Analyse: Den Gamle Gorilla kan endnu

Sjældent har en sejr været mere velkommen. Det meste af 2017-sæsonen endte som en lang ørkenvandring for André Greipel, der efter sin etapesejr i Giro d’Italia måtte vente helt indtil slutningen af september, inden han atter kunne rejse armene i triumf. Da det endelig skete, fandt det endda sted i det mindre belgiske løb Omloop Eurometropool, hvor han mildt sagt ikke befandt sig i det stærkeste selskab, og det blev efterhånden et af de meget diskuterede emner ikke mindst i belgisk sportspresse, om den aldrende tysker efterhånden havde nærmet sig sidste udløbsdato. Bedre blev det ikke af, at han undervejs måtte se sin imponerende sejrsstime i grand tours brudt, da han forlod Tour de France uden en etapesejr for første gang siden skiftet til Lotto Soudal, og da først belgisk presse begyndte at spekulere i, om det var Bryan Coquard eller Caleb Ewan, der var udset som Greipels afløser som det belgiske mandskabs topsprinter, var det tydeligt, at det ramte den vellidte tysker på selvtilliden.

Af samme grund har det helt sikkert været en svær vinter for Greipel, der selv har tilskrevet de manglende resultater moderens alvorlige hjernesygdom. Hun lider af ALS, og manager Marc Sergeant har beskrevet, hvordan frygten for et alvorligt uheld i en situation, hvor moderen er afhængig af hans hjælp, har fået ham til at trække i håndbremsen i de hektiske massespurter. Greipel har i forvejen været kendt for ikke at høre til blandt de modigste sprintere, og yderligere forsigtighed er der ikke plads til i den rå og ubarmhjertige sprinterverden. Resultatet udeblev ikke: Greipel oplevede et sandt mareridtsår, hvor han stille og roligt gled ned i sprinterhierarkiet.

Det er helt sikkert i det lys, at man skal se Greipels beslutning om efter fire års fravær at vende tilbage til Tour Down Under, det løb, han totalt dominerede fra 2008 og 2013, og hvor han har opbygget en imponerende rekordliste med 16 etapesejre. Den 17. kom så i går og tjente lige præcist formel, som turen til den australske hede har: at afpudse selvtilliden inden de første opgaver i Europa, hvor stressniveauet og ikke mindst kampen i de hektiske finaler er langt voldsommere.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Én ting er, at Greipel sejrede. Som Peter Sagan viste på 1. etape, kan man krydse stregen først med snilde, selvom man ikke er feltets hurtigste. Langt vigtigere for Greipel var det formentlig, at sejren kom efter et brag af en spurt, hvor han ganske enkelt overspurtede Caleb Ewan og Elia Viviani, der gentagne gang har dokumenteret, at de befinder sig i den absolutte top over sprintere med den højeste topfart. Da Greipel fandt en åbning og skød ned i midten af vejen mellem sine to rivaler i en enkel finale, der passede ham som fod i hose, var det atter som at se den tyske sprinter i sine velmagtsdage, hvor han eksempelvis i 2015 totalt dominerede massespurterne i Tour de France.

Det er naturligvis tidligt på sæsonen, men Ewan viste med præstationen ved de australske mesterskaber, at der bestemt intet er i vejen med hans fremragende form. Også Viviani viste stor fart med sin flotte spurt i søndags i Adelaide, hvor han på imponerende vis blev nr. 4 trods en position alt for langt tilbage. At Greipel derfor kan slå sine to rivaler på ren topfart, vidner om, at vi fortsat må regne tyskeren som hørende til den absolutte sprinterelite. Det spiller naturligvis ind, at Greipel altid har haft tradition for at være i fremragende form fra sæsonstart - det er ikke uden grund, at han har en så imponerende rekordliste i Australien, og at han også i de seneste fire år har vundet tidligt på sæsonen - men i nat så vi alligevel en ren udmåling af topfart i en klassisk powerspurt, som efterlader et indtryk af, at Greipel skal tages meget seriøst, når han for første gang stiller til start i en stor spurt i Europa. Eneste malurt i bægeret er, at det ellers altid så stærke Lotto-tog ikke fungerede optimalt, men det lykkedes dog Jens Debusschere, der også kørte et fremragende lead-out i søndags, at få Greipel så langt frem, at hans fart kunne gøre en forskel i finalen.

