Nu er det ok, hvis ikke alle vil fortælle i hvilken egn af landet de bor. Så ikke alle gider nødvendigvis være med i denne diskussion. Men så kan man også fortælle, hvilke bakker man synes er de sejeste og bedste i hele Danmark.
Da jeg boede i København, var valget meget nemt, fordi der var ikke ret mange bakker i vor Hovedstad. Så der var kun to bakker, jeg fandt bare en smule udfordrende. Hersted Høje er rimeligt stejl og fed, men har dog den svaghed, at vejen er meget ringe, så den er mest til MTB. Så er der Valby Bakke, der er fin nok, men blegner dog lidt i forhold til bakker andre steder i landet. Det er faktisk lidt en babybakke sammenlignet med mange jyske bakker. Ja, man skal bare tage til Midtsjælland eller Nordsjælland for at finde væsentligt mere udfordrende bakker end Valby Bakke (eller Hersted Høje). Valby Bakke har dog en den fordel, at der er flere veje op ad den, så man kan jo bare kører nogle omgange rundt og så er den god til intervaller. Ulempen er naturligvis den tætte københavnertrafik! - Bellevue var også bare en lille pukkel. Jeg tror den har 11-12 højdemeter eller sådan noget. Jeg husker også en okay lille bakke i Høje Gladsaxe, men stadig ikke noget i forhold til de jyske bakker, jeg har til rådighed nu. Så er der hovedgaden i Søborg. Lang, men overhovedet ikke stejl. Den stiger vist ca. 2-2,5%. Ikke rigtigt udfordrende. Det samme med bakken ude i Klampenborg. Okay lang, men ikke ret stejl (måske 3%?). Geels Bakke er legendarisk, men er ligesom Valby Bakke mere mytologisk end den er egentlig hård. For begge gælder, at man dog godt kan få pulsen i vejret, hvis man spurter opad. Så jo, lidt motion giver de skam! Og så var/er der et par kunstige bakker ude ved Amager Fælled, som er ret stejle, men korte. Men fine nok til mtb. København er dog intet eldorado for bakkeelskere.
Så flyttede jeg til Aalborg og selvom Aalborg ikke er Vejle, så er det faktisk et lille eldorado af bakker i forhold til Hovedstaden. Her er vel mindst 20 stigninger, som er hårdere end Valby Bakke eller Geels Bakke. Uden at de dog når op på niveau med de vejlensiske eller de største midtjyske eller bornholmske af slagsen. Men de er klart hårdere end bakkerne i København.
Lad mig liste min Top 5 over STIGNINGER i Aalborg. Jeg skriver STIGNINGER og ikke BAKKER, fordi der er nogle bakker heroppe, som jo har 4-5-6 stigninger, hvor man kan komme op ad forskellige veje. Så flere af stigninger ligger på samme bakke, men er bare forskellige veje op.
SØNDRE SKOVVEJ.
Den er ca. 700 meter lang og stiger også ca. 7%. Den er en god bakke. Stejl og relativt lang, så det er næsten den hårdeste bakke i Aalborg synes jeg. Det er dog en subjektiv vurdering. Den har nok lidt Munkebjerg over sig, bare synd den kun er godt halvt så lang he he
NAURVEJ:
Den er vist 350 meter lang og stiger godt 9% i snit. Det hårde ved den er, at den går lige op uden sving. Så den ligner lidt en mur, når man rammer den. Og når man så er halvvejs, er der et sjovt lille knæk, som gør, at man ikke kan se hele vejen op til toppen, så man bliver første gang nok overrasket over, at man troede, at man var ved toppen og så er man kun godt halvvejs. Bakken mangler lige lidt længde, men kan godt anses som en Kiddesvej Light. Vist nok 100 meter kortere og ikke så meget mindre stejl end Kiddesvej.
