Analyse: Historisk alsidig Tour-rute favoriserer Froome

De har det formentlig lidt, som små børn har det juleaften. Tirsdag var en stribe af verdens bedste cykelryttere samlet i Palais des Congres i Paris til en seance, der i vidt omfang vil definere, hvordan de skal tilbringe det næste års tid. I ugevis har rygterne om næste års Tour de France-rute taget til og pirret til nysgerrigheden og interessen, og intensiteten af spekulationerne har i de seneste kun bidraget til at øge spændingsniveauet. Ville ASO designe et løb, der indfriede ønskesedlens topprioriteter? Var der behagelige overraskelser i vente? Eller ville det hele ende i en flad fornemmelse, der måske kunne få en til at gentænke hele planen for næste år?

Som altid blev rammen næste års udgave af verdens største cykelløb præsenteret af Christian Prudhomme under pomp og pragt, og det store show endte i en usædvanligt stor forløsning, hvor næsten alle syntes tilfredse og havde grund til optimisme. Prudhomme, fordi hans rute fik en yderst positiv modtagelse fra næsten alle kanter. Sprinterne, fordi der næste år er udsigt til en meget sprintervenlig første halvdel og hele to chancer for at sikre sig den eftertragtede gule trøje. Klatrerne, fordi 2018-udgaven af Tour de France synes at blive en af de mest bjergrige i mange år. Klassikerrytterne, fordi den første uge byder på kuperede etaper i Bretagne, mulig sidevindskørsel langs den franske vestkyst og ikke mindst den mest vanskelige brostensetape i nyere Tour-historie. Og de komplette grand tour-ryttere, der kan se frem til, at man for at stå øverst på podiet i Paris skal mestre stort set alle sportens discipliner.

Faktisk var det meget svært at finde sure miner i Paris tirsdag eftermiddag. Kun de sprintere, der allerede nu frygter for tidsgrænsen i den meget bjergrige anden halvdel af løbet, hvor specielt de ultrakorte etape på 65 km i Pyrenæerne allerede nu får de tunge folk til at ryste i bukserne, gav udtryk for en vis betænkelighed. Stort set alle andre havde entydig ros til ASO for at have designet en rute, der på bedste vis afspejler det, en god grand tour bør være: et sammenkog af alle cykelsportens forskellige aspekter - alt sammen tilsat en solid blanding af kreativ nytænkning og respekt for sportens traditioner og mest mytiske steder.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Og det er ikke uden grund, at ASO blev prist i høje vendinger i den franske hovedstad, hvor stemningen var en helt anden end sidste år, hvor det stort kun var sprinterne og udbrudskonger, der viste begejstring. Stort set alle andre udtrykte betænkelighed ved en rute, der bød på få bjergafslutninger, fravær af lange enkeltstarter og generelt meget få muligheder for klassementsrytterne til at dyste. Temporytterne savnede kilometer i kampen mod uret, bjergrytterne ledte med lys og lygte efter etaper, hvor de kunne gøre en forskel, og mange sad tilbage med fornemmelsen af, at forsøget på at stække Chris Froomes og Skys suverænitet ved at gøre ruten lettere ville munde ud i en ren fuser.

Helt så galt gik det langtfra, men mange sidder formentlig alligevel tilbage med fornemmelsen af, at vi aldrig rigtig helt fik set de store stjerner for alvor udfolde sig sidste sommer. Forsøget på at bryde Skys dominans ved at fjerne de traditionelle bjergfinaler og indføre flere etaper med mulighed for angreb og aggressiv kørsel, havde slet ikke den ønskede effekt - snarere tværtimod. Uden vanskelige finaler var det alt for ofte let for Froome at gemme sig bag Sky-panseret, og britens samlede sejr så allerede ud til at være så godt som sikker, da han knuste rivalerne på den indledende enkeltstart i Düsseldorf.

