Du finder første del her.<\/a><\/p>","date":"8\/3-2023 kl. 15:50","date_unformatted":"2023-03-08 15:50:44","km_driven":"164,7","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"348488","title":"Vinderbud","text":"Feltet.dks vinderbud: Tadej Pogacar<\/p>\r\n\r\n
Øvrige vinderkandidater: Jonas Vingegaard, Simon Yates<\/p>\r\n\r\n
Outsidere: David Gaudu, Daniel Martinez, Mattias Skjelmose, Romain Bardet, Pavel Sivakov<\/p>\r\n\r\n
Jokers: Jack Haig, Kevin Vauquelin, Neilson Powless, Matteo Jorgenson, Maximilian Schachmann, Gino Mäder, Pierre Latour, Ion Izagirre, Nick Schultz, Wout Poels, Aurelien Paret-Peintre<\/p>","date":"7\/3-2023 kl. 21:56","date_unformatted":"2023-03-07 21:56:56","km_driven":"164,7","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"348487","title":"Favoritterne","text":"
Det gik bedre for ham end ventet, men der er ingen tvivl om, at Tadej Pogacar på papiret var en af de helt store tabere på beslutningen om at erstatte enkeltstarten med et holdløb. Til gengæld har han ikke grund til at være utilfreds med meget andet af ruten, for herfra er den nemlig hårdere end normalt – alt sammen godt for en mand, der trods alt stadig er bagud, selvom efterslæbet er meget mindre end ventet.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Første chance for at indhente det tabte får han nemlig allerede onsdag. Det er langt fra hvert år, at vi har en bjergfinale i Massif Central midt i løbet. Nej, det er faktisk ganske usædvanligt, og det er derfor – sammen med den ganske hårde finale på kongeetapen – med til at skrue op for klatreudfordringerne i årets udgave af Løbet mod Solen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Afslutningen kan minde om 4. etape i 2021, hvor man senest havde en bjergfinale i Massif Central, endda på en tilsvarende stigning, der samlet set var lidt lettere, men havde stejlere passager. Den gjorde kun små forskelle, men det lykkedes Primoz Roglic at stjæle mellem 10 og 20 sekunder på sine 12 nærmeste rivaler. Denne gang er chancen for lidt større forskelle nok til stede, for 5 km med 7-8% kan, hvis de køres hårdt, godt skabe nogle afstande, særligt fordi løbet tæller verdens to bedste klatrere. I hvert fald bør stigningen give en ide om klatrehierarkiet uden at skabe dramatiske afstande. Det er stigningen trods alt for kort til.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
For to år siden så vi også, at det var meget tæt bag den suveræne Roglic, men dengang var sidste del af stigningen også let. Roglic måtte gøre forskellen tidligt, mens der bag ham var plads til en regruppering. Denne gang er stigning mere stabilt stejl, og det taler for, at vi kan se en større separation også længere tilbage end dengang. Dertil skal lægges, at rytterne får en kraftig medvind hele vejen op ad stigningen, og det øger chancen for større forskelle – endnu en gave til Pogacar på bekostning af Vingegaard, der i forhold til sin rival er lidt på udebane på denne form for kort og eksplosiv stigning.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Netop vinden kan vise sig at være en nøglekomponent allerede lagt tidligere. Det vil være voldsomt, voldsomt blæsende ved starten, og de vil have sidevind stort set hele vejen. Startbyen er endda Saint-Amand-Montrond, der var målby for en af nyere tids bedste sidevindsetaper i Touren, nemlig etapen i 2013, hvor Mark Cavendish endelig fik sin sejr, og både Alejandro Valverde og Marcel Kittel punkterede. Det kan altså sagtens være åbent på den første del af etapen, og det åbner muligheden for sidevindskørsel. Vinden har i hvert fald en rigelig styrke.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det bør i hvert fald gøre det voldsomt nervøst fra start, og indtil nervøsiteten måtte lægge sig lidt, er det slet ikke sikkert, vi får et udbrud. Det kan sagtens falde til ro, hvorefter vi vil få et mere klassisk scenarium, hvor et udbrud vil køre, og EF vil tage kontrol. De vil have det fint, hvis et ufarlig udbrud kan køre hjem, men det er ikke realistisk. Så længe han er bagud, vil Pogacar jagte bonussekunder, og han vil helt sikkert vinde denne etape. Jeg er derfor ikke i tvivl om, at UAE vil jagte, og med deres stærke hold bør et udbrud ikke have mange chancer. Til gengæld vil jeg forvente, at Jumbo meget gerne ser en udbrudssejr, også selvom det eventuelt sender en udbryder i trøjen. Det skal bare være med en margin, der kan hentes, men de vil elske at få bonussekunderne ud af spillet. Det får de dog næppe lov til, for UAE vil sikre, at vi får samling, og jeg tør heller ikke helt udelukke, at særligt FDJ, men måske også Jayco tør gå efter etapesejren.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det andet scenarium er sidevindsdramaet. Der plejer at være for megen læ i Massif Central, og derfor vil det formentlig lukke sig til undervejs. Det taler for, at der vil komme en regruppering, hvis det splitter tidligt, men fanges vigtige folk, er det bestemt ikke utænkeligt, at vi vil få et sidevindsræs gennem hele dagen. I det tilfælde vil udbruddet naturligvis blive hentet tidligt, og vi vil således i begge scenarier få et opgør mellem favoritterne på sidste stigning.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Sidevinden vil afgøre, om det er i et stort eller et lille felt. Derudover er det klart, at vi vil få meget større forskelle efter et sidevindsræs, hvor alle er trætte, og det vil særligt have trættet de spinkle og knap så kraftfulde klatrere. I et lille felt vil hjælperne også være brugt op i vinden, og det vil tale for, at favoritterne vil angribe hinanden tidligere. Vi vil altså så få en tidligere åbning, end hvis sidevinden ikke bliver en faktor – og det er vel trods alt mest sandsynligt. Uanset hvad vil man dog forvente, at UAE vil lægge presset fra bunden, for det er utvivlsomt Pogacars intention at angribe, og med medvind kan han også gøre det tidligt. Bemærk i øvrigt, at udbruddet formentlig er hentet allerede inden den sene spurt, og det betyder, at Pogacar formentlig får 6 sekunder allerede her. Denne gang er spurten dog stigende, og derfor er det en god chance for, at Vingegaard får del i de øvrige sekunder.