Optakt: 6. etape af Tour Down Under

Ruten

Afslutningen på løbet har altid været inspireret af Tour de France, og sidste etape er således altid et gadeløb i Adelaide. Efter adskillige år med den samme rundstrækning var det imidlertid tid til forandring i 2014, hvor arrangørerne introducerede en ny 4,75 km lang omgang. Den blev kun benyttet én gang, og siden 2015 har det i stedet været en anden 4,5 km lang rundstrækning, der har lagt asfalt til sidste etape.

Modsat 2014-ruten, der var helt flad og meget teknisk, er den nye rute uden de store tekniske udfordringer. Rytterne bevæger sig ad en lang, lige vej, inden de vender rundt og kører mod området omkring Adelaide Golf Club. Her venter den lille stigning Montefiore Hill, men den er ikke i nærheden af at være nok til at splitte feltet, selvom den kommer bare 1200 m fra mål. På 10. og 15. omgang vil der imidlertid være bjergpoint på højkant. Efter en lille omgang i parken rammer rytterne opløbsstrækningen, der er den sandsynlige ramme om en forrygende massespurt og stiger ganske let. I alt skal 20 omgange tilbagelægges, hvilket giver en samlet distance på 90 km, og der vil være bonussekunder på højkant i indlagte spurter ved målpassagen efter 8. og 12. omgang.

Siden løbet kom på WorldTouren, lykkedes det i de første år for Francesco Chicchi, Chris Sutton og Ben Swift at vinde i Adelaide, men den dominerende skikkelse har selvfølgelig været André Greipel, der vandt i 2008, 2012, 2013 og 2014. Han har imidlertid været fraværende i de sidste tre år, og det har henholdsvis Wouter Wippert og i både 2016 og 2017 Caleb Ewan benyttet sig til at sikre sig flotte sejre.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Vejret

Efter fire dage i brutal hede aftog varmen en anelse på nattens etape, og rytterne kan også se frem til langt mere menneskelige betingelser til afslutningen. Med kun enkelte skyer og en temperatur på 33 grader bliver det dog fortsat en meget varm dag. Samtidig fortsætter det med at være ganske blæsende med en frisk vind fra sydvest. Det giver sidemodvind på første del af rundstrækningen, sidemedvind på anden del og til slut sidemodvind på opløbsstrækningen.

Analyse af 5. etape

Det er ikke nogen hemmelighed, at vejrforholdene før har afgjort cykelløb. Tværtimod er hører det snarere til reglen end undtagelsen, at de klimatiske betingelser har spillet en afgørende rolle i at bestemme, hvem der skal hyldes på podiet. Også denne uge har det været vejret, der har trukket de allerstørste overskrifter, da rekordhøje temperaturer har gjort Tour Down Under til ren lidelse for mange ellers hårdt prøvede ryttere, hvoraf selv mange veteraner aldrig har oplevet noget lignende.

Lige siden starten har det imidlertid været et helt andet vejraspekt, der for alvor truede med at have indflydelse på løbets udfald. Siden løbets begyndelse har det nemlig været annonceret, at der lørdag ville blæse en ganske kraftig modvind på Willunga Hill, hvor løbets traditionelle kongeetape som bekendt skal afgøres. Mens al snak har omhandlet varmen, har vinden hele tiden luret som en truende skygge over løbet, og vi har flere gange i tidligere optakter peget på, at det formentlig vil betyde, at løbet vil blive mindre selektivt end tidligere.

Vi fik ret, og helt som forudset var det Richie Porte, der havde størst risiko for at blive straffet af vejrgudernes nåde. BMC-kaptajnen levede ellers helt op til de tårnhøje forventninger og understregede sin status som kongen af Willunga ved for 5. gang at sejre på den ikoniske stigning, hvor han faktisk er ubesejret. Med sit uimodståelige ryk på stort set samme sted er det år efter år lykkedes ham at sætte rivalerne til vægs, både i år, hvor han er mødt op i halvdårlig form og primært for at forberede sig, og i udgaver som den igangværende, hvor han ikke har lagt skjul på, at den samlede sejr er hans mål.

Stigningen hører imidlertid langt fra til sportens sværeste, tværtimod, og derfor har vindretningen altid spillet en kolossal rolle i at bestemme graden af selektivitet. Portes klasse fornægter sig imidlertid ikke, og den lille australier har været i stand til at sætte rivalerne til vægs, både når vinden har hjulpet ham på vej mod toppen, og når han har haft den som en ekstra modstander, der har hjulpet rivalerne med at holde hans hjul.