Årets rute er tydeligvis motiveret af samme intention: at skabe et mere åbent cykelløb, hvor Froome og Sky ikke fra første færd kan lægge løbet i et jerngreb. Denne gang er strategien imidlertid blevet vendt 180 grader. I stedet for at designe en let rute uden nævneværdige udfordringer, lægger man op til at teste den britiske Tour-konge og hans supermandskab i alle sportens forskellige aspekter og lægge så mange vanskeligheder ind, at det både bliver svært at sammensætte en trup, der kan dække alle områder og samtidig være på toppen og klar til de mange udfordringer, der vil komme konstant og uden mange pauser i løbet af tre yderst afvekslende uger.

Rystende nervøs indledning

Ruten kan i alt væsentligt inddeles i to halvdele: ni indledende etaper, hvor løbet næppe kan vindes, men meget let tabes, og en yderst bjergrig anden halvdel, hvor udfordringerne kommer i en lind strøm, og hvor klatrerne har masser af terræn til at gøre en forskel. Hvor første del er et paradis for store, muskuløse fyre og i en vis forstand kan betragtes som forårssæsonen komprimeret ned til en uges tid, er anden halvdel en gavebod til de lette folk, der testes i et ufatteligt varierende sammensurium af bjergetaper af vidt forskellig længde, med helt forskellige stigningstyper og på både mytiske og helt nye bjerge.

På papiret kan de første ni dage frem til første hviledag synes kedelige, og det er ikke uden grund, at sprinterne allerede nu slikker sig om munden. Hele perioden skal nemlig tilbringes i den nordlige del af landet, der som bekendt byder på noget af det fladeste terræn, Europa kan opdyrke. Man skal imidlertid ikke tage af fejl. Normalt er det bjergetaperne og enkeltstarterne ved en rutepræsentation, men denne gang var det bemærkelsesværdigt, at stort set samtlige favoritter som det første fremhævede frygten for løbets første halvdel.

Det er ikke uden grund. Mange vil huske, hvordan Nairo Quintana blev fanget i den hollandske sidevind på 2. etape af Touren i 2015, og hvordan det muligvis viste sig at være udslagsgivende, da støvet havde lagt sig efter et drama på Alpe d’Huez tre uger senere. Dengang havde løbet en stort set identisk indledning med 9 etaper i Holland, Belgien og Nordfrankrig, hvor etaperne bød på både holdløb og en blanding af vidt forskelligt klassikerterræn med vind, brosten og bakker. Dengang vandt Froome reelt løbet på netop de 9 dage, og da man endelig nåede bjergene, havde det britiske fænomen i kraft af sin egen og holdets styrke allerede sikret sig så solidt et forspring, at han reelt kunne køre defensivt i resten af løbet.

Faren lurer allerede på 1. etape, hvor en længere passage lang kysten truer med at splitte feltet til atomer. I det hele taget vil sidevinden være en trussel hver eneste dag frem til første hviledag, og som bekendt skal vi helt tilbage til 2014 for at finde en udgave af Touren, hvor den ikke mindst én gang har sat en eller flere klassementsryttere tilbage. Derudover venter der en 5. etape langs Bretagnes kyst, hvor adskillige stigninger og små, smalle veje leder tankerne hen på Amstel Gold Race. Dagen efter venter endnu en lille ardennerklassiker, når man to gange skal op ad Mur de Bretagne, endda med mål på toppen. Her vandt Cadel Evans som bekendt i 2011 og Alexis Vuillermoz i 2015, og der er tale om en finale, der leder tankerne hen på den gamle Amstel-afslutning på Cauberg eller afslutningen på Liege-Bastogne-Liege i Ans

Efter to sprinteretaper kulminerer serien af klassikere med den med spænding imødesete brostensetape, der tager sværhedsgraden til et helt nyt niveau. I nyere tid har der aldrig været så mange pavéer på en Tour-etape, og denne gang har man også smidt fløjlshandskerne, når det handler om at udvælge brostensstykkerne. Tidligere har man ofte vist lidt nåde ved at undlade de sværeste passager, men denne gang er etapen reelt at sammenligne med en kort udgave af Paris-Roubaix. Blandt andet skal man over Mons-en-Pevele, en af de tre femstjernede paveer fra den franske klassiker, og denne gang har man endda sikret, at brostenene er så tæt på mål, at der må ske splittelse. Chancen for en gentagelse af fuseren fra 2015 er lille!

