kafka
Jeg har den teori, at fordi Holland og Belgien er langt tættere befolkede end Danmark og Norden, kræver det simpelthen større albuer og mere kynisme at nå til tops nede i de lande - både i sport og i erhvervslivet. Derfor får man ofte nogle ledertyper og også sportsatleter dernede, som er mere kontante og kyniske end vi ser i de nordiske lande.
Det er det samme i Belgien, har jeg indtryk af. De belgiske cykelhold er også benhårdt styrede af benhårde kompromisløse mænd. Christoph Roodhooft fra Alpecin-Deceunik fremtræder ikke specielt sympatisk i Netflix-dokumentarens anden sæson om Tour de France. Han virker meget kynisk. Bl.a. siger han, at han er ligeglad med at have venner i feltet, for det er kun sejre der tæller for ham. Og når Philipsen nogle gange vinder sine spurter med lidt ufine tricks, så har han bare en skratlatter til overs og siger, at det er en del af gamet og hvis man ikke kan tåle det, hører man ikke til i topsport. Jasper Philipsen fremtræder i dokumentaren lidt som et arrogant dumt svin, der vil vinde for enhver pris, om han så skal skubbe sine konkurrenter ud i barrieren, så de risikerer liv og lemmer. Bl.a. ser man ham hovere efter en etapesejr, hvor han fik sin lead out-mand, Van der Poel, til at skubbe en konkurrent ud af kurs og fik en bøde for dette. For det var en del af taktikken, af Van der Poel skulle gøre det af med konkurrenterne. Patrick Lefevere, ejeren af Soudal-Quick-Step virker også meget hård og krævende. Lige så snart en rytter ikke leverer topresultater, er han jo ude i medierne og piske den pågældende rytter, hvilket både Asgreen og Alaphilippe har mærket!
Hermed siger jeg ikke, at der nødvendigvis ER doping på hollandske og belgiske cykelhold. Men netop fordi disse hold tenderer til at være ret hårdt styrede, tænker jeg, at man måske kunne tænkes at være mere kynisk og kompromisløs i jagten på store resultater og sejre, hvilket også kunne tænkes at implicere, at man ville være mere risikovillig med hensyn til at gå alternative veje, f.eks. dopingvejen eller andet.
