brasch
brasch
Vi er nød til at splitte det op, det nytter simpelthen ikke at sammenligne på tværs af tidslommer. Du er nød til at se på det ud fra samtidens moral (ikke lovgivning).
1960/1967 - Enevold & Simpsons højt profilerede dødsfald under henholdsvis OL & TDF:
Ingen, hverken tilskuere, medier, stater, forbund, sponsorer eller udøvere havde nogen form for foragt for doping.
Bloddoping: Vi ved ikke hvornår det starter, men start 80'erne på Olympisk niveau som et led i den kolde krig er godt bud.
Vi ved at Morser's timerekord fra 1983 og det Amerikanske Bane & landvejsholds success ved OL 1984 skyldtes blod doping. Jeg husker at min idrætslærer i syvende klassse 1984/1985 beskrev det. Bloddoping var stadig lovligt imens de vandt. Bloddoping havde forgået i årevis i andre Olympisek sportsgrene, men i vesten var begge begivenheder og åbenheden om at der blev brugt blod doping den første øjenåbner.
I forhold til alt andet vi tidligere har set er brugen af bloddoping som at opgradere våbenarsenalet fra en spisegaffel til et maskingevær ... også financielt grundet afhængigheden af læger, sundhedspersonale mm.
EPO +1989: De første dødsfald blandt hollandske ungdoms ryttere dør kort efter EPO er gjort tilgængelig i vesten som behandling for anemia (frigivet i US 1989). Cononi lægerne som allerede havde erfaring med bloddoping skifter fra blod doping til EPO behandling hvad de anser som nemmere og sikrere at admistre. Ét eller andet sted er Ferrari's forsvar for EPO i 1994/95 validt. EPO var var en demokratisering af våbenkapløbet og det var langt sikrere for atleterne - i 1990/1991/1992 var denne antageligt ikke slået bredt igennem endnu.
Hvem der skifter først ved vi ikke rigtigt. Men jeg husker J.Leth på TV2 lovpriste Ferrari, Checini osv som de store preperatures for sine helte og i flæng kunne nævne hvilke læger der arbejde med hvilke ryttere. Det er FØR Riis's TDF gennembrud i 93. Der er stadig ingen medier i europa der rynker på næsen i 1993-1996.
I 1997 sæsonnen blev hemtocrit grænsen på 50% indført med støtte fra rytterne da de vidste at dødsfaldene var et problem. Jeg husker at Riis var én af dem der advokerede for 50% imens P.Richard protesterede som et overgreb på rytterne (han var OL mester og involveret i rytternes fagforening).
Enkelte journalister begynder at undersøge hvordan det står til i baggrunden - ikke mindst DR's journalister. Ca samtidig sker der noget på statsligt niveau i primært Italien og Frankrig hvor politikkerne og den udøvende magt begynder at efterforske cykelsporten. Det fører til Festina sagen i 1998.
1998 burde have været en lussing til sporten, sponsorenes kunder ville ikke være med mere, sporten lænede sig stadig op af HC grænsen og mente at en var nok til at undgå dødsfald og dermed lade som om at sporten var reformeret. Man skulle være virkelig naiv i 1999 for at tro at LA i 1999 var ren, og at resten var rene - de havde højst skruet lidt ned for doserne pga HC test og den EPO test der var på trapperne. (mht EPO testen ved vi at Concioni var med til at udvikle den for den olympiske komite samtidig med at hans læger fik insider viden om hvordan man kunne ungå positive tests).
Næste nedslag burde have været Oil for Drugs - men ingen uden for Italien intereseerde sig for den - for det var jo ikke TDF. Vilkårlige ofre var Hamilton, Landis, Vanderbrüke, Pantani - dem med mange financiele resurser skiftede tilbage til blod og de dem der havde råd til de bedste læger kunne tillige stadig mikro dossere EPO i daglige under træning. Den naive offentlighed som betalte for gildet klappede og lod som om det ikke forgik, men insidere og entusiaster som os burde have vidst at 1998 ikke var et cleanup.
Det franske forbund og hold på alle nivauer begyndte stille og roligt at forme en ny generation af unge ryttere efter 1998.
2006 Operation puerto var det næste nedslag - herefter kan INGEN være i tvivl om at det er alvor, jeg vi tro at de fleste hold efterfølgende ophører at organisere EPO og blod doping. Enkelte satser stadig og bliver nappet, eks M.Rasmussen men han var sluppet fri hvis ikke det var fordi direktøren for hans eget nationale forbund var vedholdende nok og gik på nationalt TV både før og under TDF for at gøre opmærksom på at der stadig var et problem.
Det bilogiske pas indføres først af RIis, dernæst af hele cykel (og skisporten). En dansker udvikler testen men forlader anti dopingen organisationerne og lader sig ansætte af af alle Brÿnell for at ligitimere LA's comeback. I dag ved vi at alle spor peger på at Ferrari, LA & Breünell formåede at fake testene - om Damsgaard var vidende ved vi ikke, enten var han eller også var Ferrari bare et skridt foran. (Senest har Damsgaard udemærket sig ved ikke at kunne detecte blod manipualtion i landrends skisporten).
Sidste og havd der burde være det endegyldige nedslag er USADA's sag imod LA i 2011/2012.
Alt efterfølegende, selv et pift for meget fra Asthma sprayen burde nu være uacceptabelt - men vi ved at det biologiske pas stadig kan slås og der er stadig ryttere der nuppes for blodmanipulation - men mønsteret er det samme som i Breünell/Armstrong/Ferrari årene - de blive snuppet efter de har forladt et af de helt store hold. eks som Suitsu der i sin karrieres efterår pludselig har taget EPO for første gnag i sit liv efter at have været ansat på Moviestar, Sky og Bahrain :-( Journalisterne, UCI og tilsyneladende også seerne tror på røver historien og der er ingen der har lyst til at grave i eks hans tid på Sky.