Tour de France 2016: Podiekandidaterne

Thibaut Pinot (FDJ): **

Årets største fransk forhåbninger er at finde på Thibaut Pinots skuldre. En fransk rytter på et fransk hold med et fransk mesterskab i enkeltstart og en fransk etapeløbssejr i bagagen denne sæson. Bliver det bedre?

Det gør det faktisk. Pinot har siden sit første Tour de France i 2012 vist, at han har evnerne i bjergene til at køre med om sejren. Podiepladsen i 2014 - omend den kom på en lidt billig baggrund - bekræftede potentialet, og da han så vandt etapesejren på Tourens mest mytiske bjerg, Alpe d’Huez, sidste år, trængte han sig for alvor ind i franskmændenes hjerter.

Nu er han deres store håb, og de har endda noget at bygge det på, for i år har Pinot taget endnu et skridt i den rigtige retning. Sejren i Critérium International er i det store billede ligegyldig, fordi det var mod ryttere, som ikke er bare i nærheden af Tour de France-niveau, men den var alligevel et glimrende forvarsel om det, der fulgte.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

I Romandiet Rundt tog han nemlig sin hidtil mest lovende sejr, da han vandt løbets kuperede enkeltstart foran Tom Dumoulin og Chris Froome. Den kom som en overraskelse for mange, men i virkeligheden har Pinot vist stabil og tydelig fremgang på enkeltstartscyklen år for år siden gennembruddet i 2012, og man kan nu tillade sig at sige, at han er en komplet klassementsrytter: Han kan klatre med de bedste, og han kan køre lige op med dem på enkeltstarterne.

Oven i købet har han også fået et hold nu. Arnaud Démare er ikke med til løbet, og derfor er der fuld fokus på at beskytte Pinot med alle otte mand. FDJ har været meget stærke i deres hjælperarbejde denne sæson, og selvom han godt kunne have brugt Alexandre Geniez, så har den schweiziske duo Sebastien Reichenbach og Steve Morabito vist flere gange, at de kan overtage hjælperrollen i bjergene.

Hvad taler så i den anden retning? Det er svært at komme uden om, at Critérium du Dauphiné ikke helt gik, som Pinot og Frankrig havde forventet. En skuffende start på bjergprologen og efterfølgende tidstab betød, at han skulle ud og revanchere sig for ikke at efterlade det franske folk helt uden opløftning. Det gjorde han så sandelig også på næstsidste etape, som han vandt foran landsmanden Romain Bardet.

Selvom den franske ekstase udeblev så er det et glimrende billede på det æresbegreb, de franske cykelryttere kører efter. Hvis ikke plan A lykkes, så skal man eddermame ud og revanchere sig for ikke at tabe ansigt. Pinot gjorde det sidste år i Touren, hvor han tidligt tabte klassementet på gulvet, og hvis det sker igen i år, så kan vi glæde os til, at Pinot satser alt på en etapesejr på den allerstørste scene.

Det er så yndigt at følges ad. Foto: A.S.O.
 

Romain Bardet (AG2R La Mondiale): **

Romain Bardet er kun et par måneder yngre end Thibaut Pinot, men alligevel har han været en del skridt bagud i forhold til sin landsmand i hele karrieren. Da Pinot vandt en Tour-etapesejr i 2012, vimsede Bardet stadig rundt og ledte efter talentet i andenrangsløb. Faktisk viste han på det tidspunkt større potentiale i endagsløbene med top 30-placeringer i Amstel Gold Race, Flèche Wallonne og Il Lombardia.

I 2013 trådte han så et stort skridt op ad rangstigen. Ikke bare bekræftede han endagspotentialet med en 13.-plads i Liège-Bastogne-Liège, han blev også nummer 15 i Tour de France som bedste AG2R-rytter, efter Jean-Christophe Péraud måtte udgå med et brækket kraveben. Særligt stærk viste han sig i den sidste uge, hvor han rykkede ti pladser op i klassementet. Alligevel så vi også i dette løb hans klare begrænsninger: Han tabte fire og et halvt minut til Chris Froome på den lange enkeltstart på 11. etape.

Hans første sejr som snuppede han også i 2013, da han vandt Tour de l’Ain - to minutter foran Thibaut Pinot.

Det fortsatte stille og roligt i den rigtige retning i 2014 på alle fronter. Han sluttede som nummer seks i Tour de France efter at have tabt pusten lidt i den sidste uge, og med Pinots tredjeplads var det den foreløbige kulmination på den franske talenteksplosion, der har fundet sted de sidste fem år. Samtidig var det også lidt en bekræftelse af Bardets kørestil: Lidt kedelig, ofte i forsvarsposition og generelt ikke så spektakulær, som de romantiske franskmænd godt kan lide.

Det tog han til efterretning, og året efter vandt han for alvor franskmændenes hjerter med en meget flot etapesejr i Critérium du Dauphiné efter dristig kørsel, og så toppede han det med udbrudssejren på 18. etape af Tour de France.

For to uger siden blev han så nummer to i Critérium du Dauphiné oven på sit langvarige udbrud i selskab med Pinot, og han har for alvor bevist sit værd: Han er en formidabel klatrer, han har fået selvtillid til at forsøge sig, og han kan stå distancen over tre uger.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Hans problem er den mestendels flade enkeltstart 13. etape. Han er meget begrænset på det flade, for han er en spinkel klatrer i den helt gammeldags forstand - sådan en man skal passe på ikke at knække over på midten, hvis man kommer til at skubbe til ham, som var han en skrøbelig porcelænsvase. Derfor taber han i positionskampen og er en af dem, der frygter sidevinden den første uge.

Til gengæld har han hele Frankrig med sig, for i den interne - og meget reelle! - kamp med Pinot om at blive bedste franskmand, så har han efterhånden vundet folkets hjerter over i sin retning. Han er underdog. Og alle elsker en underdog.

