en analyse med titlen ”Favorittens lammende uppercut”<\/a>, hvor jeg filosoferede over, om ikke Dumoulin og resten af favoritfeltet følte det, som havde de netop gået 12 omgange mod Mike Tyson. Man blev i hvert fald efterladt med en frygt for, at Roglic ville vise sig i sin helt egen liga, og den frygt blev kun styrket yderligere efter den lange enkeltstart på 9. etape, hvor Roglic igen vandt suverænt og derefter kunne gå ind til første hviledag med et forspring på hele 1.44 ned til Vincenzo Nibali, der efter et ærgerligt styrt til Dumoulin havde overtaget rollen som Roglics førsteudfordrer.<\/p>\r\n\r\n <\/p>\r\n\r\n
Sådan gik det som bekendt ikke. Både Roglic og Nibali undervurderede i den grad Richard Carapaz, og da de opdagede, hvor farlig en rival de havde med at gøre, var Roglic så svækket af styrt og sygdom, at han i dag kalder det sit livs præstation, at han endte løbet som nr. 3. Det, der havde lignet et løb, som nærmest var afgjort allerede i den første uge, endte altså med, at løbets store favorit skulle kæmpe hårdt for sit podium, mens den anden deltager i duellen knap nåede i gang, inden han var rejst hjem.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Fire år senere er det svært ikke at sidde med en følelse af deja-vu. Årets Giro har nemlig været iscenesat på præcis samme vis som dengang. Også her har der været lagt til en duel mellem to ryttere, hvoraf den ene er den etablerede stjerne med veldokumenterede evner i en grand tour og den anden en ung komet, der ganske vist har kørt én fornem grand tour, men hvis evner over tre uger fortsat ikke er helt bevist. Igen er Roglic endda en af aktørerne, men den nu erfarne slovener har overtaget rollen som det sikre bud, mens det er Remco Evenepoel, der har arvet rollen som kometen med kurs mod stjernerne.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Paradoksalt nok er løbet endda designet næsten på samme måde. Også i år åbnedes det nemlig med en enkeltstart, der mest af alt var flad, men sluttede med en lille bakke. Denne gang var det dog alligevel en helt anderledes udfordring, hvor den flade del var langt længere, og hvor den bløde målbakke slet ikke kunne sammenlignes med brutale San Luca. Uge 1 slutter endda også denne gang med en lang enkeltstart som afslutning på en første uge, der generelt er ret let, og vi går ind til et løb, hvor stort set alle vanskeligheder er koncentreret til allersidst – akkurat som det var tilfældet for fire år siden.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Da løbet i dag blev skudt i gang med åbningsenkeltstarten, gik det endda akkurat, som det gjorde dengang. Den unge komet serverede et uppercut, der mindede lige så meget om noget, Mike Tyson kunne have leveret, som det gjorde, da Roglic bød rivalerne på en tilsvarende lektion på San Luca-stigningen. Med en betydeligt længere distance gjorde Evenepoel endda endnu større skade end Roglic gjorde dengang, og igen måtte duellens erfarne deltager se tilbage på en åbning, der var yderst skuffende. Dengang blev Dumoulin nr. 5, mens Roglic i dag blev nr. 6, men situationen er alligevel helt parallel.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Dengang kom det ikke som nogen total overraskelse, at Roglic kunne finde på at levere en magtdemonstration. Dertil havde han været for suveræn i foråret, og dertil passede ruten ham for godt. Til gengæld var der næppe mange, der havde ventet, at Dumoulin blot ville ende som nr. 5 og blive slået af ikke blot Yates og Nibali, men ganske overraskende også af Miguel Angel Lopez.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Sådan er det også denne gang. Der var stor diskussion om, hvorvidt dagens favorit var Evenepoel eller Filippo Ganna, men med tanke på de vilde bedrifter, Evenepoel har leveret, var det hele tiden ganske muligt, at han ville kunne levere en magtdemonstration i stil med den, der blev udkommet af den knap 20 km lange tur op langs den italienske adriaterhavskyst. Til gengæld var der næppe mange, der havde regnet med, at det ville gå Roglic så ilde. Jo, en 6. plads var måske ikke helt ved siden af skiven på denne rute og i dette meget tempostærke felt, men at han skulle blive slået af både Joao Almeida og Tao Geoghegan