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Hver eneste af de ni indledende etaper kan vise sig afgørende, men den eneste, der med garanti leverer betydelige forskelle, er det 35 km lange holdløb i Cholet. Denne gang har man undladt farcen fra 2015, hvor holdtidskørslen kom så sent i løbet, at Orica-Scott allerede var reduceret til bare fem mand, og denne gang har den fundet sin naturlige plads i løbets indledning. Som kompensation for manglen på enkeltstartskilometer har man samtidig gjort den længere, end vi har set i det seneste lille årti, og dermed vil den spille en større rolle end tidligere. Selvom der venter mange bjerge senere i løbet, er det en etape, der ingenlunde kan negligeres - eksempelvis har Richie Porte utvivlsomt udset sig den som en chance for at vinde tid på rivalerne - og de fleste hold vil formentlig udtage ryttere alene med den dag for øje.

Klassikeruge favoriserer Froome

Rutedesignet er på mange måder præget af nytænkning, men som så ofte før er regelbogen det også. Som et ekstra krydderi til denne ”klassikeruge” vil der på hver lineløbsetape inden første hviledag være en indlagt spurt, der ikke giver point til den grønne trøje, men tilbyder 3, 2 og 1 bonussekunder til de tre første ryttere over stregen. Spurten vil være placeret på strategisk interessante steder, eksempelvis på toppen af Mur de Bretagne på 6. etape og formentlig på en svær pavé i finalen på 9. etape, og i det, der helt sikkert vil blive en hektisk kamp om sekunder i løbets første del, vil det være et interessant element. Som mange vil huske fra Vueltaen, er Chris Froome ikke bleg for at jagte bonussekunder i indlagte spurter, og han vil utvivlsomt slå til, så snart chancen byder sig.

Man kan som sagtens argumentere for, at Froome i 2015 vandt Touren i denne indledende klassikerdel, men det er alligevel ikke uden grund, at første del først og fremmest er en risiko for at tabe løbe mere end en chance for at vinde det. Med mindre det hele eksploderer til atomer på brostenene eller et hold viser sig helt suverænt i holdløbet, er det nemlig terræn, hvor det sjældent er en enkelt klassementsrytter, der gør en forskel, men hvor det i stedet er kandidater til den samlede sejr, der falder fra bagude. Derfor vil de bedste klassementsryttere formentlig være adskilt af sekunder, når vi frem til første hviledag, men der er helt sikkert adskillige håbefulde aspiranter, der allerede her er sat så langt tilbage, at drømmene om podiet reelt er knust - og det endda på et tidspunkt, hvor løbets sværeste stigning har været den 2 km lange Mur de Bretagne!

Sjældent bjergrig finale

Man skal således ingenlunde undervurdere denne indledende fase, men hvis formålet var at udfordre Chris Froome, har man formentlig begået en fejl. Hvis man skal pege på en rytter, der drager fordel af den hektiske åbning, er det nemlig briten selv. Nuvel, BMC er nok et bedre holdløbsmandskab end Sky, men briterne er trods alt så stærke, at briten næppe taber mere end et par sekunder til sin værste rival. Og hvem af Froomes rivaler er bedre end ham i fladt terræn, i positionskampen og på brostenene? Quintana? På ingen måde. Bardet og Pinot? Slet ikke. Porte? Nej, han er frygteligt bange på de snævre veje - og får i øvrigt nok at gøre med at overbevise Greg Van Avermaet om, at det er Tour-sejren og ikke etapesucceser, der handler om. Nibali? Ja, men hvor er den Bahrain-rytter, der skal udføre det afgørende arbejde for kaptajnen, som Lieuwe Westra og Jakob Fuglsang leverede på den mindeværdige brostensetape i 2014? Dumoulin? Ja, men heller ikke han har et hold, der på nogen måde kan gøre Sky rangen stridig.

