Jeg har nu testet med følgende setup:
- Almindeligt skoovertræk
- Bomuldsstrømper
- Varmesåler købt i Jem & Fix (fuld sål)
Jeg indrettede venstre sko lidt anderledes end højre. I den venstre, hvor jeg havde to par strømper på, skubbede jeg sålen frem, så den krummede forrest og dermed havde større kontakt med tæerne. I den højre, hvor jeg kun havde ét par strømper på, havde jeg sålen til at sidde mere almindeligt, men jeg lod noget af indholdet i sålen glide lidt fremad (ud fra den tanke, at varmen så måske blev kanaliseret mere frem mod tæerne). Denne gang åbnede jeg pakken i god tid før anvendelse, hvilket betød, at sålerne var godt varme, da jeg kørte afsted.
Efter knap en times cykling kunne jeg konstatere, at sålerne klart havde en effekt. Luftemperaturen var ca. nul grader, svag vind. Tæerne frøs ikke. Jeg lynede skoovertrækket halvt ned bagpå for dels at lukke luft ind til sålerne (som jo varmes op af lufttilførsel) og dels for at se, om mine ankler og hæle kunne holde temperaturen med den lille ekstra åbning. Det gik fint.
Efter den første time indfandt der sig nogle småproblemer, idet sålerne og strømperne begyndte at klumpe lidt. I højre side hang det sammen med, at jeg som nævnt havde flyttet varmematerialet frem under forfoden, mens der i venstre side vist opstod nogle uheldige folder i strømpen under mellemfoden, samtidig med at tæerne var presset fortil (sål plus to par strømper er der knap nok plads til i de cykelsko).
Da jeg kom hjem efter 1 time og 43 minutter på cyklen havde tæerne almindelig temperatur, hvilket aldrig er sket for mig før under så kolde forhold. De plejer at være noget nær stivfrosne. Der var ikke nævneværdig forskel på de to fødders tilstand.
Ud over varmeeffekten fra sålerne spiller det måske ind, at sålen i sig selv har en isolerende virkning. I hvert fald har jeg nu mod på at prøve at køre de næste ture med dette setup:
- Almindeligt skoovertræk
- Én strømpe på hver fod (bomuld, uld, termo el. lign.)
- Varmesåler lagt i skoen på almindelig vis
Der er ikke klæbemateriale i disse såler, så risikoen for at der sker en sammenklumpning el.lign. undervejs på turen er til stede. Man kan måske lave noget improviseret klæbning selv.