arnt Jeg tror jeg har sagt hvad der er at sige om færdselsloven, så det behøver jeg ikke at komme nærmere ind på.
Selv, vil jeg betegne mig som ganske almindelig motionist. Jeg er kun i besiddelse af en almindelig motionslicens og er ikke supermotionist. Ikke desto mindre vil jeg give dig ret; de mindre erfarne motionister er de farligste på vejen.
Jeg fik læst lektien i det allerførste motionsløb jeg deltog i. Starten gik med master i et adstadigt tempo og inden for de første 10 km. havde jeg noteret mig de første 4-5 motionister som var livsfarlige at ligge på hjul af. Pludselige umotiverede nedbremsninger og underlige grundløse svej og sving.
Jeg fandt et rigtigt godt hjul at bide mig fast på de næste ca. 30 km. og der skulle jeg nok være blevet (forklaring følger), men tilfældighederne gjorde at jeg lidt senere befandt mig i midten af feltet, siddende på hjul af en motionist i seniorklassen. Men han kørte da i det mindste snorlige.
Om senioren blev træt, uopmærksom eller noget helt andet ved jeg ikke, men med ét valgte han at lægge sig ned på vejen og uden chance for at undvige, røg jeg direkte over ham, med cyklen bagefter. 3-4 andre bliver også revet med, men de var hurtigt på cyklen igen.
Senioren får hjælp af de mange hjælpere, der er tilknyttet løbet og jeg bliver også spurgt om jeg har brug for hjælp. Lidt forvirret svarer jeg: "Nej tak! Jeg klarer mig". Efter at have konstateret, at cyklen ikke har lidt synlig overlast udover lidt skrammer i gummiet på bremsegrebene, sætter jeg efter feltet. Senioren sad mere eller mindre forslået på bagsmækken af hjælpernes bil.
Hurtigt må jeg konstatere at gearet ikke virker korrekt; det hakker i bestemte gear. Ligeledes må jeg erkende at det gør for ondt i brystet til at stå op i pedalerne og at mit venstre håndled var temmelig ømt. Men adrenalinet pumper og jeg når feltet lige akkurat inden løbet bliver givet frit.
Jeg hænger på feltet så godt jeg kan, mens motionister i alle aldre falder fra én og én. Men det er en stakket frist; smerterne gør at jeg ikke kan træde igennem og jeg finder sammen med en mindre gruppe, som jeg følger et stykke af vejen. De sidste 20 km. kører jeg stort set alene.
Dagen efter viser det sig at jeg har pådraget mig et brud på håndledet og at jeg har fået trykket flere ribben, så med armen i gibs forfatter jeg en e-mail til løbsarrangøren, for at høre hvor galt det gik med den styrtede senior.
Svaret lød, at det var slet ikke så slemt som det så ud, for de fleste af de sår og skrammer han havde, stammede fra et solo-styrt under træning dagen forinden!!!!
Hvad jeg har lært? - Jo, jeg er da blevet langt mere selektiv når jeg ligger på hjul.
Oplevelsen har dog ikke skræmt mig. Jeg har deltaget i mange motionsløb i både ind- og udland siden, og har de første 5-6 løb på programmet for næste år.
Nå jo, hvorfor jeg skulle være blevet siddende på det gode hjul jeg fandt? - Hjulet tilhørte Brian Holm ;-)