Se resultater og læs mere om 5. etape af Cro Race.<\/a> <\/p>","date":"1\/10-2022 kl. 15:34","date_unformatted":"2022-10-01 15:34:03","km_driven":"170,7","element_is_question":"0","video_id":"6313121691112","video_caption":"Se Vingegaard vinde kongeetapen i CRO Race"},{"id":"341237","title":"29 km til m\u00e5l - 169,7 km k\u00f8rt","text":"EF har sendt Cepeda til fronten. Chaves tror på det i dag, men det er stadig et stort, stort felt. Goossens er trukket afgørende fra Bouchard, der er hentet af Rochas.<\/p>","date":"1\/10-2022 kl. 15:34","date_unformatted":"2022-10-01 15:34:00","km_driven":"198,7","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"341236","title":"29 km til m\u00e5l - 169,7 km k\u00f8rt","text":"
Hov! Der kom Rochas. Han blæser forbi Bakelants.<\/p>","date":"1\/10-2022 kl. 15:32","date_unformatted":"2022-10-01 15:32:20","km_driven":"169,7","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"341235","title":"30 km til m\u00e5l - 168,7 km k\u00f8rt","text":"
Goossens sætter med det samme Bouchard, der har haft et skidt år.<\/p>","date":"1\/10-2022 kl. 15:31","date_unformatted":"2022-10-01 15:31:41","km_driven":"169,7","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"341234","title":"30 km til m\u00e5l - 168,7 km k\u00f8rt","text":"
Så fik vi lov at se feltet. Hirschi og Majka sætter farten for Pogacar. Ulissi, Formolom og Pogacar ser ud til at vøe beskyttet. Det er stadig et stort felt, så løbet er slet ikke blevet åbnet så tidligt som sidste år. Vi mangler Remco denne agng.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I bunden af stigningen er afstandene hhv. 0.35 og 0.55.<\/p>","date":"1\/10-2022 kl. 15:31","date_unformatted":"2022-10-01 15:31:23","km_driven":"168,7","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"341233","title":"33 km til m\u00e5l - 165,7 km k\u00f8rt","text":"
Vi får desværre ingen billeder af feltet. De to forreste har 40 sekunder til Bakelants frem mod anden passage af stigningen.<\/p>","date":"1\/10-2022 kl. 15:28","date_unformatted":"2022-10-01 15:28:16","km_driven":"168,7","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"341231","title":"0 km til m\u00e5l - 198,7 km k\u00f8rt","text":"
Vingegaard: Jeg var ikke sikker på at hente Rolland. Jeg skulle gamble lidt. Heldigvis tog Onley fronten, og vi kunne hente ham, så jeg kunne vinde etapen. Jeg er glad for at vinde i dag. Jeg ved ikke med i morgen. Jeg har ikke mange sekunder til Mohoric. Jeg vil ikke fejre noget før stregen i morgen. Han kan stadig tage trøjen. I dag mindede mig om Baskerlandet. Det var hårdt fra start. En god etape. Vi gjorde det hårdt undervejs. Jeg takker holdet. De var utrolige. Særligt Gijs. Han trak i 80 km. Han var utrolig, men også de andre var fantastiske.<\/p>","date":"1\/10-2022 kl. 15:27","date_unformatted":"2022-10-01 15:27:43","km_driven":"165,7","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"341230","title":"34 km til m\u00e5l - 164,7 km k\u00f8rt","text":"
UAE er i fuld kontrol for Pogacar, der er betydeligt mere ambitiøs end sidste år, hvor dette løb gik helt galt for ham. Majka sætter farten.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Alligevel angriber den tidligere vinder, Bakelants. Han slår hullet på den lille bakke efter San Luca.<\/p>","date":"1\/10-2022 kl. 15:24","date_unformatted":"2022-10-01 15:24:59","km_driven":"198,7","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"341229","title":"Resume","text":"
Smukt vejr mødte feltet, da de tog starten på årets løb i Emilia, og det gik ganske hurtigt med at få etableret udbruddet. Rick Pluimers og Johan Meens angreb næsten med det samme, og de fik hurtigt selskab af Geoffrey Bouchard. Også Jacopo Guarnieri og Kobe Goossens kom op, men de skulle kæmpe hårdt for at få et større forspring. Efter 10 km havde de bare 10 sekunder, men langsomt vandt de kampen. Efter 23 km havde de øget til 35 sekunder, og nu gav feltet op. Efter 30 km havde de fem forreste således allerede 3.35, og efter en første time med en gennemsnitsfart på hele 46,6 km\/t havde de øget til 6.05.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Helt som ventet var det UAE og Ineos, der tog ansvar i feltet, og de havde kørt afstanden ned til 5.30 i bunden af første stigning. Her rundede Bouchard toppen først foran Goossens og Pluimers, men feltet havde kørt stærkt og reduceret afstanden til bare 3.30. Efter stigningen faldt farten dog en anelse, men afstanden var stadig nogenlunde uforandret, da de ramte den stejle Medelana. Her slap Guarnieri med det samme, og hurtigt faldt også Pluimers og Meens fra, inden Bouchard rundede toppen foran Goossens. I feltet var det igen gået stærkt, og afstanden var således faldet til bare 1.35.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Igen gik det lidt i stå efter stigningen og tre timer med en gennemsnitsfart på 41,4 km\/t, og derfor kunne udbruddet øge til 2.15, da de ramte de sidste 50 km. Nu tog UAE imidlertid kontrol, og da de ramte San Luca for første gang, havde araberne kørt afstanden ned til bare 1.10.2022<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Goossens har netop først Bouchard over stregen for første gang. UAE førte feltet over 1.10 senere.<\/p>","date":"1\/10-2022 kl. 15:23","date_unformatted":"2022-10-01 15:23:27","km_driven":"164,7","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"341160","title":"Danskerne","text":"
Andreas Kron<\/b> er kaptajn for Lotto og er omtalt ovenfor. Jakob Fuglsang<\/b> burde også være beskyttet for Israel-PT, men med den nuværende form ligner han mest en hjælper for Michael Woods og Dylan Teuns. Endelig skal Asbjørn Hellemose<\/b> hos Trek støtte Giulio Ciccone og måske Kenny Elissonde.<\/p>","date":"30\/9-2022 kl. 18:52","date_unformatted":"2022-09-30 18:52:46","km_driven":"198,7","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"341159","title":"Vinderbud","text":"
***** Adam Yates<\/p>\r\n\r\n
**** Tadej Pogacar, Aleksandr Vlasov<\/p>\r\n\r\n
*** Daniel Martinez, David Gaudu, Enric Mas, Miguel Angel Lopez, Michael Woods<\/p>\r\n\r\n
** Domenico Pozzovivo, Davide Formolo, Jay Vine, Carlos Rodriguez, Esteban Chaves, Guillaume Martin, Alejandro Valverde, Tao Geoghegan Hart, Simon Yates, Giulio Ciccone, Julian Alaphilippe, Wilco Kelderman, Rigoberto Uran, Michael Storer, Einer Rubio, Pierre Latour, Ilan van Wilder, Andrea Piccolo<\/p>\r\n\r\n
* Robert Gesink, Clement Champoussin, Mark Padun, Dylan Teuns, Ivan Ramiro Sosa, Nicola Conci, Elie Gesbert, Andeas Kron, Sjoerd Bax, Filippo Zana, Lorenzo Fortunato, Mauri Vansevenant, David de la Cruz, Giovanni Aleotti, Emanuel Buchmann, Odd Christian Eiking, Kenny Elissonde, Clement Berthet, Remy Rochas, Chris Harper, Sam Oomen, Tobias Foss, Ion Izagirre, Rein Taaramae, Rafal Majka, Alexis Vuillermoz, Carl Fredrik Hagen, Kevin Vauquelin, Rudy Molard, Marc Hirschi, Diego Ulissi, Patrick Konrad, Geoffrey Bouchard, Laurens Huys, Kobe Goossens, Samuele Battistella<\/p>","date":"30\/9-2022 kl. 18:52","date_unformatted":"2022-09-30 18:52:39","km_driven":"198,7","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"341158","title":"Favoritterne","text":"
