Den danske indsats kan jeg kun godkende delvist - og det kun fordi, at der ingen oplagt Topkandidat var hos os efter Skjelmose´s hold i ryggen. Var én af de øvrige danskere kørt i Top 10, havde det egentlig været en lille overraskelse. Ruten lå jo ikke til Mads P. og en 13. plads er reelt ret godt gået af ham på dén rute. Jo, nogle sammenlignede ruten med Glasgow, hvor han blev 4´er. Men jeg synes, at stigningerne var kortere og mere eksplosive i Glasgow, hvor de i Zürich var både eksplosive og halvseje/halvlange. Alligevel bliver Van der Poel nr. 3 og han er ingen superklatrer, så hvis det virkeligt havde spillet optimalt for Mads P., kunne han godt have fået en endnu bedre placering. Men som udgangspunkt synes jeg, at det var svært at kræve, at han kørte i Top 10 på dén rute.
All Round-mæssigt er det vel også okay med tre danskere i Top 25. Wandahl har virkeligt fået sit internationale gennembrud i år og ser spændende ud. Han kommer nok til at tegne dansk cykling de kommende år sammen med Søjberg, Philipsen, Foldager o.s.v. Cort kom med i det rigtige udbrud, men af en eller anden grund skulle Asgreen lige vise sig frem for familien på tv, inden han løb tør for tændstikker. Det så hovedløst ud. Jeg tror ganske enkelt, at Asgreen blev lidt en egotripper der og valgte at vise sig frem en sidste gang på tv, fordi han kunne mærke, at han var ved at gå død. Så skulle han lige spille smart, så han fik lidt tv tid. Men han gjorde jo Cort en bjørnetjeneste der...dette er skrevet med det forbehold, at jeg ikke aner hvad der gik forud. Måske var det Anders Lund, der bad Asgreen om at smadre feltet. I så fald falder fadæsen jo tilbage på landstræneren. Men hvem ved?!
Okay, Cort havde heller ingen diamenter i benene, fordi vi så, at det kneb med at følge med de 5-6 bedste opad i udbrydergruppen. Men alligevel kunne han måske have kørt vores Top 10 hjem, hvis gruppen havde fået et lidt større forspring. Okay, 2 minutter efter Asgreen´s forcering, stak Pogacar så af. Men der var ingen grund til, at Asgreen skulle servere den på et sølvfade for ham, synes jeg!
Cort vinder sin gruppes spurt, ligesom Mads P. gjorde det og derfor ender han med en pæn 24. plads, som set i lyset af hans dårlige mesterskabsmeritter egentlig er en hæderlig placering. Men bare ikke noget, der rigtigt flytter noget i det store billede. Men det er altså hans bedste VM-placering hidtil - tidligere havde han to 29. pladser fra 2016 i Doha og 2017 i Bergen. Så han er ikke just kendt som nogen mesterskabsrytter, men i år var det ikke helt tosset!
Jeg er lidt skuffet over, at Fuglsang, Valgren og Asgreen udgik så relativt tidligt. Jeg havde især håbet på en bedre afslutning i landsholdstrøjen for Fuglen. Men jeg aner ikke, hvad der skete. Havde Fuglsang styrt eller uheld? Eller havde han bare ikke benene? Så vi kender heller ikke helt baggrunden, ligesom jeg heller ikke ved, hvorfor Valgren udgik. Asgreen kunne jeg se var helt oppe i det røde felt efter sin sidste forcering, så det overrasker mig ikke, at han steg af cyklen kort efter.