Den endelige stilling, 22. oktober 2019:
- Matteo Trentin, Mitchelton-Scott - 275,4 point.
- Caleb Ewan, Lotto-Soudal - 267,1 point.
- Sam Bennett, Bora-Hansgrohe - 252,1 point.
- Peter Sagan, Bora-Hansgrohe - 250,5 point.
- Pascal Ackermann, Bora-Hansgrohe - 246,5 point.
- Primoz Roglic, Team Jumbo-Visma - 234,1 point.
- Elia Viviani, Quick-Step - 231,4 point.
- Dylan Groenewegen, Team Jumbo-Visma - 230,2 point.
- Alexander Kristoff, UAE Team Emirates - 228,8 point.
- Julian Alaphilippe, Quick-Step - 212,4 point.
Så blev der endelig tid til at komme med årets sidste opdatering og det endelig resultat, som er historisk af flere årsager: Peter Sagans dominans i Super Sprint Statistics-regi er ovre. Slovakken er ellers endt øverst på skamlen siden 2011, hvor han året før debuterede på SSS-ranglisten med en imponerende 11. plads. Til sammenligning har supertalentet Remco Evenepoel i år "kun" sikret sig en 96. plads og Matthieu van der Poel debuterede på SSS-ranglisten i 2017 med en 301. plads. I år blev han nr. 24. Sagan havner oven i købet på den bitre fjerdeplads og hele podiet besættes dermed af ryttere som ikke engang har været i ranglistens top 10 før, hvilket heller aldrig er sket før. At et hold sidder på tre pladser i top 5 er faktisk sket tidligere, da Team High Road med Greipel, Cavendish og Boasson Hagen i 2009 fik 1, 2. og 5. pladsen, men bedriften fra Bora-Hansgrohe er imonerende og altså ikke set i 10 år.
Set med danske briller havde Fuglsang en imponerende sæson der gav ham en tredjeplads på UCI's rangliste. På SSS-ranglisten på silkeborgenseren dog nøjes med en 13. plads, der dog også er den næstbedste danske placering nogensinde siden Matti Breschels 10. plads i 2009. Med 166,2 point er han også uhyggeligt tæt på at slå Matti Breschels pointantal, da hans tiendeplads kom i hus med 171,8 point. Måske havde Fuglsang fået de afgørende point, hvis Mads Pedersen ikke på flotteste vis havde taget teten, og i sidste ende regnbuetrøjen, i Yorkshire, men Sagan så farlig ud, og havde det ikke været for et svagt landshold havde slovakken muligvis krydret sin hidtil dårligste sæson med et historisk 4. verdensmesterskabstitel. Det bliver spændende at se, om Mads Pedersen, som alle forgangne indehavere af verdensmestertrøjen, kan løfte sit niveau og præstere hele året rundt. Der er intet ondt at sige om den fantastiske bedrift han lavede ved VM, men indtil nu har hans bedste placering på SSS-ranglisten kun rakt til nr. 108 i 2018.
Danmarks Top 5:
