Til brasch:
Ja, det var også en vanvittig præstation af Chiappucci!
Jeg synes egentlig ikke, at 1990erne var det sværeste årti at afgøre. Der var nogle stykker, der lå ret tæt, men wildcardet for dette årti var for mig at se ganske givet. Jeg synes faktisk, at der er i 00erne er væsentligt flere interessante kandidater, der byder sig ind, men selv her blev det i sidste ende en duel mellem blot to mand.
Til Larz:
Jeg er helt enig i forhold til Quintana. Jeg hælder også til ham. Ingen andre har vundet flere Grand Tours end ham i dette årti, når man fraregner Froome, Contador og Nibali, der allerede har kvalificeret sig. Når jeg er i tvivl om Quintana, så skyldes det, at jeg lidt føler, at årets to sidste GT-løb skal være færdigkørt, før jeg kan kåre mit wildcard fra 2010erne, da det så passer med, at dette årti også er færdigkørt (så brætspillet bliver måske først lavet efter vueltaen).
Derudover har Nairo Quintana med foreløbigt 17 point stadig en mulighed for at kvalificere sig på point, hvis han vinder Touren, eller hvis man slutter slutter på podiet i touren og efterfølgende vinder vueltaen. I så fald vil han kvalificere sig uden om wildcard-systemet, hvorfor jeg vil kunne fordele have både Quintana + en rytter mere med fra dette årti, da wildcardet så kan gå til en anden rytter.
PS: Jeg er for så vidt enig i, at ordet "svigtede" ikke var det mest gennemtænkte i forhold til Saunier Duval. Og du har nok ret i, at ethvert hold ville have trukket sig i en sådan situation. Den besked blev vist lige skrevet lidt for hurtigt
Nå, men her kommer den foreløbige overvejelse for de 12 wildcards. I må meget gerne komme med jeres holdninger og bud (både på de årtier, hvor jeg er sikker på min beslutning og ved de årtier, hvor jeg stadig er meget i tvivl).
1900erne:
Dette wildcard vil gå til en af de helt tidlige pionerer i Tour de France. Før belgierne, anført af Philippe Thys, tager over fra 1912, er der i følge mig 4 ryttere, der skiller skiller sig ud: Maurice Garin, René Pottier, Lucien Petit-Breton og Gustave Garrigou.
Maurice Garin var med sin sejr i 1903 den allerførste vinder af Tour de France. Faktisk vandt han også i 1904, men i det, der blev en af de mest skandaleramte udgave af Tour de France nogensinde, mistede han sejren ved slutningen af året. Der er noget charmerende ved det faktum, at han var den første vinder af løbet, men hans ry bliver plettet af snyderiet året efter, hvor han blandt andet blev anklaget for at have taget toget på dele af ruten! René Pottier viste sig som den første sande klatrer, da han opad Ballon d'Alsace i 1905 var milevidt bedre i sine konkurrenter. Det var han også året efter, hvor han tilmed løb med den samlede Tour-sejr. Det kunne muligvis være blevet til endnu flere, hvis han ikke året efter valgte at hænge sig selv grundet jalousi, da hans kæreste havde fundet en anden mand, mens Pottier vandt Touren i 1906!
Lucien-Petit Breton og Gustave Garrigou var ikke rendyrkede klatrere på samme måde som Pottier, men var begge stabile allroundere, der var blandt de bedre ryttere i alt terræn. Lucien-Petit Breton blev den første dobbelte Tour de France vinder, da han vandt løbet i 1907 og 1908. Det skal dog med, at han sandsynligvis ikke havde vundet i 1907, såfremt Emile Georget, der førte løbet komfortabelt, ikke havde fået uddelt en point-straf. Faktum er, at der ikke var én rytter, der var mærkbart dominerende over en årrække i den tidligste fase af løbet. Det svingede meget fra år til år. Derfor hælder jeg faktisk til at give mit første wildcard til stabile franske Gustave Garrigou, der vandt løbet en enkelt gang, og som derudover hele 5 gange sluttede på podiet. I sine 8 Tour-deltagelser sluttede han aldrig dårligere end nummer 5, hvilket var helt uhørt i en tid, hvor der var en voldsom udskiftning i, hvem der dominerede det franske løb. Man kan vel argumentere for Lucien-Petit Breton, men mit 1. wildcard går umiddelbart til Gustave Garrigou.
