Tag et gammelt dæk i samme størrelse som det du kører på (fjern evt. sten i det) og skær kanttråden af (skær helt nede ved kanttråden). Dette dæk lægger du ind i det dæk, der skal ramme vejen. Dækket skal oftest presses sammen, men der er plads. Du må ikke skære slidbanen over, for det vil skabe en sprække og kanter som slangen punkterer i. Det inderste dæk må heller ikke være så nedslidt at der er store sprækker og revner i (fx. ikke større huller end 7 mm). Men det har de færreste dæk næppe, såfremt man ikke allerede kører med denne løsning. Som med indlægget i en kommentar tidligere er det lettest at montere, hvis dækkene ligger vandret.
Jeg kører gennem vinteren med denne løsning og bruger bare billige 100 kr. dæk både inderst og yderst. Ingen punkteringer, fordi dæksiderne også er beskyttede. Kører med 6 bar i dækkene. Efter nogle år, kan man så vælge at skifte slangerne inden punktering, idet det afskårne dæk ved den tidligere kanttråd kan slide på slangen. Men vigtigt at man skærer helt nede ved kanttråden. Det gør sliddet mindst.
Jeg ved godt, at når man starter montagen, så ser det ud til der ikke er plads. Men efterhånden som man får presset inderdækket sammen er der plads. Når inderdækket er på plads, monteres det yderste dæk på fælgen. Bruger man foldedæk yderst kan det måske være lettere at montere dette på fælgen først, fordi et foldedæk ikke altid holder sig rundt inden første brug.
Billedet viser et Vittoria Zaffiro Pro (700X23) lagt ind i et Vittoria Zaffiro Pro (700x23). Dog er kun den ene kanttråd skåret af.