Hart stod næppe i mange drejebøger. Vi taler trods alt om den olympiske mester i disciplinen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Lussingen var da også bekymrende stor. 43 sekunder er et alt for stort tidstab, særligt når man husker på, at Evenepoel over 30,9 km i sidste års Vuelta slog sloveneren med 48 sekunder. Denne gang tabte han næsten lige så meget over en distance på ca. to tredjedele og det endda på en rute, hvor man skulle mene, at bakken gjorde den mere velegnet for sloveneren end den helt flade tur i Spanien for et halvt år siden. Dengang var Roglic jo endda langt fra sin bedste form, mens han denne gang har meldt sig selv fit for fight og helt klar til få sin revanche over Evenepoel efter nederlaget i Vueltaen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er<\/i> da også bekymrende, men heldigvis kan han trøste sig med, hvordan det gik i 2019. Dengang røg Dumoulin som bekendt ud af løbet, og meget af Roglics egen nedtur skyldtes sygdom og styrt, men det er en kraftig påmindelse om, at man altid skal passe meget på med at drage forhastede konklusioner på baggrund af den første uge, hvor særligt bookmakerne har en tendens til at overreagere ganske markant. Der er en grund til, at man taler om holdbarhed i grand tours, for de vindes som regel i den tredje uge – og det gælder i særlig grad på årets ekstremt bagtunge Giro-rute, hvor den første alvorlige bjergetape først melder sig på 13. dagen og den første hårde serie ikke indfinder sig før 16. etape.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Nederlaget er heller ikke så overraskende, som det var det for Dumoulin i 2019. Noget tyder nemlig på, at Roglic ikke er den temporytter, han engang var. Det så vi i Tirreno tidligere i år, hvor han skuffede fælt på 1. etape, men endte med at vinde løbet, og det så vi i Dauphiné, hvor ikke mange havde regnet med, at Ganna og Wout van Aert decideret ville køre ham over, og at han ville blive slået af Mattia Cattaneo. Til gengæld så vi jo i Catalonien, at der stadig er håb om, at han efter sit svage 2022 er blevet genfødt i bjergene, hvor han jo i hvert fald for halvanden måned siden var marginalt bedre end sin direkte Giro-rival.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Roglic har altså ingen grund til at give op allerede nu. Selv hvis han taber mere end et minut på den lange enkeltstart om en god uge, er det stadig et forspring, som Evenepoel kan miste i ét hug på en dårlig dag på en af de gigantiske bjergetaper i den sidste uge. Bare tænk på, hvordan han på La Pandera-etapen i Vueltaen tabte 48 sekunder over ganske få kilometer, og det var en bjergetape, der slet ikke tåler sammenligning med de voldsomme prøvelser, der venter i den tredje uge.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er nemlig her, Evenepoel bliver testet. Alle vidste, at belgieren ville komme ud af den første uge med et betydeligt forspring, og alle vidste, at han ville starte som lyn og torden. I dag var han endnu mere overbevisende, end rivalerne havde håbet, men noget chok kan det aldrig værre. Dertil var han for overlegen i begyndelsen af Vueltaen. Dengang fik det imidlertid også hurtigt en ende, og selvom vi i dag ikke ved, hvor meget af ”nedturen” mod slutningen der skyldtes hans styrt, er det i hvert fald sandt, at han i et meget lettere løb var betydeligt svagere mod slutningen end i begyndelsen. Dengang blev hans holdbarhed slet heller ikke testet, som det gør i dette løb, da den tredje uge var sjældent let og ikke bød på én eneste alvorlig bjergetape.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Derfor er løbet slet ikke så afgjort, som man kan frygte, hvis man ser på de nøgne data efter dagens etape. Hvis Evenepoel holder første uges niveau gennem hele løbet, har det nemlig hele tiden været givet, at han vil ende løbet som samlet vinder. Vi er ikke blevet spor klogere på det, der kan koste ham sejren, nemlig hans holdbarhed. Vi kan til gengæld se, at han ser endnu skarpere ud end i Vueltaen, og vi kan se, at Roglic er kommet bekymrende fra land. Om det skyldes hans generelt aftagende niveau eller bare, at han er blevet en åbenlyst ringere temporytter, ved vi ikke, men det finder vi heldigvis snart ud af – hvis altså ikke det går ham så ilde, som det gjorde for Dumoulin for fire år siden. Og han kan da i hvert fald finde et betydeligt håb i, at Evenepoel var helt menneskelig på bakken, hvor han kun var ét sekund bedre end sloveneren og endda var hele fire sekunder langsommere end både Tao Geoghegan Hart og Joao Almeida.