For de fleste cykelelskere har det været smertefuldt at se, hvordan en så hæderkronet klassiker som Giro dell’Emilia i 2015 nærmest var reduceret til et lokalt italiensk løb næsten uden international deltagelse. Løbet har altid været et af efterårets højdepunkter, men nu var det pludselig en parentes, som knap blev bemærket, og som de færreste hold overhovedet overvejede at stille op i.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Set i det lys er det en fornøjelse at skulle skrive optakt til den 105. udgave i løbet, der i sandhed er den glorværdige historie værdig. Et blik ned over startlisten må få arrangøren til at knibe sig i armen over at have tiltrukket et felt, der på alle måder er en grand tour værdig, og det er bare en fortsættelse af den uhyre positive spiral, løbet har oplevet siden genskabelsen af den gamle kalender i 2017. Af flere årsager er der herligt mange af sportens store navne, der i år har valgt at fortsætte hele vejen til Il Lombardia, og med den nye kalenderplacering er Giro dell’Emilia et logisk stop på vejen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Kombinationen af en glimrende position, en bjergrig rute og en glorværdig historie gør, at der i dag er langt flere WorldTour-hold, der deltager, end der vælger det fra, og i år slår vi endda rekord med hele 16 af de bedste hold, hvoraf vi kun savner DSM og Bahrain. Den intense pointjagt er utvivlsomt en del af forklaringen, men en anden er også, at Milano-Torino nu er rykket til foråret. Tidligere havde de mest klatrestærke to chancer for at teste Lombardiet-formen, men nu er der bare én chance tilbage. Ganske vist er Tre Valli Varesine på tirsdag også en glimrende test, men skal man have en afslutning på en hård stigning, er det lørdag, der er eneste chance.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det stærke felt gør det imidlertid ikke nemmere at skulle udpege favoritterne. I tidligere år har favoritfeltet været begrænset til en god håndfuld – i 2016 var det eksempelvis ikke svært at indse, at vinderen ville være enten Chaves, Bardet, Aru eller Uran – men ser man bort fra 2020-sæsonens coronaramte udgave, er det nu femte gang i træk, at listen over ryttere, der i hvert fald på papiret har evnerne til at sejre på stejle San Luca, er alenlang. Samtidig er der mange mandskaber, der kommer med veritable superhold, hvor de har adskillige vinderkandidater.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
At udpege favoritter bliver yderligere kompliceret af, at vi befinder os i oktober. De to vanskeligste perioder på året af aflæse er sæsonstarten og -slutningen, hvor meget mere afhænger af form end af evner. Først på året er mange slet ikke kommet op i gear endnu, og på nuværende tidspunkt er mange ryttere slidt ned til sokkeholderne. Det afspejles også i det forhold, at holdene igen i år er blevet udtaget meget sent. Først i de sidste dage inden løbet finder man nemlig ud af, hvem der fortsat har overskuddet til at stille til start i så svært et løb, og VM-rytternes lange rejse fra Australien har ikke just gjort det bedre.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I 2018 var vi bedre stillet af, at vi havde VM som referenceramme, men den luksus har vi ikke i år, hvor VM-ruten slet ikke passede klatrerne, der deltog i begrænset omfang og for manges vedkommende slet ikke kom til at spille en rolle. I år er vi dog så heldige, at Coppa Agostoni blev afviklet som opvarmning, og det løb gav heldigvis fingerpeg om en god del af kandidaterne. For mange er den seneste formindikator dog Vueltaen, der er det eneste rigtige bjergløb, der er blevet kørt i nogen tid, og den er efterhånden næsten en måned gammel. Der er derudover en gigantisk forskel på, hvordan rytterne er kommet ud af en grand tour, og det kan være lidt af et lotteri. Nogle får et boost, som eksempelvis Esteban Chaves tidligere havde for vane i efterårsløbene i 2015 og 2016, Thibaut Pinot gjorde i disse løb i 2018, og Primoz Roglic gjorde i 2019 og 2021, men andre kan være kørt helt i sænk, som vi før har set det med i Vueltaen ellers meget dominerende ryttere.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Dertil kommer det forhold, at det slet ikke er sikkert, at vinderen bliver en favorit. Faktisk er det i de seneste syv år kun tre gange lykkes for de store navne at køre om det. Rundstrækningen er nemlig så hård, at den er pokkers svær at kontrollere, og det har givet anledning til flere overraskelser. I 2014 var Angel Madrazo mindre end en kilometer fra at skabe sensationen, i 2015 udnyttede Jan Bakelants den massive regn til at køre langt udefra, og i de seneste år har Giovanni Visconti og Alessandro de Marchi begge med angreb inden sidste omgang kunnet holde et felt, der allerede var kraftigt reduceret, bag sig. I 2020 angreb Joao Almeida også tidligt, og det var kun med det alleryderste af neglene, at Aleksandr Vlasov snød ham for sejren.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Som regel er det dog outsiderne, der angriber tidligt. Skal favoritterne køre om det, plejer det at ske på sidste stigning, men heller ikke den regel holdt sidste år. Sådan er det sjældent, når Remco Evenepoel er med i et løb, og for 12 måneder siden angreb han allerede i forbindelse med første passage af stigningen. Her skabte han en elitegruppe, der endte med at afgøre det mellem sig på sidste stigning, og ser man bort fra stakkels David Gaudu, der endte med at punktere ud af gruppen, var det utvivlsomt de stærkeste folk. Resultatet havde således formentlig været det samme, hvis løbet havde været mere kontrolleret, men i en lille gruppe er chancen for taktik altid til stede. Jumbo sad således med to mand i form af Roglic og Jonas Vingegaard, og Quick-Step havde både Evenepoel og Almeida. Nu lykkedes det ikke at bruge overtallet, bl.a. fordi Evenepoel og Vingegaard hurtigt fik det svært, men det fortæller historien om, at taktik kan afgøre løbet, uanset om det er via et tidligt angreb fra en outsider som Visconti eller De Marchi eller via en tidlig åbning fra favoritterne, som vi så det sidste år.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det kan også ske i år. Der er mange hold, der har flere kort at spille, og som vil have en mulighed for at sende løjtnanter i forkøbet. Det er også muligt, at vi igen vil se en tidlig åbning fra favoritterne. Nok er angrebslystne Evenepoel ikke med denne gang, men Tadej Pogacar er sjældent bange for en tidlig åbning. Den slags tidlige åbninger er sjældne, men de findes, og det var også sådan, Robert Gesink vandt for efterhånden mange år siden.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Meget vil dog afhænge af, hvad det skræmmende stærke UAE vil. De burde kunne kontrollere og sætte Pogacar i scene på sidste stigning, hvis de vil, og da de nok vil tøve lidt med at lade deres andre kort tage chancen i lyset af stigningens sværhedsgrad samt hjælpernes form, er det nok det mest sandsynlige. Jeg tror også, at Ineos, Bora samt måske FDJ tror så meget på deres kaptajner, at de kan være villige til at skabe et mere kontrolleret løb.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Løbet er altså mere åbent, men vi må dog forvente, at det er omgangene i Bologna, der vil afgøre det. Vejret bliver pænt, vinden er svag, og hold som UAE, Ineos, Mitchelton, Israel-PT og Bora bør sagtens kunne sørge for, at det tidlige udbrud køres ind. Det er et ret interessant element, at man har nytænkt den første del af ruten og fundet den brutale Medelana. Den kommer dog så tidligt, at den næppe kan bruges til andet end at gøre løbet hårdt, som vi så det sidste år, hvor den gjorde debut. Det er først på rundstrækningen, at angrebene lanceres, og her kan det som sagt både blive en outsidersejr via et tidligt fremstød eller til favoritsejr, enten i et mere klassisk opgør på sidste tur op ad stigningen, hvor der vil være en let medvind, eller via en tidlig åbning som sidste år. I lyset af feltet hælder jeg mest til det klassiske scenarium.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
