Optakt: Tour of Utah

Løbets rolle og historie

I mange år har amerikanske ryttere været blandt de bedst i verden, men landets internationale løbsscene har ikke været i stand til at matche udviklingen hos landets atleter. Kombinationen af den lange distance til cykelsportens europæiske kernelande og en kalender fyldt med traditionelle, veletablerede løb i cykelsportens traditionelle topnationer har gjort det svært for mange amerikanske løb at tiltrække stærke internationale startfelter.

Det skyldes nu ikke mangel på forsøg. Coors Classic var en stor begivenhed i 1980erne, men forsvandt fra kalenderen efter 1988-udgaven. Tour de Georgia syntes at have etableret sig selv som en årligt tilbagevendende begivenhed i april, indtil det pludselig forsvandt i 2008. Tour of Missouri havde store succes i et par år, men heller ikke det kunne sikre den nødvendige finansiering til at overleve. Som det seneste eksempel havde USA Pro Challenge virkelig slået sit navn fast på allerhøjeste niveau og var klar til at udfordre Tour of California som landets største løb, men 2015-udgaven blev den sidste. I år forsøges der med nye løb i Colorado og Virginia i august, men det udestår at se, om de har længere levetid end deres forgængere.

Den store succeshistorie er naturligvis Tour of California, der hurtigt etablerede sig som Nordamerikas største løb og nu endda er blevet en del af WorldTouren. Der er imidlertid endnu et løb, der med succes har taget springet til UCI-niveauet. I 2017 går Tour of Utah ind til sit syvende år som UCI-løb, og det har fundet en perfekt rolle på kalenderen, som har gjort det muligt for arrangørerne at holde det i live.

Læs også

Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege

Modsat løbet i Californien, der fra start blev etableret som et UCI-løb, startede Tour of Utah som et amatørløb under navnet Thanksgiving Points Stage Race i 2000. Det fik dets nuværende navne i 2004 og dets nuværende ejere i 2007, efter at løbet var kommet på UCI-kalenderen med 2.2-status i 2006. Som mange andre fandt man springet svært, og man måtte aflyse 2007-udgaven som følge af finansielle problemer. De nye arrangører havde imidlertid held til at redde løbet, og efter to år på den nationale kalender tog man det store spring til topniveauet, da det i 2010 blev afviklet som 2.1-løb. Siden da har det haft deltagelse af WorldTour-ryttere, og for tredje år i træk vil det i år endda være et 2.HC-løb på den internationale kalender.

Det er intet tilfælde, at løbet har etableret sin position. Med en placering i første uge af august kommer løbet som en perfekt mulighed til at genstarte sæsonen efter en sommerpause, og den bjergrige rute gør det tillige til et oplagt forberedelsesløb til Vuelta a Espana. Modsat USA Pro Challenge og de nye løb i Colorado og Virginia senere på måneden giver løbet mulighed for, at man kan nå tilbage til Europa og kommer over sit jetlag, inden starten på den spanske grand tour, og dermed tilbyder løbet et alternativ til Vuelta a Burgos og andre etablerede europæiske løb, specielt fordi det kan kombineres med en træningslejr i højderne forud for løbet.

Og det er netop højden, der gør det til den perfekte forberedelse. Løbet inkluderer flere stigninger i mere end 3000 m højde, og derfor kan det fint gøre det ud for en del af en traditionel højdetræningslejr. Rytterne kan tilbringe et par uger i Utah og derefter afslutte træningen med et løb på højeste niveau med masser af bjerge. Højden og evnen til at tilpasse sig de vanskelige forhold har altid spillet en stor rolle i løbets udfold.

Ikke desto mindre er løbet hovedsageligt en amerikansk affære. De deltagende WorldTour-hold er hovedsageligt dem med en stærk amerikansk forbindelse, og vinderlisten er domineret af lokale ryttere. Løbet synes dog langsomt at opnå et stadig bedre internationalt ry, og for andet år i træk kan man præsentere et relativt internationalt felt. Således vil der være deltagelse af de europæiske hold Nippo-Vini Fantini, Caja Rural og Bardiani, men desværre synes startlisten at svagere end tidligere år, idet BMC vil være eneste WorldTour-hold i feltet.

Løbet handler stort set udelukkende om klatring, og det har i de senere år været det eneste store amerikanske etapeløb uden en enkeltstart. Dermed er det et af de få løb, en ren klatrer kan gå efter, ikke mindst fordi bjergene er både stejlere og sværere end de mange relativt moderate opkørsler, der ellers præger de amerikanske løb, og fordi man hverken behøver bekymre sig om megen stress på de flade etaper eller tidskørslen. De brede veje i Amerika gør det hele meget mere afslappet, og det er i høj grad evnen til at håndtere stigningerne og højderne, der afgør løbet. Det vil det også være i år, hvor der ellers igen er en tidskørsel på programmet, men da der er tale om en bjergenkeltstart, vil det ikke ændre på løbets karakter.

