Fra samme sprøjte.
10.11.2022 /Der er nogen småafsnit, f.eks. hans blå bog, som kommer til at stå midt inde i artiklen, men det er vel til at leve med, selv om det kan fremstå misvisende./
Hver eneste gang, Bastian Emil Goldschmidt kommer til at tænke over, at han har gjort det til sin levevej at formidle cykelsport, bliver han lykkelig. »Det fordrer taknemmelighed«, siger den 30-årige forfatter til den nye bog ’Verden af vilje’, der er en rejse igennem den bedste sæson i hans levetid.
Bastian Emil Goldschmidt kan godt lide øjeblikkets nydelse af et glansbillede.
»Det kunne for eksempel være en Thorvaldsen-statue, der indgyder én ren følelse: Her er kun styrke og renhed. Men et glansbillede kan man også godt blive træt af, fordi det mangler troværdighed som en bog, hvor hovedpersonen kun har succes eller kun går fremad. Derfor bruger jeg meget cykelsporten til en spejling af mine egne handlinger og som inspiration i dagligdagens verden. Cykelsporten er ikke kun sejre og nederlag. Den har også ondskab, snyd, bitterhed, nederdrægtighed og smerte. Det gør, at den bevægelse, jeg føler, når rytterne udfører forskellige bedrifter, er oprigtig. Der er en dybde i det univers, synes jeg. Det minder om livet«.
I det perspektiv er den aktuelle bog ’Verden af vilje’ en betydningsfuld sejr i tilværelsens etapeløb for den 30-årige københavner. Den er med til at cementere, at Bastian Emil Goldschmidt som tv-kommentator og forfatter har gjort cykelsporten til sin levevej.
»Jeg har altid haft enormt svært ved at gå i skole og haft meget dårligt arbejde gennem årene. Jeg har arbejdet om natten, jeg har arbejdet på barer. Jeg tror, det har været med til at skabe den attitude, at det skulle lykkes at skrive, det skulle lykkes at få det igennem, når nu jeg ikke er i stand til at tage en uddannelse og egentlig heller ikke har lyst«, siger han og tøver med at kalde sig selv et naturtalent.
Miriam DalsgaardFoto: Miriam Dalsgaard
»Hver gang jeg tænker på, at det lykkedes, bliver jeg lykkelig. Det lyder nærmest frelst, hvilket jeg absolut ikke er, men jeg synes, det fordrer en taknemmelighed, at jeg får lov til at arbejde med rytterne og cykelløbene for at formidle deres fortællinger«, siger Bastian Emil Goldschmidt.
Skrevne ord er sportens sprog
Efter et par ufærdige forsøg på at skrive en bog om Fausto Coppi stødte han på et essay om den italienske cykelrytters rivalisering med landsmanden Gino Bartali skrevet af Curzio Malaparte i 1949. Det essay oversatte Bastian Emil Goldschmidt til udgivelse og blev derfor i 2018 inviteret i tv-programmet ’Go’ morgen Danmark’ for at evaluere Tour de France sammen med den tidligere cykelrytter og sportsdirektør Brian Holm.
Cykelsporten er skabt til at blive skrevet om
Det førte til et venskab, kommentatorarbejde på Eurosport, debutbogen ’Fremad’, en hvirvelvind af anerkendelse og opmærksomhed, foredrag, podcastserie og en hel sæsons rejser til de største løb i verden som udgangspunkt for at skrive bogen ’Verden af vilje’.
»Cykelsporten er skabt til at blive skrevet om. Det siger jeg ikke, fordi jeg har skrevet en bog, men fordi avisen L’Auto skabte Tour de France med ideen om at vise noget, fortælle noget, fremhæve noget, der sker i løbet, som en inspirerende fortælling for læserne. Hver etape kan deles ind i kapitler. Hvert et løb kan være en fortsættelse af fortællingen fra forrige løb, hvor hovedpersonerne kan træde frem eller falde fra, alt efter hvordan løbene og sæsonen udvikler sig. Det er nærmest med det i tanken, at sporten er skabt«, siger Bastian Emil Goldschmidt.
