Ass ??n ting er at snyde i et motionsløb! - Noget helt andet er, når færdselsloven samt egen og andres sikkerhed konsekvent bliver sat over styr i motionsløb.
I foråret havde jeg den store fornøjelse at deltage i Tilff - Bastogne - Tilff, som er en 220 kilometers udgave af Liége - Bastogne - Liége. Jeg husker ikke det nøjagtige deltagerantal, men det må have være adskillige tusinde.
Når man ser bort fra, hvor generende det kan være at nogle af de mere ambitiøse "motionister" har ledsagerbil med og når man ser bort fra at ledsagerbiler også kan være autocampere, som er utroligt svære at komme forbi på en snørklet, smal nedkørsel, så var det et fantastisk godt løb. Deltagerne kørte meget fornuftigt og Belgierne var yderst hensynsfulde. Jeg oplevede kun en enkelt episode, hvor to motionister kort før mål kørte over for rødt i et rimeligt befærdet kryds. Det, at de to motionister heller ikke havde hjelm på, fik mig også til at kommentere: "No brain - No pain", hvilket den hollandske motionist, jeg fulgtes med, kun kunne istemme.
Vel hjemkommet, høj efter succesen i Belgien, var jeg klar til de hjemlige udfordringer og meldte mig til et lokalt motionsløb på 130 km. Men jeg skal lige love for, at hvis det er noget de danske motionister kan, så er det at køre råddent. Starten gik i samlet flok med øvrige ruter (80, 50 og 30 km.) i et meget moderat tempo, så jeg satte mig helt frem for at være klar, hvis nogen fandt på at køre. Men det gjorde nogen ikke!
Først da motionisterne på de øvrige ruter var drejet fra og det viste sig at være færre end 20 tilbage, begyndte der at komme lidt tempo på. Om det var dette temposkift, der var årsagen skal være usagt, men herfra blev færdselsloven og al sund fornuft tilsidesat. Ved et venstresving i et ureguleret T-kryds kørte nogle over vejen mellem opbremsende bilister, andre kørte videre i venstre side af vejen og jeg blev som den eneste holdende tilbage til der var fri passage.
Lignende episoder gentog sig flere gange, hvor jeg hver gang måtte knokle for at hente gruppen igen, så jeg følte ikke lige at jeg havde overskud til at stikke fra gruppen. Da vi nærmede os et depot, blev der drøftet hvorvidt vi skulle køre derind eller fortsætte og der var tilsyneladende enighed om at benytte sig af chancen for at få fyldt flaskerne mv.
Da jeg havde fået fyldt blandet Rynkeby i flasken, kunne jeg ved et kort blik omkring mig, konstatere at der manglede nogle af deltagerne! To eller tre havde benyttet sig af situationen og var simpelthen fortsat, da vi andre var kørt ind til depotet. Ikke at det er forbudt eller lignende, men hvorfor siger man det så ikke, når der bliver spurgt, om man vil med i depot?
Dette var simpelthen bægeret der flød over, så jeg fulgtes et stykke med de sidste fra depotet og da ruten drejede, fortsatte jeg den direkte vej hjemad.
Her kunne min beretning om snyd og lovovertrædelser have været slut, men der kommer lige en krølle på halen.
Inden starten gik, blev vi kraftigt opfordret til at melde tilbage til løbsarrangøren, hvis vi udgik under vejs. Så det ville jeg naturligvis gøre. Jeg kørte derfor ind forbi målområdet for at fortælle at de ikke behøvede at lede efter mig ude på ruten. Men da jeg kommer derind, tager de min tid og ser noget forbavsede ud. Da jeg så fortæller, at jeg kun har 105 km. på tælleren, vender ansigtsudtrykkende tilbage i de vanlige folder. Men der bliver insisteret på, at jeg da skal have et diplom alligevel. Da de er fortrykte, kan jeg ikke få et hvor der står 105 km. og derfor får jeg et hvor der står 130.
Nogle dage senere, var det så min tur til at blive forbavset. For da kunne jeg læse i avisen at jeg havde vundet løbet! I mit stille sind, håbede jeg at ingen ville bemærke det og alligevel kunne jeg ikke lade være med at frydes lidt over, at de der var stukket på en tarvelig måde, nu var henvist til sekundære placeringer ;-)
Er der nogen af Jer, der kan give en fornuftig forklaring, eller måske bare en logisk forklaring på, hvorfor så mange motionister kører med hovedet under armen?
Nu er det ikke fordi jeg skal fremstå som en helgen. Kl. 4 om morgenen syntes jeg altså at man ser tåbelig ud, hvis man holder for rødt i et fuldstændigt øde kryds, så jeg bremser ned/stopper op, orienterer mig og fortsætter hvis der ikke er et øje i miles omkreds.
På korte strækninger med meget forsømte cykelstier, kører jeg på vejbanen til stor irritation for enkelte bilister, men er det overhovedet ulovligt? SKAL man bruge cykelstien?
Jeg kører også for stærkt. På en vejstrækning med vejarbejde og hastighedsbegrænsning på 20 km/t ville jeg sandsynligvis kunne få et klip i min motionslicens når jeg kører 35 km/t. Ikke nok med det, men jeg kører også midt på den smalle vejbane, fordi der ikke er tilstrækkelig plads til både cyklist og bilist, efter min mening. Nogle bilister er af en anden mening, for de kan på samme strækning køre med 35 km/t, 10 cm. fra mit baghjul og dytte i hornet fordi de gerne vil forbi :-(