Zwift er noget af det bedste der er sket for min vintertræning hvertfald. Jeg savner personligt ikke de blå tæer og is i skægget, eller at være ved at besvime når de følelsesløse tæer rammer de opvarmede badeværelsesgulv. Så kan Jørgen Leth synes det er noget pjat nok så meget.
Cykling kan dog være en ufattelig konservativ sport, det kan være svært at overbevise folk om at man rent faktisk kan få bedre træning via fx zwift end at fryse røven i stykker udenfor. Kører man licens skal man jo træne ude året rundt, basta .. eller noget.
Tiden må vise hvor kommercielt det bliver. Faktum er at der nok snart er flere tilskuere til streaming af et cykelløb en tilfældig onsdag aften, end der kommer til et løb i A klassen. Hvis der er tilskuerer, kommer der sponsorer som vil sælge deres produkter. Producenterne får næppe en bedre målrettet reklame end denne platform, de er sikre på at nå ud til deres målgruppe af cykel interesserede mennesker med god købekraft.
Zwift løb er ganske fantastisk træning og intensiteten er fuld på højde med at køre udenfor. Der er dog ting der lige skal løses før det for alvor kan tages alvorligt, fx folk der snyder med vægten for at vinde et virtuelt cykelløb.