Nu taler vi meget om mediedækningen og placeringen i løbskalenderen, men det må jo tydeligvis også være økonomien der sætter grænser, når ikke man kan tiltrække større navne. Det nyligt overståede Adriatica ionica Race er jo kun UCI-kategori 2,1, hvorimod PostNord Danmark Rundt stadig beholder sin 2HC-kategori. Alligevel lykkedes det (det indtil videre) italienske løb at tiltrække mange flere stjerner, heriblandt et meget stærkt Quick-Step-mandskab og det til trods for at Touren blev kørt samtidig.
Den langsigtede plan med Adriatica Ionica Race er at udvide det til et større løb med 10-13 etaper ligesom Tour of Qinghai Lake og tage andre lande på Balkan med i løbet, så det bliver et løb rundt om Adriaterhavet. Det lyder jo som en ambitiøs og spændende plan i en tid, hvor kedelige rundstrækninger i oliemilliardæres ørkenlandskaber ellers bliver stadigt mere dominerende.
Nu er det ikke for at forklejne den tilbagevendne kongeetape på Kiddesvej eller afslutningen på Frederiksberg Allé, men efter min mening må PostNord Danmark Rundt også tænke større. PostNord er allerede et svenskejet firma, og mens der måske ikke er mange svenske ryttere på WorldTour-niveau, så er der da en lang række norske. Et skandinavisk løb med spændende stigninger og alsidige veje i hele Skandinavien er efter min mening noget der kunne trække mange store stjerner til løbet, og talte man sammen med foreningen bag Tour of Norway eller Arctic Race of Norway kunne man måske smide ét større løb i kalenderen i stedet for tre små, og økonomien kunne måske række længere.