Fuglsang ser ud til at have timet formen fint. Han har opadgående formkurve og fra at blive nr. 40-50 på de første etaper i Vuelta´en, forbedrede han sig til placeringer omkring nr. 20. Og lige her i løbets slutfase, vil jeg mene, at han er blandt feltets ti stærkeste ryttere. Heldigvis var der ingen Top 10 ryttere med i udbruddet, så derfor var det rimeligt oplagt, at han lignede en vinder, da først udbruddet var kommet afsted.
Jeg gad dog godt se en etape, hvor Fuglsang kører målrettet for at køre fra de allerbedste - bare for at se, hvor langt han er efter Top 5-6 i Vuelta´en. Dem skal han jo kunne slå, hvis han vil gøre sig forhåbninger om at vinde VM om nogle uger. Kan han f.eks. køre fra Roglic, Lopez og dem, hvis han kører imod dem på sidste bjerg helt fra bunden? Jeg tror det ikke helt. Det er mit indtryk, at han stadig lige mangler det allersidste for at kunne slå Top 4-5-6 i Vuelta´en. Men styrkemæssigt mener jeg, at han pt. ligger på niveau med en Majka eller Quintana, men efter de to slovenere, Valverde og Lopez. Men altså med opadgående formkurve.
Ved VM ser jeg ham dog mere som outsider end favorit, hvorimod han i Lombardiet ligner en oplagt Top 5 kandidat. Det samme gælder Milano-Torino, HVIS han da kører det løb. Mener han blev nr. 7-8 sidste år i dét løb (som også ligger godt til ham).
En tanke: Måske burde Fuglsang fremover satse på klassementet i Giro´en eller Vuelta´en? Han er ikke helt stærk nok til Top 5 i Tour´en. Men jeg tror godt, at han kan køre i Top 5-6 i Vuelta´en eller Giro´en. Når vi ser Majka og Quintana omkring 5-6. pladsen, vil jeg mene, at Fuglsang godt ville kunne køre op med dem, hvis han kører for klassementet. Dog tror jeg, at han lige mangler noget stabilitet til at kunne køre om sejren. Der er Pogacar og Roglic bare for stærke. Valvarde måske også - men han har det jo med altid at overgå sig selv i netop Vuelta´en, for i årets øvrige løb kan Fuglsang jo godt hamle op med ham....
Omvendt kan man sige, at fremfor at gå efter en 4-5 plads i Vuelta´en eller Giro´en, er der måske alligevel mere præstige i at gå efter etapesejre? Det er vel en smagssag...