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Uanset om vi får det ene eller det andet scenarium, ligner det et opgør mellem Pogacar og Vingegaard, og det store spørgsmål er, om Pogacar kan køre fra Vingegaard. Det bliver i hvert fald svært for danskeren – men dog ikke umuligt – at køre alene på denne form for stigning. At stigningen ikke er alt for svær, åbner imidlertid også døren for andre. Jumbo har ikke noget stærkt hold i bjergene, og Vingegaard vil formentlig være alene til sidst. Pogacar kan regne med den uhyre formstærke Wellens, men ham brænder han måske af i føringsarbejdet forinden. Sker det, og er de to ryttere jævnbyrdige, kan det hurtigt blive taktisk stop-go-kørsel, og så er døren åben for, at andre kan snige sig væk. Selvom det er svært, betyder mulig jævnbyrdighed og en relativt let stigning, at døren reelt er åben for, at vi får en anden vinder end en af de to favoritter.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Der kan dog ikke være tvivl om, at Tadej Pogacar<\/b> er favorit. Selv hvis vi havde den bedste Vingegaard i den tredje uge af Touren, ville han få svært ved at slå sloveneren på en eksplosiv stigning som denne. Vi så jo, at Pogacar vandt Peyragudes-etapen dybt inde i Tourens tredje uge, netop fordi der var tale om en Pogacar-stigning og ikke en Vingegaard-stigning, og det var endda en vanskeligere stigning en denne. Jeg er langt fra sikker på, at Pogacar kan sætte Vingegaard. Det ville han formentlig have kunnet gøre sidste år, men denne gang taler meget for, at danskeren står stærkere. Han har i hvert fald haft en bedre vinter og forberedt sig specifikt frem til dette løb, og selvom han ikke viste skræmmende styrke i det svage felt i Galicien, vil jeg næsten blive overrasket, hvis Pogacar kan køre væk her.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er dog bestemt heller ikke usandsynligt, for Pogacar er som regel betydeligt stærkere på denne tid af året, men selv hvis ikke det lykkes at køre alene, vil sloveneren næsten med sikkerhed vinde en spurt, uanset om de er flere eller som forventet bare to på toppen. Det kan blive noget taktisk stop-go-kørsel, der kan koste ham sejren, men er Pogacar stadig i spil i en spurt på toppen, vinder han med 99% sikkerhed. Spørgsmålet er mest, om han kører alene. Det er muligt, men jeg tror mest på en sejr i en tomandsspurt – og med bonus på stregen og i den indlagte spurt kommer han pludselig meget tæt på trøjen. Tim Wellens<\/b> kommer langt på denne stigning med sin nuværende form, men er hjælper.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Skal man pege på den værste rival, er det vel trods alt Jonas Vingegaard<\/b>, men det er en svær stigning at vinde på. Han har naturligvis ingen frihed, og selvom han var tæt på at slå Pogacar i spurten på La Planches-des-Belles-Filles under Touren, er det næsten umuligt at spurtsejre, når procenterne er så bløde, som de er her. Det så vi også på Peyragudes-etapen, hvor finale også var meget stejlere, og selvom Vingegaard formentlig kan slå alle andre i en spurt, er hans eneste vej til at slå Pogacar reelt, at han skal kunne køre væk.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Kan han så det? Det er svært at tro på, men umuligt er det ikke. Som sagt virkede Vingegaard alt andet end overmenneskelig på de galiciske stigninger, men hans enkeltstart var meget opløftende. Han så godt ud, da han let lukkede hullet til Pogacar og Pierre Latour på 1. etape, og han har som sagt haft en meget bedre vinter, end han havde sidste år. Her var Pogacar i en anden liga på denne tid af året, men Vingegaard er åbenlyst en stærkere rytter nu, end han var sidste forår, og selvom han har en ulempe af, at vi blot er fire dage henne i løbet, pressede han altså Pogacar til det yderste på La Planches-des-Belles-Filles i Tourens uge 1. Pogacar var overlegen i Andalucien, men Enric Mas lignede en mand, der pressede ham i finalen på 4. etape. Hvis Mas kan, kan Vingegaard også – særligt, hvis han har udviklet sig yderligere siden Touren. Indtil nu har hans udviklingskurve i hvert fald været stejlere end Pogacars – og måske kan sidevinden gøre det så hårdt, at det hele bliver lidt mindre eksplosivt og dermed et Vingegaard- mere end et Pogacar-løb. Tobias Foss<\/b> er ren hjælper og klatrede bestemt heller ikke forrygende i Algarve.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Som sagt er der næppe nogen andre, der kører fra de to favoritter, men som sagt er døren åben for, at andre kan vinde via taktik. Skal man pege på den største trussel, er det vel nok Simon Yates<\/b>. Den lille brite har allerede to gange været meget tæt på at vinde løbet, først da han i 2018 smed det hele på den afsluttende etape i Nice og senest sidste år, hvor det kun var Van Aert, der forhindrede ham i at detronisere Roglic. Han har for vane at køre stærkt på denne tid af året, men han har måske også lidt at bevise. Sidste år kørte han meget stærkt i dette løb, men siden så vi nok heller ikke den allerbedste udgave af Yates, selvom han ikke var alt for langt væk i San Sebastian.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hans start i Australien var heldigvis ganske opløftende, da det lykkedes ham at vinde kongeetapen og duellere tæt med formstærke Jay Vine, og meldingen er, at han siden dengang har trænet godt i Andorra. I det lys bør han komme relativt tæt på de to storfavoritter, særligt fordi denne eksplosive etape passer ham næsten helt perfekt. Stigningen er også så let, at taktik er en realistisk option, og i den slags taktiske finaler har han vundet flere gange, senest på 14. etape i Giroen. Spurte kan han også, men slå Pogacar kan ikke, og derfor er taktik vejen til sejr. Min største bekymring er sidevinden, hvor hans hold ser godt ud, men hvor han altid er sårbar. Han ledsages af Lucas Hamilton<\/b>, som jeg nævnte som en joker inden løbet. I dag så vi, at han er her som ren hjælper, og på baggrund af hans lange, svage tid ser vi ham næppe helt fremme, men han kan overraske. Chris Harper<\/b> kan komme langt, men ikke langt nok.