Den karakter afspejles i udfaldet af sidste års løb. Her lykkedes det klatreren Lachlan Morton med en storslået solooffensiv på Empire Pass på sidste etape at tilbageerobre den førertrøje, han dagen forinden havde tabt til Andrew Talansky på den traditionelle kongeetape til Snowbird Ski Resort. Dermed sikrede han sig den samlede sejr foran supertalentet Adrien Costa, der også gik forbi Talansky, for hvem en tredjeplads blev det skuffende udkomme. Mortons og Talanskys hold deltager ikke i år, og de vender derfor ikke tilbage. Det gør heller ikke Costa, der højst overraskende har sat sin karriere på pause.

Ruten

Mens Tour of California ofte varierer deres rute ganske meget og veksler mellem forskellige sammensætninger af velkendte nøgleetaper, har Tour of Utah-arrangørerne ofte været meget traditionsbundne i deres rutedesign. Ikke siden 2012 har der været et tidskørsel på programmet, og i stdet har man i overensstemmelse med løbets ry som et bjergløb ladet det hele blive afgjort på stigningerne. Efter fem kuperede etaper i den indledende del, hvoraf højst én har været afgørende for klassementet, har det været de klassiske etaper i weekenden, der har været afgørende. Det gælder lørdagens traditionelle kongeetape med mål ved Snowbird Ski and Summer Resort samt den korte, intense sidste etape med Empire Pass og en halsbrækkende nedkørsel til Park City som afslutning.

I år har man imidlertid rystet posen godt og grundigt, og for første gang i seks år vil der endda være en enkeltstart på programmet. Det betyder dog ikke, at tempospecialisterne skal glæde sig for tidligt, idet der er tale om en 9 km lang bjergenkeltstart på løbets tredje dag, og dermed er der fortsat tale om et løb for rene klatrere. Selvom man denne gang har droppet den afsluttende etape med Empire Pass, er løbet ikke blevet meget nemmere, idet der denne gang helt usædvanligt er to bjergafslutninger på programmet. Det gælder selvfølgelig igen lørdagens kongeetape til Snowbird, men denne gang vil man allerede på andendagen få mulighed for at teste bjergbenene på en ny bjergfinale til Snowbasin.

De øvrige etaper ventes at være muligheder for sprintere og udbrydere. Sprinterne vil håbe at få deres chance på 1. og 4. etape - også selvom sidstnævnte byder på en nyskabelse i form af grusveje - mens femte etape er en klassiker, der typisk ender i en reduceret massespurt. I år afsluttes løbet med det velkendte rundstrækningsløb i Salt Lake City, der er på programmet hvert andet år, og hvor klassikerryttere, puncheurs og udbrydere håber på at kæmpe med om sejren.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

1. etape

Selvom Tour of Utah er kendt som et bjergløb, byder det også altid på etaper med flade finaler. De fleste af disse inkluderer dog undervejs betydelige stigninger, der kan reducere feltets størrelse og sætte sprinterne under pres. Netop en sådan etape indleder årets løb, når rytterne vender tilbage til Logan til en kopi af den etape, der åbnede løbet for to år siden. Her håber de hurtige afsluttere at komme i spil til den første førertrøje, men for at få chancen skal de overvinde to store stigninger undervejs.

Med sine 212,3 km er der tale om en meget lang etape, der både starter og slutter i Logan. Fra starten bevæger man sig mod nordøst ud af byen og op mod søen Bear Lake, der ligger i bjergene et stykke fra byen. Det foregår via en lang jævn opkørsel, der fører hele vejen til toppen af kategori 3-stigningen Logan Canyon, der nås efter 51,6 km uafbrudt klatring. Herefter fortsætter man videre mod øst via en nedkørsel til søen, der nås ved den indlagte spurt efter 68,6 km. Der venter nu en helt flad tur rundt om søen, inden man når tilbage til den anden spurt, der er placeret samme sted efter 142,5 km.

Efter spurten følger man den samme vej tilbage til Logan, som man benyttede først på etapen. Det betyder, at man først skal klare tilbage op til toppen af Logan Canyon, denne gang via en kortere, stejlere kategori 2-stigning, der har top med 59,3 km til mål. Herefter går det jævnt nedad hele vejen ned til bycentrum, hvor stregen krydses for første gang efter 209,2 km. Etapen afsluttes nu med en omgang en 3,1 km lang rundstrækning. Den indledes med en lille bakke på knap en kilometer, indtil en nedkørsel fører ned til de sidste 800 m, der flade. Det sidste skarpe sving kommer med 600 m til stregen.

