Bikefit er en svær en... Jeg er ikke en seriøs motionscyklist, slet ikke, jeg bruger det til at forsøge at kontrollere vægten, og fordi jeg synes det er dejligt at komme ud og cykle. Ergo slet ikke et emne til et bikefit. Men...
Jeg betalte for et bikefit fordi jeg håbede at det kunne løse et af de problemer jeg har: Sovende fingre og hænder. Desværre har det ikke løst problemet, trods forskellige anviste forsøg efter selve bikefit'et, og jeg har måttet sande at det har noget at gøre med at jeg bare sidder som jeg gør, med ekstra overkropsvægt på styret, til dels fordi jeg er dårlig til at styre vægtfordelingen via core-strength.
Mit andet problem, hvilken sadel der passer, blev faktisk forværret af bikefit: Jeg fik "ordineret" en ny sadel, og betalte i dyre domme for den, bikefit'eren syntes jeg sad bedre på end den jeg havde. Men, det blev faktisk bare langt værre, det satte mig tilbage til startpunktet, fordi sadlen ikke var bred nok (noget bikefit'eren slet ikke tog hensyn til, ingen måling af siddbredde).
Da jeg så kontaktede en forhandler af SQlab sadler fik jeg helt andre anvisninger/indstillinger, det fjernede det grundlæggende problem, men var stadig ikke i mål. Nu har jeg endelig fundet frem til en sadel der ikke giver mig problemer, men det har da været noget af en vej, som jeg selv har måttet definere. Problemet er indlysende: En forhandler vil jo helst sælge det han har på hylden, og en bikefit'er samarbejder som regel med en forhandler, eller er selv forhandler - sådan var det i hvert fald i alle de tre tilfælde jeg har været ude i. De sovende fingre er jeg dog ikke af med, det er helt sikker betinget af min måde at sidde på cyklen.
Min personlige konklusion er at bikefit'et ikke er helt spildt... Jeg fik ordineret nogle indlæg til skoene, og det hjalp på et mindre problem med hotspots. Resten er dog lavet helt om efterfølgende, det går jo hurtigt når sadlen og skoene skifter, men til gengæld kender jeg så nogle af de faktorer der indgår i at indstille det hele korrekt.
Fra nu af tager jeg vejen med at forsøge at lytte til mig selv, at indstille klamper og alt andet efter egen fornemmelse, simpelthen fordi jeg helst er selvhjulpet når der sker ændringer.