KlausK Min egen oplevelse var, at betjentene håndterede sagen passende. Men der kan være et problem i, at de betjente, man møder som offer, giver én et indtryk af, at sagen er i gode hænder, når så anklagemyndigheden bagefter kommer med en ubegrundet afvisning. Det efterlader jo mig med det klare indtryk, at der er en dyb kløft mellem efterforskning og sagsbehandling - og det duer da ikke!
I øvrigt nåede den ene betjent at forespørge, om jeg kunne være interesseret i at medvirke i et konfliktråd, da han mente, at sagen passede godt til sådan en seance. Det siger vel lidt om, at heller ikke han kunne drømme om, at sagen få dage efter ville blive afvist af anklagemyndigheden. En anklagemyndighed, som jo ikke har mødt nogen af de implicerede eller set på de pågældende lokaliteter og måske heller ikke har nogen større indsigt i trafik. (For eksempel skal man vide - for at kunne vurdere ovennævnte handlingsforløb ordentligt -, at to mennesker ikke kan kommunikere meningsfyldt sammen, hvis den ene sidder i en bil, og den anden cykler på cykelstien fem meter derfra.)
Ud fra det foreliggende lader det til, at anklageren systematisk afviser sager, hvor gerningsmanden ikke tilstår, og hvor der i øvrigt er forskelle på offerets og gerningsmandens forklaring. Det er bekymrende i sig selv, for så er der da til sidst aldrig nogen gerningsmænd, der vælger at tilstå. Så vil der blive løjet i stor stil for at redde eget skind. At anklageren her så tilmed ser bort fra et supplerende vidnes forklaring, er decideret skræmmende.