Nu har jeg så fået Strava, da Endomondo jo stopper. Så det er meget sjovt, at man på Strava (modsat på Endomondo) kan måle sig direkte med andre
Nu kører jeg så på en mtb, så det er nok forkert at sammenligne sig med folk, der kører på racercykel, når vi taler asfalterede stigninger (ude på mtb-ruter kan jeg dog bedre sammenligne direkte med andre). Men på den anden side, er jeg jo i den tunge ende, så jeg kommer nok aldrig til at blive KOM (King Of Mountain), uanset, om jeg så fik verdens fedeste racer. Men jeg kører primært imod mig selv. Desuden tager Strava jo ikke vind og vejr med i betragtning. Har man f.eks. modvind, er man jo chanceløs overfor folk, der har kørt samme strækning i medvind o.s.v. Eller omvendt: hvis man har medvind, kan man få en tid, der er bedre end en lang bedre rytters tid - hvis han så har kørt i hård modvind. Og hvordan kan man vide med sikkerhed, at der ikke er folk der snyder ved at tage en strækning med elcykel? - I går faldt jeg over en strækning tæt på, hvor jeg bor, hvor KOM havde kørt med en gennemsnitshastighed af 78 km. i timen på flad strækning. Arh, mon dog?? Måske havde han kørt i bil med cyklen på taget? Det ved man ikke!
I går tog jeg Skansebakken i Nørresundby (kan ikke huske bakkens præcise data, men det er noget med 35 højdemeter over ca. 600 meter, tror jeg). Uha, jeg var træt, inden jeg tog den, fordi det var mod slutningen af turen. Og tiden blev derefter. Meget sløj tid og dårligt snit. Men i dag valgte jeg så at tage turen op ad Skansebakken tidligt på turen, så jeg havde friske ben og ikke var forpustet, da jeg kørte op. Og det skar hele 40 sekunder af i forhold til tiden i går! Alligevel vildt med en fremgang på 40 sekunder fra den ene dag til den anden. Men det siger noget om, at det betyder noget, om man kører en stigning med friske eller trætte ben eller om man er træt eller frisk som en havørn.
KOM på denne bakke er en Martin Lind, som jeg googlede. Jeg kan se, at han blev nr. 2 ved Amatør VM sidste år - så ham skal jeg jo heller ikke kunne hamle op med. Han kører op ad denne bakke med 39 km. i timen i snit, som er en hastighed jeg skal anstrenge mig for at opnå på FLAD strækning!!! Ja, så kan jeg godt se, at jeg er langt fra at kunne hamle op med de bedste på en stigning. Men jeg har jo ingen racer og jeg vejer mindst 20 kg. for meget - samt er næsten 20 år ældre end denne Martin Lind. Så jeg må være glad, bare jeg kan forbedre mine egne tider. Og det gjorde jeg da i dag . Derudover finder jeg motivation ved at sammenligne med Kvindernes Top 10. Fordi hvor Top 10 er langt væk for mig blandt herrerne, så er mine tider kun få sekunder uden for Top 10 hos kvinderne. Jeg kan selvfølgelig som mand ikke komme med på kvindernes liste - men jeg finder motivation ved at se, at jeg er ret tæt på at kunne køre op med omkring nr. 10 på kvindernes liste. Så nu har jeg sat mig en målsætning om, at jeg snart skal kunne køre lige så hurtigt op ad bakkerne som en ca. nr. 10 på kvindernes liste. For en Top 10 hos mændene får jeg næppe på de stejleste bakker. Jeg har dog et par Top 10 på nogle ligegyldige små strækninger (hvor der kun er 50-70 stykker, der har kørt).
Jeg vil i den kommende tid også udfordre mig selv på andre stigninger end lige Skansebakken. Jeg har også taget den korte stigning op til Lindholm Høje. Der forbedrede jeg i dag også min personlige rekord med syv sekunder. Så der var også fremgang