Som optakt til Touren er der som sædvanligt nationale mesterskaber. De danske mesterskaber i landevejscykling er i år en del af DM-ugen, som for første gang finder sted i én og samme by. Nemlig Aalborg - hvilket jeg som aalborggenser jo ikke har noget imod. Der bliver masser af sport at se på fra torsdag-søndag i denne uge. Der er også DM i andre sportsgrene som svømning, atletik, mountainbike, udspring, brydning, roning, rugby, billard, tennis o.s.v.. Så der bliver rigeligt at se på for sportsidioter. Hvis man ikke bor i Aalborg og omegn, viser DR mig bekendt også meget fra DM-ugen. Men det bliver vel det nærmeste, vi kommer et OL her i Danmark.
Herrernes linjeløb er 211 km. langt og efter 130 km. køres de sidste ca. 80 km. som en rundstrækning i Aalborg by (7 gange 11,5 km). Ruten ser herligt kuperet ud, da der køres i Hasseris´bakker, altså de bakker, som omkrandser Mølleparken og Zoologisk Have. Bl.a. køres der syv gange op ad den stejle Skovbakkevej, som er Aalborgs svar på Kiddesvej (en light udgave af denne, kan man kalde den - både lidt kortere og lidt mindre stejl).
Desværre er feltet lidt amputeret. Vingegaard og Fuglsang har ikke meldt sig til. Og Valgren er lige styrtet og er ude i månedsvis. Asgreen må vel også siges at være tvivlsom. Jeg kan heller ikke finde Søren Kragh på deltagerlisten, desværre.
166 deltagere er tilmeldt. Valgren kan vi naturligvis godt trække fra. Deltagerlisten kan findes her:
https://www.sportstiming.dk/event/10071/participants?round=48996
De største navne må siges at være:
Niklas Eg
Niklas Larsen
Anton Charmig
Jonas Gregaard
Mikkel Bjerg
Magnus Cort
Mads Würt
Asbjørn Hellemose
Mathias Skjelmose
Michael Mørkøv
Mikkel Honoré
Andreas Kron
Kasper Asgreen
Frederik Wandahl
Alexander Kamp
Emil Vinjebo
Mads Pedersen
Jakob Egholm
Julius Johansen
Johan Price Pejtersen
Lasse Norman Hansen
Ruten kan findes her:
https://www.cyklingdanmark.dk/fileadmin/files/Billeder_grafik_DM_2022/Linjeloeb_rute__Herre_Elite.pdf
Her den 11,5 km. kuperede rundstrækning i Aalborg:
https://www.cyklingdanmark.dk/fileadmin/files/Billeder_grafik_DM_2022/Linjeloeb__centrum.pdf
Rundstrækningen har to hårde stigninger. Skovbakkevej og Nordtoften. Nordtoften er 800 meter lang og stiger ca. 5% i snit. Nok ikke så krævende for proffer, men jeg synes selv den er ret hård.
Her har vi ruteprofilen:
https://ridewithgps.com/routes/38367916
Jeg er ikke så god til det med FEETs. Men jeg omregnede på Googlet og nåede frem til at de ca. 6000 FEETs højdemeter skulle svare til ca. 1800 højdemeter. Hvilket med danske forhold er en okay kuperet rute.
De to stigninger på rundstrækningen kommer ret tidligt på rundstrækningen, så jeg ved ikke, hvor meget de kommer til at betyde i selve finalen. Men de syv gange op og ned ad Skovbakkevej og Nordtoften (14 stigninger i alt over de sidste 80 km.) kræver alligevel en vis form for klatreevner, så personligt tror jeg, at det godt kan blive en puncheur-type, der vinder.
Magnus Cort, Mattias Skjelmose og Andreas Kron er mine tre favoritter. De er de typer, der burde favoriseres af den ret kuperede finale i Aalborg. De kan klatre, men er også relativt hurtige. Mens jeg tror, at Mads P. måske er for tung på denne rute. Men det kommer jo lidt an på, om det bare er mig, der overvurderer Aalborgs bakker, fordi jeg selv synes de er hårde. - Men vi har jo lige set Mads P. lide meget på bakker i Belgien Rundt, som i stejlhed, længde og hårdhed minder lidt om dem på DM-ruten. Alligevel har han dog indimellem vist relativt god bakkeform, så hvis han har en god dag, tror jeg godt, at han kan køre med om sejren. Vi får se.
Jeg ville normalt også pege på Honoré, men jeg er usikker på hans form. Asgreen skulle også have en god chance, men stiller han overhovedet op efter sit styrt i sidste uge?!
En Alexander Kamp har vel også en pæn chance, hvis ruten ikke er for kuperet for ham. Frederik Wandahl har før overrasket ved DM, så ham skal vi heller ikke helt afskrive.
Hvad synes FELTET´s panel om ruten og hvem er jeres favoritter?
P.S.: Der er også andre løb, men her fokuserer jeg på herrernes linjeløb. Hvis I gerne vil debattere f.eks. kvindernes linjeløb eller herrernes enkeltstart, skal I dog ikke holde jer tilbage. Kvindernes linjeløb ser også spændende ud. Her stiller alle de største navne nemlig op. Julie Leth, Norsgaard, Uttrup-Ludwig, Didriksen...og her tror jeg mest på Uttrup-Ludwig. Men bakkerne Aalborg er omvendt nok heller ikke værre, end at Norsgaard og Didriksen har en chance. Måske også Julie Leth. Eller kunne der være en outsider, jeg har overset?