»Cykelsporten er ikke som sådan demokratisk udviklet. Det er ikke et foreningsliv, der har skabt ideen om, at nu skal den ene by møde den anden by i kamp. Det er nogle visionære personer, som har tænkt: Kan vi skabe det her? Kan man skabe en fortælling, der indgyder befolkningen noget glæde og noget mod ved at fremvise nogle meget hårde mennesker, der kan noget ganske særligt? Og kan vi få nogen til at skrive om det, så det giver mening for folks liv? Det er ret enestående«, siger han.
Cykelryttere er arbejdere
I sin aktuelle bog drager Bastian Emil Goldschmidt paralleller mellem cykelrytterens og arbejderens karaktertræk.
»Egentlig er livet som cykelrytter aldeles uindbydende. For en person som mig selv, som holder af at nyde livet og ikke bryder mig om fysisk udmattelse, er det i hvert fald en tilværelse, jeg har svært ved at leve mig ind i. Men for et menneske, som trives i det ekstreme slid og har en indre modstandskraft til at stå igennem det, har det været attraktivt. Derfor blev hårdtarbejdende mennesker som markarbejdere, murere og minearbejdere cykelsportens tidligste aktører, på jagt efter den nærmest livslange løn, som den første sejrssum i Tour de France svarede til i 1903«, siger han.
Blå bog
Bastian Emil Goldschmidt
Født 1992, forfatter og kommentator.
Udgivelser: ’Coppi og Bartali’ (oversættelse, 2017, Atlas), ’Fremad’ (2021, Strandberg Publishing), ’Verden af vilje’ (udkommer 10. november, Strandberg Publishing).
Kommentator hos Eurosport/Discovery, tidligere klummeskribent på feltet.dk, skriver nu reportager for frihedsbrevet.dk. Vært på podcasten ’Sejr’ hos Egmont.
»Europas historie er forbundet med de områder, som er blevet cykelsportens hjerte. Jeg synes jo, det er utroligt, at den vigtigste strækning i løbet Paris-Roubaix går over en mine, hvor en cykelrytter tidligere havde arbejdet og derfor anbefalede til direktionen, at netop det område skulle være en del af ruten. Det overgår næsten min fantasi, at cykelsporten på den måde trækker menneskelige og geografiske spor efter sig«, siger Bastian Emil Goldschmidt.
Selv om talenterne i dag ikke længere kommer direkte fra marken til cykelsporten, mener han, at deres sind og mentalitet er den samme som for 100 år siden.
»I dag har 16-årige allerede meget fine cykler og den trimmede livsstil, som de professionelle fører, men i mødet med de unge ryttere mærker jeg alligevel den ekstreme disciplin og arbejdsomhed, der er en nødvendighed i cykelsporten. Når jeg taler med en rytter og fortæller, at jeg betragter ham som et ideal, trækker han bare på skulderen og svarer til forskel fra mange andre sportsmænd, at han jo bare gør sit arbejde«, siger Bastian Emil Goldschmidt.
Mytologiske fortællinger
Han kan godt se paradokset mellem rytternes egne simple opfattelse af præstationerne og den komplekse udlægning, han selv bidrager til i sin egen bog med litterære referencer til blandt andre Arthur Conan Doyle, Émile Zola, Norman Mailer, Giacomo Leopardi og Karen Blixen.
»Ja, det er jo en enorm modsætning. Men jeg tænker også, at det ville være for meget at kræve, at rytteren, mens lidelsen var på sit højeste, også skulle tænke, at nu er jeg ligesom Odysseus. Præstationen fordrer så meget, at der ikke er plads til andet, men det er så også med til at give bedriften endnu mere dybde«.