I nat gjorde det altså igen, men aldrig tidligere har betingelserne været så vanskelige. Ikke blot var vinden denne gang kraftigere end tidligere, den havde også den helt forkerte retning og stod direkte i ansigtet på den forsvarende vinder, da han en anelse tidligere end vanligt kom med sit klassiske ryk på løbets næstsidste kilometer. At betingelserne denne gang var yderst vanskelige, blev understreget ved første passage af stigningen. Selvom Bahrain-Merida helt efter bogen gjorde deres yderste for at sætte et dræbertempo, var det historisk stort felt, der rundede toppen. Efter min erindring er det således aldrig tidligere sket, at André Greipel har overlevet denne første klatreudfordringen, siden den nuværende etape blev indført i 2012, men denne gang sad tyskeren sikkert med og kunne således hjælpe Lars Bak i finalen.

Alligevel var Porte så forrygende stærk, at han kunne knække rivalerne, men som det var tilfældet i 2014, 2015 og 2016 vil sejr på Willunga Hill heller ikke denne gang være nok til den samlede sejr. Gang på gang har Porte tabt for meget tid i løbets indledende til, at hans tidsgevinst har været tilstrækkeligt, og det vil også være tilfældet denne gang, hvor han nu er i samme tid som Daryl Impey, der leverede sit livs klatrepræstation og nu står på tærsklen til den samlede sejr. I 2015 havde han ladet Rohan Dennis stjæle for meget tid, og i 2014 og 2016 var han oppe mod Simon Gerrans’ spurtstyrke og dennes evne til at sluge bonussekunder op på snart sagt enhver etape. Denne gang er det atter manglen på spurtstyrke, der koster Porte, som har måttet se Impey med to andenpladser hente lige præcis de 12 sekunder, som Porte kunne distancere ham med i nat.

Der er ingen tvivl om, at Porte havde vundet løbet suverænt, hvis vindretningen havde været anderledes. Mens han måtte give sig maksimalt i 1500 m - noget, der fik ham til at betegne sejren som den hårdeste af de fem - kunne Impey gemme sig i langt tilbage i favoritgruppen. Med stor kløgt lod han sig ikke distrahere af Portes angreb og koncentrerede sig alene om at udnytte rivalernes slipstrøm og herved komme til toppen så hurtigt som muligt. Med en afmålt og velplanlagt klatrepræstation, der giver mindelser om Chris Froome fra tidligere udgaver af Vueltaen eller Tom Dumoulins typiske måde at angribe bjergetaper, kunne han til slut lukrere på, at de andre havde slidt sig tynde i modvinden og med et flot punch til slut nærme sig den efterhånden udmattede Porte.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Resultatet er, at Porte og Impey nu er i samme tid - nøjagtigt som det var tilfældet for Gerrans og Alejandro Valverde i 2012, hvor Valverdes højst besynderlige beslutning om ikke at træde hele vejen til stregen på Stirling-etapen kostede ham sejren i sit comeback efter sin lange karantæne. Med bonussekunder på spil på nattens sidste etape i Adelaide er der derfor umiddelbart lagt op til en spændende finale, hvor Porte skal forsøge at stjæle den nødvendige tid.

Det sker imidlertid ikke. Helt som forventeligt har Porte allerede kastet håndklædet i ringen, og det er således kun uheld, der kan forhindre Impey i at løbe med sejren. I en spurtduel med Impey er Porte nemlig chanceløs, og skulle de derfor ende i en dyst i en af de indlagte spurter, vil det være sydafrikaneren, der vil øge sit forspring og ikke Porte, der vil nærme sig. Som altid i etapeløb uden tidskørsler er det i tilfælde af, at flere ryttere i samme tid, summen af etapeplaceringer, der afgør rækkefølgen. Porte er som bekendt en ørn til at holde sig fremme i massespurter, og derfor viser hans tæller efter fem dage 150, mens Impey har været god til trods sin lead-out-rolle ikke at slå op i banen på de flade etaper og derfor blot har en sum på 38. Med andre ord skal Porte slutte 113 pladser foran Impey i den forventede massespurt, hvis han skal tage den samlede sejr, og i et felt på 125, hvoraf mangle vil sidde op efter endt opgave, vil det kræve reel skødesløshed af Impey, hvis Porte skal vinde samlet. Konklusionen er derfor klokkeklar: hvis ikke Impey har uheld, vinder sydafrikaneren Tour Down Under.

