige udvikling, og at de fungerer godt i sociale sammenhænge med skolens øvrige elever. Eleverne skal populært sagt lære at håndtere balancen mellem at passe deres skole, hænge ud med kammeraterne og så samtidig kunne køre seriøst på cykel.
Det er BGI akademiets målsætning at skabe et helt unikt tilbud til ambitiøse og talentfulde ungdomsryttere, de ikke tidligere har kunnet få i forbindelse med et efterskoleophold. I et samspil med klubberne, og DCU er det endvidere målsætningen, at yde et positivt bidrag til cykelsporten og det arbejde, der udføres for at fremme talentudviklingen.
”I skoleåret 2012-13 optages der på Cykelakademiet i alt 16 elever, som går enten i 9. eller 10. klasse. Både piger og drenge er velkomne. Eleverne bor i boenheder, hvor både piger og drenge bor sammen. De bor sammen med eleverne fra skolens Boldakademi. Der er desuden cykelstald og værksted, nyt spinningslokale. Det er de kuperede landeveje på juelsmindehalvøen, med afstikkere ind i landet, der kommer til at udgøre de væsentligste træningsfacilitet,” tilføjer Morten Christiansen.
Læs nærmere om skolen på www.bgiakademiet.dk eller kontakt Morten Christiansen direkte på telefon 23269258 / mailadresse: morten.christiansen@bgi.dk.
Feltet.dk
•
Åsvinget 5
•
9800 Hjørring
•
Tlf. 5155 8966
•
info@feltet.dk