Etapen blev senest benyttet i 2015, og her viste det sig, at klatreudfordringerne var så lette og kom så tidligt, at det var et stort set samlet felt, der nåede tilbage til Logan. Et lille udbrud kom væk på bakken i finalen, og det kan naturligvis ske igen, men mest sandsynligt er det, at en stor massespurt skal afgøre, hvem der skal bære den første gule trøje.

Da etapen sidst blev benyttet i 2015, kom Kiel Reijnen, Alex Howes, Taylor Phinney, Greg Daniel og Johann van Zyl fri på rundstrækningen, hvorefter Reijnen slog Howes og Phinney i spurten. Eric Young vandt feltets spurt 4 sekunder senere.

2. etape

Efter at sprinterne ventes at have stjålet rampelyset på 1. etape er det tid for klassementsrytterne at komme i aktion på løbets 2. etape, der byder på den ene af to bjergafslutninger i løbet. For frøste gang i historien skal rytterne slutte på toppen af kategori 2-stigningen til Snowbasin Resort, hvor det første store slag mellem favoritterne skal udkæmpes.

Med bare 151,1 km er der tale om en relativt kort etape, der fører feltet fra Brigham City til Snowbasin. Første del af løbet består af en 83 km lang rundstrækning i terrænet nord for startbyen. Den indledes ganske brutalt, idet det i de første 11,2 km går op til toppen af kategori 3-stigningen Sardine Canyon. Efter nedkørslen og 24,6 km kørsel venter dagens første spurt, inden det går videre mod nord igennemfladt terræn. Efter ca. 40 km vender man rundt for at køre tilbage til Brigham City, men denne gang holder man sig i dalen, hvorfor ruten er stort set helt flad.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Efter 84 km er man tilbage i Brigham City, hvor dagens anden spurt er placeret, og derefter går det videre mod syd gennem fladt terræn. I udkanten af byen Ogden drejer man mod øst for at køre op af kategori 2-stigningen North Ogden Divide, der har top efter 115,3 km. Herefter får det mod sydøst via en kort nedkørsel og et fladt stykke, der leder frem til dagens sidste stigning, kategori 2-bjerget Snowbasin Resort. Desværre giver løbsbogen ikke megen information om stigningens sværhedsgrad, men der skulle angiveligt være tale om en stigning over knap 10 km med en gennesmnitlig stigningsprocen på 6. Der venter en lille nedkørsel, inden det igen stiger i det sidste 3 km, efter vores vurdering med 5,5-6% i gennemsnit. Vejen snor sig let, inden der venter et skarpt sving med 500 m igen, hvorefter to bløde kurver leder ind på den 200 m lange opløbsstrækning.

Baseret på den begrænsede information synes der ikke at være tale om den sværeste stigning, men der er stadig tale om et relativt langt bjerg med mål i næsten 2000 m højde. Den vil derfor helt sikkert være rammen om det første slag mellem favoritterne, og selvom tidsforskellene næppe vil være kolossale, vil etapen given en indikation på, hvem der skal slås om den endelige sejr på onsdagens enkeltstart og lørdagens traditionelle kongeetape.

Snowbasin har ikke tidligere været vært en etapeafslutning i løbet.

3. etape

Arrangørerne af Tour of Utah har altid sat stor ære i at være vært for et rigtigt klatreløb, og derfor er man et af de få amerikanske etapeløb, der som regel har undgået enkeltstarter - en disciplin, der ellers altid har spillet en kolossal rolle i landet. Ikke siden 2011, hvor man både havde en prolog samt en længere enkeltstart i Miller Motorsports Park har der været en enkeltstart på programmet, og seneste holdløb fandt sted i 2012. I år vender enkeltstarten imidlertid tilbage, men det sker i en ganske anden form end tidligere. Således er der denne gang ikke tale om en flad motorsportsbane, men derimod en regulær bjergenkeltstart, der således vil sikre, at der også denne gang er tale om et klatreløb.

Som enhver anden bjergenkeltstart byder 3. etape på en ganske beskeden distance. Således skal der tilbagelægges bare 9 km mellem Big Cottonwood Canyon og Brighton, og der er tale om en meget enkel. Starten går i ca. 2250 m højde og slutter 2660 m over havets overflade efter en klatretur, der går op ad hele vejen. Kun den første og sidste kilometer er en anelse fladere. Etapen foregår på en ganske let snoet vej, der ikke byder på et eneste regulært sving, og hvor man kan se langt frem stort set hele tiden. Den gennemsnitlige stigningsprocent er 4,5%, men i kraft af den fladere start og afslutning er det stejlere det meste af tiden.