Når først Froome ruller det tunge kavaleri med Ian Stannard, Geraint Thomas og Michal Kwiatkowski (denne gang bliver der ingen Luke Rowe, der med et alvorligt benbrud som bekendt betaler en dyr pris for deltagelsen i sin brors polterabend), synes det usandsynligt, at det er andet end uheld, der for alvor kan bringe den forsvarende mester ud af fatning. Naturligvis kan lynet altid slå ned, og en punktering eller et styrt kan ødelægge det for selv den mest velforberedte, men skal man pege på én rytter, der har størst sandsynlighed for at være bedst placeret af forhåndsfavoritterne efter den første uge, er det Froome.

Mens en let rytter som Nairo Quintana med bæven kan se frem til løbets indledning i det kolde nord, kan han til gengæld imødese en pæn belønning, hvis han skulle slippe helskindet gennem strabadserne. De to sidste uger af løbet byder nemlig på bjergudfordringer i et omfang, som man næppe har set i nogen anden Tour i adskillige år. Ganske vist er der kun tre bjergafslutninger, men dertil skal lægges yderligere tre bjergetaper, der alle er så svære, at de sagtens kan give anledning til forskelle mellem de bedste. Og samtidig er bjergetaperne præget af en alsidighed, der giver mulighed for at teste hele spektret af klatrere.

Nytænkning og tradition

Den store nyskabelse i forhold til tidligere er, at man denne gang har designet voldsomt svære etaper i både Alperne og Pyrenæerne. Tidligere har man frygtet, at for voldsomme udfordringer i den først besøgte bjergkæde har kunnet kvæle spændingen i løbet, og derfor har man ofte samlet de sværeste udfordringer mod løbets slutning. Det er ingenlunde tilfældet denne gang, hvor både Alperne og Pyrenæerne gives den respekt, de fortjener. Faktisk er det vanskeligt ikke at pege på den brutale 12. etape med tre mytiske stigninger, mere end 5000 højdemeter og mål på toppen af legendariske Alpe d’Huez som løbets kongeetape, der derfor komme usædvanligt tidligt i forhold til tidligere år.

Et andet interessant aspekt er variationen i distancer. I de senere år er korte, intense bjergetaper blevet voldsomt populære, fordi der er talrige eksempler på, at de har givet anledning til noget af det bedste cykelløb, man kan tænke sig. Nogle er sågar fortalere for, at man helt udelader de mere traditionelle bjergmaratoner, hvor rytterne tilbringer mere end seks timer i sadlen på brutale dage med utallige stigninger. Omvendt mener flere af sportens traditionalister, at netop de dage er afgørende for at teste rytternes udholdenhed og bidrager væsentligt til den nedslidning, der er et essentielt element i enhver grand tour. Måske er der på disse dage knap så meget action undervejs, men det er på disse dage, man for alvor ser, hvem der er gjort af det rette stof.

Denne gang har ASO på nydelig vis tilfredsstillet begge lejre, og dermed også tilgodeset både de mere eksplosive og aggressive klatretyper, der ser frem til de intense etaper, og de sejlivede dieselmotorer, der kan udmanøvrere de fleste efter en lang, udmarvende dag. I både Alperne og Pyrenæerne er der derfor etaper af begge typer. I Alperne skal rytterne som sagt testes på en brutal dag med de legendariske bjerge Madeleine, Croix de Fer og Alpe d’Huez, og der venter en lignede dag i Pyrenæerne, hvor den allersidste bjergetape byder på 200 km med frygtede Aspin, Tourmalet og Aubisque undervejs.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Begge disse maratonetaper er præget af legendariske stigninger, men samtidig er der blevet plads til nytænkende etaper, der i overensstemmelse med tidens trend er korte og tillige byder på nye stigninger. Det gælder den bare 108 km lange alpeetape med mål på den nye stigning La Rosiere samt løbets måske største nyskabelse, den bare 65 km lange 17. etape, der over den korte distance byder på hele tre bjerge, herunder mål på toppen af den svære Col de Portet. Dertil skal lægges yderligere en alpeetape, der undervejs byder på den nye Glieres-stigning og dens frygtede grusveje, samt en finale med de spændende stigninger Col de Romme og Col de la Colombiere, der gav anledning til en af de bedste etaper i 2009, og en lang pyrenæeretape med Col du Portillon i finalen. Og indimellem det hele gør man endda stop i Mende, hvor den klassiske finale på Laurent Jalabert-stigningen i udkanten af byen giver anledning til at vinde et par sekunder og mulighed for, at de mere eksplosive puncheurs kan drage fordel af deres punch på en kort, stejl stigning