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Netop det faktum bør også give netop de to ryttere grund til optimisme. Det kan være svært at tale om andre vindere på en dag, hvor Evenepoel serverede et lammende uppercut, men i den kategori finder vi altså de to ryttere, der bragede ind på scenen med deres flotte kørsel i dette løb for tre år siden. Hvem der har mest grund til at være tilfreds, er svært at sige, men begge har vist, at de to favoritter ikke skal vise mange svaghedstegn, inden de kan få problemer.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Glæden må i hvert fald være stor for Geoghegan Hart. På en fladbanerute som denne er det ubetinget britens bedste enkeltstart nogensinde – langt bedre end dem, han kørte, da han vandt Giroen – og det bekræfter blot den genfødsel, han har været igennem hele året. Særligt den lovende afslutning på bakken viser, at han skal tages seriøst, når vi rammer det terræn, hvor han har den x-faktor, som måske kan ryste de to favoritter. Det er først nu, at han er ude af uheld og dermed kan antages at have udviklet sig yderligere, siden han vandt for tre år siden – en sejr, der dengang så billig ud, men fik voldsom stor værdi, da Jai Hindley for et år siden viste sig at være et større tredjeugesuhyre end antaget.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Til gengæld var det ikke nogen entydigt god dag for Ineos. Geraint Thomas kørte nemlig under niveau, men det var i lyset af hans formmæssige efterslæb ingen stor overraskelse. Han bekræftede jo ellers tempoevnerne med et stærkt udlæg, men formen kostede til sidst, hvor den betød mest, nemlig på bakken. Nederlaget var større end ventet for en mand, der selv i formsvag tilstand plejer at køre gode enkeltstarter, men vi har jo hele tiden vidst, at Thomas denne gang skal vinde løbet i den tredje uge – og det er heldigvis også den, der denne gang betyder langt, langt mest.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Han var bare ikke ene om at skuffe. Thymen Arensmans katastrofale sæsonstart fortsætter, men også ham skal man passe på med at afskrive. Han er startet alle sine etapeløb svagt – med Tirreno som en undtagelse – men i Alperne kom han hurtigt i gang. Det vil formentlig gælde endnu mere i en grand tour, hvor det jo er hans motor i den tredje uge, der er hans virkelige force. Mere forventelig var præstationen fra Pavel Sivakov, der ikke kørte som i Vueltaen, men det bekræfter blot det, vi har set hele året, nemlig at han ikke er på samme niveau som sidste sommer.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Mere ærgerlige er de nok over at tabe etapen med Filippo Ganna, men det er svært at bebrejde italieneren. På den del, hvor han skulle vinde løbet, var han klart næstbedst, og han kørte også en fin bakke, hvor han var blandt de 15 hurtigste, og hvor mange af dem, der slog ham, kørte målrettet efter bjergtrøjen. Han kørte i fladlandet nogenlunde som håbet i en tid, hvor han ikke er helt stabil, men desværre skete det, han måtte have frygtet, nemlig at Evenepoel havde lagt yderligere på i forhold til det, vi har set tidligere, hvor han har haft overtaget på flade enkeltstarter, senest i Tirreno sidste år, hvor han vandt ganske klart.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Så er billedet langt mere entydigt positivt hos UAE. Det var jo holdet, der så ud til at have gevaldige materielproblemer i 2022, hvor alle andre end Tadej Pogacar underpræsterede i disciplinen, men som o år tydeligvis har vendt det helt på hovedet. Det så vi allerede i Tirreno, hvor Almeida og Brandon McNulty, der tidligere var blandt de allerbedste temporyttere, blev genfødt, og det så vi i Romandiet, hvor de havde ikke færre end tre mand i top 11.