Danskebjerge
Jeg kan godt synes om en person, selvom jeg har forbehold for vedkommende. Det handler om, at jeg har en erkendelse af, at ingen af os er perfekte og at vi alle fejler gennem livet. I større eller mindre grad.
F.eks. kan jeg godt lide Michael Rasmussen, selvom han gennem mange år var dopet og løj så vandet drev. Men han har også et eller andet skrøbeligt over sig. Måske et skrøbeligt sind. Og jeg havde også ondt af ham i årene efter ,at han mistede Tour-sejren i 2007. Det var tydeligt, at manden var langt nede og næsten virkede depressiv. Og så anerkender jeg, at han siden har taget afstand fra sin fortid og i dag faktisk holder foredrag og aktivt fortæller om sportens skyggesider - uden filter. MR er en mand, der i årevis har levet på kanten. Og den slags synes jeg også er spændende. En person, der går 100% ind for at forfølge sin drøm. Og som så undervejs måske falder i nogle fælder. Og så senere i en moden alder er voksen nok til at reflektere over sine fejltrin og perspektivere dem.
Jonas Vingegaard er mere en sukkersød "dreng". En svigermors drøm, som ingen kan have noget imod. Han er én alle holder af (mere eller mindre). Men jeg kan også godt synes om mere skæve eksistenser. Som en Michael Rasmussen, der synes at have et lidt kompliceret sind og er gået meget igennem. Inderst inde tror jeg, at han har meget godt i sig. Selvom han bestemt har en blakket fortid indenfor cykelsporten. Men verden er ikke sort-hvid. Ingen er bare ren ondskab eller ren godhed. Jeg tror, at alle mennesker kan have både positive og negative sider.