San Luca er en speciel stigning. Den er meget stejl, men også relativt kort. Stejlheden betyder, at man kan udelukke alle tunge ryttere, og man skal være en god klatrer for at have blot den mindste chance. Man ser imidlertid af og til lidt overraskende ryttere blande sig fremme. Det skyldes selvfølgelig tidspunktet på sæsonen, men også stigningens længde. Der er tale om en bakke, der er bedre for mere eksplosive puncheurs end rene klatrere, der vil have større chancer i Il Lombardia i den kommende uge.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Mit gæt vil altså være, at favoritterne skal køre om det på sidste stigning, primært fordi jeg forventer, at det er UAEs plan, men det gør det ikke helt nemt at pege på favoritten. Jeg vover pelsen ved at pege på Adam Yates<\/b>. Den lille brite havde ikke sit bedste forår, hvor han var ramt af sygdom, men i efteråret har han vist sin tårnhøje klasse. Han var knusende overlegen i et knap så stærkt felt i Tyskland, men det var i Canada, han for alvor satte en streg under sin form. Først kørte han i top 10 Quebec, hvor ruten ellers ikke er noget for ham, inden han måske nok kun endte som nr. 4 i Montreal, men efterlod indtrykket af at være stærkeste mand. Da han slog kontra på Tadej Pogacars angreb på Camilien-Houde, så han i hvert fald ud til at presse både den suveræne slovener og ikke mindst Wout van Aert, der endda måtte give et par meter inden toppen, og senere virkede han også meget overbevisende på den sidste bakke.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Dengang var finalen for let for ham, men det er den heldigvis ikke her. Tværtimod passer San Luca ham som fod i hose, og det er bestemt ikke noget tilfælde, at han endte som nr. 4 for et år siden. Endnu bedre var han endda i Milano-Torino fire dage senere på Superga-stigningen, der passer ham lige så godt. Her kørte han kortvarigt fra alt og alle, og det så ud til, at Primoz Roglic skulle grave dybt for at komme tilbage og slå ham. Pogacar fik han i hvert fald let skovlen under, og det vidner om hans evner i disse eksplosive efterårsløb, hvor han denne gang synes endnu mere velforberedt efter ikke at have kørt Vuelta. Det er klart, at det bliver lidt af en opgave at slå Pogacar, men han gjorde det sidste, både her og i Torino, og med de ben, han havde i Montreal, tror jeg på, at han kan gøre det igen – også fordi sammen med Daniel Martinez udgør en meget stærk duo i et eventuelt taktisk spil<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det indlysende favoritvalg er ellers normalt Tadej Pogacar<\/b>, og det kan da også sagtens være, at han ender med at vinde. Stigningen passer ham i hvert fald fortrinligt, og når han er på 100%, er der vel lige nu ingen i denne verden, der kan slå ham på en bakke som denne – heller ikke den dobbelte vinder Roglic. Spørgsmålet er bare, om han er på 100%. Jeg havde ham som bekendt som VM-favorit i den tro, at han havde fundet endnu flere procent siden sejren i Montreal, men han efterlod et skuffende indtryk i Australien. Nu var hans løb svært at vurdere, fordi vi ikke så feltet i finalen, men det var bemærkelsesværdigt, at han ikke var med i Van Aerts angreb på næstsidste omgang og ikke mindst, at han var helt passiv på det tidspunkt, hvor det stod klart, at han skulle gøre noget, hvis han ville indfri efterårets største mål om at blive verdensmester. Selv sagde han, at benene havde været gode, men det var som udenforstående ikke helt let at se.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det betyder ikke, at han ikke kan vinde lørdag. Det kan han gøre på mindre end 100%, og han viste trods alt i Montreal, at formen ikke er ringe. Logisk set bør han også være endnu stærkere nu og sikkert også bedre end ved VM, men det er også klart, at hans forberedelse næppe har været så god som for de ryttere, der er blevet i Europa. I går havde Alberto Bettiol, der var god ved VM, det i hvert fald svært, og selvom fem dage til at komme sig efter et jetlag bør være nok, kan det have kompromitteret hans forberedelse. Sidste år havde han i dette løb et af de værste løb nogensinde, hvor han endte med at udgå, og han manglede også stadig en del i Varese og Torino, selvom han begge steder endte som nr. 3. Han nåede alligevel at finde formen til Lombardiet, og det kan han sikkert gøre igen, men baseret på hans VM tror jeg, at han måske igen kan komme lidt til kort i dette løb, når han er oppe mod en uhyre velkørende Yates.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
UAE har et alternativ i Davide Formolo<\/b>. Italieneren har skuffet fælt gennem hele sæsonen, men i går var han vel stærkeste mand i Agostoni. Jeg kan i hvert fald ikke huske mange angreb i de sidste 60 km, hvor han ikke var med, og det var da også ham og Domenico Pozzovivo, der kørte fra alt og alle på sidste stigning. Denne stigning passer ham også glimrende, men modstanden er også noget skrappere. Han vinder næppe i et opgør mellem favoritterne, men med et tidligere angreb kan han sagtens løbe af med det hele. Normalt er det også et fint løb for Rafal Majka<\/b>, men han virkede i Luxembourg formsvag. Marc Hirschi<\/b> var i form tidligere på måneden, men efter i går er det svært at se ham som andet end hjælper på en rute, der er til den hårde side for ham, og Diego Ulissi <\/b>klatrer ikke længere godt nok til at være med i et løb, der trods hans tidligere sejr altid har været svært for ham. George Bennett <\/b>synes meget træt og klar til ferie, mens Alessandro Covi<\/b> igen så skidt ud i går i sit triste efterår.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Bora kommer også med en meget stærk kandidat. Aleksandr Vlasov<\/b> har jo faktisk allerede vundet løbet én gang, og selvom det dengang skete i den svagt besatte coronaudgave, er han nu blevet så god, at han er en af de absolut største favoritter også i dette stærke felt. Måske var hans Tour, der på utrolig vis endte med en 5. plads, selvom han aldrig rigtigt var med i løbet, lidt undervældende, men ser man bort fra en lille formkrise i slutningen af februar og begyndelsen af marts, har han været her, der og alle vegne. Hvis man troede, at han var træt, måtte man tro om, da han var meget tæt på at vinde comebackløbet Coppa Sabatini, hvor hans soloridt dog blev en anelse for langt, og nu har han endda haft yderligere nogle uger til at forbedre sig frem mod Lombardiet. Med de ben, han havde i Sabatini tilsat de procent, han har fundet siden da, er det bestemt ganske sandsynligt, at han kan køre fra alt og alle, særligt fordi det er i mere eksplosivt terræn, han for alvor har imponeret. Det så vi med podiepladsen i Fleche Wallonne, men også med etapesejren i Schweiz og ”næsten-sejren” på kongeetapen i Romandiet. I det lys kan det meget vel være, at han vinder for anden gang.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Bora har dog også andre kandidater. Denne form for eksplosive stigninger er perfekte for Wilco Kelderman<\/b>, men hvordan han er kommet ud af den skuffende Vuelta, ved vi ikke. Han har generelt haft et år, hvor det har knebet med at finde fordums styrke, men inden sit sidste styrt nåede han at vise hæderlige takter i Vueltaen. Han er ikke længere god nok til at vinde fra favoritterne, men spiller han tidligt ud, kan han måske overraske, selvom min optimisme må siges at være begrænset. Denne slags stigninger er også gode for Patrick Konrad<\/b>, men han har fortsat sin meget skuffende sæson i Tyskland og Canada, og i forvejen er den svær til, at han kan matche favoritterne. Stigningen passer også dårligt til Emanuel Buchmann<\/b>, der efter sommerpausen fortsat har været en skygge af sig selv, selvom han har haft tid til at forbedre sig siden den skade, der kostede ham Vueltaen. Giovanni Aleotti<\/b> tog en overraskende 7. plads i Montreal ved at snige sig væk i finalen, men det var sammen med Sibiu Tour undtagelsen i en konstant skuffende sæson, og Matteo Fabbro <\/b>er fortsat langt fra fordums styrke.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Ineos kommer med et veritabelt superhold, der er det i særklasse stærkeste. Daniel Martinez<\/b> fik ødelagt sin Tour af sygdom, men ellers har han været på et tårnhøjt niveau hele året. Det var han senest for et par uger siden, hvor han var bedste mand i Toscana og vandt i Sabatini, og det er svært at tro, at han ikke har forbedret sig yderligere frem mod sit store mål i Lombardiet. Han har i år særligt excelleret på lidt mere eksplosive stigninger, som da han tog den samlede sejr i Baskerlandet, og det er således en glimrende finale for ham. Han og Yates udgør således en uhyggelig og meget formstærk duo, der tillige har muligheder i det taktiske spil.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
