I dag blæste der en del i Aalborg. Jeg tog en tur på 25 km, d.v.s. ikke superlang, men der var dog en del højdemeter på. Og jeg følte det også i dag lidt som om, at der var modvind i tre ud af fire retninger. Jeg tror, det skyldes, at sidevinden var ret slem og irriterende i dag. Nu er jeg dog vant til hård vind, for det er jo meget normalt, at det blæser en del her omkring Limfjorden.
Nogle påstår, at det at køre i modvind svarer til at køre op ad bakker. Det er jeg ikke helt enig i. Jeg synes nu, at det er hårdere op ad bakker end i modvind. Jeg kan sagtens køre 10 km. i modvind, men jeg ved ikke, om jeg ville kunne køre op ad bakker i 10 km. Har jeg dog aldrig prøvet, for så lange bakker har vi jo slet ikke herhjemme. Men jeg gad godt gøre forsøget - for at se, om det er sandt, at det er lige så hårdt med 10 km. i modvind som 10 km. op ad bakker. Jeg tvivler dog. I dag tog jeg dog den lange stigning Hadsundvej, der faktisk stiger i ca. 3 km. i træk. Men stigningsprocenten er kun omkring de 2, så det var ikke specielt anstrengende. Da jeg kom ud til Aalborg Øst prøvede jeg for resten en ny stigning, jeg aldrig har kørt før. Nemlig den hyggelige Mejrupstien. Den er 950 meter lang og har 33-34 højdemeter. En ganske okay stigning, i hvert fald når man kører den med intensitet. Og ja, den km. op ad Mejrupstien føltes altså værre end en km. i modvind.