Europas historie er forbundet med de områder, som er blevet cykelsportens hjerte
»Jeg taler ofte med en af de unge danske professionelle cykelryttere, Mikkel Honoré. Lige inden VM delte han sine tanker om, hvad det egentlig er for et vanvidsliv, han lever, fordi han på en eller anden måde er i konkurrence med hver eneste person, han omgiver sig med. Jeg vil faktisk synes, det er for meget at forlange af cykelrytterne, at de skal kunne sætte det, de foretager sig, ind i en større sammenhæng, mens det sker. Men tit oplever jeg, at ryttere, der har stoppet karrieren, som regel er ekstremt reflekterede mennesker. Det er først bagefter, de forstår omfanget af bedriften«, siger Bastian Emil Goldschmidt.
Alligevel er det for ham indlysende at kæde løbenes simplicitet og mytiske fortællinger om cykelsporten sammen.
»Min aktuelle bog er meget inspireret af den italienske journalist Dino Buzzati. I en reportage fra 1949 spørger han sig selv, om det er rimeligt, at han sammenligner rytternes bedrifter med Hector og Achilleus i ’Iliaden’ – om det ikke er for vulgært, for blomstrende og ude af proportioner. Dino Buzatti svarer selv, at han ikke ved, hvad han ellers skulle bruge ’Iliaden’ eller ’Odysseen’ til, hvis han ikke på den måde må trække dem ind i den beskedne tilværelse, han nu engang lever«.
»Det rørte mig bare virkelig dybt at læse i forhold til det spørgsmål, jeg så tit møder, om, hvorfor mit forhold til cykelsporten er så romantisk. Jeg ser det som en af de helt store kvaliteter, at cykelsporten bruger sin romantik så meget. Det giver lejligheden til at bringe de store fortællinger frem«, siger Bastian Emil Goldschmidt.
Helten Michael Rasmussen
»På den anden side af det papir, som de mytologiske fortællinger om mod og modstandskraft er skrevet på, står resultater og klassementer opremset i orden og skemaer. Dualiteten mellem abstrakte heltekvad om lidende mennesker og en simpel opgørelse af konkurrencens udfald i matematiske tabeller er vildt fascinerende«, siger han.
Det var netop tallene, der åbnede døren til cykelsporten for Bastian Emil Goldschmidt. Før han selv var i stand til at gøre det, læste hans farmor resultaterne op fra avisen. Hvorfor han fandt det interessant som barn, står stadig som en gåde for ham selv, men det blev udgangspunktet for at følge med i cykelsporten med Michael Rasmussen som den første helt.
At skulle forholde sig til den måde, han havde snydt og dermed tabt på, tvang mig til at reflektere over, hvad man også kan få ud af cykelsporten
»I 2005 vandt han en etape til Mulhouse i Tour de France, hvor han kørte alene i flere timer. Da havde jeg ikke noget begreb om cykelsportens mytiske univers, men at se Michael Rasmussen køre alene på den måde rørte noget dybt fundamentalt i mig«.
»Jeg havde hverken baggrundsviden eller forståelse for, hvordan idealet for en sejr ser ud, men det gjorde alligevel meget, meget klart indtryk på et barn på 11-12 år, at her var en cykelrytter i gang med et eller andet, som rakte dybt ind i måden at være menneske på«, husker han med omfavnelse af de efterfølgende refleksioner, som Michael Rasmussens præstationer affødte.
»At skulle forholde sig til den måde, han havde snydt og dermed tabt på, tvang mig til at reflektere over, hvad man også kan få ud af cykelsporten, fordi han netop var så stor en helt for mig. Michael Rasmussen blev et billede på, at cykelsporten ikke bare er styrke og skønhed og sejr«, siger Bastian Emil Goldschmidt, der tit som det allerførste bliver mødt med spørgsmålet om, »hvordan han kan elske en sport, hvor alle doper sig eller snyder«.
»Jeg svarer, at jeg sagtens kan rumme, at universet og cykelsporten rammer de samme karakterer – både dem, vi kan hylde for de store sejre, og dem, som er gået langt over det tilladte for at opnå dem og påfører os skuffelse. Og at der er plads til begge tanker om samme person«, siger han.