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Som nævnt i analysen var David Gaudu <\/b>i dag sammen med Pogacar den store vinder, men det skyldtes Stefan Küng. Nu skal han vise, at han selv kan, og spørgsmålet er, om han er god nok lige nu. Heldigvis viste han glimrende form i Ardeche efter en lidt halvsløj start i Var, og alt taler for, at han har forbedret sig endnu mere. Paradoksalt nok synes jeg dog aldrig, at vi så den bedste Gaudu i 2022, selvom han endte som nr. 4 i Touren, men vi har talrige gange set, at den bedste Gaudu vil være med helt i front i dette felt. Han er også god på denne slags eksplosive stigninger, som han senest viste i Dauphiné og Montreal, og faktisk er han også hurtig nok til at vinde, hvis ikke Pogacar var i feltet. Nu skal han vinde via taktik, men det er også muligt, hvis han nærmer sig den bedste Gaudu. Jeg tror også på ham i sidevinden, når han har Küng som bodyguard. Han ledsages af Rudy Molard<\/b>, der passer godt til denne form for stigning og er i hæderlig form, men den er lidt for lang, og efter i dag er han ren hjælper, som den efterhånden klatrestærke Stefan Küng <\/b>også er det.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Som ventet fik Ineos en lussing i dag, så de skal i offensiven. Det skal de med Daniel Martinez<\/b>, og det er ikke helt umuligt. I år synes han desværre ikke at komme til løbet i helt samme suveræne form som sidste år, for han startede meget svagt i Argentina og Colombia. I Algarve, hvor han højst overraskende endte med den samlede sejr, var der imidlertid markant fremgang, selvom han slet ikke klatrede så godt som for et år siden og primært vandt i kraft af en uventet god enkeltstart. Det viser imidlertid, at han er på rette vej, og der er grund til at tro på, at han nu er meget tæt på sit tårnhøje niveau fra 2022, hvor han var en af forårets store oplevelser. Han viste sidste år, at han er god og spurtstærk på denne slags stigninger, og med dagens tidstab har han nok mere frihed end Yates og Gaudu. Spørgsmålet er, om han klatrer lige så godt. I sidevinden kommer han og Ineos heller ikke i problemer.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Et af de helt store mål for året for Mattias Skjelmose<\/b> er at vise, at han også kan køre klassement i WorldTour-etapeløb. Han fik reddet skindet med en god afslutning på holdløbet, og hvor han stadig skal bevise sig selv i den svære bjergfinale på lørdag, ved vi, at han er god i denne slags afslutninger. Han kan også slå de fleste i en spurt – dog ikke Pogacar – og derfor står han stærkt, hvis han kan komme væk i det taktiske spil. Han har for vane at tabe lidt niveau gennem etapeløb, men vi er stadig tidligt i løbet, og så sent som i Ardeche var han bedre end blandt andre Bardet (selvom han ikke kunne følge Gaudu). Endnu bedre står han, hvis vi får sidevindsræs, for her sidder han og Mads Pedersen med statsgaranti i front. Endelig kan han i det taktiske spil lukrere på, at han er den lille underdog, som de store navne endnu ikke for alvor frygter.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Som nævnt i analysen blev Romain Bardet <\/b>en endnu større vinder end ventet på dagens holdløb, og det har skabt et godt udgangspunkt. Spørgsmålet er bare, om han formmæssigt er langt nok fremme. Vi så i Touren og Giroen sidste år, at han efter en sløj tid er genfødt og nu igen har et tårnhøjt topniveau. Det topniveau har han ikke helt vist endnu, for han manglede noget i både Drome, hvor det dog mest var vinden, der gjorde forskellen, og Var. Til gengæld mente han, at han uden defekt kunne have været med længere fremme i Ardeche. På toppen er han bestemt ikke, men i fremgang må han være, og selvom formen nok ikke rækker alt for langt, bør han i dette felt være en af de bedre. Han passer godt til eksplosive stigninger og er endda blevet lynhurtig, og efter i dag har han i hvert fald noget frihed. Hans hold bør også hjælpe ham i sidevinden, hvor han plejer at være habil. Han ledsages af den relativt formstærke Kevin Vermaerke<\/b>, men stigningen her er lidt for svær. Chris Hamilton<\/b> synes ikke i form, og unge Matthew Dinham <\/b>mangler for meget.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Ineos’ andet kort er Pavel Sivakov<\/b>, der kom tilbage på sporet sidste sommer med den meget stærke podieplads i San Sebastian efterfulgt af den samlede sejr i Burgos. Han viste også højt niveau i Vueltaen, inden corona sendte ham til tælling, men i år har han mere lignet den skuffende Sivakov, vi har set lidt for meget de seneste år. Hans flotte soloridt på 4. etape i Andalusien viste dog, at han er på rette vej, og jeg forventer at se en stærkere Sivakov i dette løb. Modsat de ovennævnte har han ikke punch på denne slags stigninger, men Ineos kan sidde i overtal, og han er aldrig bange for at angribe, ligesom også han har frihed efter i dag. Jeg er også meget spændt på at se, hvor langt Jhonatan Narvaez<\/b> kommer. Han klatrede bedre end nogensinde i Andalusien. Stigningen her er for lang til, at han kan vinde, og sygdommen i åbningsweekenden skaber tvivl, men han bliver spændende på en eksplosiv stigning som denne. Også formstærke Omar Fraile<\/b> kan komme langt, men han er helt sikkert ren hjælper.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jack Haig <\/b>satser igen i år på dette løb, hvor han blev nr. 4 i 2019, nr. 6 i 2022 og nr. 7 i 2021. Han er således altid med fremme, men i de seneste to sæsoner har han faktisk skuffet en anelse. Det har i hvert fald handlet mere om overlevelse gennem foråret, og det er først i sommermånederne, at han har fundet formen. Formentlig ser vi det samme mønster igen denne gang, også fordi han missede hele anden sæsonhalvdel i 2022 grundet sit styrt i Touren. Han var bestemt ikke dårlig i Andalusien, men han har for meget at indhente, hvis han skal være med helt fremme i dette løb. En joker er naturligvis hans Giro-satsning, og den kan måske betyde, at han vil være en smule længere fremme, end han plejer, når han normalt aldrig finder formen før sommeren. Stigningen passer ham ret dårligt, men er han bedre end ventet, har dagens tidstab givet ham frihed. Til gengæld er han sårbar i sidevinden, hvor han dog hjælpes af et stærkt hold.