En tredje option er Carlos Rodriguez<\/b>, men han er knap så skabt til denne form for stigning, og vi har stadig til gode at se, hvordan han har det efter sin første grand tour og ikke mindst det styrt, der gjorde de sidste dage til lidelse. Han skal angribe tidligere, og jeg vil blive lidt forundret, hvis han er flyvende. Som altid er Tao Geoghegan Hart<\/b> en joker. Han burde passe storartet til denne stigning, og han viste i starten af Vueltaen, at hans topniveau fortsat er højt. Til gengæld faldt han helt sammen i den sidste uge, og i det lys er jeg ikke alt for optimistisk. Stigningen er til gengæld lidt for svær for Jhonatan Narvaez<\/b>, der heller ikke har imponeret siden Giroen, mens Laurens de Plus<\/b> efter en god periode synes meget formsvag og unge Leo Hayter<\/b> i sin debut for holdet må være ren hjælper.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
David Gaudu<\/b> er i den grad på jagt efter revanche. Sidste år var han kørt med de bedste, men han punkterede ud af gruppen. Til gengæld viste han i de senere løb, at formen var i top, og sådan er det efterhånden altid med franskmanden, der har for vane at køre stærkt i disse løb. Tidligere skulle man altid være varsom med ham efter en pause, men han er blevet langt mere stabil, og han overraskede sig selv i Montreal, hvor han allerede kørte med de bedste. Med tanke på, at Lombardiet er hans mål, bør han være endnu bedre nu, og har han ikke en af sine offdays, bør han køre med om sejren på en stigning, der passer ham. FDJ har også Michael Storer<\/b>, der så ganske hæderlig ud i Canada. Han passer dårligt til stigningen, men kan angribe tidligt. Mere eksplosiv er Rudy Molard<\/b>, men i dette felt bør han være overmatchet, særligt efter en Vuelta, hvor han virkede træt. Unge Romain Gregoire<\/b> vil finde terrænet lidt for svært, ikke mindst efter et VM, hvor han ikke var på toppen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Movistar var meget tæt på at vinde gårsdagens løb, og det bliver vanskeligere for dem at få sejren i det andet forsøg. Bedste bud må være Enric Mas<\/b>, der ikke helt uventet var en af de bedste i gårsdagens løb. Han var imidlertid ude af stand til at følge Pozzovivo og Formolo på sidste stigning, og så bliver det svært at følge Pogacar, Yates, Vlasov, Martinez og co. Han er imidlertid kommet godt ud af Vueltaen, og formen efter en grand tour kan være meget varierende. Dette løb passer ham i hvert fald bedre, og selvom han ikke er skabt til denne slags finaler, er han slet ikke ringe i dem. Vi ved, hvor højt hans topniveau er, men for at vinde skal han nok angribe tidligt. Holdet har naturligvis også Alejandro Valverde<\/b>, der jo er skabt til denne stigning, hvor han også blev nr. 5 i sin hidtil eneste (!!!) optræden i 2019, men han efterlod i går ikke et indtryk på stigningen, der gør det realistisk at tro på mere end en yderlig top 10, selvom han heldigvis er meget bedre end i Vueltaen. Med et tidligt angreb kan han dog måske overraske. Einer Rubio<\/b> fortsatte også det hæderlige indtryk fra Toscana, men selvom løbet her passer ham bedre, manglede han for meget, og selvom der var fremgang fra Matteo Jorgenson<\/b> synes han ikke at have formen til et løb, der i forvejen er lidt for svært for ham. Endelig supplerer holdet truppen med Ivan Ramiro Sosa<\/b>, men selvom han har vist glimt af sin klasse i Ain og Tyskland, har efteråret grundlæggende været endnu en stor skuffelse for den engang så lovende colombianer.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Astana kommer vel med løbets største joker. Vi aner nemlig ikke, hvordan Miguel Angel Lopez<\/b> har det efter Vueltaen. Han kørte som så ofte før et yoyoløb, hvor han startede og sluttede svagt, men i den tredje uge fik bevist, at han stadig er en af verdens allerbedste klatrere. Han har før vist, at han kan køre stærkt i disse løb, for da han styrtede ud af Vueltaen i 2016, vandt han Milano-Torino, og i 2018 fulgte han en 3. plads i Vueltaen op med en 2. plads i Milano-Torino. I samme sæson blev han imidlertid bare nr. 19 i dette løb, og han har generelt været meget svingende i disse italienske løb efter Vueltaen. Med ham kan det altså gå begge veje, men en formstærk Lopez er god på denne slags stigninger. Historien viser, at han skal bruge nogle løb på at finde benene efter Vueltaen, og derfor er jeg nok ikke alt for optimistisk, men til gengæld kan en flyvende Lopez vinde løbet. Han ledsages af David de la Cruz<\/b>, der viste livstegn i Vueltaen, men sluttede svagt og slet ikke er skabt til dette løb, som også er for svært for Samuele Battistella<\/b>, der heller ikke har været flyvende efter Vueltaen. Simone Velasco, Christian Scaroni<\/b> og Stefan de Bod<\/b> var hæderlige i går, men dette løb er for svært for dem.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hvad i alverden er der galt med Michael Woods<\/b>? Han blev i sidste øjeblik taget af startlisterne i Toscana og Sabatini, og efter at være blevet annonceret som deltager onsdag endte han som en DNS i går. Det lover bestemt ikke godt for dette løb, men der er vel en chance for, at han har valgt at spare sig til et løb, han formentlig satser stort på. San Luca passer ham nemlig helt ideelt, hvorfor han da også blev nr. 2 i 2019, nr. 3 i 2021 og nr. 4 i 2018. I det hele taget plejer han at være fremragende i de italienske efterårsløb, hvor han også tog sin store sejr i Milano-Torino og altid er blandt de bedste i Lombardiet, og efter det skuffende Tour of Britain, hvor han vel led under den forudgående sygdom og Vuelta-styrtet, har han haft tid til at komme sig. Holdet annoncerede store ambitioner så sent som i torsdags, og det skaber håb, men det er klart, at hans lange løbspause og gårsdagens forsvindingsnummer skaber tvivl. Han ligner også israelernes eneste håb. I forvejen var det en svær stigning for Dylan Teuns<\/b>, og efter gårsdagens nedtur ligner den meget svingende belgier ikke en mand med formen til at begå sig. Jakob Fuglsang<\/b> synes fortsat meget formsvag, og er Woods ikke på toppen, er bedste bud nok Carl Fredrik Hagen<\/b>, der havde en fin Vuelta, men er overmatchet i dette selskab. Alessandro de Marchi<\/b> har tidligere vundet løbet med et tidligt angreb, men han har skuffet hele året, senest i Vueltaen, og løbet er for svært for en ikke alt for formstærk Simon Clarke<\/b>.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Gårsdagens mest positive overraskelse var vel Domenico Pozzovivo<\/b>, der kan slås med Formolo om at have lignet stærkeste mand. Han bekræftede, hvad vi så i Giroen, nemlig at hans topniveau fortsat er tårnhøjt, og han har altid været flyvende på denne slags stigninger. Feltet her er dog skarpere, og her vinder han kun, hvis han angriber tidligt. Benene til et topresultat er der imidlertid. Holdets anden kandidat er Lorenzo Rota<\/b>, der fortsætter med at udvikle sig med lynets hast, men vi så hans begrænsninger både ved VM og i Sabatini og Toscana. Denne rute er nok en anelse for hård til, at vi vil se ham køre med om sejren i dette felt. Med Vuelta-benene havde Rein Taaramae<\/b> været skabt til at vinde løbet med et tidligt angreb, som De Marchi gjorde det, men efter gårsdagens DNF er optimismen begrænset, da han formentlig er træt efter Vueltaen. Laurens Huys<\/b> og Kobe Goossens<\/b> gjorde det pænt i går, men i dette felt kommer de til kort.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Alpecin kommer med en markant joker i Jay Vine<\/b>. Vi så alle i Vueltaen, hvor fremragende han kan være, men vi ved også, at hans niveau er meget svingende. Han har generelt haft svært ved at holde niveau i lang tid, og da han som bekendt styrtede ud af Vueltaen, vil det undre mig, hvis han er flyvende. Det er dog klart, at hans potentiale er stort. Han stiller op sammen med Nicola Conci<\/b>, der virkede stærk i Luxembourg, inden han udgik for at tage til VM, hvor han kørte et pænt, men ikke prangende løb. Han er god på denne slags stigninger, men vinder ikke i dette felt. Holdet har også gårsdagens vinder, Sjoerd Bax<\/b>, der utvivlsomt kan gøre det godt, men på så svær en stigning er der stærkere folk end ham. Xandro Meurisse<\/b> viste fremgang i Vueltaen, men har haft en meget skuffende sæson, og løbet er for hårdt for Robert Stannard<\/b>.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