Naturligvis er det nu let for Porte i bakspejlet at se efter forspildte muligheder. Mest oplagt er det at henvise til, at han og holdkammeraten Rohan Dennis tøvede alt for længe med at gribe muligheden, da de sammen med Peter Sagan, George Bennett og Gorka Izagirre havde slået hullet på 4. etape. Det var ellers en perfekt situation, da de her havde sat deres værste rivaler til vægs, men i stedet for at vinde tid på Impey endte sydafrikaneren efterfølgende med at vinde seks bonussekunder, der i sidste bliver afgørende. Man kan ligeledes pege på spurten i Stirling, hvor Impey kørte lead-out for Ewan. Her var den lille australier i ungdomstrøjen, og det fik fejlagtigt Impey til at tro, at det var Peter Sagans VM-trøje, der ved at passere ham. Derfor fortsatte han med at spurte hele vejen til stregen og sikrede sig dermed en andenplads bag sin holdkammerat. Havde det ikke været for den fejlopfattelse, havde han formentlig stoppet lidt op efter endt dont, og det kunne have sikret Porte sejren.

Nu er resultatet imidlertid, at Impey ender med en lidt overraskende samlet sejr, og paradoksalt nok vinder hjemmeholdet Mitchelton-Scott derfor den udgave, hvor de har haft de laveste forventninger til klassementet. I fraværet af Simon Gerrans er de nemlig kommet til Adelaide med det primære mål at vinde etaper med Ewan, og Impeys muligheder i den samlede stilling har hele tiden været en biting, der måtte indordnes det overordnede formål. Vi har ganske vist hele tiden påpeget, at sydafrikaneren på den relativt lette rutte og med udsigt til modvind på Willunga var en podiekandidat - vi gav ham således to stjerner i vores optakt, hvor vi netop påpegede ovenstående aspekter - men vi havde ikke ventet, at han ville klatre så godt, at han ville kunne vinde samlet.

Sejren vil helt sikkert blive hilst velkommen blandt mange. Det er nemlig eksemplet på, at en lidt overset hjælperytter, der altid har udført sit job helt loyalt for kaptajnerne, griber en uventet chance. Impey er på alle måder en klasserytter, der mestrer det meste. Han kan spurte, han kan køre enkeltstart, og han er i de senere år blot blevet en bedre og bedre klatrer. Han har endda imponeret ved at køre nogle fremragende bjergetaper i Tour de France. Alligevel er sejrslisten tynd, og han har hovedsageligt kørt lead-outs først for Matthew Goss og siden Gerrans og Michael Matthews, der på mange måder er af samme type, men mere spurtstærke. Impey har som regel måttet tage til takke med af og til at køre en reduceret i massespurt i Vuelta al Pais Vasco eller Volta a Catalunya - noget, han har gjort med så stor succes, at han har vundet etaper i begge løb - ligesom han greb en mulighed, da han sejrede i Tour of Alberta for et par år siden. Som regel har han imidlertid måttet ofre sig loyalt for kaptajnerne.

Impey er på mange måder blevet straffet af at være på det forkerte hold. Som ryttertype er han som sagt at sammenligne med Matthews og Gerrans, ligesom også Michael Albasini er gjort af samme stof. Det har naturligt lagt begrænsninger på Impeys muligheder, men måske kan denne store sejr åbne nye døre. Gerrans og Matthews er som bekendt fortid på Mitchelton-Scott, og Albasini nærmer sig, ganske vist langsomt, sidste udløbsdato. Magnus Cort har ligeledes forladt holdet, og rollen som den holdbare sprinter i de hårde ugelange etapeløb synes nu ledig. Holdet har heller ikke længere samme styrke i ardennerklassikerne, og det kunne være i år, at Impey skal have chancen for at se, hvad han kan levere i Amstel Gold Race, der på papiret passer ham glimrende.