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg er virkelig spændt på at se Kevin Vauquelin<\/b>. Franskmanden viste allerede sidste år, at han er et af de mest spændende talenter, men vi så også, at hans klatring var begrænset. Noget tyder imidlertid på, at han har forbedret sig ganske markant, for hans kørsel på kongeetapen i Besseges var imponerende. Desværre var feltet ikke alt for stærkt, og grundet vinden kom han aldrig til at dyste mand mod mand mod de bedste, men han viste til gengæld i Var, hvor stærk han er, selvom han i sidste ende undervurderede Aurelien Paret-Peintre i det taktiske spil. Jeg er bekymret for, om ikke lørdagens etape er for svær, men denne kortere stigning burde være inden for rækkevidde. Med de ben, han havde i Var, kommer han langt, og i det taktiske spil har han frihed, ligesom han er hurtig. I sidevinden kan han dog se en smule skrøbelig ud, hvad han i hvert fald var i Var. Han ledsages af Clement Champoussin<\/b>, der viste stigende form i Laigueglia, men det var et specielt løb grundet vejret. Med det, han har vist i år, regner jeg ikke med at se ham helt fremme.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
En rytter, jeg glæder mig meget til at se, er Neilson Powless<\/b>. Amerikaneren har været flyvende gennem hele sæsonen, men dette er hans første alvorlige test i bjergene. Hidtil har han kun brilleret i det ardennerterræn, hvor han altid har været god, men nu skal han udfordres af bjergafslutninger. Det er dog først lørdagen, der for alvor ser svær ud, og på denne stigning bør han med sin superform være langt fremme. Modsat mange andre er han ikke voldsomt hurtig, men kommer han væk i det taktiske spil med sin evige aggression, kan det lade sig gøre. Han lider under manglende frihed, men omvendt er han trods alt næppe den mand, Pogacar og Vingegaard frygter mest i weekenden. Sidevinden vil også være en sand gave, for den kunst mestrede han fint i Bessegs. Han ledsages af Andrea Piccolo<\/b>, men han er trods fremgang stadig nok ikke helt god nok. Endelig skal det blive interessant at se, hvor langt formstærke Magnus Cort<\/b> kommer, men stigningen er naturligvis for svær til dette selskab.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Matteo Jorgenson<\/b> elsker Paris-Nice, der altid er et stort mål for ham. Han blev nr. 8 i 2021, men det var med en betydeligt lettere bjergfinale. Hidtil har amerikaneren lidt under, at han har været overmatchet i bjergene, men sejren i Oman, at han har forbedret sine klatreevner enormt, og denne etape er meget eksplosiv, hvad der passede ham storartet i Oman. Til gengæld har vi også på det seneste erfaret, at niveauet i Oman nok ikke var skræmmende højt, og spørgsmålet er, hvor langt det rækker her. Det gik for holdet ganske godt i dag, og hans form er helt sikkert god, men det vil alligevel undre mig lidt, hvis vi ser ham helt fremme i dette felt. Jeg kan trods brølstærke Mathias Norsgaard også være lidt bekymret for Movistar i vinden. Han ledsages af Gorka Izagirre<\/b> og Gregor Mühlberger, <\/b>der har rejst sig, men ikke nok til at være med helt fremme her.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Maximilian Schachmann<\/b> elsker dette løb, som han har vundet to gange, men han har meget at bevise efter et 2022, der var helt til skraldespanden. Faktisk skal vi helt tilbage til OL for at finde sidste gang, Schachmann var på sit vanlige niveau, og det er længe, længe siden. Hans start i Australien var bestemt heller ikke opløftende, men der er ingen meldinger om, at han har haft en dårlig vinter. Han plejer altid at starte sin sæson som lyn og torden, og det vil undre mig svært, hvis ikke han har dette løb som et stort mål – akkurat som han plejer. Det gode holdløb i dag var i hvert fald opløftende, og hvor lørdagens stigning selv for den bedste Schachmann er svær, passer denne type stigninger ham fint, som vi så på den tilsvarende etape i 2021. Han er også hurtig i en spurt, og dagens tidstab giver ham mere frihed end de største favoritter. Sidevinden vil være en sand gave, og dagens holdløb indikerer vel, at han ikke er helt ringe. Det samme gælder for Bob Jungels<\/b>, men selvom han er kommet tilbage, vil det være nyt, hvis han kan være med fremme hos de bedste, selv på en lettere stigning som denne.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Egentlig burde Gino Mäder<\/b> stå højere, for vi ved, hvor god en klatrer han er. Vi har bare ikke set det siden den flotte bjergenkeltstart i Romandiet, og han er også kendt for at starte langsomt. Det var ret tydeligt i Valencia, hvor han endda var helt væk, og selvom han formentlig har forbedret sig markant, vil det undre mig, hvis han flyver nu. Han plejer at have Romandiet som sit første mål, men når jeg alligevel rangerer ham relativt højt, skyldes det hans Giro-satsning. Den kan tale for, at han vil være længere fremme, end han plejer, og vi har trods alt ikke set ham i aktion i en måned. Han sad også med Haig hjem i dag, så han har i hvert fald ambitioner. Han er trods holdet meget sårbar i sidevinden og passer slet ikke til denne eksplosive stigning, men nærmer han sig sine bedste ben, kan han forsøge i det taktiske spil.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hvad tør man mene om Pierre Latour<\/b>? Det er svært at sige, når han bliver ved med at køre, som vinden blæser. Han var fremragende i Besseges, floppede fælt i Andalusien, hvor niveauet var kritisk lavt, men han var så igen stærk i Ardeche, og han så jo godt ud i angrebet på 1. etape. Desværre var det i det sværeste og stærkest besatte løb, at han floppede, og heller ikke der efterlod han et indtryk af at være lige så god som i 2022. I forvejen viste genfødslen i sidste sæson, at han var god på kortere stigninger, men stærkt begrænset i bjergene. Denne stigning er eksplosiv og kort og passer ham derfor bedre, men selv den risikerer at blive for svær. Styrtet i mandags gør det heller ikke bedre, men betyder 1. etape, at han nærmer sig det niveau, han havde, da han var bedst i 2022, bør han gøre det godt på en stigning som denne.