Renhedens paradoks
Det beskidte udtryk kom efter Bastian Emil Goldschmidts opfattelse tydeligst til udtryk omkring Lance Armstrong, der »dominerede cykelsporten med nærmest ondskab, afpresning, bestikkelse – alt det, som man ellers vil forbinde med magt og diktatur«.
»Hver gang en rytter bliver taget for doping, er det spændende at iagttage, hvem der har snydt, og hvem der har følt sig snydt. Mange i feltet følte sig snydt af Michael Rasmussen, mens jeg føler, at kun få af de ryttere, der kørte mod Lance Armstrong, havde det på samme måde med ham. De fleste er efterladt med det indtryk, at de ville være blevet slået af ham under hvilke som helst omstændigheder«, siger han.
Det kropslige ideal om renheden er altså ret nyt i cykelsporten
Pressen og publikum er mere unuanceret optaget af troen på det rene glansbillede af cykelsporten, mener Bastian Emil Goldschmidt.
»Det ord – renhed – er så spændende. Det er næsten et bibelsk ord. Renhed. Lutring. For mange af de ryttere, jeg taler med, er der en renselse af tankerne og sindet i deres bedrift. En renhed i hovedet. Men det kropslige ideal om renheden er altså ret nyt i cykelsporten. Helt frem til 60’erne var arrangører og ryttere indforstået med, at der var behov for en masse præparater for at klare løbet. Da var renhed ikke idealet. Det var kun at komme først, sejren«, siger han og minder om, at forandringen satte ind, da doping blev forbudt efter Tom Simpsons død på 13. etape af Tour de France i 1967.
»Nu er dopingen her så. Hvad kan man få ud af den? Man kan få det ud af den, at man reflekterer over, hvad det egentlig vil sige at være et rent menneske. Hvad er renhed? Hvem har snydt? Hvem er blevet snydt? Alle de spørgsmål. Det, synes jeg, er helt vildt. Vi har ikke set den sidste dopingsag, men jeg tænker virkelig at opretholde det at have plads til begge følelser. Vreden ved dopingen og glæden ved sporten. Det er ikke så svært for mig«, siger Bastian Emil Goldschmidt.
Fausto Coppi som målestok
Undervejs på sin skrivende rejse fra Leuven i Belgien i 2021 til Wollongong i Australien 2022 med verdensmesterskaberne i de to byer som indledning og afslutning blev den 30-årige forfatter overrumplet af en så storslået sæson, at den overgik selv hans mest håbefulde forventninger.
»Jeg havde jo tænkt mig at lave bogen under alle omstændigheder og indstillet mig på at ville bevise, at man kunne få noget meningsfuldt ud af sæsonen, selv om der var blevet kørt meget kedelige cykelløb. Og så blev det i stedet en sæson, der rakte ud efter det, som cykelsporten mest af alt ønsker at opnå. Vi så hovedpersonerne udfordre hinanden ansigt til ansigt og antage den helteform, som man næsten kan sige, at cykelsporten er skabt for at få frem«, siger Bastian Emil Goldschmidt og fryder sig over, at der på den måde bliver trukket tråde fra fortiden til nutiden.
På den måde indgår fortidens og nutidens ryttere i direkte konkurrence med hinanden
»En af mine foretrukne aktiviteter på en grå morgen som i dag er at kigge på de gamle sejrslister. Hvem vandt Liège-Bastogne-Liège det første år? Hvem dominerede Milano-Sanremo i 20’erne? Og hvem vandt i år? På den måde indgår fortidens og nutidens ryttere i direkte konkurrence med hinanden«, siger han og fortæller, at han har en særlig forkærlighed for ét navn i cykelsportens historie: Fausto Coppi.
»Jeg tænker tit over, at alene hans navn – Angelo Fausto Coppi – er en fortælling i sig selv fra den himmelske reference til Faust i underverdenen. Med sin kørsel inspirerede han virkelig til lys og storhed, mens han med sit blik og sin personlighed ofte var tvivlende, tøvende og ofte deprimeret, som mange komplekse hovedpersoner er. Hele hans liv er som en roman«, siger Bastian Emil Goldschmidt med handlingen lige på tungen.
