Jeg fik en tanke da jeg kørte forbi en nu lukket cykelhandler på vej hjem fra arbejde. Er cykelindustrien - og måske i endnu højere grad cykelbutikkerne - i krise?
Hvis man følger diverse cykel-relaterede YouTube kanaler, så skorter der ikke på forudsigelser om at 2023 vil være et kriseår for cykelindustrien.
https://www.youtube.com/results?search_query=bike+industry+crisis+2023
Hypotesen er at den store efterspørgsel efter cykler under coronaen kombineret med problemer med forsyningskæder har ført til meget store forudbestillinger af cykler og udstyr i alle led af forsyningskæderne. Med en lurende recession og faldende efterspørgsel er der alt for meget hel og halvfærdigt cykeludstyr på lager i alle led. Jeg tænker heller ikke at timingen i forhold til fokus på high-end udstyr som elektroniske gear kommer belejligt i en periode med en stigende prisfølsomhed.
Nogle af de store producenter (f.eks. Specialized og Giant) er allerede begyndt at forberede sig i form af fyringer og længere betalingsfrister til deres underleverandører.
Jeg har nok haft den tanke, at det blot ville være en naturlig korrektion til et overophedet marked og at det måske ville være en fordel for os forbrugere. Dels i form af lavere priser og dels fordi det kan blive nemmere at skaffe cykler og dele.
Men er det kun godt for os forbrugere?
Når jeg kigger lidt tilbage kan jeg konstatere, at den cykelforretning jeg havde 100 meter fra min hoveddør er lukket (det var en kædebutik og ikke der jeg handlede allermest). Den cykelhandler jeg købte min gravelcykel hos (og fik cykel serviceret hos) har jeg lige opdaget er lukket og under konkursbehandling. Og dertil den nævnte lukkede cykelhandler jeg kørte forbi på vej hjem. Det ligner lidt en trend.
Retfærdigvis er der også åbnet cykelforretning i København inden for det seneste år (https://www.giantstore-andreas-lund.dk/dk). Interessant nok arbejder netop Giant på salg direkte til forbrugeren i nogle markeder - dog med mulighed for at cykelhandleren kommer og samler cyklen.
https://www.bikeradar.com/news/giant-to-offer-consumer-direct-sales-in-the-uk/
Hvad er jeres oplevelse? Lukker cykelhandlerne omkring jer? Vil i alligevel hellere handle på nettet end hos en cykelhandler?