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Ion Izagirre<\/b> er bestemt ikke den rytter, han var engang. Blandt andet er det bemærkelsesværdigt, at han er begyndt at starte sine sæsoner svagt, som han gjorde i både 2021 og 2022. Alligevel lykkedes det ham at finde så megen form, at han i dette løb, der er hans første mål, blev hhv. nr. 3 og 7. Noget tyder på, at mønsteret gentager sig denne gang. Han var uhyre skidt kørende i sine første løb, men i Galicien var han pludselig en af de ryttere, der var bare en smule tæt på Vingegaard. Desværre fik det en brat ende med hans styrt på kongeetapen, og det kan have sat hans forberedelse yderligere tilbage. Sidste år skuffede han desværre også voldsomt, voldsomt stort efter det flotte Baskerlandet, og man kan frygte, at niveauet er dalet yderligere siden sidste års 7. plads, hvad der i dette felt næppe er råd til. Jeg finder noget optimisme i Galicien, men mister det hele, når jeg tænker på 2022. I sidevinden har han til gengæld god støtte af Max Walscheid og Benjamin Thomas. Han ledsages af Ruben Fernandez<\/b>, der på baggrund af Galicien kan gøre det hæderligt, men heller ikke mere i dette stærke felt. Det samme gælder for Simon Geschke<\/b>, der er i fremgang, men ikke tilstrækkeligt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det var opløftende at se Nick Schultz<\/b> i Andalusien. Efter et skidt 2022, hvor han kun fandt formen i Touren, kom han lovende fra start i israelsk tjeneste. Han har dog altid været en smule begrænset i bjergene, men denne eksplosive stigning passer ham. Han nåede i Tourens tredje uge det højeste topniveau nogensinde, men så langt synes han ikke at være endnu. Han kan spurte på toppen, men han når trods alt næppe helt langt nok til at kunne gøre det i dette felt, ligesom han er sårbar i vinden. Han ledsages af Hugo Houle<\/b> og Sebastian Berwick<\/b>, der dog har været formsvage, og alt tyder på, at det samme gælder for lottokuponen Stephen Williams.<\/b><\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Bahrain har også Wout Poels<\/b>, der jo burde have vundet dette løb i 2017, hvis ikke han var styrtet efter sin overlegne sejr på enkeltstarten. I dag er han dog en helt anden rytter, end han var dengang. Der var heldigvis et sjældent livstegn med en fin præstation i Emiraterne, men det var i et ret svagt felt. Her er modstanden betydeligt skrappere, og det er desværre for længe siden, at han har været helt i front på dette niveau. Som bekendt ved man aldrig, hvilken Poels man får, men kører han som i Emiraterne, bør han trods alt ende hæderligt. Til gengæld klarer den Poels, vi kender i dag, næppe vinden, hvis den kommer i spil.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det var overraskende at se Aurelien Paret-Peintre<\/b> i Var. Så godt har han aldrig klatret tidligere, og selvom det nok var taktik, der gjorde, at Vauquelin ikke reagerede, viste det, at han efter et skidt 2022 kan have forbedret sig. Han var også solid i Ardeche, men her så vi også, at han i et stærkere felt på vanskeligere stigninger trods alt er overmatchet. Det vil han helt sikkert også være, når han rammer et rigtigt bjerg som Couillole på lørdag, men på denne stigning bør han gøre det bedre. Han har også et pænt hold til sidevinden, men jeg vil stadig blive forundret, hvis han er med helt i front i dette selskab. Han ledsages af Clement Berthet<\/b>, der kan komme et stykke, men Emiraterne viste, at det har sine grænser.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hos Soudal skal det blive spændende at se, hvor langt formstærke Remi Cavagna<\/b> kommer, men stigningen er for svær. Det samme gælder på Lotto for den velkørende Harry Sweeny<\/b>, der dog have et mærkeligt stort tidstab på 1. etape. Hos Alpecin har de Jason Osborne,<\/b> der dog røg ud af klassementet på 1. etape, og i lyset af Emiraterne også vil finde denne stigning for svær, samt Søren Kragh<\/b>, der plejer at klatre ganske pænt i Paris-Nice og med hjælp fra vinden måske kan gøre det udmærket. Hos Intermarché har Kobe Goossens <\/b>toppet for længe siden, og den genrejste Lilian Calmejane <\/b>er ikke god nok. Hos Astana mangler David De La Cruz<\/b> stadig for meget trods fremgangen i Galicien, og Luis Leon Sanchez<\/b> og Vadim Pronskiy <\/b>har været formsvage. Endelig har Uno-X Anthon Charmig<\/b>, der passer godt til disse eksplosive stigninger, men efter den lovende start i Valencia viste Algarve nok, at niveauet her er lidt for højt, mens Jonas Gregaard<\/b> satser på bjergtrøjen i stedet.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
<\/p>","date":"7\/3-2023 kl. 21:56","date_unformatted":"2023-03-07 21:56:48","km_driven":"164,7","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"348486","title":"Analyse af 3. etape","text":"
Da det i januar blev afsløret, at Paris-Nice-arrangørerne ASO i år ville erstatte deres nu faste midtugeenkeltstart med et nytænkt holdløb, var Jonas Vingegaard nok temmelig ligeglad. Danskeren havde for længst gjort det franske løb til sit første store sæsonmål, men om han skulle vinde tid på sine konkurrenter på den ene eller den anden måde, var jo ligegyldigt. Han skulle nemlig hverken op mod Tadej Pogacar eller Remco Evenepoel, der vel reelt er at regne som de eneste to reelle trusler mod den stærke dansker, og alle hans øvrige rivaler kunne han regne med at sætte til vægs, uanset om han skulle køre alene eller sammen med sit suveræne hold i det nordfranske fladland.