Ganske vist er der ikke tale om Utahs sværeste stigning, men det er rigeligt til, at dette er en sag for klatrerne. Da stigningen aldrig bliver meget stejl og er relativt regulær, er det en god etape for alsidige klassementsryttere, der både kan køre enkeltstart og klatre. Bjergenkeltstarter passer dog som regel de rene klatrere allerbedst, og det er dem, der forventes at dominere toppen af klassementet. Da bjergenkeltstarter samtidig kan skabe større forskelle end øvrige etapetyper, er der tale om en nøgledag for klassementsrytterne, og efter etapen vil vi vide meget mere om, hvem der vil vinde løbet.

Brighton har ikke tidligere været målby i løbet.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

4. etape

Efter to dage for klassementsrytterne håber sprinterne på igen at komme i aktion på løbets 5. etape, der ikke byder på én eneste kategoriseret stigning. Man skal imidlertid ikke tage fejl af terrænet i Utah, og der er bestemt ikke meget fladt på de mere end 200 km, der venter rytterne. Etapen når endda helt op i 1750 m højde efter en start, der er 400 m lavere, og det er således klart, at sprinterne skal have klatrebenene skruet på, hvis de vil gøre sig forhåbninger på etapen. Vigtigere er det, at rytterne undervejs møder grusveje, hvilket vil bidrage til dramaet, selvom de kommer relativt langt fra mål.

I alt skal der tilbagelægges 201,1 km med start og mål i South Jordan City og minder meget om 1. etape i den forstand, at der er tale om en tur ud til en rundstrækning, hvorefter det går hjem via samme vej, som blev benyttet først på etapen, inden det afsluttes på en rundstrækning i byens centrum. Fra starten går det mod syd op over en lille bakke, inden en lille nedkørsel leder ned til en længere stigning, der går mod sydvest op til dagens første spurt, der kommer i Cedar Fort efter 38,5 km. Herfra fortsætter man ud til en rundstrækning i området sydvest for byen. Den består først af en længere stigning med efterfølgende nedkørsel og derefter etapens fladeste sektion. Her venter en 17,1 km lang grusvej, der indledes efter 108,5 km og først ender kort før afslutningen på rundstrækningen.

Efter at have afsluttet en omgang følger man samme vej som tidligere tilbage til South Jordan City. Det betyder, at man igen passerer Cedar Fort, hvor den sidste spurt kommer efter 141 km. Der er et par mindre bakker undervejs, men terrænet er hovedsageligt faldende, indtil en længere nedkørsel har ledt feltet mod nord tilbage til bycentrum. Her krydses målstregen efter 190 km, og etapen afsluttes dernæst med to omgange på en 5,5 km lang rektangulær rundstrækning. Den stiger svagt i den første halvdel, og derefter falder det let de sidste 2 km ned til stregen. De sidste to skarpe sving kommer med hhv. 2000 og 1200 m til mål.

Etapen byder ganske vist på en grusvejssektion, men den kommer så tidligt, at det er usandsynligt, at den vil gøre nogen stor forskel - andet end at skabe stress og nervøsitet naturligvis. I Utah-sammenhæng er de ca. 1200 højdemeter en overkommelig affære, og man må derfor formode, at sprinterholdene vil forsøge at skabe samling. Da der allerede er skabt betydelige tidsforskelle, og terrænet er svært at kontrollere, kunne det imidlertid også sagtens blive en dag for et udbrud, som det ofte ses i de amerikanske etapeløb.

South Jordan City har ikke tidligere været vært for løbet.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

5. etape

Efter tre helt nye finaler venter der på femtedagen en klassiker i Tour of Utah, når feltet venter tilbage til Bountiful, der også har budt løbet velkommen i de to seneste udgaver. Derfor ved mange også, hvad der skal forventes på en ganske kuperet etape, der efter en flad start slutter med to omgange på en ganske svær rundstrækning med en grim stigning. De tidligere udgaver viser, at det er en perfekt dag for stærke sprintere, og de vil derfor håbe at komme til fadet i en reduceret massespurt.

Etapen byder på 185,4 km mellem Layton og Bountiful og kan inddeles i to dele. De første 80 km består af en helt flad tur på mod nordvest. Her venter en omgang på en helt flad rektangulær rundstrækning, inden man via samme helt flade vej bevæger sig tilbage mod sydøst til Layton. Her bevæger man sig igennem byen, hvor det begynder at stige op til dagens første spurt, der kommer efter 91,1 km.