Nattens måske største taber var Jay McCarthy, der imidlertid fortjener al mulig ros. Det var så let for Bora-kaptajnen at køre defensivt og med kontrolleret kørsel at sikre sig sin samlede podieplads. Ingen ville have forventet, at han kunne slå Porte på Willunga Hill, men han greb alligevel ud efter den helt store gevinst. I stedet for at lave en ”Impey” forsøgte han som den eneste at følge Porte, og det så længe faktisk ganske lovende ud. Som Rohan Dennis måtte indse i 2015, og som Sergio Henao lærte på den hårde måde i 2016, kan man imidlertid betale dyrt, hvis man prøver at udfordre Kongen af Willunga. Alle eksploderede de stort set samme sted på sidste kilometer, og det blev også McCarthys skæbne i nat. Resultatet blev et lille kollaps, der sendte ham fra en podieplads ned på en skuffende 18. plads. Det var ikke det, han kom efter, men han fortjener et stort anerkendende nik for at gå efter den helt store gevinst.

Den sidste podieplads bliver nu i stedet taget af den tidligere vinder Tom-Jelte Slagter, der dermed får den bedst tænkelige start på sin Dimension Data-karriere. Den lille hollænder har som bekendt været en skygge af den rytter, der vandt dette løb i 2013 og som bjergtog verden et år senere i Paris-Nice - som han formentlig havde vundet, hvis det ikke havde været for et uheld på Mur de Fayence - og der har ikke været meget, der har tydet på, at han var på vej tilbage. Han er da formentlig også primært blevet hjulpet på vej af modvinden, der har gjort hans spurtstyrke mere værdifuld, men det ændrer ikke på, at han allerede nu kan levere på det, han er hentet ind for: at booste den meget slunkne pointkonto hos Dimension Data, hvis fremtidige position på WorldTouren meget vel kan komme under pres, hvis man atter ender året allernederst i hierarkiet.

En anden positiv overraskelse var Dries Devenyns, der som bekendt havde et fremragende 2016 hos IAM, hvor han vandt både Belgien og Vallonien Rundt. Det første år hos Quick-Step var imidlertid en mindre katastrofe, men nu er han måske på vej tilbage. I hvert fald har han udsigt til en samlet 5. plads og dermed den bedste Tour Down Under-placering for Quick-Step nogensinde. Det ændrer ikke på, at han får det svært i klassikerne på det stjernespækkede Quikc-Step-mandskab, men hvis han kan nå det niveau, han også havde som John Degenkolbs nøglehjælper i 2015, kan han sidde med langt inde i finalerne.

Læs også

Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt

Etapen bød også på flere lovende præstationer af unge ryttere. Egan Bernal var præcis så stærk, som man kunne have håbet, og modsat McCarthy eksploderede han ikke, selvom han gik all-in i finalen. Man kan kun ærgre sig over, at det ikke var ham, der sad på Portes hjul på rette tidspunkt. Måske kunne han faktisk have fulgt australieren hele vejen. Også Sam Oomen og Enric Mas bekræftede deres kolossale potentiale, Pierre Latour synes at være tilbage på sporet, og den hidtil så ustabile Ruben Guerreiro er forhåbentlig endelig på vej mod at indfri potentialet. Og så var det en fornøjelse at se talentfulde Chris Hamilton endelig give prøver på sine klatreevner efter et forfærdeligt 2017, hvor han gled helt i glemmebogen.

Lidt skuffelse må der til gengæld være hos Bahrain-Merida, der trods stort initiativ også blev ofre for modvinden og ikke kunne udnytte klatreevnerne hos Gorka og Ion Izagirre samt Domenico Pozzovivo til fulde. LottoNL fik heller ikke de ønskede udbytte af den meget lovende form, som både Robert Gesink og George Bennet har udvist i de seneste dage. Luis Leon Sanchez fik atter en påmindelse om, at han ikke længere er konkurrencedygtig som klassementsrytter på WorldTour-niveau, og UAE kunne ganske overraskende se Rui Costa, der ellers har et meget højt bundniveau, falde langt, langt tilbage. Heldigvis har man her den i dette løb altid så stabile Diego Ulissi, der atter ender i top 5 uden dog reelt at have været i spil til den samlede sejr.

Og endelig er der Peter Sagan. Helt efter bogen prøvede verdensmesteren vitterligt at skabe overraskelsen, men den gik ikke. End ikke den hårde modvind kunne bremse farten så meget, at han kunne hænge på, og dermed blev han atter bragt tilbage til virkeligheden efter den flotte præstation fredag. Det er ganske enkelt for tidligt for Sagan at være i topform på denne tid af året - specielt i år, hvor den hårde VM-rute kræver uhørt hårde forberedelser efter Tour de France. Set i det lange perspektiv var det måske meget godt, at Sagan ikke kunne følge med i nat. Det kan han helt sikkert, når han atter ifører sig et løbsnummer i begyndelse af marts ved Strade Bianche.