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I midten af februar fik han nok alligevel lidt travlt med at føje ASO til listen over julekortmodtagere senere på året. Her fik Pogacar nemlig pludselig den ide, at det var sjovere at vinde Paris-Nice for første gang end at gentage sin suveræne double med Strade Bianche og Tirreno-Adriatico, og så blev det pludselig helt afgørende, at der for første gang i 30 år skulle køres holdløb undervejs på den traditionelle rejse mod solen. Hvor en enkeltstart kunne falde ud til både Pogacars og Vingegaards fordel – det står nemlig 3-3 i det interne regnskab baseret på 2021- og 2022-sæsonerne – var det soleklart, at et holdløb kun kunne have én vinder, nemlig Jumbo. Spørgsmålet var alene, hvor meget det hollandske superhold ville sætte i banken i forhold til araberne fra UAE inden de kommende slag i bjergene.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er heller ikke svært at se, at Jumbo så netop holdløbet som det våben, der skal sørge for, at Vingegaard står øverst på podiet, når han for første gang i karrieren kører ind på Promenade d’Anglais i Nice på søndag. Hvor man i den udtagne trup skal spejde langt efter de klatrere, der skal hjælpe ham senere på ugen, er der til gengæld tempospecialister i en sådan overflod, at man næsten skulle tro, at 3. etape var det eneste, der skulle køres i denne uge. Rohan Dennis og Tobias Foss har tilsammen så mange verdensmesterskaber, at de godt kan låne lidt ud af dem, Vingegaard selv, Edoardo Affini og Jan Tratnik er at regne som deciderede specialister, og store, stærke Nathan Van Hooydonck har også kørt pæne enkeltstarter på flade ruter. Kun Olav Kooij var ikke til megen hjælp denne tirsdag eftermiddag, hvor han da også hurtigt blev sat, men det kunne man nok overleve, når resten af holdet kunne træde så mange watt, at al tale om energikrise denne eftermiddag blev aflyst i Nordfrankrig.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Da Vingegaard, Tratnik og Van Hooydonck sammen nåde målet efter turen rundt i det franske fladland, må de derfor have gnedet sig en ekstra gang i øjnene, da de kiggede op på uret. Jo, de endte skam med at vinde etapen, men var det ikke sket, ville der også have været gule bjælker og hele Breaking-pivtøjet på TV2 News. Så store favoritter var de, at alt andet end en sejr havde været en sensation, og den sensation var EF og Magnus Cort bare ét sølle sekund fra at skabe.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det lever Vingegaard nok med. Sejren var jo alligevel hans, og at han ikke vandt så megen tid på Neilson Powless som ventet, forstyrrer næppe hans nattesøvn. Det gør det til gengæld helt sikkert, at den buffer til Pogacar på 35-50 sekunder, som jeg havde sjusset mig frem til inden løbet, blot endte som sølle 23 sekunder. Da den slovenske rival samtidig fik dobbelt så mange bonussekunder ud af de to første dage, som man kunne have ønsket sig – de 6 sekunder på 1. etape var pokkers svære at undgå – står det danske es nu med et sølle forspring på 11 sekunder, der er så beskedent, at han sagtens kan tabe det alene på bonussekunder.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det var da også tydeligt, at Vingegaard havde svært ved at finde den helt rette grimasse i vinderinterviewet, hvor han ærligt erkendte, at de ”nok” havde regnet med at vinde lidt mere tid, end de gjorde. Det er da også et mindre mysterium, hvordan så stærk en trup kunne præstere så ”svagt” i et løb, de ikke kunne undgå at vinde.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er svært ikke at tænke på de nye regler, der blev benyttet mere, end jeg havde ventet. De fleste hold holdt sammen på tropperne til de allersidste kilometer, men herefter blev de sidste ressourcer også brugt så fuldt ud, at de fleste hold nåede mål med kaptajnen enten alene eller sammen med bare én hjælper. Jumbo var et af få hold, der ikke kørte denne form for spurt, og reelt sluttede de med fire mand.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Løb Vingegaards gode hjerte af med ham? Det er svært ikke at få den tanke. I hvert fald fik Van Hooydonck lov til at sidde på hjul af Foss, Tratnik og den danske kaptajn til sidst i noget, der lignede et forsøg på at give den loyale hjælper en flot gave i form af den gule trøje, han grundet gårsdagens to bonussekunder havde kurs mod. Det ville i hvert fald ikke være ulig Vingegaards beskedne og omsorgsfulde væsen at have sådan en gave i tankerne, når man husker på, hvordan han sidste år forærede Wout van Aert en Tour-etapesejr som tak for god og tro tjeneste de forløbne tre uger.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Den slags er der bare næppe råd til, når modstanderen er en slovener, der særligt på denne tid af året har for vane at være et sandt uhyre. Der var i hvert fald en helt anderledes intensitet over den spurt, det slovenske monster lancerede, da han blæste væk fra den fornemt kørende Mikkel Bjerg, der var en afgørende faktor i at sikre, at Pogacar sover langt bedre end Vingegaard i nat. Araberne gjorde det måske e smule bedre end ventet, men ikke meget. En 5. plads var nogenlunde som forventet, og det var stort set også de ventede hold, der slog dem. Nej, problemet var, at Jumbo havde en sejrsmargin, der var langt mindre end ventet.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Helt paradoksalt blev det af, at Van Hooydonck slet ikke fik sin gave. Det forhindrede den urimeligt formstærke Cort og et EF-hold, der virkelig har gjort noget ved deres tempoevner i løbet af vinteren. Få dage efter den chokerende 2. plads i Emiraterne var de nemlig pokkers tæt på at levere endnu en sensation, og man må bittert føle med amerikanerne, når de nu to gange på kort tid har tabt et holdløb med sølle ét sekund. Hvor det i ørkenen dog alene var 2. pladsen, der grundet en svag trup skabte sensationen, var der her ingen tvivl om, at de ville være med helt fremme. Det lå i kortene, når man har Stefan Bissegger til at styre en så tempostærk trup. Nej, det sensationelle var, at de var så tæt på at slå de enorme favoritter.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det var de imidlertid ikke alene om at være. Efter at Mauro Schmids sygdom forvandlede Soudal fra topkandidat til outsider, lå det i kortene, at EF og det australske hold burde komme tættest på Jumbo. Australierne havde nemlig sørget for at udstyre Simon Yates med et meget tempostærkt hold til en disciplin, de altid har elsket, og de skuffede bestemt ikke. Inden løbet kunne Yates ellers nok have overvejet, om en enkeltstart eller et holdløb havde været en fordel i kampen om den 3. plads, der nok er det højest opnåelige, men nu kan han måske alligevel drømme om måske at kunne snyde de to favoritter, hvis de kigger lidt for meget på hinanden. Han er i hvert fald meget tættere på den gule trøje, end han havde været efter en enkeltstart, selvom han har forbedret sine tempoevner så markant.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