Efter spurten fortsætter man op af en lang, ikke-kategoriseret stigning, der fører op i det kuperede område nord for byen. Her vender man rundt og følger en længere nedkørsel via en ny vej, der fører tæt forbi Layton. Denne gang fortsætter man imidlertid forbi byen videre mod syd på over endnu en mindre stigning. Dens nedkørsel leder ned til Bountiful, hvor finalen indledes, når man rammer den afsluttende 14,5 km lange rundstrækning efter ca. 150 km. Den nås bare få meter efter stregen, som ikke krydses. I stedet kører man stort set en hel omgang, hvilket betyder, at man efter 160 km når toppen af kategori 3-stigningen Bountiful Bench (2,1 km, 10%). Herfra går det ned til målet i Bountiful, hvor stregen krydses første gang i forbindelse med den anden spurt efter 170,9 km. Etapen afsluttes nu med en hel omgang på rundstrækningen, hvilket betyder, at man igen når toppen af stigningen med 10,9 km. Herefter falder det hele vejen til stregen efter skarpe sving med 2800, 1300 og 600 m til mål.

Finalen har nu været benyttet to gange tidligere, og derfor ved rytterne, hvad de kan forvente. I de senere år har der været ganske mange angreb på stigningen, der er ganske hård, men hver gang er det lykkedes at skabe samling til en reduceret massespurt. Det er igen det mest sandsynlige scenarium, men i et løb med færre WorldTour-hold, er der denne gang en større chance for, at enten et tidligt udbrud eller et sent angreb kan holde hele vejen til stregen.

Sidste år vandt Kiel Reijnen den reducerede massespurt foran Tao Geoghegan-Hart og Alex Howes. I 2015 var Logan Owen hurtigere end Brent Bookwalter og Edwin Avila, da et lille felt spurtede om sejren.

6. etape

Arrangører af Tour of Utah varierer ruten ganske meget fra år til år, men der er ét element, der altid er på programmet. Hvert år afgøres løbets kongeetape på den svære stigning til Snowbird Ski and Summer Resort, og det vil naturligvis også være tilfældet denne gang, hvor etapen som så ofte før kommer bare 24 timer inden afslutningen. Modsat de seneste mange udgaver skal man imidlertid ikke denne gang op over stigningen Guardsman Pass umiddelbart inden finalebjerget, og det vil muligvis gøre etapen en anelse mindre selektiv. Omvendt venter der denne gang ikke en klassementsetape på sidstedagen, og det betyder, at klassementsrytterne vil bruge al deres sidste energi i det klatreslag, der ventes at afgøre årets Tour of Utah.

Inspireret af det, vi oftere og oftere ser i store europæiske etapeløb, har arrangørerne denne gang valgt at designe en meget kort, intens bjergetape. Denne gang skal der således bare tilbagelægges 97,8 km mellem Heber Valley og Snowbird Resort. Fra starten går det via fladt terræn mod sydvest langs bredden af en lille sø ned til byen Wildwood. Her forlader man dalen for at tage hul på kategori 1-stigningen American Fork Canyon (18,6 km, 5%), der har top efter 33,1 km i 2400 m højde og er en yderst jævn stigning, der aldrig bliver rigtigt stejl. Herfra venter en lang nedkørsel, der først er teknisk, inden en lang, lige, let faldende vej fører mod vest. Den bliver ret hurtigt helt flad og fører frem til forplejningszonen efter 63,6 km.

Læs også

Evenepoel har Tour-forberedelsen på plads

Efter spisepausen går det mod nord og nordøst gennem fladt terræn forbi dagens indlagte spurt, der er placeret efter 74,7 km. Herefter går det videre mod nordøst via en let stigende vej, der fører frem til vunden af dagens sidste stigning, der er uden for kategori og fører mod øst op til mål. Den følger en næsten helt lige vej uden sving, er næsten 10 km lang og stiger mellem 8 og 12% det meste af vejen. Kun på de sidste 500 m flader det en anelse ud.

Dette er ubetinget løbets kongeetape, og det er her de største tidsforskelle vil blive skabt. Stigningen til Snowbird er blandt de vanskeligste i amerikanske etapeløb og har vist sig altid at sprænge feltet til atomer. I år er etapen kortere og mere intens, og da der bydes på en stigning tidligt på etapen, vil der blive tale om aggressivt cykelløb, der er svært at kontrollere. Favoritterne vil dog have en interesse i at holde det samlet til et sidste slag, og vi må formode, at de store navne til slut skal slås om både etapesejr og samlet triumf på løbets mest ikoniske stigning.

Snowbird-stigningen har været benyttet som etapeafslutning i de foregående ni udgaver. Sidste år det ud til, at Andrew Talansky havde lagt løbet i et jerngreb, da han slog Darwin Atapuma i en tomandsspurt på toppen, men han tabte trøjen igen på sidste etape. I 2015 lagde Joe Dombrowski grunden til sin samlede triumf med en knusende solosejr, mens Cadel Evans spurtbesejrede Joey Rosskopf, Riccardo Zoidl og Wilco Kelderman i 2015, hvor et udbrud overraskende holdt til stregen. I 2014 udkæmpede Chris Horner og Tom Danielson et mindeværdigt slag, som førstnævnte vandt i en tomandsspurt, mens Johann Tschopp i 2013 sikrede sig den samlede sejr ved at komme alene til mål. I 2012 slog en ung Sergio Henao Levi Leipheimer i en tomandsspurt, hvilket sikrede den amerikanske veteran den samlede sejr foran colombianeren.