Hvor presset lettedes fra Greipels skuldre, var det modsatte tilfældet for Caleb Ewan. Den klejne australske sprinter har i de seneste to år totalt domineret spurterne i sit hjemlands løb, men nu er han to gange blevet besejret af sine rivaler i et sprinterfelt, der er meget stærkere end længe. Det var til at forudse, at Ewan næppe kunne fortsætte sin suveræne sejrsrække med så stærk modstand, men efter præstation ved de australske mesterskaber, hvor han så stærkere ud end nogensinde, er det alligevel temmelig overraskende, at det nu to gange er gået galt. På forhånd så hans største svaghed nemlig ud til at være et lead-out, der ikke helt kunne matche Bora og Lotto Soudal, men faktisk er det australske mandskab det eneste, der har leveret i begge de to hidtil kørte spurter. Igen i nat kunne Ewan således starte sin spurt helt fremme, men atter måtte han se sig overspurtet.

Ewan selv tilskriver det manglende timing, og det er da også klart, at specielt hans spurt i Adelaide blev åbnet alt for tidligt. I nat blev han imidlertid overspurtet af en klart hurtigere sprinter, der ikke havde meget mere læ end den lille australier, og det må naturligvis give anledning til bekymring. Man kan efterhånden stille sig selv det spørgsmål, om de imponerende klatreevner, Ewan fremviste på Mt. Buninyoung for lidt over en uge siden, måske er tilegnet på bekostning af topfarten. I hvert fald er han nu i tre ud af tre spurter blevet besejret (han vandt heller ikke feltets spurt ved mesterskaberne, hvor Jay McCarthy var hurtigere), og det må give anledning til bekymring. Hvis det også kikser i Victor Harbor på torsdag, går Ewan nogle svære dage i møde, idet presset så vil være kolossalt inden det afsluttende gadeløb i Adelaide, specielt fordi hjemmeholdet Mitchelton-Scott i år satser 100% på ham. Han kan håbe, at Daryl Impey kan overraske positivt i klassementet - og måske hans gode klatreevner endda kan give anledning til en overraskelse fra Ewan i den stigende spurt på 2. etape.

En anden taber var Elia Viviani. Den italienske supersprinter havde blandede følelser i søndags, hvor han kørte den hurtigste spurt af alle, men hvor hans nye tog totalt fejlede. Det gjorde de bestemt ikke i nat. Michael Mørkøv og Fabio Sabatini vandt den hektiske kamp mellem sprintermandskaberne og afleverede Viviani i den perfekte position. Denne gang blev Viviani imidlertid regulært overspurtet, og han efterlod slet ikke det samme meget positive indtryk som efter åbningsløbet. Modsat Ewan, der afskrev nederlaget med dårlig timing, var Viviani imidlertid helt ærlig i sin vurdering af spurten: han var ganske enkelt blevet slået af hurtigere ryttere.

Måske er situationen ikke helt så bekymrende for Viviani. Først og fremmest kan han være yderst tilfreds med, at hans tog viste sig som det stærkeste, men nederlaget afspejler måske også den udvikling, han har gennemgået. Efter at have rettet fokus fuldt mod landevejen har Viviani nemlig rettet blikket mod klassikerne, og derfor har han arbejdet hårdt på at øge sin holdbarhed. Det har i den grad båret frugt, hvilket han viste i sit suveræne efterår, hvor specielt sejren i det knaldhårde WorldTour-løb Bretagne Classic var imponerende. Det er imidlertid nærliggende at tro, at det har kostet en anelse på topfarten i de allerhurtigste spurter som den, der blev udkæmpet i nat. Tidligere har Viviani ellers opnået størst succes på de helt nemme etaper, men det seneste år fortæller, at han måske gradvist er ved at ændre sin profil en anelse.

