Hvem tror I på kunne være Danmarks bedste kort til VM i landevejscykling, der køres her om to uger i Yorkshire i England - i et ret kuperet område nær Leeds?
Ruten ser middelsvær ud. Det er ikke ligefrem bjerge, men ruten ser ret kuperet ud. De skal over bakker, der ligger fra 100-426 meter (mener jeg det højeste punkt er) over havet. Ikke just alperne, men dog alligevel mere kuperet end vi har noget sted i Danmark. Ruten minder vel en del om de forårsklassikere vi kender fra Holland-Belgien.
Ruten er lidt over 280 km. lang, så den er da i hvert fald noget af en sejtrækker. Men da der ingen store stigninger er, men dog en masse gode bakker, så tror jeg, at der skal køres hårdt ret tidligt, hvis f.eks. bjergspecialister og klatrere skal have en chance. En Fuglsang må være interesseret i, at løbet er hårdt fra start. For i modsat fald vil for mange hurtige folk være med i finalen og han vil være chanceløs. Finalen køres i et område der hedder Harrogate, nær Leeds, på en rundstrækning, som ingen større stigninger har. Men der er da bakker, som er mellem 20 og 50-60 meter høje. Så en rundstrækning, som i sværhedsgrad sagens ville kunne findes i Danmark, f.eks. i Vejle-området. Dog er rundstrækningen teknisk svært, har jeg hørt. Der er en del skarpe sving og kurver. Og da rundstrækningen køres syv gange efter et i forvejen langt løb, skal der nu nok ske en vis udskilning. Spørgsmålet er bare, om udskilningen vil være tilstrækkelig for f.eks. Fuglsang eller andre klatrere? Jeg kan godt tvivle...
Måske passer ruten derfor bedre på en Cort, en Valgren eller en Asgren. De kan alle køre op ad de stigninger, der er i området og samtidig er de unægtelig alle hurtigere end Fuglsang. Cort gider ikke sprinte mere. Men kommer han til mål i en lille gruppe, har han bestemt muligheder. Valgren har stigende formkurve og blev senest nr. 5 i aftes i Montreal. Rammer han dagen, kan han godt køre i Top 10 ligesom han gjorde sidste år ved VM i Innsbruck. Denne rute ligger endda nok bedre til ham, da der ikke er de monsterstejle passager, vi så i Innsbruck. Og endelig har vi Asgren. Jeg er i tvivl om hans form, da han har kørt sig selv ret hårdt i år, for han satsede jo også på EM, hvor han fik sølv i enkeltstart. I aftes i Montreal blev han nr. 20, men så mindre skarp ud end Valgren. Men rammer han dagen, er han bestemt ikke uden muligheder ved VM. Han er jo typen, der er stærkt netop i sådan nogle lange seje udskilningsløb, hvor hans store motor og fysik kommer ham til gode.
Jeg mener at truppen udtages her mandag. I skrivende stund ved jeg derfor ikke, hvem som udtages. Men de fire ovennævnte tror jeg er selskrevne (dog med lille usikkerhed ved Cort på grund af manglende form - men i Montreal kørte han okay). Vingegaard og Mørkøv er jeg også sikker på kommer med. De to sidste er jeg usikker på, hvem det bliver....
Min mening er, at Danmark IKKE bør satse på en enkelt mand, da ingen skiller sig ud som meget mere oplagt kandidat end andre. Men der er tre mand, jeg ser som bedre kandidater end de andre. Fuglsang, Valgren og Asgren. Så de bør alle spares til finalen og så bør de øvrige ryttere køre for dem, mener jeg. Dog måske med en lidt friere rolle til Cort. De øvrige bør være rene vandbærere.
ASGREN: skal nok afsted måske 10-20 km. fra mål for at hav én chance. Eller måske bare 3-5 km. fra mål og så tonse afsted og snyde evt. sprintere.
VALGREN: tror han skal bevare roen og vente til rette øjeblik. Det har han gjort med en vis succes på det sidste, hvor det er blevet til en 4. og 5. plads i pænt store løb. Han skal ikke tidligt afsted. Omvendt skal han heller ikke vente til allersidst. Ligesom Asgren skal han prøve nogle km. før mål og se om han kan få et hul.
FUGLSANG: jeg tror han skal håbe på en tidlig udskilning, så han kan sidde med i en finale med ikke særligt mange mand. Er de mere end 7-8 mand er han vel chanceløs i finalen. Så da de største bakker kommer i løbets første halvdel, skal han satse på at der bliver kørt benhårdt til fra start. Venter han til finalen, er det for sent, hvis der sidder for mange hurtige mand tilbage. For stigningerne på finalerundstrækningen er ikke hårde nok til, at han vil kunne gøre en forskel i en stor gruppe. Men måske nok i en lille gruppe på 5-7 mand.
CORT: han spurter ikke mere. Jeg ser gerne, at han går med i et tidligt udbrud. Måske sammen med...FUGLSANG! Evt. kan han så agere trækæsel for fuglen og bygge et stort forspring op, så fuglen allerede er i en god position før de sidste 40-50 km. Som sagt skal Fuglsang have en tidlig udskilning for at gøre sig håb om metal ved VM. Kommer han med i udbrud alene, uden andre danskere, skal han bare spare kræfter og se om han kan snyde de andre til sidst.
VINGEGAARD: næppe erfaren nok til at vinde VM. Nok heller ikke hurtig nok. Men kommer han med i et tidligt udbrud, ved man jo aldrig. Så kan han måske snyde dem alle ligesom i Polen Rundt.
MØRKØV: er chancesløs, tror jeg. Men hvis der kommer mange mand samlet til mål og han mod forventning skulle være én af dem, viste han jo ved EM at han stadig har en habil spurt. Men medaljekandidat er han ikke. Jeg tror han må ofre sig for de andre og være en slags strategiker ude på ruten.