Danskebjerge Men hvis et helt hold lagde sag an mod et andet hold, der dokumenterbart har brugt systematiseret doping - så kunne der være muligheder. Det svarer jo til konkurrenceforvridning. Men måske er det bedre at sammenligne med arbejdsmiljøregler, hvor det jo også mest er myndighederne, der kontrollerer, og kun sekundært konkurrerende firmaer, der tipper myndighederne.
Jeg er ikke jurist, men ud fra den juridiske træning jeg trods alt har, så tror jeg ikke at man kan anvende lovgivningen på den måde.
Konkurrenceloven er et forbud mod "at indgå aftaler, der direkte eller indirekte har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen". Et hurtigt kig på loven og de eksempler der nævnes i §6, stk. 2 understøtter ikke rigtig tanken om at loven kan bruges på den måde du beskriver:
https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2018/155
Arbejdsmiljøloven omfatter "omfatter arbejde, der udføres for en arbejdsgiver" (så på en eller anden måde dele af forholdet mellem ansatte og en arbejdsgiver).
Ud fra en ordlydsfortolkning er det ret vanskeligt at se at disse love kan bruges på doping problemstillingen. Man kan selvfølgelig prøve sig frem med en formålsfortolkning af lovene (ved at grave i andre retskilder, som f.eks. forarbejdet til lovene, tidligere domme osv.). Jeg tror bare ikke man når langt ned af den vej. Det er ikke nok at man synes at en lov burde kunne bruges på en problemstilling. Der skal også være et eller andet i retskilderne (lovteksten, forarbejdet, tidligere domme osv.) der indikerer at loven kan anvendes.
(til gengæld kan man godt fabulere om, hvorvidt et holds tvang af en rytter til at dope ville være en overtrædelse af Arbejdsmiljøloven).
Hvis man skal have dopingsager ind i retssystemet, så tror jeg at man reelt er nødt til at indføre lovgivning imod doping (eller forbud mod "sportslig svindel"). Selv i fald man indfører en sådan lovgivning, så vil det nok være noget der hører under strafferetten, og dermed ikke noget et hvor et hold eller en rytter kan sagsøge andre for doping. Har de en tilstrækkelig mistanke kan de (med lovgivningen i hånden) selvfølgelig forsøge at indgive en politianmeldelse.
Har man været offer for en forbrydelse kan man naturligvis få en erstatning. Men det dækker typisk helbredsudgifter, tabt arbejdsfortjeneste, varige mén og tab af erhvervsevne og den slags. Jeg føler mig meget overbevist om, at man ikke kan bøje "tabt arbejdsfortjeneste" til "økonomisk tab påført ved at andre har dopet sig".