EF kommer med en ganske stærk kandidat i form af Esteban Chaves<\/b>. Colombianeren havde en rædselsfuld Vuelta, men da han var tilbage i Sabatini og Toscana, viste han os pludselig det niveau, vi så på Ventoux og i Dauphiné. Nu om dage skal man aldrig regne med noget for Chaves, men har han de ben, han havde for nogle uger siden – og han har ikke haft en hård sæson – klarer han det pænt i et løb, der passer ham, og som han endda har vundet. Det rækker niveauet i dag dog kun til at gøre, hvis han angriber tidligt. Det er også opskriften for Rigoberto Uran<\/b>, der tidligere har været på podiet og passer godt til stigningen. Han var stærk i går, men ikke blandt de stærkeste, hvorfor han skal i offensiven. Det samme skal Mark Padun<\/b>, der var overraskende god i går, men måske brændte sine tændstikker lidt tidligt. Han er dog ikke alt for eksplosiv til denne slags stigninger. Det er Andrea Piccolo<\/b>, der i år fortsatte sit imponerende gennembrud, men han bør få det svært på så vanskelig en stigning som denne. Han skal i hvert fald i offensiven. Stigningen er til gengæld perfekt for Odd Christian Eiking<\/b>, der jo endelig fandt formen i Sabatini og Toscana, men efter i går er det svært at bevare samme optimisme, medmindre det bare var en dårlig dag. I september var han trods alt også bedst på andendagen. Til gengæld har Jefferson Cepeda<\/b> intet vist siden skiftet til holdet.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Cofidis kommer med Guillaume Martin<\/b>, der var sit vanlige stabile jeg i går. Franskmanden kunne ikke gå med Formolo og Pozzovivo på sidste stigning, men han endte i den trio, der udgjorde de næstbedste. Morgendagens løb passer ham bedre, men desværre er feltet også stærkere, og vi har gennem hele sæsonen set, at han har manglet det sidste i forhold til de bedste. Det vil han gøre igen i morgen, men han har formen til måske at overraske, hvis han kan angribe tidligt. Remy Rochas<\/b> så i går også meget bedre ud end tidligere på måneden, ligesom Ion Izagirre<\/b> var bedre end i Canada, men ingen af dem lignede potentielle vindere i morgen. Jesus Herrada<\/b> udgik som frygtet og fortsætter dermed en sæson, hvor han generelt har været meget skuffende, og det er svært at tro på ham i et løb, der i forvejen er til den svære side for ham. Davide Villella<\/b> har før gjort det hæderligt, men i dag er dette løb for svært for ham.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Gårsdagens største skuffelse var vel Simon Yates<\/b>. I år er han kommet flyvende ud fra alle sine pauser, og jeg havde en ide om, at det ville ske igen. Coronaen må imidlertid have ramt ham hårdere end som så, for selvom han til slut kom væk i det taktiske spil, efterlod han et meget skidt indtryk på stigningen. Det gør det svært at være optimistisk, men det er også klart, at Yates i år har været fremragende i endagsløb på denne slags stigninger, da han var ganske suveræn i Ordizia og sidste mand til at slippe Evenepoel i San Sebastian. Var i går bare en dårlig dag, er der håb, men optimismen må være begrænset. Holdet er også svagt, så han skal klare sig på egen hånd. Kevin Colleoni<\/b> styrtede i går, og Damien Howson<\/b> og Tanel Kangert<\/b> synes meget, meget formsvage.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Trek kommer med Giulio Ciccone<\/b>, der skal forsøge at redde lidt efter en – trods Giro-etapesejr – skuffende sæson. Han så ud til at være ganske fornuftigt kørende som hjælper for Skjelmose i Luxembourg, men han virkede ikke helt flyvende. Han viste sidste år, at han er god på denne slags eksplosive stigninger, men efter den sæson, han har haft, vil det undre mig, hvis han vinder. Han skal i hvert fald angribe tidligt. Treks alternativ er Kenny Elissonde<\/b>, men han er ikke skabt til denne stigning og virkede meget træt i Vueltaen. Amanuel Ghebreigzabhier<\/b> mangler meget efter sin lange skadespause.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Som altid satser Warren Barguil<\/b> på disse efterårsløb, og han kommer til løbet med relativt god form efter 10. pladser i Quebec, Montreal og Vallonien. Han har også en god historik i endagsløb, særligt Ardennerne, selvom det sjældent er gået godt for ham på denne tid af året. Hans afbrudte Tour og et blødt efterårsprogram bør til gengæld have givet ham masser af friskhed denne gang, og denne eksplosive stigning burde passe ardennerrytteren Barguil strålende. Til gengæld har hele sæsonen også vist, at hans niveau bare bliver lavere og lavere år for år, og det vil undre mig, hvis han fortsætter med sin fjerde top 10 i træk i dette skrappe felt. Han ledsages af Kevin Vauquelin<\/b>, der netop er blevet nr. 2 i Luxembourg, men selvom han i Oman viste, at han godt kan klatre, bør han være overmatchet i dette terræn på stigninger som disse. Mere sandsynligt er det, at vi ser Elie Gesbert<\/b> fremme. Han kom tilbage på sporet med en god Vuelta og passer godt til stigningen, men han har ikke i år vist et niveau, der tilsiger, at han leverer et topresultat her. Hverken Simon Guglielmi, Michel Ries<\/b> eller Maxime Bouet<\/b> har imponeret på det sidste.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Quick-Step kommer med Julian Alaphilippe<\/b>, men det vil være overraskende, hvis han vinder sit første linjeløb i en almindelig Quick-Step-trøje i to år. Under VM var han på et brugbart niveau, men han var også stor nok til at erkende, at holdet ikke skulle køre for ham. Logikken siger, at formen er i fremgang, men denne rute er så svær, at kun en meget formstærk Alaphilippe kan vinde her, og den formstærke udgave har vi desværre ikke. Skal det lykkes, skal han i hvert fald angribe tidligt. Det gør også, at Quick-Step kun er outsidere. Bedst chance har Ilan van Wilder<\/b>, der i Burgos og begyndelsen af Vueltaen klatrede bedre end nogensinde og særligt har vist evner på denne type stigning. Han viste i de belgiske løb, at han er kommet udmærket ud af Vueltaen, der var hans første gennemførte grand tour, men det er først her, at hans form for alvor skal testes. Med tanke på, at han virkede meget træt de sidste to uger af det spanske løb, vil han formentlig være overmatchet her, hvor han i hvert fald skal køre tidligt. Et mere sikkert kort er nok Mauri Vansevenant<\/b>, der i hvert fald er i form og kørte på et fornemt niveau i Ain og Tyskland, men han virker træt. Han skuffede i Montreal, og når han ikke kan slå Archie Ryan i Slovakiet, vinder han næppe i dette felt. James Knox<\/b> har vist fremgang i Tyskland, men faldt sammen igen i Slovakiet, og Louis Vervaeke<\/b> virkede også træt mod slutningen af Vueltaen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Total kommer med Pierre Latour<\/b>, men han skuffede i går. Efter løbspausen så det ellers i Canada ud til, at han var på rette vej, men optimismen dalede i går. Han er dog også en meget svingende størrelse, og han var i foråret genfødt og excellerede dengang særligt i eksplosivt terræn som dette. Det er i hvert fald et løb, der passer ham, og da han sad med i feltet på toppen af sidste stigning, kan man håbe, at han kan gøre det lidt bedre denne gang. Løbet passer også godt til Alexis Vuillermoz<\/b>, der fortsætter sin fremgang efter den sygdom, der tvang ham ud af Touren, men i går så vi, at han mangler for meget, og løbet er for svært for Mathieu Burgaudeau<\/b>, der slet ikke har samme form i disse løb som sidste år, mens Victor de la Parte<\/b> fortsætter med at skuffe.