7. etape

I de seneste mange år er løbet sluttet med en af løbets allersværeste etaper, der har inkluderet den måske sværeste stigning, Empire Pass, i den absolutte finale og derefter en halsbrækkende nedkørsel til målet i Park City. Den etape er imidlertid droppet denne gang, hvor løbet i stedet slutter i statens hovedstad, Salt Lake City. Her venter et rundstrækningsløb på en rundstrækning, der senest blev benyttet i 2013, men man skal bestemt ikke tro, at der er tale om en flad sprinteretape som i mange andre store etapeløb. Tværtimod er der tale om en ganske kuperet omgang, der er som skabt til klatrestærke sprintere og klasikkerryttere, hvilket afspejles af resultat fra besøgene i 2015 og 2013, hvor samme rundstrækning blev benyttet.

Som de fleste andre rundstrækningsløb er der tale om en relativt kort etape på bare 117,8 km, der afvikles i byen Salt Lake City. Den er imidlertid alt andet en flad, og det betyder, at den 11,1 km lange rundstækning, der skal tilbagelægges i alt 11 gange (første del af første omgang er neutraliseret) ikke har mange flade passager. Reelt består den således af en stigning med efterfølgende nedkørsel. Målstregen er placeret foran Utah State Capitol ca. 1 km oppe af den 3-4 km lange bakke, der fortsætter videre mod nord op af Bonneville Boulevard og dernæst mod øst ad 11th avenue. Herefter vendes der rundt, og der fortsættes mod vest ned ad den helt lige vej S. Temple. Med 1200 m igen drejer man igen ind på bakken, og herefter stiger det hele vejen op til mål. Den sidste kilometer stiger med ca. 6% i gennemsnit og byder på et skarp sving og en blød kurve med hhv. 500 og 400 m til mål.

Rundstrækningen indbyder til aggressiv kørsel, og det bliver ikke let at kontrollere etapen. Da tidsforskellene vil være meget store efter tre hårde klassementsetaper, er der gode muligheder for, at et udbrud kan holde hjem. Der vil imidlertid også være puncheurs, der håber, at man som i 2013 kan afgøre det hele i en spurt, men i et felt uden mange WorldTour-hold bliver det ikke nemt at skabe samling. Er klassementet tæt, er der mulighed for angreb fra favoritterne, men det er usandsynligt, at der vil opstå andre forskelle mellem de bedste end de små huller, der altid kan opstå i den hårde spurt, der vil afslutte årets udgave af Tour of Utah.

Rundstrækningen blev som sagt senest benyttet i 2015, hvor Michael Woods med et angreb fra bunden af stigningen vandt med 2 sekunder ned til Sonny Colbrelli og Kiel Reijnen, der var først i feltet, og i 2013, hvor Michael Matthews slog Greg Van Avermaet og Jasper Stuyven i en reduceret massespurt på stigningen. I 2012 var Salt Lake City vært for to massespurter, der blev vundet af hhv. Jake Keough og Matthews, mens Janier Acevedo slog et hul ned til en lille gruppe på 9 mand, da rundstrækningen gjorde debut i 2011.

Læs også

Dansk stortalent bidrager til holdløbssejr

Favoritterne

Det er bestemt ikke uden grund, at Tour of Utah er udråbt som et klatreløb. Løbet er som sagt et af de få, der kan vindes af en ren klatrer, og det forholder sig bestemt ikke anderledes i år. Ganske vist er der introduceret en enkeltstart, men da bjergenkeltstarter alligevel altid domineres af klatrerne vil næppe gøre den store forskel. Årets udgave af Tour of Utah vil som altid blive domineret af bjerggederne.

Udover tilføjelsen af en enkeltstart er den væsentligste forskel, at Empire Pass-etapen er væk. Den er imidlertid erstattet af en ny bjergafslutning på 2. etape, og selvom den afsluttende stigende her ikke er så vanskelig som den, der fandtes på den tidligere etape, vil det næppe gøre den store forskel. Også denne etape er nemlig skræddersyet til klatrerne, der således vil dominere på alle de tre nøgleetaper. Vi må formode, at løbet skal afgøres på 2., 3. og 6. etape, der giver de bjergstærke ryttere en mulighed for at gøre en forskel. Af disse er 2. etape den letteste, mens 3. og 6. etape vil skal de største forskelle. Derudover handler det om at holde sig til i den eksplosive finale på sidste etape, hvor der sagtens kan opstå små huller, mens vi ikke venter, at 1., 4. og 5. etape, der bør ende med udbrudssejre eller i spurter i større eller mindre felter, vil spille den store rolle i klassementet.