- SKOVBAKKEVEJ:
Blev brugt i Danmark Rundt for et par år siden og er også lidt en Kiddesvej Light. Den stiger vist ca. 8% i snit over 400 meter. Men er meget irregulær. Den er slet ikke stejl den første halvdel, men så efter svinget bliver den virkeligt led og har PEAKS på 17% eller deromkring. Jeg er ikke vild med at cykle ned ad bakken, fordi jeg føler, at det er svært at styre cyklen, når den er så stejl.
- NORDTOFT:
Er ca. 5% stejl, så lidt mindre stejl end de ovennævnte bakker. Men til gengæld er den 800 meter lang og dermed en smule længere end Søndre Skovvej. Den er slet ikke stejl de første 150 meter, men så vil jeg sige, at den nok er ca. 7% i snit over de næste 500-600 meter, så derfor føles den nu hård nok alligevel. Den har vist 39 højdemeter, mener jeg. En rigtigt god bakke, synes jeg. Dog lige marginalt mindre hård end de tre førnævnte. Men hvis man spurter op, er den jo OGSÅ hård.
- SOHNGÅRDSHOLMSVEJ:
Hvis man tager den helt til toppen, hvor den flader en del ud, er den faktisk tæt på 1 km. lang. Stigningsprocenten er dog moderate 4%. Men alligevel giver den jo ca. 40 højdemeter over en km, så det er en god lang sej bakke. Den har ikke helt de peaks, som bakkerne nævnt ovenover har. Men længden gør det til en fed bakke, synes jeg. Den er ikke hård, hvis man bare dovner opad og kører i laveste gear. Men hvis man kører den som Strava-semgent og går efter personlig rekord, synes jeg den er ret hård, for så spurter man jo nærmest over én km.
Der er mange andre gode stigninger i Aalborg. Men ovennævnte er nok min Top 5. Husk på, at der også er mtb-spor heroppe, hvor man sikkert kan finde lige så drabelige stigninger, men det er begrænset, hvad jeg har af erfaringer på mtb-sporene heroppe. Jeg kører dog lidt oppe i skoven bag Aalborgtårnet og der er også et par hårde ikke-asfalterede stigninger. F.eks. grusvejen op bag Aalborgtårnet fra "Kunsten" museum. Den går næsten parallelt med Skovbakkevej og er lige så hård, synes jeg. Den stiger godt 11% i snit over 250 meter. Igen en Kiddesvej Light. Dog ikke asfalteret.
Der er også gode bakker i Nørresundby. Skansebakken har flere gode stigninger opad, hvor de to hårdeste er Skansevej og Lerumbakken. De er begge ret lange og rimeligt stejle. Dog er de lige udenfor min Top 5.
De længste stigninger i Aalborg finder man ude ved Gug (forstad til Aalborg). De er ikke stejle, men ret lange. Både Byplansvej og Landlystvej stiger omkring de 4% over godt 1 km. De minder lidt om Sohngårdsholmsvej faktisk. Landslystvej er irregulær, men har et par stejle segementer. Byplansvej er regulær og ikke særligt stejl, men bare rimeligt lang (1,3-1,4 km. mener jeg).
Vejgaard er også en ret kuperet bydel i Aalborg med gode stigninger. Dog er det ikke derude, de hårdeste af slagsen ligger. Men der er et par stigninger, der er sådan lidt "Valby Bakke"-agtige. Gode - uden at være rigtigt hårde. Her mener jeg f.eks. Øster Sundbyvej, der over 1,3 km. stiger ca. 3%. De hårdeste stigninger i Vejgaard er ude ved Signalhøj (ca. 51 meter høj bakke), hvor der er to ikke-asfalterede hårde stigninger, som har været brugt af og til under Aalborg MTB-marathon.
Endelig er der et par rigtigt gode stigninger ude ved Gug Alper, men jeg må indrømme, at jeg endnu har til gode at prøve dem. De har måske potentiale til at komme på min Top 5, hvis jeg får prøvet dem en dag.
Hvad med I andre? Hvad er jeres Top 5 - eller Top 10 - over de bedste og hårdeste stigninger i jeres lokalområde?