13. Jakob Fuglsang - 166,2 point.
70. Kasper Asgreen - 88,1 point.
167. Alexander Kamp - 45,5 point.
177. Søren Kragh Andersen - 44,4 point.
217. Mads Pedersen - 36,4 point.
Det var også ved det kolde og regnvåde VM at Trentin selvsikkert trådte spurten an mod Mads Pedersen - og tabte. Italieneren, der var en af forhåndsfavoritterne, og havde præsteret formidabelt hele sæsonen, kunne dog indkassere 9 point på SSS-ranglisten og da han efterfølgende sluttede sæsonen af i Kina med ikke mindre end fire tredjepladser og en syvendeplads kunne han lige så stille glide forbi Ewan, der allerede i september havde stillet cyklen i garagen. Hermed tabte han godt nok VM, men i SSS-regi står han som årets vinder og arvtager efter 8 år med Sagan ved roret. Heller ikke Sam Bennett havde mere at byde på efter sin eminente kørsel i Vueltaen, da han ikke kunne klare mosten i Yorkshire og som mange andre måtte udgå. Det måtte Sagan som bekendt ikke, og havde han oven i købet kørt Tour of Guangxi som Trentin havde han muligvis føjet endnu en SSS-sejr til CV'et. Det samme kunne man dog have sagt om både Ewan og Bennett, så det kan næppe trøste slovakken. Til gengæld var tyske Pascal Ackermann, der også måtte udgå ved VM, ikke færdig med sæsonen endnu. Tyskeren kørte efterfølgende Giro Sparkassen Münsterland, hvor han fik 9 point efter Alvaro José Hodeg (nr. 34 på SSS) og andenpladsen skulle vise sig at være sigende for hans sæsonafslutning der bød på tre mere ved Tour of Guangxi, hvor han hver gang overspurtede den mindre hurtige, men mere stabile, Matteo Trentin. Her blev det dog også til to sejre, og tyskeren flyver derfor fra 10. til 5. pladsen på årets sidste cykelmåned. Det betød også et farvel til Primoz Roglic' top 5-placering, da han ikke kørte med i Kina, og da det franske 1,1-løb Chrono des Nations ikke er medtaget på SSS-ranglisten. Sloveneren, som efter min mening skuffede ved at udgå til linjeløbet i VM, stod muligvis af af taktiske årsager; med sejre ved Giro del Emilia og Tre Valli Varesine foruden en syvendeplads ved årets sidste monument i Lombardiet fik han i hvert fald passeret Viviani, Groenewegen, Kristoff og Alaphilippe på ranglisten. Viviani og Groenewegen kørte ganske vist efterfølgende Tacx Pro Classic, hvor de blev nr. 1 og 2, men heller ikke dette 1,1-løb er af historiske årsager medtaget ranglisten (nævnt i indledningen af tråden). Groenewegen var ellers både med ved Binche-Chimay-Binche og Sparkassen Münsterland, men her blev det ikke til noget for den flyvende hollænder, som dermed må slutte med at rykke to pladser ned af ranglisten. Kristoff genfandt, som nævnt ved sidste måneds indlæg, formen til sidst i sæsonen. Målet var dog ene og alene VM i oktober. Et løb som passede den uopslidelige nordmand godt. Heller ikke regnen og kulden var hans fjende, men manglende mod og topfart har i de sidste par sæsoner plaget Kristoff som dog vandt feltets spurt foran van Avermaet (nr. 15 på SSS) og sluttede på en 7. plads, med 4 point til ranglisten her. Uopslidelig var i sommers også ordet der passede på Julian Alaphilippe der ovenpå et fænomenalt forår, hvor han også førte SSS-ranglisten gang på gang indgav franskmændende håb om en ny fransk Tour de France-sejr. I sidste ende måtte han dog bide i støvet og erkende, at han endnu ikke kan karakteriseres som en klassementsrytter ved en Grand Tour og kræfterne var brugt langt over evne. Var det ikke for en 7. og 13. plads ved WorldTour-løbene i Canada i september kunne man have frygtet at han nærmest havde ødelagt sig selv, da der siden Tour de France ikke er løbet andre topplaceringer ind, men som den topatlet han er (han blev nr. 4 med 219,1 point i 2018) skal han nok være at finde i topstriden igen til næste år. Afslutningsvist vil jeg sige et par ord om 11. pladsen, Alejandro Valverde. På trods af ret sølle forår og et styrt før Liége-Bastogne-Liége, hvor det viste sig, at den aldrende spanier havde væske i rygsøjlen som holdt ham ude af løb de næste 2 måneder, lykkedes det ham at komme tilbage som sædvanlig og slutte med 4 top 5-placeringer i de italienske endagsløb som afslutter sæsonen, heriblandt en andenplads i årets sidste monument. Den spanske jernmand, som af flere omgange har haft knæskader og blandt andet flækkede knæskallen under Tour de France i 2017 bliver altså ved med at imponere, omend han aldrig har vundet SSS-ranglisten er han en af de få ryttere, der overhovedet ikke er en sprinter, som altid blander sig i topstriden. Andre aldrende ryttere (der er snart ikke mange tilbage på WorldTouren, som har været med siden SSS-ranglisten begyndte) tæller blandt andet 43-årige Francisco Mancebo der sluttede sæsonen med en fjerdeplads i Japan Cup og 48-årige Davide Rebellin, der nu rygtes til start ved Giroen i 2020. Året har dog i den grad været ungdommens år, og med tre nye ansigter i top 3 og tre nye Grand Tour-vindere ser det vel efterhånden ud til at Valverde-æraen er forbi, eller hvad?
Vi ses i 2020.