Italieneren Angelo Fausto Coppi (1919-60) har en særlig plads hos Bastian Emil Goldschmidt. Ikke bare repræsenterer hans navn både det lyse og det mørke, det gjorde hans liv også. Han var også den første til at vinde både Giro d'Italia og Tour de France i det samme år, i 1949 og 1952.
Fausto Coppi vandt som den stadig yngste nogensinde Giro d’Italia i 1940, inden han blev sendt til fronten i Nordafrika under Anden Verdenskrig. Han blev taget til fange af englænderne, endte i en lejr for krigsfanger i Napoli og cyklede hjem til Norditalien, da han mod krigens slutning var blevet løsladt. Han vandt sine løb på Bianchi-cykler og bidrog med sine sejre i Giro d’Italia til at genrejse det ruinerede Italien, fordi produktionen af tre millioner cykler af det mærke blev en vigtig del af landets modernisering.
»Det aftryk satte han også i æstetikken omkring sig selv. Jeg kan virkelig godt lide den måde, han klædte sig på, både i det civile og på cyklen. Han var en modsætning til sin ældre landsmand og rival, Gino Bartali, der symboliserede tiden og det konservative Europa før Anden Verdenskrig, mens Fausto Coppi udtrykte det nye, det industrielle. Jeg vender altid tilbage til et citat fra en reportage fra Giro d’Italia i 1946, hvor en journalist skriver, at Coppi og Bartali bliver lyset, der skinner på nationen, som ellers er så ødelagt af krig og borgerkrig. At få indblik i, hvordan sporten i en tid med strid, uvenskab og voldstrang kan blive noget, man i samme grad som kunst og litteratur glædes ved, samles om og inspireres af, ja, det holder jeg virkelig af«, siger Bastian Emil Goldschmidt.
»Jeg bliver aldrig træt af at tale om Fausto Coppi, som jeg stødte på, fordi Jørgen Leth har skrevet det mest fantastiske sportsdigt om ham. Jeg kan huske, at jeg oprindelig havde svært ved at forstå, hvordan Fausto Coppi kunne være den største, når hans sejrsliste ser ud, som den gør. Den er imponerende nok, men alligevel ikke i nærheden af, hvad ryttere som Eddy Merckx, Bernard Hinault, Miguel Indurain og så videre har præsteret. Men når man begynder at forstå hans liv og først og fremmest den kompromisløse måde, han kørte cykelløb på med Gino Bartali som rival, så giver det mening«, siger han.
Vovemodets Tour de France
Derfor tøver Bastian Emil Goldschmidt heller ikke med at beskrive det som et privilegium, at han fik anledning til at skrive bogen ’Verden af vilje’ om det, han kalder den største sæson i sin levetid.
»Alle, der følger cykelsporten tæt, har nærmest i årtier haft Tour de France som et af sæsonens lavpunkter. Det er altid spektakulært som løb og som arrangement, men selve handlingsforløbet har været ekstremt kedeligt under dominans fra Lance Armstrong og Team Sky. Derfor havde jeg næsten glemt, at det kunne være så vildt, som det blev. Jeg troede, at den tid var forbi, hvor det var dem, der – som Fausto Coppi – rakte ud efter den gule trøje, der viste det allerstørste vovemod«, siger han og blev modbevist undervejs på 11. etape fra Albertville til Col de Granon, der står som sæsonens højdepunkt for ham.
Claus BonnerupArkivfoto: Claus Bonnerup
Det var på den etape, Jonas Vingegaard sammen med Primoz Roglic og resten af sit hold gik meget tidligt til angreb på Tadej Pogacar, kom først til toppen og sikrede sig den samlede føring, der holdt hele vejen til Paris.