Favoritterne

Inden vi kommer så langt, er der dog et etapeløb, der skal gøres færdigt. Som altid slutter Tour Down Under med det klassiske gadeløb i Adelaides gader, og dermed ender det hele i samme stil som ved indledningen sidste søndag i People’s Choice Classic. Distancen er denne gang knap den dobbelte, og rundstrækningen er en anden, men overordnet set er der tale om et næsten identisk løb. Det er en lynhurtig, let og næsten helt flad etape, der er er en rigtig godbid for de helt rene sprintere.

Denne gang er der dog et ekstra krydderi, som ofte er kommet i spil. Muligheden for at score bonussekunder i de indlagte spurter er ofte blevet grebet og har før givet anledninger til forskydninger i toppen af klassementet. Det skete så sent som sidste år, hvor Jay McCarthy sikrede sig den sidste podieplads foran Nathan Haas. Spørgsmålet er, om de to indlagte spurter også vil komme i spil denne gang.

Det vil de næppe. Porte har som sagt ingen mulighed for at ryste Impey, og BMC har derfor allerede kastet håndklædet i ringen. Kun Diego Ulissi har måske en mulighed for at gå forbi Tom-Jelte Slager, da han sammen med netop Slagter den eneste rytter fra top 10 med tilstrækkelige spurtevner. Han skal imidlertid bruge fire sekunder og dermed høste gevinst i begge spurter. Det er temmelig urealistisk, ikke mindst fordi sprinterne har vist, at de vil slås benhårdt for den grønne trøje, og derfor vil UAE formentlig næppe gøre forsøget.

Heller ikke bjergspurterne vil komme i spil. Richie Porte har lidt overraskende ellers udvist interesse for bjergtrøjen, men sejr i de to bjergspurter vil blot give ham 6 point. Det er ikke tilstrækkeligt til at gå forbi Nickolas Dlamini, der i øvrigt også er meget hurtigere i en næsten flad spurt som den, der venter på Montefiore Hill, og derfor skal sydafrikaneren blot sikket over stregen for at opnå drømmedebuten på WorldTouren.

Med andre ord er der lagt op til et helt klassisk sprinterscenarium. Der vil helt sikkert være lidt større aggression fra start, da hold som Katusha, LottoNL, Movistar, FDJ, UniSA, Astana, Trek, Ag2r og måske endda BMC alle har et løb der skal reddes og ikke har de store muligheder i en massespurt. Mitchelton-Scott, Quick-Step, Lotto Soudal og måske også Bora-hansgrohe - der dog sagtens kan tænkes atter at spille poker - vil imidlertid alle arbejde for en massespurt og ikke give udbruddet meget snor på så kort en etape. Derfor bør de uden de store vanskeligheder sikre, at det hele bliver samlet i finalen.

Her vil det hele blive meget stressende, og vi har ofte set styrt, der har kostet ryttere placeringer i top 10. Placeringerne i toppen af klassementet er nemlig som sagt bestemt af summen af etapeplaceringer, da mange ryttere er i samme tid, og derfor skal Diego Ulissi, Dries Devenyns, Egan Bernal, Gorka Izagirre, Robert Gesink, George Bennett, Ion Izagirre, Pierre Latour, Domenico Pozzovivo, Ruben Guerreiro, Sam Oomen, Chris Hamilton og Enric Mas alle slås for deres placering i den samlede stilling ved at holde sig så langt fremme som muligt. Det skaber i sig megen nervøsitet, og derfor bliver det altid yderst hektisk til slut.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Etapen skal dog med 99% sikkerhed afgøres i en massespurt. Der er tale om en relativt enkel spurt, hvor to relativt sene sving dog betyder, at et godt tog er af en vis betydning. Etapen er let og kort, og alle vil derfor være friske, men det er vigtigt at time spurten korrekt. Opløbsstrækningen er let stigende, og den relativt kraftige sidemodvind betyder, at timing vil være nøgleordet - nøjagtigt som det har været tilfældet i de tre foregående spurter.