At kalde ham den store vinder kan man imidlertid slet ikke. Den titel aspirerer Pogacar til, men han skal i den grad slås med David Gaudu. Det var ikke svært at regne ud, at den temposvage franskmand allerede på forhånd fik en enorm gevinst af at kunne sætte sig i baghjulet på monsteret Stefan Küng frem for selv at blæse væk på egen hånd i det nordfranske fladland, men at gevinsten skulle blive så stor, var alligevel svært at forudse. Schweizeren virkede om muligt endnu mere overbevisende, end han gjorde, da han knuste Filippo Ganna i Algarve for et par uger siden, og nu står Gaudu med en gylden mulighed for at sikre sig den podieplads, han vil få meget svært ved at opnå på en klassisk Paris-Nice-rute.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Også Bora kan være svært tilfredse. Det var ikke svært at se, at de ville komme godt af denne disciplin, men de gjorde det måske endda endnu bedre end ventet. Noget tyder i hvert fald på, at der er sket noget på tempofronten siden sidste år, når man ser på, hvad Nils Politt leverede i Algarve, og hvad Lennard Kämna og Jai Hindley præsterede i Italien i går. I dag satte de en fed streg under en fremragende start på tidskørselssæsonen, og nu er så det store spørgsmål, om det er starten på en genfødsel af den dobbelte vinder Maximilian Schachmann, eller om det blot var udtryk for, at en fortsat nødlidende tysker fik stor gavn af et stærkt hold. Det ved vi meget mere om i morgen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det endte heller ikke med at gå helt så galt for Mattias Skjelmose, som det så ud til ved mellemtiden. Det danske es kunne vel næppe have forventet meget mere med en meget uhomogen trup, der bestod af tre specialister i form af ham selv, Mads Pedersen og Daan Hoole, men derudover ikke havde voldsomt meget at byde på. De endte i hvert fald nogenlunde, hvor jeg havde rangeret dem på forhånd, akkurat som det gjaldt for Bahrain, der trods en ikke specielt imponerende trup gav Jack Haig, Gino Mäder og Wout Poels et fint udgangspunkt og bekræftede det, vi så i Emiraterne, nemlig at de er ved at få styr på tempofronten, der jo ellers har haltet gevaldigt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det har den også hos Romain Bardet, men ligesom Gaudu var han på forhånd udråbt som en sikker vinder på baggrund af holdløbet. Alligevel blev også han en større vinder end ventet, for DSM var kommet til løbet med en trup uden specialister. Akkurat som vi så det i Algarve, Emiraterne og senest i Tirreno synes det hollandske mandskab imidlertid i gang med at levere et af årets tempomirakler, for i dag gjorde de det igen bedre, end man på forhånd ville have ventet. Også Bardet har derfor nu en historik chance for et topresultat, han næppe ville kunne opnå på en rute med enkeltstart.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Faktisk kørte de i samme tid som Ineos. Den slags er ellers alt andet end hverdagskost på et holdløb, men denne gang var det nu ventet, at briterne ville få det svært. De er nemlig næsten de eneste, der ikke har brugt holdløbet som argument for at sende deres tempospecialister til Frankrig. Tværtimod er et mandskab, der har så mange specialister, at alle svin, der blev fodret med dem, ville blive overmætte, taget til løbet med kun to eksperter i form af Daniel Martinez og Joshua Tarling. Samtidig med at Filippo Ganna, Magnus Sheffield, Michal Kwiatkowski og Thymen Arensman boltrer sig i jagten på personlig succes på de italienske landevej – en luksus, der ikke er Küng, Foss, Dennis, Bissegger eller Affini forundt – må Daniel Martinez og Pavel Sivakov nu sande, at de – helt som forventet – har en vej op ad bakke i jagten på podiet.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I det hele taget blev det forhåndshierarki, jeg havde rangeret i optakten, stort set respekteret. Den kedelige undtagelse var naturligvis Soudal, men de var jo allerede ude af kampen, da Schmid meldte forfald. Med seks mand kører man ikke med om sejren, men når nu sejren alligevel var væk, kunne det hele også være lidt lige meget. Med Schmid ude af billedet er holdet nemlig helt uden ambitioner i klassementet, og om de blev nr. 7, 17 eller 22 kunne derfor være hip som hap. Vi kan blot ærgre os over, at vi ikke får lov at se, hvor godt Schmid faktisk klatrer i dag.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Længere tilbage var det de ventede ryttere, der fik lussinger. Det gjaldt for Matteo Jorgenson, som dog slet ikke har grund til at være utilfreds, Ion Izagirre, der egentlig også kan være ganske tilfreds, David De La Cruz Aurelien Paret-Peintre, Kobe Goossens, Anthon Charmig og Nick Schultz, der alle var sikre tabere i denne disciplin. Det var desværre også Kevin Vauquelin og Pierre Latour, der på forhånd var udpeget som de ryttere, der ville begræde erstatningen af enkeltstarten med holdløbet mest.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I hvert fald sammen med Pogacar, men han er heldigvis aldrig bange for en udfordring. Han vidste, at denne etape ville være en kamp op ad bakke, da han besluttede sig for at søge konfrontationen med Vingegaard i stedet for at tage den ”sikre” sejr og det ”sikre” hattrick i Tirreno. Nogen stor taber endte han bare slet ikke med at være, for det er slet ikke sikkert, at han havde stået meget bedre efter en enkeltstart. Det er i hvert fald et næsten utopisk drømmescenarium, at sloveneren efter i dag kan vinde løbet alene ved at score relativt få bonussekunder, og det er nu slet ikke givet, at det er ham, der skal blæse til en stor offensiv, og Vingegaard, der de kommende dage bare skal forsvare. Skulle det blive til slovensk triumf på søndag, må man i hvert fald håbe, at danskeren huskede at nyde dagens tur på podiet, for det kan paradoksalt nok være dagens sejr – og den måde, den blev sikret på – der sidste ende kan koste ham den helt store gevinst i Nice.<\/p>","date":"7\/3-2023 kl. 21:56","date_unformatted":"2023-03-07 21:56:34","km_driven":"164,7","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"348342","title":"Vejret","text":"