1910erne:
Dette wildcard vil gå til en af de helt tidlige italienske pionerer i Giro d'Italia. Jeg har her valgt den rytter, der var klart mest dominerende Giro-klassementet fra 1909 frem til 1914 (1. verdenskrig). Luigi Ganna vandt den første udgave af giroen, men med 3 giro-sejrer i træk fra 1910-1912, kan der ikke være den store tvivl om, at Carlo Galetti var den dominerende skikkelse i pre WW1 tiden. Carlo Galetti får nok det 2. wildcard!
1920erne:
For mig at se er dette årti det stærkest besatte af alle!! (i hvert fald når man ser bort fra de ryttere, der er kvalificeret via point-systemet).
Italien har, udover Binda, en række ekstremt stærke ryttere. Constante Girardengo vinder giroen to gange og er nærmest uhørt god. Giovanni Brunero vinder giroen 3 gange, og mytiske Ottavio Bottecchia bliver med to overlegne tour-sejre den første italienske vinder i touren. Dette blev gjort så overlegent, at han sandsynligvis havde vundet endnu mere, hvis ikke han var blevet myrdet før touren i 1927. Også selvom belgiske Lucien Buysse dog var skræmmende stærk det efterfølgende år! Herudover er der Firmin Lambot, der vinder touren 2 gange og bliver den ældste vinder i løbet nogensinde (en rekord, der stadig står i dag), og det ekstraordinære franske talent Henri Pelissier vinder endelig. Puh den er svær, men jeg hælder til at give det 3. wildcard til Ottavio Bottecchia. Alternativt kunne man overveje at give Girardengo wildcardet for 1910erne frem for Galetti? Han vandt trods alt Giroen i 1919. Men umiddelbart virker det fint, at pionerer-tiden får en plads i begge de to største løb.
1930erne:
De to første udgaver af vueltaen bliver vundet af Gustaf Deloor. Havde det ikke været fordi, at belgieren floppede i touren, havde det været fristende at belønne dette ved at tildele ham wildcardet for dette årti. I giroen hentede Valetti to sejre, men bortset fra Bartali, der allerede er kvalificeret, er årtiet ikke præget af klar dominans. I hvert fald ikke i forhold til måden, hvorpå André Leducq dominerende Tour de France. Både han og Sylvere Maes vandt touren to gange, men Leducq's status som den klassement-rytter med 3. flest Tour etapesejre efter Merckx og Hinault, taler for sig selv. Sammen med Magne var han tidens mest dominerende franske rytter. André Leducq får nok mit 4. wildcard.
1940erne:
Dette er ikke det vanskeligste årti at beslutte sig i, da antallet af løb i denne periode er mere end halveret grundet krigen. Italienske Fiorenzo Magni virker som det bedste kort i giroen, mens Jean Robic vandt en sejr i touren. Dog vandt spanske Julian Berrendero vueltaen 2 gange og hentede yderligere to andenpladser, hvilket måske kunne være blevet til endnu mere, hvis han ikke havde været 18 måneder i koncentrationslejr. Den første dominerende spanier i spaniernes egen grand tour skal næsten have wildcardet. Berrendero får nok mit 5. wildcard.
1950erne:
Gastone Nencini vinder både giroen og touren og Bahamontes viser et ekstremt højt niveau i bjergene og vinder touren. Derudover kommer schweizerne frem i form af Ferdi Kübler og Hugo Koblet. Sidstnævnte viste et topniveau, der eftersigende skulle være i samme liga som Coppi/Merckx og med sine to GT-sejre er jeg ikke i tvivl. Hugo Koblet får mit 6. wildcard.
1960erne:
Raymond Poulidor. Den bedste klassement-rytter i touren, der aldrig har vundet den. Han udfordrede for alvor Anquetil. Hele 8 podier i touren, hvilket er rekord sammen med Armstrong!! Derudover vandt han vueltaen. Jan Janssen og Roger Pingeon må være hans kandidater, men der er ingen debat. Poulidor får mit 7. wildcard.
