feddersen helt enig. Det er jo ikke svært at cykle en 300 km. tur, hvis formen (både fysisk og mentalt) er til en 600 km. tur. Det er derfor cykling er så fantastisk. Man kan få gode oplevelser uanset niveau. Kører man cykelløb kan en sejr i D-klassen for en D-rytter være en lige så stor oplevelse for rytteren, som for en A-rytter, der vinder et A-løb. Alt kommer an på udgangspunktet og favoritværdigheden.
Der hvor jeg så bliver knap så imponeret er, når dårlig form er meget selvforskyldt. Dengang jeg kørte løb som Paris-Brest-Paris var der en rytter, som var overvægtig i årene op til hans første gennemførelse. Folk var imponerede over at han gennemførte og hans vægttab op til løbet. Det var da også flot første gang. Men i de 3 "mellemår" lod han så vægten vokse igen til tidligere styrker, for så i PBP-året at skulle ned i vægt igen. Jeg kunne være imponeret første gang. Det efterfølgende gange tænkte jeg, at han jo nok bare skulle lade være med at lade vægten vokse så meget igen. Men jeg kan da se, at gutten her 20 år efter stadig er aktiv indenfor Audax-scenen, og det er jo positivt. Jeg har intet imod personen overhovedet, men jeg bliver kun imponeret een gang for samme præstation.
Men det er sjovt at tænke tilbage på, hvad man personligt synes har været ens bedste præstation på cyklen. Det er nok ikke nødvendigvis det flotteste resultat, man prestigemæssigt har opnået.