I mit lokalområde er der mange gode bakker. Der er en del, som er korte, stejle og eksplosive. Men der er ingen stigninger på mere end 1,5 km, som stiger mere end 3%. Så det gør, at det er svært (umuligt) at finde bakker i området, hvor jeg kan træne udholdenhed op ad meget lange og seje bakker.
Jeg har masser af bakker på 300-1000 meter med stigningsprocenter fra 4-11 i snit. Så at finde kortere og stejle bakker er intet problem. Men jeg savner lidt en bakke, som måske er 3-4 km. lang og stiger en 4-6% i snit. Dem er der ingen af her.
Det er jo det samme over hele Danmark. Minus et par steder i Midtjylland, hvor der er enkelte længere og sejere bakker på 2-3 km. Men så bliver de jo heller ikke længere end 2-3 km her i landet. Der ER faktisk én stigning på næsten 3 km her i Aalborg. Men den stiger kun 2,5% i snit, så den giver ikke så meget træning. Man skal i hvert fald køre hurtigt og træde til for rigtigt at få pulsen op (Bajsebakkevej tænker jeg på - og der er også Hadsundvej, som stiger over ca. 3 km., men kun med 2% i snit ca.).
Man kan selvfølgelig gøre, som jeg gjorde i går. Der tog jeg flere ture op og ned ad skovbakken ovre bag Zoo og Aalborgtårnet. Det gav mig på en 17 km. tur hele 250 højdemeter, hvilket er meget pænt for en så kort tur. Men igen: for at køre de 250 højdemeter skulle jeg jo ned ad bakkerne og tage dem forfra og så falder pulsen og jeg får ikke rigtigt den fornemmelse af konstant arbejde, som man får, når man ikke får den lille halvanden minuts pause under nedkørslen...
Hvad gør I andre? Skal man køre Swift eller have en af de der dyre moderne motionscykler med indbyggede bjergprogrammer for at træne bjerge og lange stigninger i Danmark? Eller er der overhovedet steder i Danmark, hvor den slags kan trænes ude i naturen?
MTB giver jo lidt af det, vil jeg mene. Fordi der får man ikke pulsen rigtigt ned, som man nemt kan gøre på asfalt, fordi MTB-spor jo er stærkt kuperede og afvekslende og derfor kræver en ret konstant høj puls og arbejdsindsats. Måske er det ikke et tilfælde, at nogle af de bedste bjergryttere i Danmark er startet med MTB. Fuglsang og Langvad f.eks. (aner ikke om Langvad stadig kører, synes ikke vi hører noget til hende for tiden...er hun helt stoppet?).