Samlet set er der altså nok klatreudfordringer til, at meget kan vendes på hovedet, også for ryttere, der måtte have tabt megen tid i den første uge. Det indebærer naturligvis den indlysende risiko, at spændingen kvæles tidligt, og at man allerede efter Alperne vil se så store tidsforskelle, at løbet reelt er afgjort. På den anden side er det måske netop udsigten til svære udfordringer, der giver håb om, at meget kan forandres, selvom Froome måtte have lagt løbet i et jerngreb. I år sad man nemlig med den fornemmelse, at briten allerede havde vundet løbet tidligt, fordi der manglede terræn, hvor han og Sky måske kunne knække. Det vil ingenlunde være tilfældet i år, hvor også Pyrenæerne i den sidste uge er så svære, at intet er afgjort før til allersidst. Og endelig er det værd at bemærke, at den ”nye” Froome, der har lært at holde igen, så han kan bevare friskhed til løbets afslutning samt et efterfølgende forsøg på at vinde Vueltaen, i de senere år har holdt igen og kørt mere defensivt i løbets indledning. Risikoen for, at han knuser rivalerne på første bjergetape, som han gjorde i 2013 og 2015, er derfor ikke stor.

Frygten for enkeltstarterne

Og hvorfor kan Froome tillade sig at holde igen? Fordi løbets afgørende etape på næstsidste dag igen i år er en enkeltstart, hvor Froome med statsgaranti kan vide sig sikker på at vinde tid på samtlige konkurrenter - med undtagelse af Dumoulin, hvis denne stiller op. Og det er ASO tydeligvis bevidste om. Lige siden Froome reelt sikrede sig den samlede sejr allerede midtvejs i løbet ved at knuse klassementsrivalerne på den flade tidskørsel i til Mont Saint-Michel i 2013, har arrangørerne været voldsomt karrige med antallet af enkeltstartskilometer. Det nåede et historisk lavpunkt i 2015, hvor der over 21 dage kun var 13,8 km individuel kamp mod uret på programmet, og da man i 2016 igen dristede sig til at indlægge mere individuel tidskørsel ind, så man, hvordan Froome effektivt udnyttede de to ellers relativt kuperede enkeltstarter til at vinde så megen tid, at han faktisk næsten helt undlod at angribe i bjergene.

Set i det lys er det heller ikke mærkeligt, at man i både 2017 og 2018 har begrænset enkeltstartsomfanget til et minimum. Næste år er der kun 31 km på programmet, og denne gang har man endda designet en voldsomt kuperet rute, der skulle gøre det muligt for klatrerne at begrænse tidstabet. Det hjælper dog ikke meget mod Froomes overmagt, idet briten netop særligt excellerer i vanskeligt terræn, og det er ingenlunde tilfældigt, at Froome står som etapevinder på de to vanskeligste enkeltstarter i de seneste fem år. Derfor vil Froome som altid have et es i baghånden, der kan tillade ham at køre relativt afventende - specielt hvis det lykkes ham at opbygge en buffer i løbet af de ni første dage.