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Den tendens blev bekræftet i dag, hvor de var her, der og alle vegne. Særligt Almeida var naturligvis imponerende, for efter et 2022, hvor enkeltstarten pludselig var en svaghed, kørte han i dag akkurat som ”i gamle dage”. Mest opløftende var det, at han var så hurtig på bakken, hvilket lover særligt godt for klatringen, der jo særligt kommer i en tredje uge, hvor han altid er bedst. McNulty bekræftede også, at han er tilbage på sporet som temporytter, selvom det – hvis holdet holder ord – ikke er så relevant for klassementet, som han ikke satser på.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det gør til gengæld Jay Vine, og den australske komet fortsætter sin kurs mod stjernerne. Vi så allerede i januar, at han pludselig er blevet en god temporytter efter for første gang at have arbejdet på evnerne i disciplinen, men dengang var det svært at vide, hvad præstationer i et svagt australsk felt ville række til mod eliten. I dag fik vi bekræftet, at han er endog meget spændende som løbets helt store joker. Han kørte som bekendt op med Evenepoel i bjergene i Vueltaens første uge, og hvis han – og det er et stort hvis – kan gøre det igen i en tredje uge, hvor han i Spanien ikke havde samme niveau, kan han blive meget farlig, nu hvor nederlaget på enkeltstarterne bliver begrænset. Til gengæld er vi ikke blevet spor klogere på hans helt åbenlyse svaghed, nemlig det indtil nu totale fravær af stabilitet.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I det hele taget blev enkeltstarten domineret overraskende meget af klassementsryttere, når man betænker, hvor flad den var. En af de ryttere, der også var blandt de 10 bedste, var Aleksandr Vlasov, men her er billedet mere blandet. Det var bestemt en godkendt enkeltstart af russeren, men et regulært kollaps på bakken, hvor han blot satte 31. bedste tid, vækker uro, når vi taler om en mand, der i år har klatret langt under vanligt niveau. I dette felt vil Vlasov skulle vinde sin tid i bjergene, og i dag er der ikke meget, der tyder på, at det vil lykkes ham.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Tværtimod er der stadig grund til bekymring for det kriseramte Bora-mandskab, der også kunne se plan B, Lennard Kämna, være helt ude af stand til at bygge videre på det overraskende gode resultat fra Tirreno. Med tanke på at han i forvejen må antages ret begrænset både i bjergene og på stabiliteten, lugter det ikke af noget stort, når han får klø på dagen, hvor han skulle vinde tid – og en 44. bedste tid på bakken lugter jo slet ikke af gode klatreben, selvom han slog både Sivakov og Thomas.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Nej, så var det straks bedre for Bahrain. De fik en lussing, men det var jo ventet. Til gengæld kan de glæde sig over, at Jack Haig var blandt de allerhurtigste på bakken – kun tre sekunder langsommere end Roglic og 4 sekunder langsommere end Evenepoel – og det er naturligvis meget opløftende for en mand, der entydigt skal vinde sit løb i bjergene. Billedet var betydeligt mere mudret for Damiano Caruso, der aldrig har været en ørn på denne slags enkeltstarter og blot var nr. 23 på bakken, men det var trods alt nok mere forventet. Det er nemlig lidt svært at tro, at Caruso stadig har det, han havde i vanvidsåret 2021.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Haig var ikke alene om at få forventede lussinger. De kom også til Rigoberto Uran og Hugh Carthy, der slet ikke er de temporyttere, de var engang. Begejstret skal man ikke være over, at Carthy blot var 38. hurtigst på bakken, men for en mand, for hvem punch er en by i Rusland, er det ikke alarmerende. Der er stadig stor usikkerhed om hans evner senere i løbet efter nogle sløje år, men meget klogere blev vi ikke i dag. Til gengæld kørte Uran som nr. 21 så godt på bakken, at han vel bekræftede den lille genrejsning, vi så i Catalonien.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Lussing var også stor til Thibaut Pinot, men også det var forventet for en mand, hvis engang så gode tempoevner definitivt er sendt på pension. Til gengæld er en rystende svag tid på bakken ikke just opløftende, men Pinot er i disse år så svingende, at det er for tidligt at udelukke, at han finder benene senere, når hans motor er varm, som vi har set ham gøre flere gange på det sidste. Lige så ærgerligt var det, at Stefan Küng ikke kunne bekræfte det indtryk, han gav til VM og i Algarve, nemlig at han ville være tæt på Evenepoels og Gannas niveau på flade enkeltstarter. I dag må vi erkende, at han fortsat er et niveau under de to giganter. Det positive element var til gengæld Bruno Armirail, der siden VM har været genfødt som temporytter og bedre end nogensinde.