Hidtil har vi peget på Caleb Ewan som vores vinderbud i massespurterne, men det er endnu ikke lykkedes for australieren at vinde en klassisk sprinteretape. Nu er han ovenikøbet svækket. Daryl Impey vil denne gang ikke kunne tage alt for store risici i finalen og vil formentlig overlade rollen som sidste lead-out man til Alexander Edmondson. Samtidig har man mistet Jack Bauers store motor, og det er et stort tab, når toget skal holdes fremme på de sidste omgange.

Denne gang tror vi i stedet mest på Elia Viviani. Den italienske stjerne har haft et lidt blandet løb. Han kørte en fremragende spurt sidste søndag, hvor et dårligt lead-out dog kostede ham muligheden for at komme på podiet. På 1. etape blev han til gengæld afleveret helt perfekt, men her blev han regulært overspurtet i den lynhurtige finale. Til gengæld viste han stor klasse, da han vandt 3. etape, hvor han trods et ikke helt velfungerende tog overraskede Ewan, der ellers blev afleveret ideelt, og med stor autoritet tog sin første sejr i Quick-Step-trøjen.

Viviani har med andre ord kørt to fremragende spurter, der har understreget hans status som en af verdens allerhurtigste sprintere. Kun i Lyndoch skuffede han, men her blev han ramt af en faldende opløbsstrækning, der ikke passede ham perfekt. Viviani er langt bedre, når det stiger let, som det vil gøre i nat i Adelaide. Samtidig har Quick-Step-toget vist stor styrke. Timingen har ikke altid været der, men Michael Mørkøv og en ellers lidt formsvag Fabio Sabatini har i to ud af tre tilfælde gjort det godt. I torsdags fik de reddet situationen med et sent fremstød, og i tirsdags gjorde de alt perfekt. Denne gang er Mitchelton-Scott svækkede, og mulighederne for at dominere er derfor bedre. Viviani har ikke lidt voldsomt i varmen, er i fremragende form og har vist god fart. Det får os til at pege på italieneren som vinder.

Skal Caleb Ewan have en rigtig spurtsejr, er det nu. Han vil gøre alt for at vinde for tredje år i træk på denne etape, men som sagt er hans tog nu svækket. Det betyder dog ikke, at han er dårligt stillet. Også han er bedre i et let stigende opløb, og modvind er som regel en fordel for hans ekstremt aerodynamiske positioner. Impey er så godt stillet samlet, at han sagtens kan bidrage som lead-out man, og Edmondson viste i torsdags, at han sagtens kan gøre arbejdet færdigt som sidste mand. Ewan synes at klatre bedre, men spurte lidt svagere end tidligere, men han har trods alt været en af de hurtigste. Det har hidtil knebet med timingen, og det bliver atter den største udfordring i denne spurt, der med modvind og stigning kan være svær at læse. Rammer han og holdet rigtigt, er der dog meget gode chancer for et hattrick.

I de to første spurter var André Greipel fremragende og måske i virkeligheden den allerbedste. Siden da har han lidt voldsomt i varmen, og det gav blandt andet anledning til en skuffende præstation i Stirling. Nu er det atter blevet koldere, og han viste klar fremgang på WIllunga-etapen. Også Greipel elsker et stigende opløb som dette, og han har vist, at han har farten til at slå dem alle. Som altid for tyskeren er udfordringen positioneringen, og de to sene sving er ikke til hans fordel, specielt ikke fordi Jens Debusschere helt åbenlyst er milevidt fra sin bedste form. I så let et løb bør han dog være i stand til bidrage til at positionere Greipel, som han så fint gjorde det for en uge siden i Adelaide. Er Greipel bare nogenlunde fremme i sidste sving, er han hurtig nok til at vinde.

Forud for løbet ville Bora-hansgrohe satse på Sam Bennett i spurterne, men sygdom betød, at man måtte skifte hest og satse på Peter Sagan. Nu er ireren imidlertid ved at komme sig, og selvom også han har lidt i varmen, er han blevet bedre og nedre. Han har hidtil ikke fået chancen, men mon ikke det er tid i nat. Det eneste, der kan forhindre det, er, at Sagan har brug for point for at vinde pointtrøjen. Den betyder imidlertid næppe det helt store for verdensmesteren, og derfor tror vi, at Bora vil køre for Bennnett, der har brug for selvtillid. Sagan vil sikkert køre sin egen spurt og ender derfor utvivlsomt alligevel langt fremme i et forsøg på at vinde den grønne trøje, men vi tror, at toget vil arbejde for Bennett.