Kølig modtagelse fra Dumoulin

Det begrænsede antal enkeltstartskilometer har også en pris. Midt i al rosen var der nemlig ét sted, hvor Tour-ruten blev modtaget med en vis kølighed. Det var i Holland, hvor han man havde set frem til, at en enkeltstartstung rute ville inspirere Tom Dumoulin så meget, at den længe imødesete duel mellem Froome og det hollandske tempofænomen kunne blive en realitet. Det ser nu temmelig usandsynligt ud. I hvert fald var meldingen fra Sunweb-lejren - Dumoulin selv har forholdt sig helt tavst - at han man havde regnet med flere tidskørsler, og selvom ruten i Baskerlandet utvivlsomt inspirerer Dumoulin, der netop elsker kuperede enkeltstarter, ved både han og holdledelsen godt, at 31 km formentlig er for lidt på en rute med så voldsomme bjergudfordringer - også selvom de første ni dage og ikke mindst holdløbet taler til Dumoulins fordel.

At netop Dumoulins deltagelse kunne være den største pris at betale for ikke at favorisere Froome med for mange enkeltstartskilometer, var Prudhomme tydeligvis pinligt bevidst om. I hvert fald var det bemærkelsesværdigt, hvor store anstrengelser løbsdirektøren gjorde for uopfordret at invitere Dumoulin til at tilbringe den kommende sommer i Frankrig. Formentlig er det imidlertid skønne spildte kræfter. Alt tyder på, at vi sidst i november til få præsenteret en Giro-rute, der udover den allerede offentliggjorte indledende tidskørsel i Jerusalem, også vil byde på en ganske lang enkeltstart i løbets anden halvdel. Det vil formentlig være for stor en fristelse for Dumoulin, og et forsigtigt gæt er, at Dumoulin også næste år vil være at finde i Italien og ikke i Frankrig.

Rød løber til Froome

Det er imidlertid også den eneste smule malurt i bægeret for ASO, der kun kan være tilfredse med at have præsenteret en så alsidig rute, at stort set alle har kunnet finde grund til optimisme og taget vel imod de kommende udfordringer. Og netop alsidigheden giver allerede nu sportsdirektørerne grå hår i hovedet. Næste år bliver holdene som bekendt reduceret til kun otte mand, og det bliver ikke let at sammensætte en trup, der kan tage vare på kaptajnen i båden den hektiske første halvdel og i den meget bjergrige anden fase - og samtidig have et konkurrencedygtigt mandskab til holdløbet. Det bliver mere end nogensinde vigtigtigere at finde alsidige ryttertyper, der kan begå sig i alle terræner og samtidig har den nødvendige power til også at bidrage på 3. etape - og det bliver formentlig meget få hold, der kan finde plads til både at have sprinter- og klassementsambitioner.

Håbet var, at den reducerede holdstørrelse særligt skulle lægge pres på Sky, men også i den sammenhæng er briterne usædvanligt godt stillet. Der findes nemlig i det nuværende professionelle felt kun to ryttere, der har vundet brostensklassikere, kørt i top 15 i Touren og derfor kan sidde med også blandt de sidste i de høje bjerge og samtidig hører til blandt verdens bedste enkeltstartsryttere. Det er Michal Kwiatkowski og Geraint Thomas, der begge hører til blandt feltets suverænt mest alsidige ryttere. Og hvor er det nu, de kører? Det er som bekendt på et Sky-mandskab, der om nogen har mandskabet til at varetage de meget forskellige forpligtelser, som Froomes hjælpere skal håndtere i løbet af de kommende tre uger.

Derfor kan man ikke komme udenom det. Uanset hvor store anstrengelser man har gjort sig for at stække både briten og hans suveræne hold, er det ikke lykkedes. Ruten er på alle måder fornemt udtænkt, ekstremt varieret og på en gang nytænkende og traditionel, men i øjeblikket er det stort set umuligt at designe en grand tour, der ikke pr. automatik vil have Froome som den klare favorit. Og netop ved at udtænke en rute, der kommer så vidt omkring, og som i særlig grad har alsidighed som nøgleordet, er det klart, at verdens mest alsidige grand tour-rytter naturligt fremstår som manden, der skal slås. Den titel tilhører i øjeblikket Kong Froome, der således i tirsdags tog et meget stort skridt mod at kunne indskrive sig i historien som den femte rytter med fem Tour-sejre.