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jumbo er jo desværre uden den dobbelte vinder Roglic og Vingegaard, og det ligner derfor ikke en sejr. Bedste bud er vel Robert Gesink<\/b>, der jo i sin storhedstid elskede dette løb, som han i 2009 og 2010 vandt to gange i træk. I dag rækker niveauet ikke længere, og han har i dag slet heller ikke det punch, der gør ham skabt til et løb som dette, men han oplevede en uventet renæssance i den tredje uge af Vueltaen, og hvis hans dieselmotor har holdt den form, kan han gøre det pænt. Holdet har også Chris Harper<\/b>, der nåede sit hidtil højeste niveau i Vueltaens første to uger, men virkede træt i den tredje uge, hvilket dæmper optimismen. Sam Oomen<\/b> er nok et mere sikkert kort end de to øvrige Vuelta-ryttere, da han er mere stabil, men Vueltaen bekræftede, at topniveauet ikke rækker hele vejen. Holdet kan også håbe på Tobias Foss<\/b>, men hans mærkelige kørsel fortsatte til VM, hvor han jo overraskede stort på enkeltstarten, men nærmest blev sat med det samme i linjeløbet. Man kan håbe, at det bare var en dårlig dag, men han har på intet tidspunkt i år klatret på et niveau, der giver optimisme forud for et løb, hvor den stejle og eksplosive stigning passer ham dårligt. Endelig har holdet også unge Tom Gloag<\/b>, men han har haft det lidt svært i sine professionelle løb i år.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Ag2r vinder næppe løbet. Deres bedste kort er Clement Champoussin<\/b>, men han har haft et trist år. Ha blev bedre mod slutningen af Vueltaen, hvilket giver lidt håb, men han har ikke i år vist et niveau, der gør det sandsynligt, at han kan vinde her. Er han træt efter Vueltaen, er Clement Berthet<\/b> måske et bedre kort. Hans potentiale er ganske pænt, og han er kommet godt tilbage efter Burgos-skaden, men når han ikke var bedre i Luxembourg, vinder han ikke i dette selskab. I Luxembourg fortsatte Geoffrey Bouchard<\/b> også en sæson, hvor han aldrig for alvor har fundet 2021-niveauet, og Aurelien Paret-Peintre<\/b> synes igen i år helt uden efterårsform. Jaakko Hänninen<\/b> viste endelig lovende takter i Ain, men udgik af Vueltaen med sygdom og lød ikke optimistisk inden Vallonien, hvor han var langt efter. Valentin Paret-Peintre<\/b> leverede pludselig et forrygende ridt på kongeetapen i Ain, men det er også det eneste i år, og efter en lang pause regner han da også kun med at være hjælper i et løb, der er alt for stærkt besat for ham.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Forud for gårsdagens løb var jeg ganske optimistisk på vegne af Andreas Kron<\/b>, men den optimisme er dalet. Danskeren havde det svært på sidste stigning og kunne ikke følge op på den lovende start i Toscana og Sabatini. I forvejen er dette et løb, hvor han som udgangspunkt vil få det svært mod bedre klatrere, og et topresultat vil kræve både et tidligt angreb og superform. Den synes han desværre ikke at have, og det bliver derfor svært for danskeren er være med helt fremme. Holdet alternativ er Harm Vanhoucke<\/b>, men intet tyder på, at han er på vej ud af sin lange krise, og Maxim van Gils<\/b> synes at fortsætte sin formkrise, der har været meget længe.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Bardiani kommer med Filippo Zana<\/b>, der var en tur i Australien uden at komme i aktion, og han burde passe godt til løbet. Vi har dog i de seneste løb i Storbritannien og Toscana set, at han var en anelse overmatchet, og det vil han også være i dette løb, der er stærkere besat. Det er samtidig uklart, hvor han står, da han grundet turen til Australien ikke har kørt løb i nogen tid. Han ledsages af Samuele Zoccarato<\/b>, der virkede sp stærk i Sabatini, men floppede fælt i går, hvor også klatreren Luca Covili<\/b> var helt væk.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Eolo satser hele butikken på Lorenzo Fortunato<\/b>, der har bygget op frem mod disse efterårsløb. Han har imidlertid haft en skidt sæson, hvor han aldrig har fundet sidste års niveau, og efter at have gjort det godt i det svagt besatte løb i Slovakiet kom vi ved på jorden i går, hvor jeg slet intet så til ham på stigningerne. Dette løb passer ham bedre, men stigningen er fortsat for eksplosiv for ham, og selvom han plejer at blive stærkere med flere løbsdage, skal han have forbedret sig meget siden i går, hvis han skal være med helt fremme. Davide Bais<\/b> har til gengæld klatret bedre end nogensinde, men dette løb er for svært, og Edward Ravasi<\/b> er en skygge af sig selv.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er svært at tro på andre hold. Hos Drone Hopper imponerede Natnael Tesfatsion<\/b> igen i Toscana, men han kom til kort på en rute, der var lettere end denne, og han havde et skuffende VM. Santiago Umba<\/b> var bedre i går, men stadig meget skuffende, og Mattia Bais, Simone Ravanelli<\/b> og Edoardo Zardini<\/b> var alle helt væk i går. Kern Pharma havde i går ikke én eneste mand med hjem i det ellers meget store felt i går, og det indikerer, at Jose Felix Parra<\/b> er træt efter en ellers fin Vuelta, og at Giovanni Carboni, Hector Carretero<\/b> og Igor Arrieta<\/b> fortsætter den formsvage periode. De styrker truppen med Roger Adria<\/b>, der kommer fra et coronaexit under Vueltaen og en tur til VM, men han har i år skuffet på stigningerne og kan næppe være med fremme i dette felt, som heller ikke Ivan Moreno<\/b> kan det. Hos Bingoal er Marco Tizza<\/b> i ganske hæderlig form, men dette løb er en anelse for svært, og både Remy Mertz<\/b> og Dimitri Peyskens<\/b> fortsætter et formsvagt indtryk. Hos Caja Rural skal man satse på Jhojan Garcia, Joel Nicolau<\/b> og Jefferson Cepeda<\/b>, men deres formkrise fortsatte med uhyre skuffende præstationer i går, hvor også den ellers velkørende Jon Barretnetxea<\/b> udgik.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
OPDATERING: Af familiære årsager kommer Barguil desvære ikke til start.<\/b><\/p>","date":"30\/9-2022 kl. 18:52","date_unformatted":"2022-09-30 18:52:29","km_driven":"198,7","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"341107","title":"Vejret","text":"
Giro dell’Emilia afvikles næsten altid i glimrende vejr, men for syv år siden bidrog forfærdeligt regnvejr til at skabe et helt anderledes løb end vanligt. Den slags drama skal vi ikke regne med i år, hvor der venter en fin lørdag, og efter den halvvåde start i Coppa Agostoni peger vejrudsigten nu på solskin frem til og med i hvert fald Il Lombardia. Det flotte vejr indledes lørdag, hvor der kun vil være få skyer og i Bologna en temperatur på 23 grader. Vinden vil bare være let (9-12 km\/t) og komme fra vestnordvest. Det giver generelt sidemedvind i den flade indledning, indtil man efter ca. 50 km får sidevind, som vil vare ved nærmest uafbrudt frem til finalen, dog med sidemedvind på Ca’ Bortolani og sidemodvind på Medelana. Man får medvind på det sidste stykke frem til rundstrækningen, hvor der igen vil være nærmest uafbrudt sidevind. Kun på den først del af nedkørslen vil der være lidt medvind, mens der vil være modvind på det korte flade stykke frem mod stigningen, hvor der vil være sidevind hele vejen op.<\/p>","date":"30\/9-2022 kl. 16:06","date_unformatted":"2022-09-30 16:06:13","km_driven":"198,7","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"341106","title":"Ruten","text":"
