Næste lørdag starter klassikermanagerspillet, så det managerhold nu! <\/a><\/b><\/p>","date":"11\/3-2022 kl. 15:08","date_unformatted":"2022-03-11 15:08:31","km_driven":"0","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"314312","title":"Si o no","text":"Si o no: Pogacar og Vingegaard bliver 1 og 2 i Tirreno-Adriatico?<\/p>","date":"11\/3-2022 kl. 14:19","date_unformatted":"2022-03-11 14:19:37","km_driven":"0","element_is_question":"0","video_id":"6300248062001","video_caption":"Si o no: Pogacar og Vingegaard bliver 1 og 2 i Tirreno-Adriatico?"},{"id":"314311","title":"Hvilken f\u00f8rertr\u00f8je er det?","text":"
Vingegaard glemte førertrøjens farve: De slår hjernen fra, når de kører cykelløb<\/p>","date":"11\/3-2022 kl. 14:19","date_unformatted":"2022-03-11 14:19:15","km_driven":"0","element_is_question":"0","video_id":"6300328138001","video_caption":"Vingegaard glemte f\u00f8rertr\u00f8jens farve: De sl\u00e5r hjernen fra, n\u00e5r de k\u00f8rer cykell\u00f8b"},{"id":"314310","title":"Ruten med Jesper Worre","text":"
Worre gennemgår 5. etape: De står stille på muren<\/p>","date":"11\/3-2022 kl. 14:18","date_unformatted":"2022-03-11 14:18:40","km_driven":"0","element_is_question":"0","video_id":"6300346235001","video_caption":"Worre gennemg\u00e5r 5. etape: De st\u00e5r stille p\u00e5 muren"},{"id":"314306","title":"Vinderbud","text":"
Feltet.dks vinderbud: Tadej Pogacar<\/p>\r\n\r\n
Øvrige vinderkandidater: Jonas Vingegaard, Giulio Ciccone<\/p>\r\n\r\n
Outsidere: Enric Mas, Remco Evenepoel, Pello Bilbao, Miguel Angel Lopez, Tao Geoghegan Hart<\/p>\r\n\r\n
Jokers: Richie Porte, Rafal Majka, Marc Soler, Victor Lafay, Jhonatan Narvaez, Domenico Pozzovivo, Rigoberto Uran, Damiano Caruso, Wilco Kelderman, Jai Hindley, Julian Alaphilippe<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Kandidater til et udbrud: Mark Padun, Michael Valgren, Warren Barguil, Quinn Simmons, Michael Matthews, Gianluca Brambilla, Andrea Vendrame, Jan Tratnik, Matteo Fabbro, Anthony Perez, Jefferson Cepeda<\/p>","date":"10\/3-2022 kl. 22:52","date_unformatted":"2022-03-10 22:52:51","km_driven":"0","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"314305","title":"Favoritterne","text":"
Det er altid med spænding, at man ser frem til årets muretape, der mere end noget andet er Tirreno-Adriaticos kendetegn. I de senere år har vi nemlig haft nogle helt fantastiske udgaver af disse slag på de stejle bakker ved Adriaterhavet. Bare inden for de seneste år kan man fremhæve blodbadet i 2013, hvor Chris Froome knækkede, 2019-udgaven, hvor Jakob Fuglsang sejrede, og Adam Yates satte Primoz Roglic til vægs, samt ikke mindst sidste års vilde løb, hvor Mathieu van der Poel efter sit vilde soloridt var meget tæt på at blive hentet af en flyvende Tadej Pogacar.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Muretapen har før skabt drama, men jeg er lidt mere lunken ved udsigten i år. Det er bestemt ikke den vanskeligste muretape i løbets historie. Modsat sidste år, hvor det blev et blodbad meget tidligt på dagen, er vanskelighederne denne gang koncentreret over de sidste 30 km. Her går det til gengæld også op og ned hele tiden, og stigningerne har også de procenter, vi forbinder med mure, ikke mindst den stejle del af målbakken.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Heldigvis kender vi rundstrækningen fra tidligere, da den blev benyttet i 2017. Her tog Peter Sagan en af sine flotteste sejre i en finale, jeg havde anset som værende for hård. Som man kan se på videoen nedenfor, var han imidlertid omgivet af lutter klassementsryttere i den eksklusive gruppe, der kørte væk på den stejle del, hvor han faktisk havde været sat, inden han fik sig kæmpet tilbage. Det kunne sagtens være endt i et ukontrollerbart kaos mellem de isolerede kaptajner, men Thibaut Pinot havde fået Sebastien Reichenbach med over, og han sørgede for, at det blev holdt samlet til en spurt, som Sagan altså vandt. Det skal bemærkes, at etapen dengang var betydeligt hårdere med i alt 3410 højdemeter, selvom rundstrækningen var den samme.