Optakt: Gent-Wevelgem

Løbets rolle og historie

Den Hellige Periode i belgisk cykelsport er i fuld gang og fortsætter med det løb, der traditionelt har været nummer 3 i hierarkiet over brostensløb. Grundet dets lange historie betragtes Gent-Wevelgem ofte som værende lige under Flandern Rundt og Paris-Roubaix, hvad prestige a gøre, og der er derfor masser på spil, når feltet ruller ud fra Deinze vest for Gent for at følge den traditionelle rute til målet il Wevelgem.

Selvom løbet tilhører listen over de store brostensløb, er det imidlertid helt anderledes end det, vi har set tidligere på ugen i Dwars door Vlaanderen og E3 Harelbeke, og som vi vil se næste søndag i Flandern Rundt. Det finder sted i en anden del af landet end de øvrige brostensløb og slutter med et meget længere fladt stykke, og derfor er det det af de store brostensløb, som alle sprintere drømmer om at vinde.

Hvad der gør løbet så vigtigt, er dets lange historie. Det blev første gang holdt i 1934 som et juniorløb og blev senere åbnet for uafhængige amatører, inden det blev gjort til et løb for professionelle efter 2. Verdenskrig. Som de fleste andre belgiske løb blev det i de tidlige år domineret af hjemlandets ryttere, men det blev hurtigt et af cykelsportens mest eftertragtede løb. Store belgiske navne som Rik van Looy, Eddy Merckx, Freddy Maertens og Walter Godefroot var blandt de tidligere vindere, men efter Bernard Hinaults sejr i 1977 blev løbet for alvor internationalt med en vinderliste, der indeholder navne fra adskillige nationer og en skøn blanding af sprintere og klassikerryttere om John Degenkolb, Peter Sagan, Tom Boonen, Oscar Freire, Mario Cipollini, Thor Hushovd og Djamolidine Abdoujaparov, der alle har vundet i løbets nyere historie.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Løbet har været afviklet på forskellige tider af foråret, og ruten har ofte undergået adskillige ændringer, men det har altid været en vigtig del af den belgiske klassikersæson. I de tidlige år udgjorde det sammen med Omloop Het Volk (nu Omloop Het Nieuwsblad) en serie, der blev kaldt Trofee van Vlaanderen, og det er en uundværlig del af den løbsrække, som udgøre de flamske klassikere.

Selvom det hører til i den belgiske forårssæson, er det meget anderledes end Flandern Rundt og E3 Harelbeke. De flamske løb kan inddeles i to kategorier. I den første kategori findes Flandern Rundt, Omloop Het Nieuwsblad og E3 Harelbeke, der er løb for de hårde drenge og klassikerspecialisterne. Dette er de sande flamske klassikere, der alle er designet på samme vis. Rutekortet er en kompliceret affære, hvor rytterne kører zigzag igennem et ganske lille område i De Flamske Ardenner, og hvor feltet ofte kører frem og tilbage ad de samme veje, der benyttes igen og igen. Alle de berømte hellingen, små brostensbelagte stigninger, der er kendt fra Flandern Rundt, findes på dette lille areal, og det er ganske let for arrangørerne at variere ruten fra år til år og ændre på de stigninger, der indgår.

Den anden kategori består af Scheldeprijs, Kuurne-Bruxelles-Kuurne og Gent-Wevelgem. Navnene på de to sidstnævnte dikterer meget af ruteføringen, og i stedet for at sno sig igennem De Flamske Ardenner har de mere et punkt-til-punkt-format. Det gør det vanskeligere for dem at drage fuld nytte af det lille område, der indeholder alle områdets sværeste stigninger, og derfor er løbene meget nemmere. Scheldeprijs er ganske vist ikke et punkt-til-punkt-løb, men det indeholder ikke en eneste stigning. Derfor er disse løb bedre for sprinterne end de ”rigtige” flamske klassikere.

Faktisk afvikles Gent-Wevelgem i en helt anden del af Belgien end løbene fra den første kategori. Tidligere besøgte løbet De Flamske Ardenner og indeholdt nogle af de kendte hellingen fra Flandern Rundt, men løbet er som regel styret helt uden om denne del af Belgien. I stedet kører feltet fra starten ud til Nordsøen, hvorfra de bevæger sig mod syd til den fransk-belgiske grænse. Her findes løbets ikoniske stigninger, hvoraf Kemmelberg er den klart mest kendte. Løbet ender med et langt fladt stykke til Wevelgem, og det giver sprinterne end langt bedre chance end i de fleste af de øvrige flamske klassikere.

Ikke desto mindre betragtes Gent-Wevelgem som den tredjestørste af brostensklassikerne, og selvom det aldrig har været en del af den gamle World Cup, var det sammen med netop Flandern Rundt og Paris-Roubaix det eneste af brostensløbene, der blev optaget på ProTouren, da denne forgænger til nutidens WorldTour blev etableret i 2005.

I mange år havde løbet imidlertid en uheldig placering som et midtugeløb mellem Flandern Rundt og Paris-Roubaix. Det betød, at de fleste af de store stjerner ganske vist var til start, men for mange handlede det alene om at holde sig på cyklen og holde benene i gang, og derfor stod mange af undervejs for at være klar til søndagens store slag i Roubaix.

Det ændredes i 2010, da UCI lavede en større omstrukturering af klassikerkalenderen, der delvist tjente det formål at genskabe Gent-Wevelgems prestige og skabe større synergi mellem løbene. Gent-Wevelgem blev derfor flyttet til søndagen før Flandern Rundt, og det udgør nu sammen med E3, der finder sted to dage tidligere, den perfekte opvarmning til De Ronde.

Ændringen har helt klart været gavnlig, men løbet er stadig ikke et stort mål for de største brostensspecialister. Da E3 ligner Flandern Rundt meget mere, foretrækker de store favoritter til det flamske monument at bruge fredagens løb som den store formtest, mens de mere bruger Gent-Wevelgem som et træningsløb, hvor man kan test formen for løbets stigninger, men hvor man sjældnere kører 100% for et resultat. På den anden side er løbet som regel det største brostensmål for sprinterne, der her har en sjælden chance for at vinde en stor klassiker.

I et forsøg på at gøre løbet mere attraktivt for klassikerrytterne har arrangørerne forsøgt at gøre løbet hårdere ved at tilføje flere stigninger i den kuperede zone. Ændringerne har gjort det sværere for sprinterne, men det har ikke for alvor ansporet klassikerrytterne til at køre aggressivt. Bortset fra ganske brutale udgave i 2010 og 2015, hvor vejret skabte stor udskilning, har løbet ikke været særlig selektivt trods de mange ændringer. I 2014 indså man, at man alligevel ikke kan konkurrere med E3 om at få opmærksomheden fra de helt store stjerner, og derfor er ruten nu vendt tilbage til et mere traditionelt format. Det betyder, at det igen er et støtte mål for sprinterne, et forhold, der er blevet hilst velkommen af Mark Cavendish, der som mange andre af de hurtige folk igen har gjort løbet til centrum for sin brostenssæson.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Sidste år brød man lidt med denne tendens. Som i de foregående år forekom nøglestigningen Kemmelberg to gange på ruten, men for første gang siden 1976 kørte man den ved anden passage fra den stejleste side, hvor den stiger med hele 23%. Det gav et mere selektivt løb, hvor en lille gruppe af de største specialister kunne gøre en afgørende forskel. Tilsyneladende var man begejstret for denne ændring, der bibeholdes i 2017, hvor man tillige har gjort løbet endnu hårdere ved at indlægge flere passager af de såkaldte ”plugstreets” eller ”green roads”, der er en slags ikke-asfalterede veje, der er placeret mellem de to passager af Kemmelberg.

Sidste år var det netop den nye passage af Kemmelberg, der gjorde forskellen. Ansporet af et uheldsramt E3 angreb Fabian Cancellara hårdt på nøglestigningen, og sammen med Sep Vanmarcke og Peter Sagan kørte han op til Viachslav Kuznetsov, der snedigt have foregrebet favoritternes angreb. Det lykkedes kvartetten at holde feltet bag sig, og ikke overraskende var det Sagan, der viste sig som hurtigste mand og således tog sin anden sejr i løbet foran Vanmarcke og Kuznetsov, mens Arnaud Demare slog Fernando Gaviria i feltets spurt om femtepladsen. Sagan vender naturligvis tilbage for at forsvare sin titel, og også Vanmarcke og Kuznetsov er med igen, mens Cancellara denne gang vil overvære løbet fra sin lænestol i Schweiz.

HUSK AT SÆTTE PICKS PÅ CYKELLØBET PÅ FANPICKS.DK
 

Ruten

Som sagt har arrangørerne droppet ideen om at forsøge at konkurrere med E3 om at være den perfekte generalprøve til Flandern Rundt. Uden helt grundlæggende at ændre på løbets natur vil det aldrig være muligt at designe en rute, der i hårdhed kan matche den, der findes i fredagens løb, og derfor har man siden 2014 haft et mere traditionelt, nemmere format efter flere år med forsøg på at gøre løbet hårdere. Som sagt har man imidlertid i de seneste to år introduceret et par nyskabelser, der til dels har brudt den tendens. Sidste år var det passagen af Kemmelberg fra den stejle side, der var det nye, og i år lægges dertil passagen af de ikke-asfalterede ”plugstreeets”, der vil give løbets vanskelighedsgrad yderligere en tand opad.

Sammenlignet med sidste år er distancen øget fra 242,8 til 249,2 km. Dermed er man nu endnu tættere på de største klassikere, hvad løbets længde angår, og det markerer løbets status som den tredjestørste af brostensklassikerne. Der er et par mindre modifikationer i den indledende del, men de største ændringer kommer i den kuperede zone. Antallet af stigninger er øget fra 10 til 11, og som sidste år vil Monteberg, løbets anden ikoniske stigning, kun blive passeret én gang, da beslutningen om at angribe Kemmelberg fra den anden side ved anden passage betyder, at man må skippe en af turene op ad Monteberg. Derudover er den væsentlige nyskabelse introduktionen af ”plugstrets” mellem de to passager af Kemmelberg. Afstanden fra sidste stigning til mål er uændret, og turen fra bakkerne til målet i Wevelgem er også uforandret.

Som det er tilfældet for de fleste af de løb, hvis navn udgøres af den historiske start- og målby, starter Gent-Wevelgem ikke længere i Gent, da de kortere distancer i moderne cykelsport kræver, at man finder et andet startsted. Nu om dage affyres startskuddet i byen Deinze vest for Gent, hvor man indleder det 249,2 km lange løb, hvis distance gør det til et af de længste løb på kalenderen efter de fem monumenter og VM.

Starten af løbet har altid samme format, da rytterne kører stort set stik vestpå, indtil de når Nordsøen efter ca. 86 km. Denne del af ruten er helt flad, men kan faktisk være en af de vigtigste faser af løbet. På en stille dag tjener den alene det formål at gøre løbet langt og at give et udbrud en chance for at komme fri, men hvis det er blæsende, kan løbet være dramatisk straks fra start. I 2013 blev det således splittet til atomer allerede her, og mange havde mistet alle chancer, allerede inden man havde nået kysten. Det samme skete i den episke 2015-udgave.

I Adinkerke drejer feltet til venstre og kører mod syd ned mod grænsen. Hvis vindretningen ikke var rigtig i den første del af løbet, kan den meget vel være det på dette flade stykke. Denne del fører frem til grænseregionen og indledningen på den kuperede zone, hvor de afgørende angreb skal sættes ind, og hvor man skal forsøge at komme af med sprinterne. Før man når så langt, kører man kortvarigt ind i Frankrig efter 127,7 km, efter at man har været oppe over dagens første stigning, Den Appel, der kommer efter 123,5 km, og som er en nyskabelse til årets løb.

I de senere år har Casselberg været første stigning på menuen, men den er nu taget af programmet. I stedet skal man i nabolandet op over endnu en ny stigning, Le Steen Acker, der komme efter 128,9. Sammen med Den Appel kategoriseres denne lille bakke imidlertid ikke som en helling og indgår derfor ikke på listen over de 11 officielle stigninger. Den første af disse er Catsberg, der kommer efter 135,6 km, hvor feltet har sat kursen mod øst i retning mod Wevelgem, mens man forbliver i grænseområdet. Denne del af ruten er ganske hård, idet der kommer flere stigninger hurtigt efter hinanden. Næste udfordringer er Kokerrelberg med 110,1 km til mål, Vert Mont med 107,8 km til mål og Zwarte Berg med 105,5 km. Disse stigninger kommer imidlertid længere fra mål end sidste år. En ændring af ruten betyder, at man i år gør denne del hårdere, da der kommer yderligere to stigninger lige efter disse. Det gælder endnu en passag af Zwarte Berg, denne gang fra en anden side, med 100,3 km til mål samt Le Ravensberg med 93,8 km til mål, inden man igen kører ind i Belgien, hvor den lille hillie - en stigning, der er mindre end en helling - Speelberg kommer 92,2 km fra mål.

Denne fase af løbet kræver, at man er i en god position, da der herfra stort set ikke er mulighed for at komme sig. Vejene er ekstremt smalle, og der er derfor ikke plads til at komme frem, hvis der sker splittelser. Det gør typisk løbet ekstremt stressende, og allerede fra de første stigninger ser vi typisk de første angreb, samtidig med at mange hold sætter et hårdt tempo for at trætte sprinterne.

Efter at være kommet tilbage til Belgien kører feltet frem til de tre stigninger, der definerer Gent-Wevelgem. Efter at være kørt op over den lille Speelberg med 92,2 km til mål kommer først Baneberg 82,7 km fra stregen, inden den lille hillie De Pingelaar fungerer som opvarmning til første passage af Kemmelberg, der kommer med 74,7 km til mål og efterfølges af Monteberg bare 4 km senere. Det er nu, det er tid til at skabe den første udskilning. De bedste klassikerryttere bruger ofte Kemmelberg, der er den hårdeste af stigninger, til at teste benene. Tidligere kørte man ned ad den frygtede brostensbelagte nedkørsel - som man nu kører op ad ved anden passage - men efter nogle forfærdelige styrt besluttede arrangørerne for nogle år siden at sende rytterne ned af en nemmere asfalteret vej, hvilket har øget sikkerheden betragteligt. Efter Monteberg gør man ofte en første status over situationen, men der sker ofte en regruppering. Det kan give mulighed for folk at gøre som Kuznetsov sidste år: at anticipere favoritterne, der bruger lidt tid til at omme sig.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

Rytterne kører nu ud på en lille rundstrækning, inden de vender tilbage til nøglestigningerne, og det er her, vi ser de mest interessante ændringer i forhold til sidste år. Efter at have været oppe over de små stigninger Kraaiberg og Mesenberg med henholdsvis 65,5 og 64,2 km til mål rammer man den første af de såkaldte plugstreets, der er ikke-asfalterede veje i meget åbent landskab, hvor det kan være ganske blæsende. I alt findes der tre af disse, der kommer med henholdsvis 59,5 km, 57,0 km og 54,8 km til mål. Ind i mellem de to første skal man på over den lille hillie La Hutte, og efter sidste plugstreet kommer to yderligere smååbakker, Rosenbergstraat og De Trompe. Det er usikkert, hvilken rolle de nye veje vil spille, men ifølge arrangørerne og flere ryttere er de, hvis det blæser, hårde nok til at skabe en vis splittelse, og det kan derfor være, at det er et betydeligt mindre felt end tidligere, der tager hul på de afgørende stigninger. Derfor betyder det mindre, at der i år er ca. 4 km længere mellem de to passager af Kemmelberg.

Den sidste passage af Baneberg kommer med 38,9 km til mål, hvorefter rytterne som sidste år kører op ad Kemmelberg fra den stejleste side for anden gang siden 1976. Her stiger den med maksimalt 23% og er betydeligt vanskeligere end ved første passage. Toppen nås, når der resterer 34,3 km, og igen i år skipper man Monteberg, hvormed Kemmelberg er sidste stigning. Det er typisk her, at løbet eksploderer, og det var her, at Cancellara, Sagan og Vanmarcke sidste år kørte fra.

Efter stigningerne fortsætter angrebene ofte, og mens en lille frontgruppe kan være etableret, finder der ofte en regruppering sted længere bagude. Herfra består løbet af en lang, flad tur mod øst til målet i Wevelgem. Denne del af ruten er som regel scene for et spændende forfølgelsesløb mellem udbryderne, som er kommet fri i den kuperede zone, og sprinterne, der forsøger at organisere jagten i et reduceret felt. Historien viser, at sprinterne ofte vinder slaget, men hvis sammensætningen af frontgruppen er rigtig, og vejret har gjort det hårdt, har et udbrud bestemt en chance. Som regel afgøres løbet i en spurt i en lille gruppe eller i en reduceret massespurt, men som Peter Sagan viste i 2013 kan det lade sig gøre at tage en solosejr i Wevelgem, selvom vejrforholdene ikke er er så brutale, som de var i den episke 2015-udgave, hvor Luca Paolini kom alene til stregen.

Vejret

Der findes næppe nogen klassiker, der er så følsom over for vejret, og et nøje studium af vejrudsigten er typisk en forudsætning for succes i den belgiske klassiker. Alle husker, hvordan 2017-udgaven af løbet blev afviklet under episke forhold, hvilket vidner om, hvor selektivt løbet kan være, hvis vejret er ”rigtigt”.

I år tyder det imidlertid ikke på det store drama. Søndag ventes at blive en flot forårsdag med høj solskin og en temperatur på 16 grader. Der vil kun være en let til jævn vind fra øst, hvilket giver medvind i første del af løbet, siden sidevind og primært med- og modvind i den kuperede zone. Derefter vil der være sidemodvind og til sidst modvind på stykket hjem til Wevelgem. Det vil således også være en modvindsspurt.

Favoritterne

Gent-Wevelgem er traditionelt et relativt vanskeligt løb at forudsige. Hvor man i E3 og Flandern Rundt ved, at det er de stærkeste, der overlever, er det store spørgsmål i søndagens klassiker derimod altid, om det bliver en spurt, eller om de stærkeste kan gøre så stor en forskel, at de kan holde feltet bag sig. Tidligere havde sprinterne overtaget, men i de senere år har balancen været tippet. For to år siden skyldtes det det dårlige vejr, mens det sidste år skete på baggrund af passagen af Kemmelberg fra den vanskeligste side.

I år er der to ting, der trækker i hver sin retning. På den ene side er den vanskelige Kemmelberg-passage med igen, og der er endda lagt de nye plugstreets ind, som vil bidrage til at skabe udskilning. På den anden side kunne vejret ikke favorisere sprinterne mere. For det første bliver det forrygende solskin uden megen vind, og for det andet vil der være modvind på det lange, flade stykke hjem til Wevelgem.

Læs også

Fænomenal brite vinder stor klassiker efter eksplosiv spurt

Det gør det relativt åbent, og meget vil afhænge af de taktiske overvejelser. Efter fredagens nedtur er der ingen tvivl om, at Peter Sagan er opsat på revanche, og han vil helt sikkert angribe som en gal på Kemmelberg. Derfor kan vi vente, at der her etableres en lille gruppe bestående af de stærkeste ryttere, men herefter vil alt afhænge af, hvem der er med.

Tom Boonen er sandsynligvis nøglefiguren. Hvis belgieren er med, vil han sandsynligvis have et par holdkammerater hos sig, og så vil Quick-Step være interesserede i at holde den gående. Det samme vil vær tilfældet, hvis John Degenkolb sidder der med Jasper Stuyven, og i så fald vil Sagan få hjælp. I det tilfælde er der gode chancer for, at man kan holde feltet bag sig, specielt fordi Greg Van Avermaet altid vil være ivrig efter at hjælpe, da han under ingen omstændigheder har en chance i en massespurt.

Hvis Boonen ikke kommer med, vil Quick-Step sandsynligvis satse på Fernando Gaviria, og så bliver det svært at holde feltet bag sig. Vi venter også, at Katusha vil føre for Kristoff, FDJ for Demare og Orica-Scott for Ewan, hvis australieren har overlevet. Hvis heller ikke Degenkolb er med i front, er det næsten sikkert, at det skal afgøres i en spurt. Den hårdere udgave af den kuperede zone betyder imidlertid, at det nok bliver et mindre felt, end man har set i tidligere udgaver.

I lyset af vejrforholdene tror vi mest på, at årets udgave ender i en spurt, og det får os til at sætte pengene på John Degenkolb. Tyskeren forlod ganske vist E3 uden et topresultat, men det var helt tydeligt, at han var blandt de allerstærkeste på stigningerne. Dermed bekræftede han den gode form, han allerede havde vist i Milano-Sanremo, hvor han var tæt på at kunne følge de tre bedste på Poggio, og det giver ham et perfekt udgangspunkt for et løb, der passer ham perfekt.

Degenkolb er så stærk, at det ikke kan udelukkes, at han kan køre med på Kemmelberg, og er der en mindre gruppe, der holder hjem, er det vanskeligt at forestille sig, at nogen vil kunne slå ham. Han er således en af verdens to bedste afsluttere efter et langt løb - den anden er Alexander Kristoff - og det vil netop have været hårdt, hvis det bliver en mindre gruppe. Samtidig vil han kunne have både Jasper Stuyven og Fabio Felline til at køre lead-out, selv hvis de kun sidder 7-8 mand, og det giver ham endnu bedre chancer.

Som sagt tror vi imidlertid mest på en massespurt, og også her er Degenkolb vores favorit. Som sagt er han sammen med Kristoff verdens bedste afslutter efter et hårdt løb, og her har han endda et helt fantastisk tog. Edward Theuns, Felline og Stuyven vil alle være der, hvis et reduceret felt skal afgøre det, og det er der næppe nogen, der kan matche. Derfor tror vi på Degenkolb i begge tænkelige scenarier.

Hans største rival i en spurt kunne meget vel blive Alexander Kristoff. Nordmanden har i mange år været kendt som manden, der skal slås i spurterne i klassikerne, hvor han i flere år var ubesejret. I 2016 og 2017 har han ikke spurtet helt så godt, men ved at vinde spurten om fjerdepladsen i Milano-Sanremo viste han, at han stadig ved, hvordan der skal afsluttes.

Kristoff er ikke eksplosiv nok til at køre med de bedste, når udskilningen sker på Kemmelberg, og derfor har han færre muligheder end Degenkolb. Samtidig er hans ellers meget stærke tog ikke helt så holdbart som Degenkolbs, og specielt vil han nok savne Michael Mørkøv i finalen. Kristoff er imidlertid en mester i at positioner sig og kan vente at have både Marco Haller og Baptiste Planckaert hos sig. Hvis han har de ben, han havde i Sanremo, vil Kristoff blive svær at slå i en powerspurt som denne.

Løbets hurtigste mand er Fernando Gaviria, der har vist, at han er holdbar i løb som disse. Han viste god form i Milano-Sanremo, hvor kun Kristoff var hurtigere end ham, men han skuffede i Dwars door Vlaanderen, hvor han brændte ud efter en god start. Han har endnu ikke styrken til at blande sig helt i front, når de store angriber, men han bør trods alt kunne sidde med, hvis det skal afgøres i en reduceret massespurt.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

Desværre har Gaviria vist flere gange, at han ikke har helt samme hurtighed i et hårdt løb, som han har i en traditionel massespurt. Derfor får han det muligvis svært mod Kristoff og Degenkolb. På den anden side var han ikke langt væk i Sanremo, og det viser, at han kan spurte, også efter 250 km. Hans største fordel er, at han med specielt Tom Boonen og Matteo Trentin hos sig har et par fremragende folk til at køre lead-out.

Dylan Groenewegen har ry for at være ren sprinter, men han er meget mere end det. Allerede i Omloop Het Nieuwsblad gav han prøver på potentialet, men det var specielt hans præstation i Dwars door Vlaanderen, der viste, at han har muligheder i de flamske klassikere. Mest interessant var det, at han var fuldstændig suveræn i spurten om femtepladsen, og det vidner om, at han er i stand til at afslutte efter et hårdt løb. Naturligvis er Groenewegen ikke i stand til at køre med, når de store lukker op på Kemmelberg, men han vil være i stand til overleve, hvis det skal afgøres i en reduceret massespurt. Han har for længst bevist, at han ikke behøver at frygte nogen i en spurt, og det gør ham til en af de store favoritter, hvis det hele skal afgøres mellem de hurtige folk.

Peter Sagan vil være opsat på revanche, og vi er som sagt ikke meget i tvivl om, at han vil splitte feltet til atomer på Kemmelberg. Som sagt er det bestemt ikke umuligt, at han kan finde alliancer, der gør det muligt for dem at holde hjem, men det lader sig sandsynligvis kun gøre, hvis han har selskab af et par sprintere, hvor Boonen og Degenkolb fremstår som de mest oplagte kandidater. For at vinde skal han således slå den slags folk i en spurt, og det er der bestemt ingen garanti for. Det skyldes især, at Sagan ofte har tabt spurter, han burde vinde, når de kommer efter et hårdt løb. Han viste imidlertid til VM, at han sagtens kan slå stærke folk også efter et selektivt løb, så han er bestemt ikke uden chance. Også i en massespurt vil han have gode kort på hånden, men her vil han være oppe mod hurtigere folk og må formodes at være mere træt end rivalerne, hvis han har været involveret i en offensiv. Derfor er Sagan for en gangs skyld ikke topfavorit.

Tom Boonen viste i E3, at han er langt bedre end for et år siden, og han lignede næsten sit gamle jeg. Hans angreb på Taaienberg var stærkt, og det kunne lige så godt have været ham, der var kommet med i det rigtige udbrud. Det giver ham mod til at forsøge at køre med de bedste på Kemmelberg, og det burde han være i stand til. Sker det, vil han sandsynligvis have flere holdkammerater til at støtte sig, og mens de angriber Sagan, Van Avermaet og co., kan Boonen spare sig til en evt. spurt. Han har altid været en stærk afslutter efter et hårdt løb og behøver bestemt ikke frygte Sagan. Han vi også få chancen i en massespurt, hvis løbet bliver for hårdt for Gaviria.

Arnaud Demare har haft en fantastisk sæson og har tydeligt vist, at han har taget et skridt op ad stigen. I Kuure og Paris-Nice viste han, at han er blevet langt mere holdbar, og samtidig har det længe været kendt, at han er en af de bedste afsluttere efter et hårdt løb. Han er måske ikke helt så stærk som Kristoff og Degenkolb, der har denne typer spurter som sit speciale, men så sent som i Milano-Sanremo viste han, at han sagtens kan vinde, hvis det skal afgøres i en spurt. Vi tror, at Kemmelberg er for svær til, at han kan køre med de bedste, men i en reduceret massespurt er han en af favoritterne. Hans store problem er positionskampen, idet det er usikkert, om FDJ vil kunne hjælpe ham meget i det, der altid har været hans svaghed.

I E3 viste Sonny Colbrelli, at hans potentiale i de flamske klassikere er kolossalt. Han mangler stadig erfaring i positionskampen, men det er blot et spørgsmål om tid, inden han kører med de bedste. Vi vil ikke udelukke, at han kan køre med på Kemmelberg, og under alle omstændigheder vil han være klar til at tage sine chance i en reduceret massespurt. I både E3 og Paris-Nice har han dokumenteret, at han kan slå de rene sprintere, når løbet har været hårdt, og det giver ham gode chancer i et løb som dette.

Caleb Ewan overraskede alle i Milano-Sanremo, hvor han i sin debut sad med de allerbedste. Han havde ikke sit sædvanlige punch i spurten, men det vidner om, at han er ved at blive mere holdbar. Dwars door Vlaanderen var imidlertid for svært for ham, og vi tvivler på, at han vil være i stand til at hænge på i Gent-Wevelgem, der er endnu sværere. Sanremo viste imidlertid, at han er i stand til at overraske, og selvom han netop vil have sin sædvanlige spurtstyrke til sidst, er han så god en sprinter, at han ikke vil være uden chancer.

I E3 var vi dybt imponerede over Sacha Modolo, der for andet løb i træk pludselig sad med de bedste på stigningerne. Italieneren viser i disse dage nye sider af sit store talent, og det indikerer, at han kan blive en fremtidig trussel i disse løb. Det betyder også, at han har gode muligheder for at ankomme til en massespurt langt friskere end rivalerne. Da han samtidig i år har spurtet betydeligt bedre end i 2016, som var et skidt år, er der noget, der tyder på, at han måske kan genfinde formen fra 2015, hvor han var i stand til at slå de hurtige folk i dette løb.

Greg Van Avermaet går ind til løbet med forrygende selvtillid efter præstationen i E3, og det betyder, at han måske vil være lidt mere tilbagelænet i dette løb. Alligevel vil han helt sikkert køre med de bedste på Kemmelberg, og hvis en mindre gruppe holder hjem, vil han have sine muligheder. Dette er det af de store brostensløb, der passer ham dårligst, og det synes usandsynligt, at han kan vinde en flad spurt mod folk som Sagan, Boonen og Degenkolb. Han har imidlertid før slået hurtigere folk efter et hårdt løb, og med den nuværende form skal man aldrig afskrive den olympiske mester.

Hvis en mindre gruppe skal afgøre det, er der gode muligheder for, at Quick-Step vil sidde i markant overtal. Det kan åbne døren for nogle af deres gode klassikerfolk Matteo Trentin, Zdenek Stybar og Niki Terpstra , der alle er stærke nok til at køre med de bedste på Kemmelberg. I en lille gruppe vil de kunne angribe på skift, og så er de alle i stand til at udnytte overtallet til at vinde. Specielt har Trentin gode muligheder, fordi han også kan vinde en spurt, hvis hverken Boonen eller Gaviria er med.

Endelig vil vi pege på Jasper Stuyven. Belgieren var stærk i dagens E3 indtil lyset pludselig gik ud. Han viste imidlertid igen, at han er en af de bedste på den belgiske hellingen, og også han er derfor stærk nok til at sidde med på Kemmelberg. Her vil han skulle køre for Degenkolb, men hvis kaptajnen ikke er kommet med, vil han kunne køre sin egen chance. Han har før slået ganske hurtige folk i en spurt, og selvom det bliver svært at få ram på folk som Sagan og Boonen, er det bestemt ikke umuligt for en mand, der har vundet en reduceret massespurt i Vueltaen.

***** John Degenkolb

**** Alexander Kristoff, Fernando Gaviria

*** Dylan Groenewegen, Peter Sagan, Tom Boonen, Arnaud Demare

** Caleb Ewan, Sacha Modolo, Greg Van Avermaet, Matteo Trentin, Zdenek Stybar, Niki Terpstra, Jasper Stuyven

* Oliver Naesen, Michael Matthews, Magnus Cort, Fabio Felline, Moreno Hofland, Jens Debusschere, Edvald Boasson Hagen, Jurgen Roelandts, Luke Rowe, Christophe Laporte, Daniele Bennati, Roy Jans, Sam Bennett,  Alexey Lutsenko,

HUSK AT SÆTTE PICKS PÅ CYKELLØBET PÅ FANPICKS.DK
 

Danskerne

Størst forhåbninger skal vi have til Magnus Cort, der deler kaptajnrollen på Orica-Scott med Caleb Ewan. Australieren er nummer 1 i hierarkiet, men falder han fra undervejs, vil Cort få chancen i en spurt, hvor han vil få støtte af Christopher Juul. Matti Breschel kan muligvis også køre sin egen chance på Astana, hvor Michael Valgren skal forsøge at køre med de bedste, når der angribes på Kemmelberg. Michael Mørkøv spiller en nøglerolle som lead-out man for Alexander Kristoff. Søren Kragh skal hjælpe Michael Matthews o en eventuelt spurtm og det samme skal Lars Bak på et Lotto-hold, der føres an af Jens Debusschere, Moreno Hofland og Jurgen Roelandts.