Inden løbet så det ud til, at denne etape kunne være truet af sne, men det slipper vi heldigvis for at bekymre os om. Alligevel bliver det en kedelig dag. Det vil være overskyet med en konstant bygerisiko på 60-70%, endda intensiverende i finalen, men det vil ikke være koldt med 15 grader ved starten og 11 grader i bunden af sidste stigning. Mest markant vil dog være den kraftige vind, der vil blæse med en styrke på 33 km\/t i starten og med 22 km\/t i finalen. Den vil komme fra sydvest, hvilket giver direkte sidevind hele dagen, indtil man kort efter spurten får direkte medvind, som varer ved hele vejen til mål, dvs. også hele vejen op ad målbjerget.<\/p>","date":"7\/3-2023 kl. 14:52","date_unformatted":"2023-03-07 14:52:40","km_driven":"164,7","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"348341","title":"Ruten","text":"
Paris-Nice har normalt været ret skarpt opdelt i en første del for sprintere og sidevindsryttere og en anden del, hvor mere klassiske klassementsryttere er kommet i spil. I de seneste år har de første fire etaper for klassementsrytterne typisk handlet om at holde sig til i sidevinden og køre en god enkeltstart om onsdagen, men i enkelte tilfælde har man lagt en første bjergafslutning ind på en kortere og mere eksplosiv stigning i det kuperede terræn, man kan finde i Massif Central på rejsen mod syd. Det gjorde man senest i 2021, hvor man også brugte modellen med en tidskørsel om tirsdagen og en første bjergfinale om onsdagen, og det er en opskrift, der gentages i år, hvor de eksplosive klatretyper får en tidlig chance for at gøre forskelle på en relativt kort og ganske jævn stigning, der vil give det første billede af klatrehierarkiet i årets rejse mod solen – og hvis det bliver helt dramatisk, skal de endda også slås med den nordfranske sidevind på den første del af etapen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Med en distance på 164,7 km er der også her tale om en relativt kort etape, der fører feltet fra Saint-Amand-Montrond til toppen af La Loge Des Gardes. Startbyen ligger så langt mod nord, at vi fortsat befinder os i fladlandet, og derfor er det kun ganske let stigende, når man lægger ud med at fortsætte rejsen mod sydøst ved at køre ad lige veje i samme retning. I byen Ygrande, der nås efter 37,8 k,m flader det kortvarigt lidt ud, inden det atter begynder at stige op mod byen Le Montet, der nås efter 62,1 km. Derfra falder det nu let videre mod sydøst frem til Saint-Pourcain-en-Rollat, der passeres efter 83,8 km, hvorefter det bliver helt fladt, mens man kører videre mod sydøst med retning mod Massif Central.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Massif Central er lig med stigninger, og det mærker man i udkanten af byen Vichy, hvor man fortsætter mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Cote du Vernet (2,1 km, 5,8%), der efter en let start slutter med 1100 m med 7-8% frem mod toppen, som rundes efter 116,6 km. Herfra venter en ganske lille nedkørsel, inden man fortsætter mod sydøst op ad en ikke-kategoriseret stigning (4,0 km, 3,5%), der har top efter 122,5 km. En nedkørsel leder nu videre mod sydøst, hvorefter det begynder at stige ganske let, inden man fortsætter mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Cote de Cheval Rigon (5,7 km, 3,9%), der efter en kilometer med 7,2% bare stiger med 2-3% frem mod de sidste 700, som byder på 5,6%.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Toppen rundes efter 137,5 km, men heller ikke denne gang efterfølges den af nogen reel nedkørsel. I stedet er det kun kortvarigt let faldende, inden det går videre mod sydøst op ad en ikke-kategoriseret stigning (8,9 km, 3,1%), der slutter med 800 m med 4,1%, inden man på toppen kører dagens spurt efter 149,3 km. Nu venter endelig en lille nedkørsel, der fører videre mod sydøst og slutteligt nordøst, og som leder frem til byen Laprunge.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Den passerer man tværs igennem, idet det fortsat er faldende, inden det går mod nordøst op ad målbjerget, kategori 1-stigningen La Loge Des Gardes (6,7 km, 7,1%). Der er tale om en meget jævn stigning, der stiger med 7-8% over de første 5 km, inden det kortvarigt flader ud med en kilometer med 4%, hvorefter de sidste 700 m stiger med 6,9%. På den nedre del er stigningen relativt snoet, men på den sidste del går det ad en relativt lige vej efter et hårnålesving med 2000 m igen frem til et sidste hårnålesving bare 50 m fra stregen på den 7 m brede vej.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Etapen byder på i alt 2470 højdemeter.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
La Loge Des Gardes har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.<\/p>","date":"7\/3-2023 kl. 14:52","date_unformatted":"2023-03-07 14:52:33","km_driven":"164,7","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"348339","title":"Velkommen","text":"
Velkommen til dagens direkte live opdatering fra Paris-Nice (4. etape). Dagens løb køres fra Saint-Amand-Montrond til La Loge Des Gardes over 164.7 kilometer. Vi starter kl. 14.50.<\/p>","date":"7\/3-2023 kl. 14:52","date_unformatted":"2023-03-07 14:52:24","km_driven":"","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""}],"authors":[{"author":"Emil Axelgaard","email":"emil@feltet.dk","image":"https:\/\/www.feltet.dk\/octo_cms\/files\/Feltet.dk\/ProfilePics\/emil_500x500.jpg","url":"emil-axelgaard"},{"author":"Christian Frese","email":"frese@feltet.dk","image":"https:\/\/www.feltet.dk\/octo_cms\/files\/Feltet.dk\/Diverse\/Krille_(2).jpg","url":"christian-frese"}]}