Også i nat lykkedes det Peter Sagan at vise sig helt fremme, men denne gang kom verdensmesteren for sent. I søndags var hans tøven udslagsgivende i en sejr, der i høj grad blev opnået i kraft af eminent timing. Han undlod ganske enkelt at holde sig til sit ellers fremragende tog, der vandt kampen i finalen, og dermed undgik han som Ewan og Greipel at ramme fronten for tidligt. Også denne gang valgte han at lade holdkammeraterne køre deres eget løb, og han befandt sig helt alene i det meste af finalen. Det er en meget særegen taktik, hvor man med rette kan spørge, hvorfor holdet overhovedet kører lead-out, men Sagans eminente positioneringsevner betyder, at han alligevel altid kan starte sin spurt i en god position. Denne gang var han imidlertid fanget lidt for langt tilbage i den ekstremt hurtige spurt, hvor man altid vil blive slået, hvis ikke startpositionen er god. Alligevel tyder meget på, at Sagan fortsætter tendensen fra de seneste to sæsoner, hvor han er blevet markant hurtigere i massespurterne. I hvert fald kørte han atter en fremragende spurt, og man efterlades med indtrykket af, at han er kommet til Australien i langt bedre form end sidste år. Desværre mistede han Sam Bennett, der fik mekaniske problemer i finalen, men i lyset af den meget egenrådige kørsel i finalen, var det næppe det, der gjorde den afgørende forskel.

Spurten viste også, at de unge sprintertalenter er klar til at slå til. Phil Bauhaus, der efter sidste års Giro tog et kvantespring og med specielt sejren i Dauphiné viste, at han er at regne som en fremtidig topsprinter, cementerede sin position som den hurtigste af de sprintere, der ikke kører på et af de fire dominerende sprinterhold. Han mangler fortsat den sidste topfart for at kunne slå dem, men spurten understregede, at en af hans forcer er sin meget gode positioneringsevne. Samtidig er hans form næppe så langt fremme, som det er tilfældet for specielt Ewan, Greipel og Viviani, der altid starter stærkt, og det lover godt forud for en sæson, hvor han formentlig er Sunwebs vigtigste mand til de helt rene massespurter.

Også Simone Consonni, der skuffede en anelse i sin debutsæson, synes klar til endelig at indfri det kolossale potentiale, han viste i U23-årene. En let etape som denne passer bestemt ikke til den ret hårdføre italiener, men for anden spurt i træk lykkedes det ham at blande sig helt fremme i en ugunstig finale. Det må indgyde en betydelig optimisme forud for en sæson, hvor han skal slås for sin plads på et hold, der i Alexander Kristoff har en stjerne, som på mange måder deler Consonnis egenskaber.

Omvendt var det en anelse skuffende at se, hvordan den lovende britiske sprinter, Chris Lawless, trods en god udgangsposition kun gled baglæns, da spurten blev åbnet. Desværre fejlede Sky-mandskabet en del i deres lead-out, og den unge brite syntes ganske enkelt at have brugt lidt for mange kræfter på at forsvare sin position i den hektiske finale, der bl.a. betød, at FDJs unge sprinter, Daniel Hoelgaard, der ellers var blevet lovet sin chance på 1. og 6. etape ramte asfalten.

Etapen gav naturligvis ikke mange svar om klassementsrytternes form, men vi fik dog den ventede kamp om bonussekunder. Helt efter bogen var det de to hurtigste sejrskandidater, Nathan Haas og Jay McCarthy, der dystede om et enkelt sekund i den sidste spurt. Normalt er McCarthy den hurtigste af de to - det var således i de indlagte spurter på sidste etaper, at han sidste år fik stjålet en podieplads fra netop Haas - men denne gang lykkedes det den nye Katusha-rytter at slå sin landsmand. På forhånd har vi udset netop de to ryttere som Richie Portes værste rivaler, og deres chance er netop at gøre brug af deres hurtighed til at jagte bonussekunder. Det vil være et mønster, der vil gentage sig på de kommende etaper.

Endelig viste UAE sig også fremme. Den altid snu Rui Costa fulgte Laurent Didier, da denne højst overraskende gik efter det tilbageværende bonussekund i den første spurt. Desværre for den portugisiske stjerne, der ikke har mange chancer i en spurt mod Haas og McCarthy, var Katusha årvågne. De sendte den ligeledes meget hurtige Jhonatan Restrepo med i fremstødet, og selvom den unge colombianer i år næppe er tiltænkt en rolle i klassementet på et Katusha-hold, der er 100% fokuseret på Haas, var det vigtigt, at han med sine gode spurtevner let satte den langsommere Costa til vægs i kampen om bonussen. Dermed undgik Haas, at en af hans værste rivaler vandt vigtig tid. Og med den efterfølgende tredjeplads i den sidste spurt, endte det hele helt perfekt for Katusha, der nu håber, at Haas kan fortsætte succesen ved at tage årets første sejr på onsdagens 2. etape, der passer ham glimrende.

Læs også: Feltet.dks store optakt til 2. etape af Tour Down Under