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Han var også en af de få specialister, der blandede sig med klassementsrytterne. Andre tungere folk var Mads Pedersen, der med en god tid på bakken bekræftede, at han som ventet er i fremragende form og kørte sin klart bedste lange enkeltstart nogensinde. Det samme gjorde Michael Matthews, der til gengæld som i Frankfurt så ud til at mangle meget af sin bedste klatreform inden den direkte duel med storfavoritten Pedersen i kampen om pointtrøjen. I fladlandet kørte han imidlertid stærkt, som det også gjaldt for den genfødte Michael Hepburn, der bekræftede, at Jayco-miraklet fra 2022 stadig lever. Det gør det især, fordi holdets klassementsrytter Eddie Dunbar klarede sig uventet godt og kørte helt lige op med Kämna, endda selvom han slet ikke kørte stærkt på den bakke, der burde have været hans våben.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Bakken var til gengæld ikke Evenepoels våben. Det var faktisk her, han viste den eneste smule menneskelighed. Det gjorde han til gengæld slet ikke i fladlandet, hvor han viste sig akkurat lige så skræmmende, som hans rivaler må have frygtet. Om det er værst at få et lammende uppercut af Tyson i bokseringen, af Roglic på San Luca-stigningen eller af Evenepoel på Abruzzo-regionens flade cykelstier er svært at sige, men lige nu føler Roglic sig nok akkurat lige så groggy, som han selv efterlod Dumoulin i Bologna for fire år siden. Heldigvis ved han af samme årsag også, at et lammende uppercut på dag 1 ikke er ensbetydende med, at det hele ender med en knockout senere i løbet.<\/p>","date":"6\/5-2023 kl. 18:48","date_unformatted":"2023-05-06 18:48:59","km_driven":"202","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"355641","title":"Vejret","text":"
Den vejrmæssigt flotte åbning på løbet fortsætter, inden der venter vådere betingelser fra mandag. Søndagen byder kun på få skyer, men til allersidste kan det blive en anelse mere overskyet som indledning på overgangen til dårligere vejr. Det vil også være varmt med en temperatur på 24 grader ved starten og 22 grader i målbyen. Vinden vil bare være let (9-14 km\/t) og komme fra øst. Det giver hovedsageligt sidemodvind frem til første spurt, hvorefter man får sidemedvind frem til bakken op til anden spurt. Herfra vil der være mod- og sidemodvind resten af vejen. Det gælder også i hele finalen.<\/p>","date":"6\/5-2023 kl. 14:41","date_unformatted":"2023-05-06 14:41:04","km_driven":"202","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"355640","title":"Ruten","text":"
I langt de fleste grand tours er den første linjeløbsetape en sag for sprinterne, og sådan vil det også være i årets Giro. I et løb, hvor næsten alle etaper byder på mere end 2000 højdemeter, bydes der endda på lidt af et særsyn, da den 202 km – endnu en af løbets lange distancer – ned langs Adriaterhavet er en af de fladeste i løbet. Det betyder dog ikke, at det er helt fladt, da et par tidlige afstikkere ind i det terræn, vi kender fra Tirreno-Adriatico, bringer rytterne op over næsten 1900 højdemeter, men da det stort set aldrig blæser i området, og da de sidste små 75 km er stort set helt flade, er det svært at tro, at vi ikke på andendagen bliver vidner til løbets første massespurt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Med en distance på 202,0 km er der tale om en af løbets mange etaper på mere end 200 km, og den fører feltet fra Teramo til San Salvo. Mens målbyen ligger helt ud til Adriaterhavet, er startbyen placeret et lille stykke inde i landet i det kuperede terræn, vi kender fra Tirreno-Adriatico, og derfor er det en ganske hård begyndelse. Først følger man kortvarigt en let faldende vej mod nordøst med retning mod vandet, men hurtigt drejer man mod nord for at passere en stigning (5,4 km, 4,4%), der har top efter 12,6 km i byen Bellante. En nedkørsel leder nu videre mod nord, nordøst og igen nord, inden man kører mod nordvest op ad en blød bakke, der har top efter 32,2 km. Her drejer man mod nordvest for at køre ad en kort nedkørsel og op ad en lille bakke til det nordligste punkt, som passeres efter 38,8 km, hvorefter en enkel nedkørsel leder mod sydøst ned til havet, der nås i kystbyen Alba Adriatica efter 45,6 km.