BMC er det i særklasse stærkeste mandskab, og de har flere potentielle vindere på holdet. Det giver dem muligheder for at udnytte deres kollektive styrke til at presse rivalerne, og det kan gøre dem i stand til at tage den samlede sejr, også selvom de ikke har løbets bedste klatrer. Det kan give en interessant dynamik i løbet og måske åbne muligheder for, at der kan skabes forskelle på etaper, hvor man ikke venter det.

Trods BMCs kollektiv vil vi pege som Giulio Ciccone som vores favorit. Det italienske supertalent er ubetinget løbets bedste rene klatrer, hvilket han allerede i sin debutsæson viste ved efter et imponerende forår at krone det hele med en stor sejr på en bjergetape i Giroen. Desværre har han siden døjet med helbredsproblemer, der ødelagde både hans efterårs- og forårssæson, men efter at have kæmpet sig igennem Giroen i halvdårlig form er han nu endelig tilbage. Det viste han med tredjepladsen på kongeetapen i Østrig Rundt samt den efterfølgende fjerdeplads på næstsidste etape, der egentlig ikke passede ham. Nu må han formodes at være endnu stærkere, og hvis han har ramt sit topniveau, har vi svært ved at se, at han kan matches på lørdagens kongeetape. Han vil også være i stand til køre med om sejren på de to øvrige nøgleetaper.

Ciccone har to problemer. Det første vedrører højden. Det er usikkert, hvordan han håndterer at skulle køre mere end 2000 m over havets overflade, og det kan betyde, at han er ude af stand til at nå sit vanlige niveau, også selvom han er kommet tidligt til USA. Dertil kommer, at hans Bardiani-hold er relativt svagt, og de kan få svært ved at forsvare en føring over for BMC, hvis Ciccone tidligt skulle vise sig som den stærkeste. Det kan skabe basis for et spændende løb, hvor Ciccone vil blive angrebet i al slags terræn, men der er gode muligheder for, at han kan finde allierede undervejs. Holdet er helt klart hans største svaghed, men skal det afgøres med benene, bør Ciccone være den bedste klatrer. Derfor er han vores bud på en vinder.

Hans værste rival må være Brent Bookwalter. Amerikaneren er ganske vist ikke ren klatrer, men han har efterhånden fundet ganske gode klatreben. Dette er ikke uden grund, at han allerede en gang er blevet nummer 3 i dette løb, og at han i de seneste to år er sluttet i top 4 i Tour of California. Bookwalter har således udviklet sig til lidt af en specialist i de amerikanske etapeløb, og der er ingen tvivl om, at han vil være i topform til dette løb, der må være et stort mål for ham. Han har trænet målrettet siden de amerikanske mesterskaber, og klatrer han lige så godt som i Californien, vil han være en af de allerbedste på de to bjergafslutninger. Den relativt jævne stigning på bjergenkeltstarten passer ham også glimrende, og da han faktisk også er hurtig i en spurt, kan han måske endda score bonussekunder undervejs eller vinde sekunder på de rene klatrere på 7. etape. Endelig har han fordel af at have det stærkeste hold, og det kan være det, der gør forskellen i kampen med Ciccone. Dette er måske Bookwalters hidtil bedste chance for at vinde et af de amerikanske etapeløb.

BMC har utallige kort at spille. Et andet er klatreren Manuel Senni, der efter flere år som anonym hjælper endelig har vist sit klatretalent. Det skete mest markant i årets Volta a la Valenciana, hvor han i skrapt selskab sluttede i top 10, og i Giro dell’Appenninno, hvor han var en af de allerstærkeste på stigningerne. Hvis han har fortsat den udvikling, burde han være blandt de bedste i bjergene i dette løb, specielt hvis han er blevet endnu stærkere af også at have fået endnu en grand tour i benene. Dertil kommer, at han kan udnytte BMCs stærke hold, og da han vil have mere frihed end Bookwalter, kan han måske kapitalisere på den kollektive styrke til at sikre sig sejren.

Læs også

Pogacar klar til at bryde Alpecins monumentstime

En lignende ambition kan Joey Rosskopf have. Amerikanerens karriere så ud til at lakke mod enden sidste år, indtil han pludselig viste sit potentiale i netop dette løb. Det samt sejren i Tour du Limousin sikrede ham en ny kontrakt hos BMC, og i år har han givet prøver på klassen i løb som Tour of the Alps, Tour de Yorkshire og Giroen. Han er ikke ren klatrer og vinder ikke løbet ved at køre fra rivalerne på kongeetapen, men han er brølstærk i hårdt terræn, hvor han kan udnytte holdets styrke til at gå i angreb. Da han samtidig er i stand til at forsvare sig selv på målstigningerne og vil være i stand til at køre med om sejren på enkeltstarten, har han gode muligheder for at vinde samlet. Holdet har også det store klatretalent Kilian Frankiny, der viste sit potentiale i Tour of the Alps, men da han siden har gennemgået en hjerteoperation er det usikkert, om han er på højeste niveau.

