Volta a Catalunya-analyse: Er der en grænse for Quick-Steps succes?

Hver vinter tænker man det samme. Næste sæson må være den første, hvor Quick-Step får svært ved at forsvare deres position som det mest vindende hold. Deres store succes betyder nemlig, at de altid udsættes for en kraftig åreladning i løbet af transfersæsonen, og det efterlader altid holdt betydeligt svækket til det kommende år.

Det har bestemt ikke været anderledes denne gang. Dan Martin, Marcel Kittel, Matteo Trentin, Tom Boonen, Gianluca Brambilla og David De La Cruz tog et hav af WorldTour-point med sig til nye hold, da de i løbet af vinteren sagde farvel til belgierne. Da manager Patrick Lefevere kun havde held til at tiltrække ét etableret topnavn i Elia Viviani og derudover satsede på unge talenter, så det meget svært ud for holdet at opretholde samme eminente sejrsrate som i de forgangne sæsoner.

Efter to måneder må vi imidlertid konstatere, at belgierne har gjort det igen. Da Niki Terpstra og Philippe Gilbert i går sikrede holdet en dobbeltsejr i E3 og dermed tog holdet femte sejr på blot ti dage, nåede man op på imponerende 18 gevinster. Til gengæld så det efter Alvaro Hodegs exit svært ud for holdet i den afsluttende weekend i Catalonien, holdet bortset fra sejren på 1. etape ikke har haft megen succes.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Lefeveres tropper er imidlertid helt ustoppelige. Selv uden en topsprinter lykkedes det alligevel holdet at fortsætte succesen, da Maximilan Schachmann med et imponerende ridt sikrede sig karrierens første sejr. Det skete endda på den helt store scene i et af sæsonens allerhårdeste WorldTour-løb og efter en kraftpræstation, hvor han sammen med den stadig mere imponerende Diego Rubio holdt de tre store sprinterhold, specielt et meget aggressivt Mitchelton-Scott, stangen.

Det er svært ikke at blive forbløffet over holdets succes. Én ting er, at de tager et hav af sejre - det var måske ikke helt uventet, når man har både Fernando Gaviria og Viviani på holdet. Noget helt andet er, at man gang på gang vinder løb med et hav af forskellige ryttere. År efter år er de blandt de hold, der tager sejre med den bredeste vifte af ryttere, og lægger man det til, at holdet har et par deciderede vindermaskiner, er det ikke mærkeligt, at de sejrer så ofte.

I år er ingen undtagelse. I løbet af marts har fire af de unge ryttere, to i deres første sæson og to i deres anden, allerede taget deres første professionelle sejre. Det var måske ikke helt uventet for sprintertalenterne Fabio Jakobsen og Hodeg, der i kraft af deres spurtstyrke altid har vundet en del også på U23-niveau. Det mest imponerende er, at man også vinder med ryttere, der slet ikke har samme vinderkarakteristika. Det skete i Vestflandern med Remi Cavagna, der mest af alt har karakter af en uopslidelig hjælper, og i dag var det så Schachmanns tur.

Det er nu ikke, fordi Schachmann er en dårlig rytter. Tværtimod er han et stort talent, der allerede som U23-rytter udmærkede sig som tempospecialist med solide klatreevner. Det potentiale har han også vist som professionel, hvor han sidste år blev nr. 15 samlet i Californien, 4 i Ster ZLM Toer og 19 i Romandiet. I februar viste han så, at han var blevet endnu stærkere, da han tog en dybt imponerende 7. plads i det stærkt besatte Volta ao Algarve og en 2. plads bag Romain Bardet i Sud-Ardeche.

Alligevel er det overraskende, at han vinder en etape som denne. Etapeløbsryttere som Schachmann tager nemlig sjældent mange sejre, og det har da heller ikke været tilfælde for tysken som U23-rytter. Alligevel kan han allerede nu sætte en af de helt store triumfer på kontoen. Der sker åbenbart bare noget ganske særligt, når man kommer til Quick-Step.

