Nu synes jeg, tråden stak af siden jeg oprettede den - men så vil jeg da stikke med og hoppe på toget
Selvom jeg, siden jeg i midt-/sluthalvfemserne fik noget andet at lytte til end tågehornet Carlton Kirby på Eurosport i form af dengang 'Onkel Mortensen' og Thomas Bay, så har jeg altid nydt at høre Rolf Sørensen kommentere, selvom jeg ikke ser så meget cykelsport på TV2. Passion betyder en del for mig i den forbindelse. Og selvom jeg i første omgang blev småirriteret på Jørn Mader&Jørgen Leth da de begyndte at dække cykelsporten i '89 med alle deres fejltolkninger, så faldt jeg alligevel ret hurtigt for deres passion.
Jeg synes dagens cykelekseperter har vænnet sig alt for meget til at stille sig tilfreds med for lidt og nærmest gør grin med, hvis man ikke kan lide denne form for revisorkørsel.
Hvad fedt er der ved en på papiret mægtig bjergetape med en monsterstigning til sidst, hvor der først åbnes op fra favoritterne 400 meter før mål? Den slags gider jeg ikke at se på og har været alvorlig træt af det siden Team Sky/Ineos lagde det ned som en dyne over alle cykelsportselskere.
Jeg synes drillerierne mod Rolf Sørensen er kørt ud ad en tangent.
De leder stort set alle primært tilbage til dette års Tour, 2. etape Nice-Nice, hvor storfavoritten vandt. Her kan jeg godt forstå Rolf højlydt brokker sig over, at andre hold/ryttere serverer det hele på et sølvfad for Alaphillipe. Her synes jeg, at den offentlige debat er stukket ud af en tangent helt ude af proportioner, hvor man har været for meget efter Rolf og overfortolket hans ønsker om at løbene bliver åbnet bare lidt mere. For som gammel cykelelsker sidder jeg da med akkurat samme fornemmelse og accepterer på ingen måde en konsensus om revisorkørsel.
Heldigvis er der tilkommet nye ryttere, som den nye generation cykelseere godt kan vænne sig til at levere noget spektakulært.
Tag nu f.eks. Matthieu Van der Poels sejr på sidste etape af BinckBanck Tour, en fantastisk brostensklassikeretape i øvrigt, men hvor han satser hele dynen og stikker fra de øvrige favoritter på Muur van Geraardsbergen med, er det 55km til mål - og gennemfører projektet. Eller selvsamme rytters vanvidssejr i AGR forrige år, hvor han ene mand på bred motorvej i strid modvind trækker hele forfølgergruppen op til Alaphillipe og Fulgsang og vinder på stregen.
Eller Remco Evenepoels monstersejr fra i år, hvor han ligeledes stikker med 50km til mål.
Eller Marc Hirschis opportunistiske kørsel.
Det er jo som da Rolf selv kørte - den der åbner tidligt har mulighed for at kontrollere, men selvfølgelig også mulighed for at gå helt ned.
Rolf har selvfølgelig sine svipsere. Men det har han i mine ører og øjne altid haft.
For mig er det som at sætte en gammel grammofonplade på med en ridse i på et at numrene. Til sidst hører man den slet ikke, ridsen skal bare være der.
Det sidste jeg så af Rolfs kommentering var han stadig skarp og god til at afbryde Dennis Ritters evige trøvlen ud af en tangent (hvor det iøvrigt virker helt tydeligt, at Ritter har næsen nede i sine notater i stedet for på cykelløbet).
Dennis Ritter vil jeg langt hellere have hældt helt ud end Rolf Sørensen. Da Ritter var på DR Sporten og kommenterede landskampe var jeg en af fortalerne for at få ham over på TV2, men det var også dengang Thomas Kristensen (af alle) var hovedkommentator på Tourdækningen. Da Ritter så startede, så var det som jeg havde forventet - velforberedt og saglig. Dog er jeg de senere år blevet træt af, at det virker som om han har brug for at forberede sig enormt meget op til hver udsendelse og har brug for at stikke næsen ned i sine papirer/tablet konstant og ikke har øjne på, hvad der sker i cykelløbet, hvor Chris Anker eller Rolf ofte må afbryde Ritter. Ritter må simpelthen lære at han højst skal skimme ned i sine noter 10 sek ad gangen, nogle gange virker det jo som om, det er hele minutter, han har øjnene et andet sted end på cykelløbet.
Chris Anker vil jeg rigtig gerne rose for hans medkommentatorrolle under dette års Tour. I min bog speakede han de kulturelle informationer fra områderne rytterne passerede næsten bedre og mere interessante end selveste Jørgen Leth. Til gengæld synes jeg at ditto for ham under VM i Imola/Reggio-Emilia faldt stort set helt til jorden, hvad der overraskede mig, da Oksen fra Hammel trods alt har boet en del år i naboområdet.
Chris Ankers godmodige drillerier med 'Rolfi' synes jeg også blev lidt for meget af det gode, det nærmede sig jo nærmest om voksenmobning. Så min mistanke om at Rolf pludselig er person non grata er stadig noget personfnidder mellem Chris Anker og Rolf. Men jeg vil ikke væve mere i det, for jeg aner det som sagt ikke.
Men ok jeg må tage mine forbehold, som sagt ser jeg ikke primært cykelløb på TV2, så jeg ved ikke hvad det er for 'udfald' hos Rolf, der hentydes til og at han skulle være blevet værre. Tanken/mistanken om demens har jeg på ingen måde haft.
Men nu vi er ved at tale om yndlingskommentatorer, så har jeg rigtig godt lide de desværre meget få gange Eurosport har parret Brian Holm og Rene Wentzel. Begge personers tilbagelænede dybt tørre humor går altså nogle gange op i en højere enhed Og så kan jeg naturligvis også godt lide Brian Holms røverhistorier fra gamle dage og insiderviden, det holder jeg virkelig utrolig meget af - samt Thomas Bays tydelige passion i stemmen. Perfekt makkerpar i min bog. Og Rene Wentzel er altså også eminent, når han kommenterer alene fra de mindre amerikanske løb, hvor han kan talenterne på fingerspidserne. Sådan noget stimulerer altså en cykelnørd