John Ebsen: Hører ikke hjemme i Danmark

Forleden dag kunne han endelig tale åbent om det - fortælle venner og bekendte, at den er god nok: Han bliver rigtig professionel på et af Europas større hold. Det italienske pro-kontinentalhold, Androni Giocattoli-Venezuela, har han skrevet kontrakt for 2015, hvilket Feltet.dk kunne afsløre.

25-årige John Ebsens karriere har ikke formet sig, som man normalt ser det. Første del af den ligner godt nok så mange andres, og i to år, frem til 2009, kørte han for det hjemlige Tema Cykling Nord. Men så søgte han udenlands og endte efter to sæsoner på asiatiske hold - i tre år på CNN med base i Brunei og Synergi Baku med base i Azerbaijan - hvor han skabte sig en karriere. Først og fremmest som en gedigen bjergrytter.

Og nu, efter fem sæsoner væk fra Danmark og med kun sjældne besøg på de europæiske og endnu mere sjældent på de danske landeveje, vender han så hjem. Til Europa i det mindste.

Ikke desto mindre protesterer han en smule, da Feltet.dk spørger ham, hvordan han har det med at skulle ’tilbage’ til Europa, om han er spændt på det?

”Jeg synes en del glemmer, at jeg både har kørt for Team Crédito Agrícola i Portugal og for Team AC Lanekaster i Frankrig, inden jeg tog til Asien. Jeg har kørt Fleche du Sud, Tour of Ras (An Post Rás, red.) og Tour of Serbia, så forventningerne til de europæiske løb er ikke noget specielt,” siger han og tilføjer så i en konstaterende tone, man kun kan anerkende.

”Jeg har flere gange oplevet, at hoteller og mad har været bedre i Asien end i Europa.”

Strukturerede cykelløb
”Men mine forhåbninger til løbene er, at det foregår mere struktureret. I Asien er løbet aldrig forbi, før du er nået over stregen. Et 20-mands udbrud kan være kørt i Asien, men de vil stadig rykke på skift, hvilket kan være frustrerende. I Europa vil holdene tage det ansvar, som for eksempel en gul trøje vil medføre."

"Så forhåbentlig vil jeg opleve, at løbene køres mere struktureret, hvilket er nemmere for klassementsrytterne,” forklarer John Ebsen, som håber på, at han får en rolle som bjergspecialist ”og ikke alt muligt andet” på det italienske hold.

Men han glæder sig; glæder sig til at kunne flytte sit niveau yderliere. Det er tydeligt. ”Chancen,” det er, hvad han mener, der skal til, for at han kan fortsætte sin udvikling som rytter.

”Jeg har opnået, hvad jeg kan i Asien. Jeg ved godt, at jeg langt fra har vundet alle løb, jeg har kørt, men det er ikke nemt at stå til start i et bjergløb, hvor der er 12 iranere og andre gode rytter, som alle kender dit navn. Jeg har simpelthen mistet ’surprise momentet’. Det glæder jeg mig til få tilbage, når jeg skal køre løb, hvor ingen kender mig,” siger han - ”så får jeg måske igen lidt længere snor".

”Udviklingen skal nok komme, når jeg kommer op på et højere niveau,” lover han. 

I Danmark forsvinder lysten
Det skal altså i første omgang foregå i Italien, og sådan må det egentlig gerne fortsætte. Han har ikke travlt med at vende tilbage til dansk cykling. Det var da fristende for ham at søge mod CULT Energy Vital Water, som fra næste år bliver et pro-kontinental, indrømmer han. Men så alligevel ikke.

”Jeg føler ikke, at jeg hører hjemme i Danmark. Når jeg får dansk grund under fødderne, falder lysten til at køre løb og til konstant at være på slankekur. Der er ikke den samme energi, moral og vilje, som når jeg er væk fra Danmark.”

”Jeg har også før skullet sloges med, at folk ikke tog mine resultater seriøst. Så lysten til at komme hjem og køre har aldrig været stor,” fortæller den 25-årige bjergrytter, som dog bemærker, at han fornemmer, det har ændret sig en smule de seneste år. Også fordi han selv har forandret sig - der er mange afsavn ved at være alene væk hjemmefra.

Ikke desto mindre har savnet altså ikke været stort nok til, at han ville lade sig udvikle som rytter i Danmark. Selv ikke, at det sandsynligvis har kostet ham mulige starter i Post Danmark Rundt. Han har villet gøre det på sin egen måde.

”Jeg vil aldrig kunne blive udviklet i Danmark,” slår han fast. ”At komme med et danske hold ud og køre løb i Tyskland, Frankrig eller andre steder, det ville aldrig have udviklet mig som rytter. Heldigvis var der folk i Danmark som så, at jeg ikke hørte til der, og de hjalp mig så langt op de kunne.”
 

”Havde jeg valgt at køre for et dansk hold, var jeg stoppet for mange år siden,” fortsætter han - ”og det ville jo have været synd, hvis man nu kigger tilbage og ser på, hvad det har båret med sig,” bemærker han og føjer til, at han faktisk ikke forstår, at ikke flere gør som ham - prøve lykken i udlandet.

Søg ud!
”Jeg vil helt klart opfordre dem, som har mod på det, til at tage ud og se, hvor langt vingerne kan bære, i stedet for at blive hos mor og i tryghed hjemme i Danmark. Ja, det koster, men det er en investering i fremtiden.” 

Hvad har du taget med dig fra dine år i asiatisk cykling?

”Fantastiske oplevelser. Forretningsforbindelser, som folk vil misunde mig, jeg har. Jeg har lært, at man aldrig skal give op.”

”Jeg har lært at træne og leve alene. Jeg tror, at mange knækker nakken, når de når et højere niveau og kommer til udlandet, da de ikke kan klare at skulle træne, spise og meget andet alene. Det vil aldrig blive et problem for mig. Jeg har i flere år nu levet og trænet for mig selv; jeg ved, hvad det kræver rent psykisk at være alene, og det rør mig ikke.” 

Og nu skal det så vise sig for den danske ener, John Ebsen, som altså er gået sine helt egne veje.
 

”Ja, det er nu eller aldrig. Jeg havde sagt til mig selv, at hvis jeg ikke fik en godt lønnet kontrakt i 2015, ville jeg stoppe og udvikle mit firma til det, som engang efter min karriere skal blive mit andet liv,” slutter han og afviser at skulle været engageret ved et hold, når den aktive karriere engang er nået til vejs ende.

Det er her de mange gode kontakter, han har skabt sig i Asien, skal komme ind i billedet. Men i første omgang ser han frem til at få chancen og gribe den, på Androni Giocattoli-Venezuela, hvad enten det bliver som luksushjælper i bjergene eller på egen hånd.

Som han tidligere har fortalt, drømmer han om at ”aflevere en stjerne på de stejle stigninger”, men John Ebsens ærgerrighed vil med al sandsynlighed også byde ham at stræbe efter endnu mere. Ikke nødvendigvis at blive en stjerne, men i det mindste at sigte efter dem.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet