Optakt: 20. etape af Giro d’Italia

Ruten

Den italienske geografi giver Giro d’Italia-arrangørerne den store fordel, at man kan have store bjergetaper helt frem til allersidst. Hvor man først i de senere år er begyndt at trodse den logistiske udfordring og transportere hele cirkusset til Paris efter en afsluttende bjergetape bare 24 timer før afslutningen af Tour de France, har det forhold, at mål ofte har ligget i Milano, betydet, at Giro-arrangørerne uden de store problemer har kunnet afvikle den sidste store bjergetape på næstsidste dag. Det bliver også tilfældet i år, hvor klatrerne får en sidste chance for at vinde afgørende tid inden enkeltstarten på en brutal etape, der indeholder den frygtede stigning Monte Grappa, men som slutter med 15 flade kilometer, der kan anspore til lidt mere defensiv kørsel.

I alt skal der tilbagelægges 190 km mellem Pordenone og Asiago. Startbyen er placeret på Po-sletten, og derfor er første del af etapen helt flad, mens man bevæger sig mod sydvest frem til den første spurt i Conegliano efter 30,5 km. Her venter den lille, stejle kategori 4-stigning Muro di ca’ del Poggio (11 km, 12,7%, max. 18%), der har top efter 37,3 km og indleder en rejse mod vest og nordvest. Herefter er terrænet hovedsageligt fladt med nogle enkelte mindre bakker, indtil det bliver helt fladt, når man kører mod nord frem til den sidste spurt i Feltre efter 91,3 km.

Etapens karakter ændres her mærkbart, idet man nu kører mod sydvest frem til bunden af det frygtede kategori 1-bjerg Monte Grappa, der bestiges fra sin nordlige side, og senest blev besøgt i 2014, hvor Nairo Quintana slog Fabio Aru i en fantastisk bjergenkeltstart på dets skråninger. Stigningen er 24,2 km lang og stiger med 5,3% i gennemsnit efter at have nået et maksimum på 11% i bunden. De første 8,5 km er de hårdeste, idet de stiger med et gennemsnit på 7,8%, men herefter flader det ud. Efter et kort, lidt stejlere stykke midtvejs, følger fire næsten helt flade kilometer, der endda byder på et par nedkørsler, inden de sidste knap fire kilometer stiger med 5,9%.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Toppen nås med 67,3 km til mål, hvorefter der venter en teknisk meget svær nedkørsel. Herefter fortsætter man ad en flad vej mod nordvest frem til bunden af løbets sidste stigning, kategori 1-stigningen Foza. Den stiger med 6,7% i gennemsnit over 14 km og når et maksimum på 11% et par kilometer fra toppen. Efter en let start er det en meget regulær stigning, hvor procenten stort set konstant ligger på 6-8. Toppen kommer med 14,8 km til mål, og de foregår i en vestlig retning gennem småkuperet, hovedsageligt fladt terræn. I de sidste 5 km falder det hovedsageligt frem til de sidste 400 m ad brede, gode veje. Der er flere rundkørsler i Asiago, og der er fire skarpe sving på de sidste 2 km. Det sidste kommer med 450 m til stregen, hvorefter det stiger let på en 7 m bred vej.

Asiago har været målby fire gange tidligere med Pesenti (1930), De Vlaeminck (1970), Konyshev (1993) og Fontanelli (1998) som vindere. Derudover har byen været besøgt af Baby-Giroen i 2009, 2011 og 2012, hvor henholdsvis Peter Kennaugh, Marco Zanotti og Mattia Pozzo sejrede.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Vejret

Det gode vejr fortsætter helt frem til slut. Også lørdag bliver en smuk solskinsdag, hvor temperaturen i mål vil nå 19 grader. Der vil være en let vind fra syd. Der giver en dag med sidevind det meste af dagen. Der vil være modvind på Monte Grappa og nedlørslen og sidemedvind på den sidste stigning. Der vil være sidemodvind på det sidste flade stykke, men det bliver gradvist mere modvind på de sidste 4,5 km. Der vil være sidevind på opløbsstrækningen.

Analyse af 19. etape

For et år siden skulle Steven Kruijswijk blot overleve tre etaper, da han startede 19. etape af Giro d’Italia som løbets suveræne konge, og han havde udsigt til endelig at sikre Holland deres første sejr i den italienske grand tour. Alt faldt imidlertid sammen efter en dum kørefejl på nedkørslen fra Colle dell’Agnello, og Kruijswijk endte endda med end ikke at komme på podiet.

Gentager historien sig nu for hollænderne? Efter sin magtdemonstration i går lignede de sidste tre dage næsten en walkover for Tom Dumoulin, der som sin landsmand stor på tærsklen til endelig at tage den forløsende hollandske triumf, og selv hans værste rivaler lignede folk, der på forhånd havde opgivet at detronisere løbets suveræne førstemand.

Igen blev 19. etape imidlertid scenen for afsløringen af de første sprækker i et ellers ubrydeligt hollandsk panser. For første gang siden starten på Sardinien viste Dumoulin svaghedstegn, og det lignede kortvarigt en regulær katastrofe, der kunne have kostet ham alt. Heldigvis for de hollandske drømme formåede han at holde hovedet koldt, drage maksimal nytte af hjælpen fra en imponerende Simon Geschke og siden køre en enkeltstart til toppen, der akkurat holdt ham inde i kampen om den samlede sejr.

Dumoulin er nu ikke længere i lyserødt, men han må stadig betragtes som løbets reelle førstemand. Normalt bør han ikke have problemer med at tage den nødvendige tid på Nairo Quintana på en helt flad enkeltstart over 30 km, også selvom han ikke længere er frisk. Problemet er, at der stadig udestår en meget svær bjergetape, og alt afhænger af, hvordan vi skal læse Dumoulins krise. Var der bare tale om den frygtede dårlige dag? Eller er der tale om, at han nu betaler prisen for tre ugers hårdt cykelløb? Han har ikke råd til at tabe meget mere tid, da den sidste enkeltstart ikke kan skabe de samme forskelle som den længere 10. etape.

Som vi har påpeget utallige gange har det helt store spørgsmål i årets Giro været, om Dumoulin kunne klare mosten i tre uger. Det er således blot anden gang, at han kører klassement i en grand tour, og sidste gang blev løbet akkurat én dag for langt. Desværre har vi ikke noget sammenligningsgrundlag, da han i Vueltaen knækkede dagen før Madrid. Derfor aner vi ikke, om han havde diamanter i benene igen dagen efter, eller om han reelt var faldet helt sammen.

Hvad der er tilfældet denne gang, får vi først svar på lørdag, men det er ikke ukendt for Dumoulin at have dårlige dage. Eksempelvis klagede han sidste år under Touren over dårlige ben bare et par dage inden sin store sejr på Andorra. Derfor kan han sagtens være tilbage på toppen i morgen. På den anden side er det nyt for ham at skulle køre så hårdt på selv på sine dårlige dage, og end ikke han selv ved, hvordan kroppen vil reagere.

Foreløbig har han ikke pakket noget ind og er ikke kommet med undskyldninger. Selvom der længe gik vedholdende rygter om, at hans krise tidligt på etapen skyldtes et angreb under en tissepause, har han hurtigt lagt de beskyldninger i graven. Også her var der tale om dårlige ben, der betød, at han sad alt for langt tilbage, og det er naturligvis bekymrende med tanke på 20. etape, at han åbenbart har været elendigt kørende hele dagen. Allerede her kunne man imidlertid få en ide om, at noget var galt. Således lignede det slet ikke den gamle Dumoulin, da hullet til de øvrige favoritter skulle lukkes på stigningen midtvejs.

Det paradoksale er, at der ikke står en ny konge klar til at overtage Dumoulins trone. Det er velkendt, at bjergetaper i den tredje uge ofte ender som fusere, fordi alle er så trætte, at ingen kan gøre forskellen. Alligevel er det svært at huske en etape, hvor alle favoritterne har været så meget på knæ, som det var tilfældet i dag. Det var helt tydeligt, at hverken Vincenzo Nibali eller Nairo Quintana, der ellers er kendt for deres evner mod afslutningen af en grand tour, har blot det mindste overskud, og de havde nok at gøre med bare at følge med. I en situation, hvor Dumoulin var på sammenbruddets rand, ville de naturligvis have kørt ham ud af klassementet, hvis de kunne, men det var de ikke i stand til.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

I stedet er det nu Thibaut Pinot, der fremstår som manden med det største overskud. Efter i anden uge uafbrudt at have klaget over dårlige ben og efter at have været dybt skuffet over sit niveau synes tingene at være vendt rundt for franskmanden, der dermed igen viser, at hans dieselmotor er perfekt til et tre uger langt etapeløb, og at hans hidtidige fiaskoer i højere grad skyldes psykologi end fysik. Ganske vist er heller ikke han brillant, men for anden dag i træk så han friskere ud end i hvert fald både Nibali og Quintana.

Det må få ham til at lugte blod. I går indrømmede han, at det måske var lige vel optimistisk stadig at drømme om podiet, men nu kan han pludselig gå efter endnu mere. Selvom han skuffede på 10. etape er han på papiret en bedre enkelstartsrytter end både Nibali og Quintana - også selvom ruten i Milano næppe kunne have passet ham dårligere - og allerede nu er han i en position, hvor det kun er Dumoulin, der ville forhindre ham i at kunne gå efter sejren, hvis de skulle køre enkeltstart allerede i morgen. Kan han skære yderligere et par sekunder af og endegyldigt knække Dumoulin, kan Pinot sagtens ende som en vinder, de færreste havde gættet på bare for 24 timer siden.

Også Domenico Pozzovivo og Ilnur Zakarin har tydeligvis et gear mere end de største favoritter, hvilket er yderst lovende specielt for russeren. Det har længe været klart, at han er et af feltets største talenter, men hans egenskaber som grand tour-rytter har stadig været omgærdet af nogen usikkerhed. I dette løb har han vist, at han endda er i stand til at peake i den tredje uge, og hvis man samtidig ihukommer hans store alsidighed, er det bestemt ikke uden grund, at Katusha tror på, at de har den næste russiske grand tour-vinder på deres hold.

Det er imidlertid hverken Zakarin, Pinot eller Pozzovivo, der er løbets aktuelt stærkeste rytter. Det er svært at argumentere imod, at Mikel Landa i øjeblikket er i en klasse for sig, og selvom han i dag naturligvis er en glad mand, må det stadig gøre ondt langt i sjælen at tænke på, hvad det ikke kunne være blevet til, hvis det ikke havde været for en dum motorcykel for knap to uger siden. Landa ligner igen den rytter, der for to år siden kunne have vundet samlet, hvis han havde fået den nødvendige opbakning fra sit hold, og det var ganske imponerende at se, hvordan han på dagens etape i lange perioder faktisk kørte stærkere end favoritterne.

Man kan naturligvis med nogen ret indvende, at Landa ikke har kørt fuld gas hver dag som de øvrige favoritter. På den anden side er det siden sidste lørdag kun på søndagens 15. etape, at han tog sig en slapper - og her endte han alligevel tæt på favoritterne. Hvis man samtidig husker, at han kørte en af sit livs to bedste enkeltstarter på 10. etape, hvor han ellers ikke havde noget at køre for, må det være helt rimeligt at hævde, at Landa havde haft en reel vinderchance, hvis ikke han var blevet ramt af uheld. Husk på, at han på 14. etape viste, at han også kan begå sig med klassementsrytterne i en direkte dyst. Dermed bør han i det mindst have begravet de røster, der har ment, at hans tid som grand tour-rytter er talte, og mon ikke Sky efter denne præstation giver ham endnu en chance i næste års Giro?

Endelig fortjener også Rui Costa en kommentar. Som ung rytter syntes portugiseren at være næsten umulig at besejre på grand tour-etaper, hvor han udviklede sig til en af de mest stabile etapejægere med hele 3 sejre i Touren. Efter sine kiksede forsøg som klassementsrytter er han nu tilbage i den rolle, men han har tilsyneladende mistet sin killer-instinkt. Sidste år blev det til en andenplads i Touren i en sæson, hvor han havde et utal af fine placeringer, men akkurat ikke vandt. I år har han med flere sejre haft et godt forår, men i denne Giro er han tilbage i sin rolle som den evige toer. Således er det hidtil blevet til tre andenpladser for den portugisiske klasserytter, der efterhånden må være dybt frustreret over, at han ikke kan bryde den forbandelse, der tilsyneladende hviler over den tidligere sejrsmaskine.

Favoritterne

Efter 18. etape, hvor de næsten var klar til at kaste håndklædet i ringen, antydede Nairo Quintana og Vincenzo Nibali kraftigt, at de havde planer om at iværksætte et sidste stort angreb på Tom Dumoulin på Monte Grappa, det sidste virkeligt store bjerg i årets Giro. På 20. etape kommer det frygtede bjerg så tidligt, at det kunne benyttes til en storstilet offensiv, som måske kunne knække Dumoulin definitivt.

Dagens begivenheder kan have ændret de planer drastisk. Naturligvis skal der fortsat vindes tid på Dumoulin, men nu er behovet ikke længere større, end det kan klares på sidste stigning. Hvis afstanden mellem de to er uforandret inden enkeltstarten, kan de begge reelt gøre sig håb om den samlede sejr, og da en storstilet offensiv fra distancen kan ende med at koste alt - der er trods alt et pænt dalstykke mellem de to store bjerge - tvivler vi på, at de to forhåndsfavoritter tør løbe den risiko, specielt fordi det var tydeligt på dagens etape, at de slet ikke har det overskud, de havde turdet håbe på.

For dem, der havde håbet på et storslået slag allerede på en af Italiens mytiske stigninger, er der derfor nok udsigt til en skuffelse. Det tætte klassement må nødvendigvis betyde, at risikovilligheden er mindre. Hvis nogen skal forsøge sig fra distancen, er det sandsynligvis Steven Kruijswijk, der ikke har meget at miste, men de store navne vil sandsynligvis være tilfredse med at sætte et hårdt tempo. Det gælder Bahrain, Movistar og FDJ samt Adam Yates’ Orica-mandskab, der meget gerne vil af med Bob Jungels inden sidste bjerg.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Det betyder ikke, at det ikke bliver en taktisk dag, tværtimod. Med et fladt stykke i finalen kan det vise sig at være guld værd at få ryttere med i det tidlige udbrud. Samtidig er der klart en chance for, at udbruddet rent faktisk kan ende med at skulle køre om etapesejren, og derfor bliver det endnu en angrebsfest fra start. Denne gang er indledningen imidlertid flad, og det gør det til et lotteri at forudsige, hvem der kommer med. For de klatrere, der drømmer om at vinde etapen, er det i hvert fald ikke ideelt, og deres chancer er betydeligt mindre, end de var på dagens etape.

På disse etaper ser man imidlertid meget ofte, at der kører en kæmpestor gruppe nærmest med det samme, fordi alle hold er interesserede i at have folk foran. Det kunne meget ske igen, at vi får et udbrud med repræsentation fra næsten alle hold, inkl. Sunweb, Bahrain, FDJ og Movistar. De vil naturligvis samarbejde dårligt, men da alle har en interesse i, at de får et vist forspring, vil det være op til Movistar at sætte et roligt tempo.

Det store spørgsmål er, hvem der skal optage jagten. Quintana og Nibali har begge deres etapesejr og behøver ikke længere nødvendigvis bonussekunderne. Til gengæld er Pinot fortsat tomhændet, og der er ingen tvivl om, at han føler, at han har momentum. I dag kørte FDJ en meget imponerende etape, da det hele splittede i indledningen, og de har sandsynligvis så meget tro på deres kaptajn, at de vil begynde at jagte.

På Monte Grappa vil FDJ, Bahrain, Orica og Movistar have en interesse i at holde højt tempo, men bortset fra et muligt angreb fra Steven Kruijswijk eller Adam Yates, tror vi ikke, at favoritterne vil røre på sig, specielt fordi de vil have modvind. I stedet vil de prøve at slide Dumoulin op, og hvis hollænderen vitterligt er færdig, kan det sagtens ske, at han bliver sat til vægs allerede her. I så fald er det svært at forestille sig, at han vil komme tilbage, og så kan det hele meget vel ende som et deja-vu af 2015-Vueltaen, hvor han kørte en lang, ensom enkeltstart til mål på løbets sidste bjergetape.

I sidste ende tror vi, at FDJs sult efter en etapesejr betyder, at favoritterne ender med at skulle køre om det på Foza-stigningen. Det er ingenlunde løbets sværeste stigning, og normalt vil forskellene være små. På dette tidspunkt handler det imidlertid om at have noget i benene og er der en mand med betydeligt mere overskud end rivalerne, er det bestemt muligt at vinde lidt tid. Det flade stykke til mål er ikke nødvendigvis nogen ulempe, fordi det vil være meget svært at organisere en jagt - bare tænk på gårsdagens finale - og derfor kan det faktisk vise sig at være en fordel for en enlig rytter.

Selvom vi venter et klassementsslag, tror vi ikke, at det bliver en klassementrytter, der vinder. Tværtimod ligner Mikel Landa løbets stærkeste rytter, og selvom han i dag fik sig en sejr, er han næppe mæt endnu. Vi føler os ikke overbeviste om, at han igen vil give sig i kast med et udbrud, men han må til gengæld være lidt opsat på at se, om ikke han kan slå favoritterne i en direkte dyst. Ganske vist brugte han mange kræfter på de seneste etaper, men der er intet, der tyder på, at han er træt. På dette tidspunkt handler det om, hvem der har friskhed, og det har Landa tilsyneladende endnu. Samtidig har han den taktiske fordel, at han er ude af klassementet, og derfor vil der ikke være mange, der reagerer, når han angriber. Hvis man dertil lægger, at han er hurtig på stregen - i hvert flad, hvis han ikke kører med hovedet under armen - har han alle muligheder for at vinde. Da han også kan gøre det i et tidligt udbrud, tror vi, at han gentager Fabio Arus bedrift fra 2015 ved at vinde de to sidste bjergetaper på 19. og 20. dag.

Hvem af favoritterne kan følge Landa? På de seneste to etaper har Thibaut Pinot været stærkeste mand. På 19. etape fik han naturligvis lidt frihed forærende, men i dag var Nibali og Quintana kørt med, hvis de kunne. Derfor er det svært ikke at argumentere for, at Pinot har det bedste momentum, og han har vist, at han har stabiliteten i den tredje uge. Samtidig er han blandt klassementsrytterne måske den hurtigste i en spurt, og det øger blot hans chancer, hvis han skulle have lidt selskab i finalen.

Efter det, der lignede en mindre god dag på 19. etape, viste Ilnur Zakarin igen i dag, at han er en af de mest friske ryttere på dette sene tidspunkt. Således var russeren klart en af de stærkeste i dagens finale, hvor han var meget tæt på at køre Pinot ind mod slutningen. Derfor er det også meget muligt, at han kan vise sig som stærkeste mand i finalen, og da også han er relativt hurtig på stregen, er chancerne for sejr gode. Samtidig har han den fordel, at han modsat Pinot nok har en anelse frihed, som han har vist, at han er i stand til at udnytte til fulde.

