Jeg kom i besiddelse af en kædemåler. Den viste, at kæden var i god stand på den ene af mine cykler, og nedslidt på min anden. Så overvejede jeg at gå i krig med at skifte kæden selv, hvilket ville indebære anskaffelse af en kædeskiller. Men jeg endte med at give cykelsmeden en chance mere, og hvis der så fx var lang ventetid på at få skiftet kæden, kunne jeg evt tage cyklen med mig hjem igen.
Det viste sig dog, at ventetiden kun var på få dage denne gang, så det var fint. Men beskeden var, at de som standard skifter både kæde og bagkrans. Det har de nok deres gode grunde til, men det motiverede mig i al fald til at prøve at klare kædeskiftet selv næste gang og så se, om man ikke kan få kransen til at holde lidt længere.
Det skal lige siges, at jeg som regel har benyttet kædeskiftet hos cykelsmeden til også at få klaret andre ting. Egentlig er et enkelt årligt besøg hos cykelsmeden pr. cykel vel udmærket.
P.S.: Den kædeskiller de har i butikken, er en lige lovlig pebret sag - henved 350 kroner, mener jeg der stod. Hvad ville I give for en kædeskiller?