Ruten til Giro dell’Emilia er typisk varieret lidt fra år til år, men har grundlæggende fulgt et fast mønster med en ensartet finale. Første del består typisk af en tur ud i det kuperede område syd for Bologna, hvor benene trættes inden finalen. Afgørelsen falder imidlertid altid på de fire omgange på den afsluttende 9,3 km lange rundstrækning og de i alt fem passager af den omtalte og meget frygtede San Luca-stigning, hvor de stejle procenter som regel lader stærkeste mand sejre.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Løbet har haft en relativt fast distance på ca. 200 km i de seneste år, og ruten har kun undergået ganske få modifikationer. Kun 2013-udgaven afveg en anelse, idet starten blev flyttet fra Bologna til den nærliggende by Modena, men det betød blot, at den første flade del fandt sted på andre veje end tidligere. I 2016 gennemførte man igen et par justeringer i første fase, hvor man passerede nye stigninger på turen gennem det kuperede terræn syd for Bologna, men med en uforandret afslutning var der grundlæggende tale om det samme løb. I 2017 opfandt man en ny sen stigning, inden man nåede frem til Bologna, ligesom distancen var blevet forlænget til hele 223 km. I 2018 år var stigningerne præcis de samme, men man havde fjernet en del af det flade stykke mellem de to første stigninger, så afstanden reduceredes med knap 20 km, og i 2019 genbrugte man præcis den samme rute. I 2020 gennemgik løbet en lidt større ændring, da man flyttede starten, lagde en ekstra stigning ind tidligt og byttede den lange stigning midtvejs ud, så man skulle over Zanchetta og ikke Brasinone, og i 2021 fik løbet en ny overhaling, hvor hel første del var ny, da man droppede både Zanchetta og Brasinone, der blev erstattet af en ny og meget stejlere stigning, Medelena, midtvejs i løbet, inden man kørte frem til de klassiske fire omgange på rundstrækningen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Modellen var åbenbart et hit. I hvert fald er Medelana tilbage i 2022, hvor man også benytter samme ”opvarmningsstigning”, Bortolani, som man gjorde i 2021. Som noget nyt flytter man imidlertid starten langt væk fra Bologna til byen Carpi, der ligger på den flade Po-slette langt fra bakkerne. Det betyder, at det indledende flade stykke er længere, end det plejer, og det kommer på bekostning af et kuperet stykke og en lille stigning efter Bortolani, da man vender rundt tidligere, end man gjorde sidste år, inden man rammer 2021-ruten med Medelana og de afsluttende rundstrækninger. Resultatet er en lidt fladere rute og godt 300 færre højdemeter, selvom de sidste godt 90 km bortset fra et par marginale modifikationer ved indløbet til Bologna er præcis de samme som sidste år.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Med en distance på 198,7 km er årets udgave en anelse til den korte side, og som noget nyt skal der altså køres fra Carpi til det klassiske mål på San Luca-stigningen i Bologna. Startbyen ligger som sagt nordvest for Bologna på den helt flade Po-slette, og her lægger man ud med at køre to omgange på en flad og 4,3 km lang rundstrækning inde i selve byen, hvor man efter sidste omgang og i alt 8,6 km kører en spurt. Herfra snor man sig skiftevis mod sydøst og syd hen over Po-slettens fladland forbi en spurt, der er placeret efter 33,2 km, inden man ganske nær Bologna drejer mod sydvest med retning mod bakkerne syd for storbyen. Her begynder det langsomt at stige svagt, mens man fortsætter forbi dagens tredje spurt, som er placeret efter 62,1 km, og sådan fortsætter det over et længere stykke, mens det gradvist bliver stejlere og stejlere.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Efter 81,5 nemme kilometer når man frem til den lille by Goccia, hvor løbet ændrer karakter. Det sker, når man forlader dalen ved at dreje mod nordøst for at køre op ad Ca’ Bortolani (5,5 km, 6,4%), der er en helt jævn stigning og har top efter 86,9 km. Efter toppen går det mod sydvest ad en let faldende vej, og derefter op ad en lille bakke (1,5 km, 5,2%) med top efter 91,1 km, inden en meget teknisk nedkørsel leder mod sydøst ned til dalen, som nås i byen Vergato efter 106,1 km.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Dette er løbets sydligste punkt, hvor man vender rundt tidligere, end man plejer, for nu at køre mod nodøst ad en let stigende dalvej. Kort efter drejer man mod nordvest for at passere løbets mest spændende nyskabelse fra sidste års udgave, Medelana (7,8 km, 6,7%), hvis data snyder. De første 5 km er nemlig voldsomt stejle med hele 3 km med stigningsprocenter på over 10, men de sidste 2,8 km er enten faldende eller let stigende, inden man runder toppen efter 127,4 km.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Herfra resterer fortsat 71,3 km, der indledes med en relativt let nedkørsel, som fører mod nordøst og nord ned til dalen. Nu følges en let faldende dalvej mod nord og nordøst frem til udkanten af Bologna, hvor man kører to hurtige spurter i rap efter hhv. 143,7 km og 147,5 km. Derfra følger man lange, lige og flade veje mod sydøst ind gennem Bolognas centrum, inden man drejer mod sydvest for at køre det sidste stykke frem til rundstrækningen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Den rammer man bare få hundrede meter, inden man drejer mod sydvest for at op ad San Luca-stigningen (2,1 km, 9,4%, max. 18%), der ligger i den sydvestlige udkant. Den er ganske brutal, idet de første tre gange 500 m stiger med hhv. 11,8%, 10% og 12,0%, inden de sidste 600 m med 4,5% er lettere. Den passeres første gang, når der resterer 37,2 km, hvorefter målstregen krydses på toppen. Det markerer starten på de fire omgange på den 9,3 km lange afsluttende rundstrækning, der indledes med 1400 m let nedkørsel og en bakke (1,2 km, 5,0%), inden man rammer den rigtige nedkørsel, der slet ikke er så stejl som opkørslen og halvteknisk, hvorefter man rammer et kort, fladt stykke, som leder frem til bunden af stigningen. Løbet når sin dramatiske og spektakulære afslutning, når rytterne når toppen af den frygtede mur for femte og sidste gang efter en opkørsel, der kun byder et enkelt skarpt sving midtvejs og blot på bløde kurver på den sidste kilometer.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Løbet byder på i alt 2994 højdemeter, hvilket er knap 350 færre end sidste å, 250 færre end i 2020 og 300 færre end i 2019.<\/p>","date":"30\/9-2022 kl. 16:06","date_unformatted":"2022-09-30 16:06:03","km_driven":"198,7","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"341105","title":"L\u00f8bets rolle og historie","text":"
Mens de tunge folk efter VM enten har endt sæsonen eller har blikket rettet mod Paris-Tours, har langt de fleste klatrere blikket stift rettet mod Il Lombardia, der er det sidste store, kuperede løb på europæisk grund og årets sidste monument. Mange har brugt nogle af septembers løb til at teste formen, og nogle har sågar været et smut i Australien til VM, men det er i den kommende uges tid, at forberedelserne for alvor intensiveres i en række af italienske endagsløb, der tjener som en sidste opvarmning til den største efterårsklassiker. Sammen med Milano-Torino har Giro dell’Emilia i de senere år været det bedste sted at gøre sig klar til De Faldende Blades Løb, og da Milano-Torino nu er rykket til foråret, er det historiske løb denne gang det klart bedste pejlemærke forud for monumentet en uge senere. Denne klassiker er samtidig et af de ældste løb på den italienske kalender, og den spektakulære afslutning på toppen af den stejle San Luca-stigning i Bologna gør det til et af de meste prestigiøse løb i det cykelgale land.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Med en første udgave, der blev afviklet helt tilbage i 1909, har løbet været afviklet næsten hvert eneste år i mere end et århundrede, og det er kun sølle ni gange, at løbet af forskellige årsager er blevet aflyst, så man i år er nået til den 105. udgave. Det har altid haft Bologna som sit centrum, og med ganske få undtagelser har det altid været afviklet i efteråret.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Efter at det i de tidligere år primært var en italiensk affære, udviklede det sig med tiden til en vigtig og prestigiøs begivenhed på den internationale kalender. Den første udenlandske vinder var ingen ringere end Eddy Merckx, der sejrede i 1972, og siden da har de mange italienske sejrherrer fået selskab af store internationale profiler som Roger de Vlaeminck, Tony Rominger, Michael Boogerd, Jan Ullrich, Frank Schleck, Robert Gesink, Carlos Betancur, Nairo Quintana, Esteban Chaves, Primoz Roglic og Aleksandr Vlasov på sejrslisten. Faktisk var det en ganske lang tørke for italienerne fra Danilo Di Lucas sejr i 2008, indtil det endelig lykkedes Diego Ulissi igen at sejre for hjemlandet i 2013.