Så må jeg også hellere bidrage med opfølgning på hvordan det gik for tre uger siden mens jeg stadig kan huske lidt af det (Man er jo lidt oppe i årene efterhånden).
Jeg havde planlagt at flyve til Bruxelles lørdag formiddag, leje en bil, og køre ned til et billigt motel uden for Valenciennes ca. 5 km fra Arenbergskoven. Den del af planen gik fint. Bruxelles lufthavn ligger kun lidt over en times kørsel fra den interessante del af ruten. Samtidigt har biludlejningsselskaberne i Bruxelles masser af overkapacitet i weekenden, da de primært lever af forretningsrejsende i hverdagene. Så det er muligt at få gode tilbud på både flybilletter og billeje.
Vel ankommet kørte jeg over til Arenbergskoven for at tjekke området ud ift. hvor man bedst kan komme til og fra om søndagen. Det var godt at mærke stemningen der allerede dagen før. Mange mennesker var ude at se ruten an. Der var midlertididge telt cafeer med kaffe, øl, fritter og kage. Og folket med store autocampere var for længst linet op på den store parkering før Arenberg skoven.
Jeg kunne godt regne ud at parkeringsforholdene ville blive vanskelige på dagen, men ved at indlogere mig på motel i nærheden regnede jeg med at kunne komme tidligt om søndagen til de gode parkeringspladser. Det har især betydning for hvor hurtigt man kan komme væk igen, hvis man vil nå at se rytterne flere gange.
Desværre brød min udlejningsbil ned lørdag aften. Så jeg tilbragte det sidste halve døgn midt i ingenting på et motel 5 km fra Arenberg uden at vide om jeg ville kunne komme til at se løbet. Lørdag aften i udkantsfrankrig er ikke det nemmeste tidspunkt til at finde en erstatningsbil. Meget nervepirrende. Efter utallige ubehjælpsomme forsøg på at tale fransk med diverse vejhjælpsfirmaer, endte jeg med søndag kl. 12:30 at komme med en uber til Lille, ca. 70 km væk, hvor jeg kunne få en erstatningsbil. Inden bureaukratiet var overstået var klokken næsten 14, og ifølge tidsplanen rammer rytterne Arenberg kl. 15! Overvejede derfor at nøjes med at se en senere pave. Men ude af Lille på motorvej A23, som går langs med løbsruten var der hul igennem i trafikken. Så jeg tog en rask beslutning om at udnytte hastighedsbegrænsningen fuldt ud for at prøve at nå Arenbergskoven.
Når man ankommer til Arenbergskoven en halv time før rytterne, så holder biler parkeret på alle ledige pladser inkl. nødsporet ud fra motorvejen. Jeg måtte køre et pænt stykke fra motorvejsafkørslen før der blev plads til en parkering. Defra stod det på 5 km løb i retning mod Arenbrg pavéen, mens jeg i horisonten kunne følge helikopterne nærme sig. Nåede frem ca. 3 minutter før første rytter.
Selv om jeg stod på den sidste tredjedel af pavéen var der stadig mange mennesker, så det er svært at have oveblikket ned langs pavéen. Fordelen ved at stå så langt nede, er dog at der er færre tilskuere end i starten af pavéen, samt at rytterne er trukket godt ud på det tidspunkt. Til gengæld går man glip af øltelte m.v. som står før indkørslen til Arenbergskoven.
Jeg blev ved Arenberg pavéen i ca. ti minutter, hvorefter jeg gik tilbage til bilen og kørte nordpå mod den fjerde sidste pavé Carrefour de L'arbre.
Jeg var indstillet på, at det nok ikke kunne lade sig gøre at nå det, men til min overraskelse var det faktisk ikke vanskeligt at nå frem. Jeg kørte tilbage på A23 mod Lille/Roubaix, og drejede derfra over på A8 mod Bruxelles. Da jeg drejede fra A8 ved Carrefour de L'arbre holdt der selvfølgelig mange biler allerede, men jeg fandt hurtigt en plads til bilen blot 10 min. gang fra pavéen. Det var meget nemmere end ved Arenberg.
Så efter en hæsblæsende eftermiddag fandt jeg pludselig mig selv på den fedeste pavé med god tid til at blive opdateret på løbet og til at nyde stemningen. Her var opsat diverse midlertidige boder med mad og drikke, mobilbar med tv-skærme, og ikke mindst masser af de berømte/berygtede flamske cykelfans. Stemningen var fantastisk. En blanding mellem Roskilde festival, havefest og Nedre C i Parken (FCK fans ved hvad jeg mener). Selv langt ude på pavéen fandt jeg grupper af flamske cykelfans medbringende generator, tv og masser af øl. Efter 15-20 minutter kommer så Sagan og Dillier, og derefter de mange små grupper med ryttere. Alle får masser af opbakning fra publikum. Faktisk svært at høre forskel på opbakningen til de to første og de mange ryttere, der kommer dryssende henover den næste halve time. Her på Carrfour de L'arbre er der ingen tilskuere, der skal skynde sig videre. Folk bliver og hepper til sidste mand.
På vejen tilbage til bilen ser jeg opløbet på en skærm i en mobilbar.
Placeringen tæt ved A8 gør det super nemt at komme tilbage til lufthavnen i Bruxelles. Det tager lige fem minutters køkørsel ud fra området. Derefter på landevej/motorvej resten af vejen. En time senere er bilen afleveret i lufthavnen.
Alt i alt en fantastisk oplevelse, selv om jeg på grund af nedbruddet på min lejebil desværre ikke fik helt den oplevelse i Arenberg, som jeg havde håbet på.
Praktisk:
Fløj København-Bruxelles lørdag (kunne også have ventet til søndag morgen)
Overnattede på billigt motel (Ibis budget Valenciennes) få km fra Arenberg.
Nemt at køre til/fra lufthavnen i Bruxelles
Overraskende nemt at køre i bil langs ruten, hvis man benytter A23. Dog kø/prakeringsproblemer de sidste en-to km fra pavéerne.
Hvis du vil være sikker på at have noget at spise og drikke, så køb ind i et supermarked i forvejen. På selve dagen er det ikke sikkert at du lige står ved en bod - eller at du har lyst til fritter, slik og øl, når du skal ud at køre i bil. Hvis det er varmt, så er ekstra vand uundværligt.
Canal Digitals app virker i Frankrig, så det er muligt at følge løbet på den - men det er ikke altid at båndbredden er så god i udkantsfrankrig.
Medbring din egen GPS hjemmefra. Så har du mulighed for at lægge de adresser ind, som du skal nå frem til. Det kan være unødigt vanskeligt at finde dem på lejebilens fremmedartede GPS.
Samlet budget fly/bil overnatning ca. 2000,- derudover mad og drikke.