Bennett er på papiret næsten lige så hurtig som Ewan, Viviani og Greipel, men hans form er lidt usikkert. Hans store fordel er hans tog, der ud over Sagan tæller fabelagtige Rudiger Selig, Daniel Oss, Jay McCarthy og Peter Kennaugh. De har ikke timet det specielt godt, men i søndags viste de, at de er stærke nok til at dominere. Afleverer de Bennett perfekt, er han hurtig nok til at vinde.

Det er Sagan normalt ikke i lette løb som dette, men i Australien har han spurtet fremragende. Han positionerer sig som ingen anden og er en mester i timing. Denne lidt tricky afslutning med et stigende opløb og modvind minder meget om det, der gav ham sejren sidste søndag. Også her klarede han sig på egen hånd, og som sagt er det meget tænkeligt, at det vil være tilfældet igen i nat. Timer han det igen bedre end rivalerne, er det ikke umuligt, at han vinder igen.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Phil Bauhaus bekræftede med sin andenplads i torsdags, at han er et lysende sprintertalent med kurs mod toppen. Selvom han ikke har det allerstærkeste tog, positionerer han sig godt. Samtidig er han en ren sprintertype, der burde kunne lukrere på, at dette er et let løb uden synderlige vanskeligheder. Sunweb har samtidig gjort det fremragende i de hektiske finaler. I en modvindsspurt kan meget ske med den rette timing, og selvom Bauhaus ikke umiddelbart er helt så hurtig som de bedste, har han evnerne til at overraske.

Det har været en fornøjelse at se Simone Consonni være så stabil i massespurterne. Han er ellers ikke just skabt til de ret lette etaper i Australien, men han har alligevel været med fremme, både i kraft af gode positioneringsevner og overraskende god fart. Tabet af Roberto Ferrari betyder ikke det store, da hans dårlige form har gjort ham temmelig uanvendelig, og i stedet har Marco Marcato været sublim til at aflevere Consonni. Han er ikke hurtig nok til at vinde, og holdet er heller ikke stærkt nok til at dominere, men specielt i et stigende opløb kan en formstærk Consonni atter blande sig i kampen om podiet.

Unge Chris Lawless har vist gode positioneringsevner, men har lidt en del i varmen. Han burde drage fordel af de lavere temperaturer samt ikke mindst det kortere løb. Desværre har han mistet Jonathan Dibben, og det svækker det ellers på papiret så stærke Sky-tog betydeligt. Det ændrer dog ikke på, at briterne på papiret har et af de bedste lead-outs, og Lawless har som sagt også selv været god til at slås for sin position. Holdet mangler rutine og har ikke været gode til at holde sig til hinanden, men rammer de endelig rigtigt, kan Lawless måske køre i top 5.

Det er ikke meget, vi har set til Riccardo Minali hidtil. Den unge italiener har som altid haft det svært i positionskampen og er ikke blevet hjulpet meget af et Astana-hold, der mangler muskelkraft og fart til at køre lead-outs. En kort, let etape som denne passer imidlertid glimrende til den unge italiener, der har farten til at blande sig helt fremme. Alt afhænger af positioneringen. Det kan meget vel ende med ingenting, men det kan også blive rigtig godt.

Endelig vil vi pege på Mads Pedersen . Hidtil er det ikke gået særlig godt for Trek-mandskabets tog, men på papiret burde de være et af de stærkeste hold. Det skyldes ikke mindst tilstedeværelsen af erfarne Koen De Kort, der er en meget dygtig lead-out man. Pedersen er desværre ikke hurtig til at vinde rene massespurter i dette selskab, men det stigende opløb taler dog til hans fordel. Gør De Kort det godt, kan det måske blive til en god dansk afslutning på løbet.

Feltet.dks vinderbud: Elia Viviani

Øvrige vinderkandidater: Caleb Ewan, André Greipel

Outsidere: Sam Bennett, Peter Sagan, Phil Bauhaus

Jokers: Simone Consonni, Chris Lawless, Riccardo Minali, Mads Pedersen

Tidligere udgaver af etapen

Den samme rundstrækning har som sagt været benyttet siden 2015. Du kan her gense etaperne fra 2017, 2016 og 2015.