@reippuert: tak for dit udførlige svar. I forhold til din kropsbygning, synes jeg da, at det er nogle imponerende erfaringer, du har gjort dig på diverse bakker og bjerge. Den største stigning, jeg har kørt i mit liv, var Yding Skovhøj og Ejer Bavnehøj. Men jeg har heller aldrig kørt i udlandet. Foreløbigt opfylder de lokale bakker i Aalborgområdet nogenlunde mit behov. Dog er min form efterhånden blevet så acceptabel, at jeg er ved at begynde at synes, at selv byens hårdeste bakker godt måtte være LIDT hårdere. F.eks. er kørte jeg Nordtoften forleden dag. Den er 800 meter lang med ca. 5% i stigningsprocent. En fin nok bakke. Men jeg tog mig selv i at ærgre mig, da jeg nåede toppen, over at den ikke var længere. Jeg ville godt have prøvet min kondi af på en bakke, der måske var 1300-1400 meter lang med 5-7% i snit. Men så skal jeg længere ned i Jylland for at finde sådanne stigninger. Munkebjerg f.eks.
Her i Aalborg er der ingen stigninger, der både er lange og stejle. Enten er de stejle, men ikke ret lange. Eller også er de rimeligt lange, men ikke ret stejle. Bejsebakkevej og Humlebakken er rimeligt lange, men stiger under 3%, mener jeg. Naurvej, Lerumbakken, Skovbakkevej o.s.v. er stejle, men ikke over 500 meter lange. Jeg synes nok, at Søndre Skovvej er den bedste bakke her i byen. Den er rimeligt lang med 700 meter og også rimeligt stejl med 6,1% stigning i snit. Men skulle den have været rigtigt sej, skulle den have været 1200-1300 meter lang. Skovbakkevej har højere status blandt byens motionister. Men reelt er det jo kun halvdelen af vejen, at den er hård. Personligt synes jeg derfor, at Søndre Skovvej er hårdere, for der skal der trædes til hele vejen. Så er der også en bakke som Sohngårdsholmsvej. Den stiger faktisk over ca. 1 km. Men stigningssprocenten er så kun omkring de 4, så den mangler lidt i stejlhed. Men den har da en fornuftig længde. Endelig skal Mølleparkvej heller ikke glemmes. Hvis man cykler helt op til toppen i Mølleparken (lidt over 60 meters højde) og også tager det sidste stykke grusvej med, så får man faktisk 48-49 højdemeter over 1100 meter der. Det er vel den stigning i Aalborg By, som der er flest højdemeter i over én km. Men kun hvis man tager de sidste 200 meters grusvej med i betragtning. Sohngårdsholmsvej har i øvrigt 45 højdemeter, hvis man også tager grusstien op til Urania Observatoriet med. Men i selve Aalborg By er det umuligt at opdrive mere end 50 højdemeter på samme stigning.
Jeg har ikke altid selv været tung. Jeg vejede omkring de 75 da jeg var i tyverne, men efter de 30 tog jeg langsomt men sikkert på og havnede over de 100 kg. Faktisk har jeg været oppe omkring 120! Jeg havde en begyndende sukkersyge og det var dét, som foranledigede mig til at komme i gang med at cykle. Jeg har siden den dag hos lægen, hvor jeg fik konstateret begyndende sukkersyge, cyklet HVER dag (næsten) uanset vind og vejr. I starten var min form forfærdelig og jeg blev forpustet bare af at cykle 5-6 km. I dag har jeg så tabt mig ret meget og kan sagtens cykle 30-40 km. uden at blive særligt forpustet. Medmindre jeg da cykler op ad byens hårdeste bakker, fordi de kan stadig tage pusten fra mig. Men der er i dag ingen bakker i byen, jeg ikke kan køre opad. Da min form var ringest, kunne jeg ikke engang køre op til toppen af f.eks. Skovbakkevej uden at holde pause. Forleden kom jeg uden problemer op ad Skovbakkevej. Forpustet ja. Men jeg var på intet tidspunkt i tvivl om, at jeg ville nå toppen
I sidste uge tog jeg en test op ad Søndre Skovvej. Og jeg kan konstatere, at jeg har skåret 12 sekunder af min tid i forhold til for ét år siden. Men det passer godt med, at jeg i den periode har tabt mig yderligere og også er kommet i lidt bedre form. Min astma er blevet bedre, da jeg sjældent har anfald efterhånden - noget jeg tilskriver, at jeg er kommet væk fra bilosen i Kbh., for det var mens jeg boede derovre, at jeg udviklede astma. Dog tror jeg aldrig, at jeg får supergode lunger - for jeg kan jo læse mig frem til, at nogle af I andre kan køre op ad stejle bakker i både 10 og 20 minutter uden at blive særligt forpustede. Det kan jeg altså ikke. Men pyt, jeg får god motion alligevel og så længe jeg kommer op til toppen, så er det fint nok. Jeg kører alligevel ingen løb og skal ikke vinde noget indenfor cykling. Det er mest mig selv jeg kører imod. Men det er også sjovt at følge mine fremskridt. Hvordan jeg taber mig, kommer i bedre form og forbedrer mine personlige tider på byens forskellige bakker. Forleden tog jeg tre gange op ad Søndre Skovvej (700 meter lang stigning med 42-43 højdemeter) i træk uden pause (kørte selvfølgelig lige ned hver gang, men så op igen med det samme). Det kunne jeg ikke have gjort for to år siden. Der havde jeg nok i én tur
P.S.: Jeg glemte at tilføje, at jeg ikke har haft symptomer på sukkersyge de sidste par år. Type 2 kan heldigvis holdes i skak gennem fornuftig kost og motion.