Det er i år, at Tejay Van Garderen skal vise sit værd. Foto: A.S.O.

Tejay Van Garderen og Richie Porte (BMC Racing Team): **

En intern kamp er der i særdeleshed at finde på BMC Racing Team. Rivaliseringen er nedtonet, for det er ikke just to store kamphaner eller personligheder, vi har med at gøre, men der er lagt op til en indædt kamp på landevejen om at vise, hvem der fortjener anførerbindet, ansvaret og den fulde støtte i de tre uger i Frankrig.

Tejay Van Garderen er det åbenlyse talent, den med de store forhåbninger på sine skuldre fra en tidlig alder, og vi har ventet. Og ventet. Og ventet.

Jo, jo, to femtepladser i Tour de France er da en klapsalve værd, men når man samtidig ikke er en rytter, der sætter verden i brand med sin kørsel, så er det svært for alvor at få pulsen op, når man ser Van Garderen forrest i feltet på et bjerg. Det er fire år siden, at han væltede Cadel Evans af pinden som BMC Racing Teams kaptajn, og nu vil vi se potentialet blive forløst!

Allerede i 2010, i sin første sæson som professionel, blev Van Garderen nummer tre i Critérium du Dauphiné bag Janez Brajkovic og Alberto Contador, og der var lagt op til de helt store ting fra amerikaneren. Han viste det herefter i glimt, og resultaterne blev bedre for hver sæson inden det store gennembrud i Touren 2012, hvor han ydmygede Evans ved at overhale ham på den afsluttende enkeltstart og smutte forbi veteranen i klassementet.

Derfra har forventningerne været høje, men resultaterne har været svingende, og til dags dato har Van Garderen kun vundet amerikanske etapeløb. Der mangler fortsat den store etapeløbssejr på europæisk grund, og der mangler ligeledes et bevis på, at han faktisk har potentialet til at vinde en Grand Tour.

Ved siden af ham står Richie Porte. Ligesom Van Garderen venter vi stadig på at se den fulde forløsning over tre uger. Porte kom til sporten i en sen alder, og han er nu 31 år - altså allerede et par år ældre end det, vi normalt betegner som højdepunktet for en cykelrytter.

Han kom fra triatlonsporten - og det fremgår tydeligt -, så enkeltstarterne er hans naturlige force. Helt tilbage i 2010 fik han et regulært gennembrud i Giro d’Italia, da han i Saxo Bank-outfit undervejs førte løbet og endte på en syvendeplads efter at have været med i et udbrud på 10. etape, hvor han tog over 12 minutter på favoritterne. Han vandt ungdomstrøjen, hvilket i reglen er et tegn på, at der er større ting på vej.

Det var på en temmelig billig baggrund, og selvom enkeltstartsresultaterne fortsatte med at vælte ind i lind strøm, så var det først i 2013, at vi for alvor så det fulde potentiale i bjergene. En sejr Paris-Nice og andenpladser i Critérium International, Baskerlandet Rundt, og Critérium du Dauphiné tydede godt. Da han så brillerede på den første bjergafslutning af Tour de France med en andenplads, så det pludselig ud til, at han kunne være i stand til at vinde verdens største cykelløb.

Richie Porte i sit es. Foto: A.S.O.

Men ak. Derefter gik det, som det siden da er gået på fuldstændig samme måde i hver eneste Grand Tour, han har kørt: Han er startet fantastisk, og så er det gået ned ad bakke derfra. Porte er blandt de allerbedste klassementsryttere i verden til de ugelange etapeløb, men når det kommer til Grand Tours, mangler han stadig at bevise sin holdbarhed.

Her har Van Garderen trods alt bevist, at det kan han. Holdbarheden over tre uger har han, og sidste år udbyggede han endda det niveau ved at vise sig som podiekandidat langt ind i Tour de France, inden han måtte udgå på 17. etape. På det tidspunkt lå han faktisk nummer tre i løbet.

Ligesom Romain Bardet har han udviklet sin kørestil de senere år. Fra bare at sidde på hjul og satse på enkeltstarterne til at angribe på de rigtige tidspunkter, satse langt mere og kunne være med fremme, selv når det bliver stejlt og kort - på Mur de Huy blev han nummer seks sidste år foran Nibali, Quintana, Valverde og Contador.

Set over hele sæsonen indtil videre har Porte været bedst kørende med top fire-placeringer WorldTour-etapeløb og en enkelt etapesejr. Van Garderens resultater har ikke været på helt samme niveau, men til gengæld har han to sejre. Porte har kørt Critérium du Dauphiné, hvor Van Garderen har kørt Schweiz Rundt, hvilket i nyere historie tipper fordelen over til Porte. Hos bookmakerne er han også favorit, og der er nok ikke tvivl om, at australieren har det højeste topniveau - når han er bedst, er det kun Nairo Quintana og Chris Froome, der kan køre fra ham i bjergene, og han er på papiret den bedste enkeltstartsrytter af alle klassementskaptajnerne. Men hvad hjælper det, hvis ikke man kan holde niveauet i tre uger?

Ingen af de to bliver dem, der kommer til at skabe løbet. Det er de trods alt for begrænsede til i deres kørestil og accelerationsevner. Til gengæld er de støttet af et udmærket hold med Damiano Caruso og Amaël Moinard til bjergene, Marcus Burghardt til det flade samt Brent Bookwalter, Rohan Dennis og Michael Schär til lidt af hvert. Trods fraværet af Samuel Sanchez kan de forvente hjælp langt ind i løbet, og så må de finde ud af undervejs, hvem der fortjener det mest.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

HVEM AF DEM SKAL PÅ DIT MANAGERHOLD?