Et af fremtidens helt store etapeløbstalenter er Neilson Powless , der sidste år chokerede hele cykelverdenen ved næsten at vinde kongeetapen i Tour of California. Siden da har han bekræftet talentet i løb som Tour de l’Avenir og årets udgave af Baby-Giroen, ligesom han dominerede de amerikanske U23-mesterskaber. Han synes dog ikke helt at have nået samme højder som i Californien sidste år, og han synes stadig at mangle en anelse i bjergene. Til gengæld er han en fremragende temporytter, som burde kunne finde sig tilpas på løbets bjergenkeltstart. Hans form er et åbent spørgsmål, ikke mindst fordi han forbereder sig til Tour de l’Avenir, og det kan være, at han bruger dette løb som ren forberedelse. Hvis han vitterligt går efter et topresultat, har han potentialet til at overraske.

Et andet amerikansk supertalent er Taylor Eisenhart, der sidste år imponerede i dette løb som stagiaire for BMC, der imidlertid brugte ham som hjælperytter. I år har han igen givet prøver på sit talent, ikke mindst i Tour of the Gila. Han er både en fremragende klatrer og en forrygende temporytter, og derfor burde han kunne lide specielt 3. etape. Desværre kørte han skuffende i det nyligt overståede Cascade Cycling Classic, og det kunne indikere, at han ikke helt har timet formen.

Rally havde et fantastisk Tour of California og håber at fortsætte succesen her. Rob Britton er udset til et efter sidste års femteplads at jagte den samlede sejr. Umiddelbart ville det være naturligt at anse løbet som værende en anelse for svært for ham, men sidste års resultat viser, at han også kan begå sig i så svært terræn. Da han er en god temporytter, burde bjergenkeltstarten give ham en endnu bedre chance, selvom det er tvivlsomt, om han klatrer godt nok til at vinde. Holdet har også den meget lovende klatrer Sepp Kuss , der kan vise sig som en af løbets helt store åbenbaringer, samt de solide Matteo Dal-Cin og Adam De Vos, som klatrer godt nok til at begå sig.

Janier Acevedo har aldrig genfundet det niveau, der tilbage i 2013 sikrede ham en WorldTour-kontrakt med Cannondale. Heller ikke siden skiftet tilbage til USA har han kunnet nå tilsvarende højder, og de dage, hvor han kan vinde disse løb er nok talte. Han har dog vist, at han stadig hører til blandt de bedste klatrere i USA, og han må formodes at være i storform til et løb, der bør være et af sæsonens højdepunkter. Det rækker næppe til samlet sejr, men Acevedo har måske en chance for at køre med om podiet. Det samme har holdkammeraterne Daniel Jaramillo, Gavin Mannion, der er meget formstærk, og Lachlan Norris, men de er næppe helt så konkurrencedygtige som Acevedo.

En af løbets jokere er den italienske klatrer Pierpaolo Ficara . Sidste år imponerende han stort i de italienske bjergløb i april, hvor han viste, at han har potentialet til at begå sig på højeste niveau. I år har det desværre knebet med at finde samme form, og han har generelt været enormt ustabil. En etapesejr i det bjergrige Tour du Jura viste, at potentialet stadig er der, men siden da har der været stille om Ficara. Derfor kan det blive til både fugl og fisk for den talentfulde italiener, der enten kan køre med blandt de allerbedste eller vise sig at være langt fra fronten.

Endelig fortjener Serghei Tvetcov at blive nævnt. Efter sit forfærdelige ophold i Europa har rumæneren fået gang i karrieren igen efter sin tilbagevenden til USA. Han er igen i stand til at køre med om sejren i de amerikanske etapeløb, hvor han specielt kan gøre brug af sine tempoevner. Årets rute passer ham bedre end tidligere, men det er dog tvivlsomt, om han klatrer godt nok til faktisk at vinde.

***** Giulio Ciccone

**** Brent Bookwalter, Manuel Senni

*** Joey Rosskopf, Neilson Powless, Taylor Eisenhart, Rob Britton, Sepp Kuss,

** Janier Acevedo, Pierpaolo Ficara, Daniel Jaramillo, Serghei Tvetcov, Kilian Frankiny

* Gavin Mannion, Adam De Vos, Matteo Dal-Cin, Jhonatan Narvaez, Chris Butler, Francisco Mancebo, Rob Squire, Lachlan Norris, Jonathan Clarke, Alexander Aranburu, Ivan Santaromita, Nigel Ellsay.

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.