1970erne:
Lucien Van Impe var stabil, hvilket en sejr og 4 yderligere podiepladser i touren vidner om. Alligevel er der dog ingen tvivl her. Luis Ocana havde et absurd højt topniveau og var den eneste rytter, der på et tidspunkt var stærkere end Merckx på belgierens storhedstid. Ocana vandt både touren og vueltaen, og ingen anden matcher det. Han slår derfor alle de andre både på GT-statistik og på topniveau. Luis Ocana får det 8. wildcard.
1980erne:
Ingen rytter, der ikke allerede har kvalificeret sig, har vundet mere end 2 grand tours dette år. Stephen Roche vinder de to største (giro og tour) og gør det tilmed samme år. Havde han ikke fået knæskader, var det nok blevet til endnu mere. Stephen Roche får det 9. wildcard.
1990erne:
Bugno var dygtig. Det samme var Chiappucci. Ivan Gotti var god i giroen, hvor russerne også imponerede i form af sejre til Tonkov og Berzin. I vueltaen hentede blandt andet Olano og Jalabert sejre. Endnu mere imponerende var dog Bjarne Riis, der vandt Tour de France ved at være manden, der detroniserede selveste Indurain, der havde været totalt overlegen fem år forinden og schweziske Alex Zülle, der med to vuelta-sejre og 2 podiepladser i touren også står stærkt. Jeg vurderer Riis foran Zülle på topniveau, men Zülles resultater er mere stabile. Det er dog også ligegyldigt, for vinderen i 90erne er Marco Pantani. De ovennævnte ryttere vandt ikke flere GT-sejre end ham, og han formåede tilmed at lavede en giro-tour double i 1998. Dette er ikke sket siden! Derudover var han flere gange på podiet i både touren og giroen. Pantani er helt afgjort foran de andre to. Han regnes som en af de fineste "rene klatrere nogensinde" og hans rekord-tid på Alpe d' Huez viser hans ustyrlige topniveau. Marco Pantani får det 10. wildcard.
00erne:
Mayo, Hamilton, Sastre, Evans, Rasmussen, Ricco, Landis, Pereiro Sio, Klöden, Vinokourov, Mancebo etc... Der var mange stærke ryttere, i dette årti. Desværre fik mange af dem ikke lov at smage på de sødeste sager (tour de france) i disse år grundet Armstrong, der var for dominerende og en Contador, der efterfølgende tog over. Men ja, Landis/Pereiro Sio året i 06 og de på papiret svage Tour de France i 08 er ikke nok til at Sastre får billetten. Jeg må derfor se på, hvem der har truet Armstrong og Contador mest og domineret de to øvrige grand tours.
I touren står Joseba Beloki og Andy Schleck med 3 podier hver stærkt. I Giroen har både Savoldelli, Simoni og Basso 2 sejre og i vueltaen har Heras 4 sejre. Hvis man sammenligner de tre italienere, så står de med 2 sejre hver ret lige på giro-kontoen. I modsætning til Simoni og Savoldelli, der aldrig formåede at køre rigtigt stærkt i Tour de France, var Basso i en kort periode stærkere end Jan Ullrich og Armstrongs værste udfordrer. Havde det ikke været for operation Puerto i 2006, kunne det måske være blevet til endnu mere for italieneren. Hans topniveau var mindst på niveau med Beloki og Andy Schleck og med hans giro-titler in mente må han være foran.
Så er der Roberto Heras. Lige som Ivan Basso viste Heras et ekstremt topniveau. I touren kom det blandt andet til udtryk i 2002, hvor han massakrerede alle Amstrongs konkurrenter og selv var i stand til at sætte Beloki - når han fik lov. Med en fri rolle det år ville han have været Armstrongs største rival.
Heras' store bedrift ligger dog i vueltaen. Med 4 sejre i vueltaen er han nemlig den mest vindende rytter i løbets historie!! Det er helt sikkert imellem Basso og Heras om dette wildcard, men jeg hælder altså til Heras. Hele 4 vuelta-sejre er meget, og kongen af dette løb skal næsten belønnes, når der er så mange andre wildcards givet på baggrund af touren og giroen. Roberto Heras får nok mit 11. wildcard.
2010erne:
Larz nævnte det ovenfor. Den ligger til Quintana. Men får han over 23 point, hvem skal så have det? Såfremt at tour-vinderen i 2019 hedder Thomas enten Dumoulin, så kan det meget vel være vedkommende, der skal have pladsen. Hvad tænker I?