Det samme har Domenico Pozzovivo, der nøjagtig som Pinot og Zakarin har angrebet i finalen på de seneste to etaper. Også han har vist, at han er en af de friskeste i løbet, og det gør ham til en oplagt vinderkandidat. Det lange flade stykke taler imidlertid ikke til hans fordel, og han har den udfordring, at han ikke er hurtig på stregen. Til gengæld er han den i top 6, som rivalerne frygter mindst, og det kan lige netop være det kort, der giver ham mulighed for at snige sig væk i finalen.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Den store joker er naturligvis Tom Dumoulin. Som vi har diskuteret ovenfor, er det store spørgsmål, om dagens præstation var udtryk for en dårlig dag eller et større kollaps. Som sagt er det ikke uset for Dumoulin, at han i andre løb har rejst sig efter en halvsløj præstation, og det kan bestemt ske igen, selvom det naturligvis er mindre sandsynligt i en grand tour. Hidtil har han været løbets i særklasse stærkeste mand, og er han tilbage ved fordums styrke, vil det ikke overraske os, hvis han kører hjem til en solosejr. Dertil kommer, at han vil være en af favoritterne, hvis det skal afgøres i en spurt.

Hidtil har Adam Yates ikke været på sit topniveau, men i dag kørte han sin måske hidtil bedste etape. Australieren er tydeligvis ikke stærkeste mand, men som man har set de sidste to dage, er det ikke nødvendigvis den bedste, der vinder. Yates er så langt efter, at ingen af de øvrige ryttere i top 10 er specielt bekymrede for ham, og hvis nogen er en mester i at time et angreb, er det ham. Specielt er han meget farlig på det flade stykke, som ikke bliver nemt at kontrollere. Endelig er han hurtig i en spurt, så skulle favoritterne komme samlet til mål vil han være klar til at tage sin chance.

Bauke Mollema er ganske optimistisk. Efter et par halvsløje dage har han været ganske stærk de sidste par dage, og ikke mindst i dag så han godt ud. Han er ude af podiekampen, men han er i stand til at blive hos favoritterne. Han har vist, at han ikke er bange for at angribe, og på det flade stykke kan det sagtens være ham, der sniger sig væk til en sejr.

Naturligvis skal også Vincenzo Nibali og Nairo Quintana. Begge kan ikke længere benægte, at de er langt fra deres topniveau, og i dag var de helt færdige i finalen. Naturligvis er de stadig blandt de stærkeste, men det er svært at se, at de skal kunne vinde denne etape. Intet tyder på, at en af dem er i stand til at køre alene hjem, og ingen af dem er hurtige i en spurt. Samtidig får de ingen frihed, og derfor kræver det, at en af dem har en superdag, hvis det skal blive til etapesejr.

Skulle et udbrud holde hjem, er det som sagt lidt af et lotteri at forudsige, hvem der vil komme afsted i en flad indledning. På den anden side skal man være ekstremt stærk for at vinde så svær en etape, og på dette tidspunkt er der mange gengangere, fordi det handler om, hvem der har noget tilbage. Denne gang er stigningerne ikke så stejle, og den indledende del samt den flade afslutning favoriserer også lidt mere kraftfulde ryttere. Derfor vil vi pege på Rui Costa, Tejay van Garderen, Stef Clement, Patrick Konrad og Diego Rosa som gode kandidater, idet de alle har været stærke i denne uge. Det samme har Jan Hirt, men han får måske svært ved at komme afsted i den flade fase.

Feltet.dks vinderbud: Mikel Landa

Øvrige vinderkandidater: Thibaut Pinot, Ilnur Zakarin

Outsidere: Domenico Pozzovivo, Tom Dumoulin, Adam Yates, Bauke Mollema

Jokers: Vincenzo Nibali, Nairo Quintana, Rui Costa, Tejay van Garderen, Jan Hirt, Diego Rosa, Patrick Konrad, Stef Clement