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Giro dell’Emilia kendes næsten udelukkende for den legendariske San Luca-stigning, der fører op til helligdommen Madonna Di San Luca. Den 2,1 km lange opkørsel har en gennemsnitlig stigningsprocent på 9,7 og et maksimum på 16 og er et brutalt bæst, der er skabt til klatrere med et godt punch. Med adskillige passager af stigningen og mål på toppen er det ikke noget under, at løbet er blevet domineret af ryttere, der stråler på de stejleste stigninger.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Uheldigvis tabte løbet enormt meget prestige i forbindelse med den restrukturering af efterårskalenderen, som UCI gennemførte forud for 2012-sæsonen, og her var løbet formentlig den største taber af dem alle. Indtil da havde det været afviklet om lørdagen efter VM, mens Paris-Tours og det andet italienske løb, GP Beghelli, fandt sted dagen efter, og Il Lombardia blev først afviklet den efterfølgende lørdag. Mens sprinterne således sluttede deres sæson i Frankrig, rejste klatrerne til Italien og brugte løbet i Bologna som en vigtig test og opvarmning forud for det store monument i Lombardiet.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Forud for 2012 blev de to weekender imidlertid byttet rundt for at skabe bedre synergi mellem VM og Il Lombardia. Mens monumentet helt klart vandt stort på ændringen og pludselig kunne tiltrække et meget stærkere felt, var Giro dell’Emilia den store taber. Det var nu ikke længere nødvendigt at bruge løbet til at holde benene i gang forud for efterårets største klassiker, og mange ryttere besluttede at skippe begivenheden i Bologna på et tidspunkt af sæsonen, hvor der stort set kun er ferie på hjernen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Allerede i 2012 så man et markant mindre internationalt felt, og siden blev det kun værre og værre. I 2013 havde man bare fem WorldTour-hold til start, i 2014 var man nede på kun tre, og i 2015 nåede man bunden. Her betød fremkomsten af den konkurrerende Abu Dhabi Tour, at de stakkels arrangører kun kunne tiltrække Ag2r og Lampre-Merida fra det fineste selskab, og dermed var løbet reduceret til en skygge af den glorværdige begivenhed, det var tidligere.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I 2016 genvandt løbet imidlertid sin prestige. Den meget sene afvikling af VM i Qatar skabte en åben plads i kalenderen i ugen inden Il Lombardia, og den chance greb arrangørerne prompte. Sammen med Coppa Sabatini, der i mange år er blevet afviklet to dage inden, og GP Beghelli, der finder sted dagen efter, blev løbet flyttet til den sidste weekend forud for monumentet i Lombardiet. Da Giro della Toscana også blev tilføjet til samme uges program og afvikledes over to dage, havde rytterne pludselig mulighed for at vælge mellem fem dages kvalitetscykelløb, inden den følgende uges Tre Valli Varesine, Milano-Torino og Gran Piemonte gav en sidste chance for at fintune formen. Dermed havde den rige italienske serie af efterårsklassikere pludselig nået et nyt højdepunkt, og da støvlelandet var eneste nation med kuperede løb sidst på sæsonen, fik alle løb et kolossalt boost.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Måske havde man ventet, at det var en engangsforestilling, men UCI valgte i 2017 valgt at gå tilbage til den gamle model, hvor samme travle uge havde fået lov at sætte sig på pladsen umiddelbart efter VM, mens Il Lombardia igen fandt sted to uger efter slaget om regnbuetrøjen. Dermed blev kalenderen næsten ført tilbage til det, den var frem til 2011, idet eneste ændring var, at Paris-Tours ikke var flyttet med, havde bevaret sin hidtidige placering og dermed nu fandt sted dagen efter Il Lombardia.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Arrangørerne af Giro dell’Emilia måtte knibe sig selv i armen over den effekt, det havde, idet man endda med længder overgik det stærke startfelt fra 2016 med ikke færre end 12 af de 18 WorldTour-hold i tillæg til mange af de stærkeste prokontinentalhold. Og ikke nok med det: man havde tiltrukket en stjerneparade, hvis lige slet ikke var set i mange år, og for første gang længe var der tillige live-dækning på TV – og for første gang ikke kun i Italien.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I 2018 gennemførte man den totale tilbagevenden til den gamle kalender, idet Paris-Tours kom tilbage på sin gamle plads søndagen efter VM og dermed i samme weekend som Giro dell’Emilia. I det lys kan det heller ikke undre, at genrejsningen af det historiske løb fortsatte. Faktisk overgik man igen sig selv med deltagelse af 13 af de 18 WorldTour-hold. Nu afvikles Paris-Tours og Il Lombardia nok engang i samme weekend, men det har ikke ændret på Giro dell’Emilias position lørdagen inden monumentet, hvor det efter en VM-pause er det andet af de otte italienske endagsløb, der afvikles over kun 18 dage i den sidste del af den italienske klassikersæson, og med hele 14 WorldTour-hold -præcis det samme som i 2021 – tangerer løbet endda sin rekord med sit flotte felt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Sammen med Milano-Torino, der fra 2022 er rykket til foråret, og Il Lombardia har Giro dell’Emilia været det eneste af de italienske efterårsløb, der er skabt til klatrere, og det afspejles i startlisten. Listen over stjerner inkluderer således en stor del af cremen af bjergstærke folk, idet mange af de største navne i år har valgt at forsøge at bevare den gode form hele vejen frem til Il Lombardia. Det har gavnet Giro dell’Emilia kolossalt, og de kan i år præstere stjerner som Tadej Pogacar, Aleksandr Vlasov, Alejandro Valverde, Daniel Martinez, Adam Yates, Guillaume Martin, David Gaudu, Dylan Teuns, Enric Mas, Simon Yates, Carlos Rodriguez, Quinten Hermans, Marc Hirschi, Michael Woods og Miguel Angel Lopez , der er klar til at slås om sejren i det, der igen ligner en af de stærkest besatte udgaver i mange år.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det var det også sidste år, hvor løbet efter en lille coronadukkert i 2020 slog rekord med 14 WorldTour-hold og adskillige stjerner. De skabte et herligt cykelløb, hvor løbet blev åbnet sjældent tidligt, da Remco Evenepoel angreb allerede hen over toppen ved første passage af San Luca, og efter at han i første omgang fik Adam Yates og Primoz Roglic med sig, kom også Joao Almeida, Clement Champoussin, Michael Woods, David Gaudu og Jonas Vingegaard op. Mens Gaudu blev elimineret af en punktering, og Champoussin og Vingegaard blev sat af, skulle de fem tilbageværende afgøre det på sidste stigning. Efter at en lidende Evenepoel havde ofret sig for Almeida, svarede Roglic på alle angreb, inden han på den sidste kilometer blæste fra alt og alle og tog sin anden sejr i løbet, denne gang foran Almeida og Woods. Roglic er stadig ukampdygtig efter sit styrt i Vueltaen og går således ikke efter et hattrick, og da Almeida puster ud efter Vueltaen og VM, bliver Woods eneste genganger fra sidste års podium.<\/p>","date":"30\/9-2022 kl. 16:05","date_unformatted":"2022-09-30 16:05:55","km_driven":"198,7","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"341103","title":"Velkommen","text":"
Velkommen til dagens direkte live opdatering fra Giro dell'Emilia. Dagens løb køres fra Carpi til Bologna over 198.7 kilometer.<\/p>","date":"30\/9-2022 kl. 16:05","date_unformatted":"2022-09-30 16:05:45","km_driven":"198,7","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""}],"authors":[{"author":"Emil Axelgaard","email":"emil@feltet.dk","image":"https:\/\/www.feltet.dk\/octo_cms\/files\/Feltet.dk\/ProfilePics\/emil_500x500.jpg","url":"emil-axelgaard"},{"author":"Jesper Johannesen","email":"jesper@feltet.dk","image":"https:\/\/www.feltet.dk\/octo_cms\/files\/Feltet.dk\/\/jesper_johannesen.jpg","url":"jesper-johannesen"}]}