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Nu er den hårde start overstået, og her bliver det i en periode meget enkelt. Det går nemlig mod sydøst ned langs kystvejen, der er helt flad og uden sving. Umiddelbart efter byen Pineto, der passeres efter 75,6 km, foretager man imidlertid en afstikker ind i landet, når man drejer mod sydvest for at køre op ad kategori 4-stigningen Silvi Paese (3,5 km, 5,2%, max. 10%), der er en helt jævn stigning med top efter 84,5 km. En helt enkel nedkørsel leder herfra med det samme mod sydøst tilbage til kysten, som nås i byen Montesilvano efter 94,0 km. Nu bliver det igen helt enkelt, når man fortsætter mod sydøst ned langs den flade kystvej frem til storbyen Pescara, hvor dagens første spurt køres efter 101,5 km, og hvor man indleder den anden afstikker ind i landet.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Her drejer man nemlig mod sydvest, men det er fortsat helt fladt, når man kører ind gennem dalen med bakker til begge side, indtil man drejer mod sydøst for at køre op ad den spektakulære og ikke-kategoriserede stigning op til byen Chieti, der er kendt fra Tirreno-Adriatico. Den stiger med 5,9% over 4,5 km, men har efter en let første kilometer med 3,3% nu to kilometer med 7-9%, inden den flader ud med 5,4% over de sidste 1500 m frem mod toppen, hvor dagens anden spurt køres efter 121,6 km. En enkel nedkørsel leder nu mod øst, inden man med det samme fortsætter mod øst op ad kategori 4-stigningen Ripa Teatina (1,9 km, 5,7%, max. 10%), der efter en let start slutter med 1100 med 6-7% frem mod toppen, som rundes efter 130,3 km.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Nu er det slut med dagens vanskeligheder. En let nedkørsel leder mod øst og nordøst tilbage til kysten, der nås i byen Quattro Strade efter 135,2 km. Her drejer man igen mod sydøst for at følge den næsten helt flade og lige kystvej ind gennem lørdagens målby, Ortona, der passeres efter 151,8 km, og lørdagens startby, Fossacesia Marina, der passeres efter 167,1 km. Herfra går det videre mod sydøst ned ad den flade kystvej, indtil man kortvarigt kører mod syd forbi byen Vasto, inden det slutteligt atter går mod sydøst ad kystvejen ind til målbyen, hvor de sidste 5 km er helt flade. Her drejer man til venstre i en rundkørsel med 1400 m igen, inden der er et sidste skarpt sving med 1000 m igen, hvorefter det går mod nordøst op langs vandet frem til stregen ad en 8 m bred vej.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Etapen byder på i alt 1858 højdemeter.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
San Salvo har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et UCI-løb. Det var i 2001-udgaven af det lille Giro d’Abruzzo, hvor Roberto Petito vandt en massespurt foran Sasa Gajicic og Massimo Strazzer.<\/p>","date":"6\/5-2023 kl. 14:40","date_unformatted":"2023-05-06 14:40:57","km_driven":"202","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"355632","title":"Velkommen","text":"
Velkommen til dagens direkte live opdatering fra Giro d'Italia (2. etape). Dagens løb køres fra Teramo til San Salvo over 202 kilometer. Vi starter kl. 12.30.<\/p>","date":"6\/5-2023 kl. 14:36","date_unformatted":"2023-05-06 14:36:56","km_driven":"202","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""}],"authors":[{"author":"Jesper Johannesen","email":"jesper@feltet.dk","image":"https:\/\/www.feltet.dk\/octo_cms\/files\/Feltet.dk\/\/jesper_johannesen.jpg","url":"jesper-johannesen"},{"author":"Christian Frese","email":"frese@feltet.dk","image":"https:\/\/www.feltet.dk\/octo_cms\/files\/Feltet.dk\/Diverse\/Krille_(2).jpg","url":"christian-frese"},{"author":"Emil Axelgaard","email":"emil@feltet.dk","image":"https:\/\/www.feltet.dk\/octo_cms\/files\/Feltet.dk\/ProfilePics\/emil_500x500.jpg","url":"emil-axelgaard"}]}