Det er noget øv med de aflysninger. Så sent som i går blev et andet sjællandsk løb aflyst - jeg havde ellers tænkt mig at deltage i det.
Det er nok sådan, at jo mere økonomi der kommer ind i de forskellige events, desto kortere er lunten i forhold til at aflyse. Som i eksemplet med Sjælsø Rundt er arrangørerne bange for underskud. Det må så til gengæld også betyde, at en hel del motionister, der gerne deltager i løb, ikke kommer til fadet, fordi de foretrækker at tilmelde sig sent - og det er jo ærgerligt for både arrangørerne (som måske faktisk kunne have haft et fint arrangement, hvis de havde haft mere is i maven) og for de potentielle deltagere (for så mange løb er der vel egentlig heller ikke i kalenderen).
Det er en svær balancegang. Hvis jeg kun skulle betale en hund for at deltage i et løb, ville jeg med glæde tilmelde mig i god tid. Hvis det koster fire gange så meget, er jeg mere tilbageholden - man kan jo blive syg, blive kaldt på arbejde eller noget tredje kort før løbet, og så er det lidt ærgerlige penge at have givet ud for ingenting.