»De sidste mange år er afgørelserne på bjergetaperne først faldet få kilometer fra målstregen, så som tilskuer blev man nærmest skræmt over, at det hele på så vigtig en etape brød løs med måske 70 kilometer til toppen af det sidste bjerg. Kunne de overhovedet komme til mål, når de så tidligt udmattede sig selv så meget? Det overmod, Jonas Vingegaard og Primoz Roglic satte på spidsen i en risikabel strategi, blev Tadej Pogacar revet med af i undertal og endte med at knække«, siger Bastian Emil Goldschmidt og genkalder de følelser, den ultimative version af cykelsporten vakte i ham.
»Jeg husker, hvordan lysten til, at det skulle blive afgjort nu og her, fordi spændingen næsten ikke var til at holde ud, blandede sig med lysten til, at det bare skulle fortsætte og fortsætte og fortsætte, fordi det var så storslået«, siger han.
Ansigt til ansigt
»Det er sådan nogle øjeblikke, jeg har ledt efter i fortiden – de særlig heroiske, stærke eller bevægende historier. Hidtil har de vist sig for mig i glimt i et enkelt løb i sæsonen, som man kunne tænke på og tage frem de følgende år, men nu føler jeg, at der er en bevægelse blandt den aktuelle generation af ryttere. De ønsker at udfordre hinanden direkte i hvert eneste løb«, siger Bastian Emil Goldschmidt.
Det er derfor, han mener, at Jonas Vingegaards sejr i Tour de France har så stor værdi.
»Han vandt i en konfrontation ansigt til ansigt med Tadej Pogacar. Derfor vil man nu for altid kunne sætte fingeren ved Jonas Vingegaards navn på sejrslisten og sige, at han vandt løbet på den måde, som bliver dyrket allermest af cykelsportens kendere. Han angreb langt fra mål. Sådan angreb Fausto Coppi også, sådan angreb Jacques Anquetil, sådan angreb Felice Gimondi, og hvem man ellers holder af fra sportens historie. Fortidens og nutidens ryttere er på den måde i vedvarende konkurrence med hinanden«, understreger Bastian Emil Goldschmidt med et andet aktuelt eksempel.
I cykelsporten er sejren altid sandheden
I Belgien bliver den talentfulde verdensmester Remco Evenepoel hele tiden sammenlignet med historiens mest vindende cykelrytter, Eddy Merckx.
»Sammenligningen bliver til en form for duel på tværs af tidsaldre, fordi Eddy Merckx selv går ind i det og prøver at trykke Remco Evenepoel ned. Hvis den unge stjerne gør noget godt, kalder den gamle det merckxistisk – altså ud fra sit eget navn – for ligesom fortsat at dominere fortællingen. »Det er mig, der er referencerammen«, mener han. Det er for mig et bevis på, at han er klar over konkurrencen med fremtiden«, siger Bastian Emil Goldschmidt med anerkendelse af cykelsportens evige udfordring af grænsen for det menneskelige.
»Jeg mener, det var i kommenteringen af Liège-Bastogne-Liège, at Brian Holm kaldte et angreb fra netop Remco Evenepoel for umuligt. Lidt senere viser det sig, at det faktisk ikke er umuligt, for han vinder løbet. I cykelsporten er sejren altid sandheden. Den er der ingen, der kan røre ved. Jeg synes, det er sjovt, at man i fodbold tit taler om ufortjente sejre, men jeg kan ikke huske, at man – ud over når doping har været involveret – ved almindelige cykelløb har haft oplevelsen af, at sejren var uretfærdig eller ufortjent«, siger han.
»Det er der en eller anden form for sandhed i. Cykelsporten kredser jo virkelig om grænsen for det, der er umuligt, for hårdt, umenneskeligt og måske i virkeligheden slet ikke bør være tilladt i forhold til, hvordan moralen i samfundet udvikler sig i dag. Den grænse ligger jo også tæt på sandheden om, hvad mennesket i yderste udstrækning er i stand til mentalt og fysisk, og hvad der synes umuligt for os at klare«, siger Bastian Emil Goldschmidt.