Schachmann har tiden foran sig, og det er allerede nu klart, at han bliver til noget stort. Derfor er det lidt svært ikke at føle med Rubio, der havde sit livs chance for at tage en stor sejr. Han har egentlig været et ganske stort talent, der i 2015 og 2016 viste ganske lovende takter, men mange skader ødelagde hans 2017-sæson. Han forlod Caja Rural til fordel for det lille Burgos-hold, og det ser ud til at have gjort ham godt. Han imponerede allerede med et imponerende udbrud på kongeetapen i Valencia, og i dag viste han atter sin store styrke. Det kan godt være, at han heller ikke er den oplagte vindertype, men han er en voldsomt stærk udbrydertype, der har fortjent en stor sejr snart.

De store tabere var Bora, og det var bestemt velfortjent, at de ikke kom hjem med en gevinst. Hvor man ikke kan betvivle Bahrains og Mitchelton-Scotts commitment til en massespurt, spillede tyskerne en voldsom gang poker, der helt fortjent ikke blev belønnet. Mens australierne førte hele dagen og kun sparede klassementskaptajn Simon Yates, og Bahrain-Merida også brugte hele holdet, til sidst sågar lead-out man Matej Mohoric, brugte Bora kun Davide Formolo. Da den spinkle italiener var brændt sammen, sparede Bora resten af holdet til et lead-out, der da også gik helt perfekt. Jay McCarthy afleverede Sam Bennett helt perfekt, og han havde heller ingen problemer med at overspurte de langt langsommere konkurrenter.

Det var en meget sær disposition af tyskerne. I et felt som dette med et begrænset antal sprintere er behovet for et stort forkromet tog knap så udtalt, og derfor kunne man nok have ofret et par mand ekstre, specielt fordi man i McCarthy havde en sikker sidste mand for Bennett. I virkeligheden viser det måske meget godt, hvorfor Quick-Step har 19 og Bora kun to sejre efter to måneder af sæsonen. Og hvorfor Bora allerede 10 andenpladser og 13 tredjepladser!

Til gengæld kan Bennett glæde sig over at være tilbage på sporet. Han har allerede været syg tre gange i år, både i Australien, Belgien og Frankrig, og derfor var der stor tvivl om hans form frem mod dette løb. I lyset af hans ekstremt skrøbelige helbred og det dårlige vejr samt den kuperede rute var der en overhængende fare for, at han aldrig ville komme igennem. Han har imidlertid klaret stigningerne overraskende godt og synes kun at være blevet stærkere og stærkere. Det lover godt forud for Giroen, hvor han sammen med Viviani og Giacomo Nizzolo fremstår som de topsprintere, der skal slås om sejrene på det begrænsede antal flade etaper.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

For Mitchelton-Scott var det endnu en skuffelse. Holdet har sammen med Movistar været det suverænt mest aktive, og faktisk er det kun på 1. etape, at man slet ikke førte i feltet. Hver eneste dag er man gået efter sejren, men intet har man fået ud af det. I virkeligheden var det måske lidt naivt at arbejde så hårdt i dag, hvor Daryl Impey altid ville få det svært i en spurt mod Bennett. Formentlig havde det været klogere at spare kræfterne til søndag, hvor Barcelona-etapen er skræddersyet til sydafrikaneren. Lad os håbe, at der fortsat er lidt at skyde med for det efterhånden ret brugte mandskab.

Endelig fortjener Matej Mohoric at blive nævnt. Sloveneren har måske ikke vundet en etape endnu i dette løb, men han har nu været i top 9 på fem af dem. Kun på den store bjergetape, der var alt for svær for ham, var han ikke med fremme, men her viste han sig alligevel frem med et stærkt angreb i finalen. Det er vanvittigt, som den unge slovener har udviklet sig i det seneste halve års tid, hvor sejren i Vueltaen satte gang i noget stort. Og i dette løb har han endda i de fleste tilfælde kørt som lead-out man for sine holdkammerater, men været så stærk, at han alligevel har kunnet opnå et resultat. Det lugter af endnu en grand tour-etapesejr i Giroen!
 

For klassementsrytterne blev det en kold, men ikke alt for vanskelig dag på kontoret. Valverde og Movistar havde atter alt under kontrol og skal nu bare sikkert til Barcelona i morgen. Undgår de uheld, bliver det ikke noget problem, men Valverde elsker Montjuic-rundstrækningen i den catalanske hovedstad og vil måske meget mere end det. Vil han lave dobbelt hattrick ved både at vinde løbet og Barcelona-etapen for tredje gang? Svaret får vi i morgen, når han skal krones som en fortjent og historisk suveræn vinder af Spaniens ældste etapeløb.