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er klart, at forskellene skal gøres på den stejle del. Derefter er det for let, og der kan ske flere ting. Enten kan der være en hjælper til at føre eller godt samarbejde, så man får en spurt i stil med den, vi så for fem år siden. En anden mulighed er, at den går i stå, og at man får en større regruppering inden den afsluttende puncheurspurt på den sidste rampe. Endelig er der den mulighed, at en snu rytter sniger sig væk på den flade del, hvor kaptajnerne kan være isolerede.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Inden vi kommer så langt, er der dog to spørgsmål, der skal afklares. Holder et udbrud? Og åbnes løbet tidligere end selve finalemuren? Jeg tror, at et udbrud får det svært, men udelukkes kan det ikke. Vi har nemlig fået så store tidsforskelle, at der vil være basis for, at feltet kan lade det sejle hjem. Tadej Pogacar er så sulten, at det ikke vil undre mig, hvis UAE kører dem ind, men hvis ikke trøjen er truet, vil jeg tro, at de foretrækker at spare sig lidt til kongeetapen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg tror til gengæld, at andre vil jagte. Jonas Vingegaard må have fået megen selvtillid i dag, og jeg tror, at Remco Evenepoel tror mere på, at han kan sætte Pogacar under pres i en ukontrollerbar finale på murene end på Monte Carpegna på lørdag. Derfor vil jeg tro, at Jumbo og\/eller Quick-Step vil påtage sig ansvaret. Etapen er kort, og første del er let, så det kræver ikke en bondegård at bruge de tunge folk på den første del.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Mit bud er derfor, at vi få en favoritafgørelse, og jeg tror, at vi vil se samme billede som i dag, nemlig at Quick-Step vil forsøge at skabe det ukontrollerbare løb, der kan gøre Pogacar sårbar. Derfor tror jeg, at de lægger pres på, som de gjorde i dag, inden der vil komme angreb. Det kan både være ved, at de sender Julian Alaphilippe i en offensiv, men det kan også som i dag være, at Alaphilippe sætter et Evenepoel-angreb i scene.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg anser det bestemt ikke som usandsynligt, at Pogacar er med på den galej. I dag var han villig til at samarbejde med belgieren, selvom det logiske havde været at sætte sig på hjul. Gør han det igen, kan det sagtens være en gruppe på 3-4-5-6 af de stærkeste, der vil køre væk på en af de tidligere bakker og herefter afgøre det på muren. Hvis ikke, er det dog også muligt, at vi får en regruppering, og at det som i 2017 bliver en større gruppe, der vil ramme muren til sidst.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Uanset om det bliver en stor eller lille gruppe, vil udfaldet være det samme. Tadej Pogacar<\/b> viste i dag, at han har et helt ufatteligt overskud, når han både kan angribe tidligt, lukke alle angreb og køre fra alt og alle. Selvom de var lidt fraværende på sidste stigning, viste Rafal Majka og Marc Soler også, at hans hold er så stærkt, at løbet ikke glider ham af hænde, og ender det i en favoritafgørelse, har jeg meget svært ved at se andre vindere end vores slovenske ven. Blandt klassementsrytterne i dette løb har han det i særklasse bedste punch på mure som disse, og den eneste, der kan true ham i det terræn, er Julian Alaphilippe, som åbenlyst ikke er på toppen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Mit bud er faktisk, at han kunne finde på at køre alene fra en af de tidligere bakker, som han gjorde det sidste år, men mest af alt tror jeg på, at en lille gruppe rammer muren samlet, hvorefter han sætter alle til vægs på den stejle del. Gør han ikke det, er det dog intet noget problem. Der er næppe nogen, der slår ham i denne let stigende spurt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Er der én, der kan slå ham, må det være Jonas Vingegaard<\/b>. Vi har før set, at danskeren har kunnet matche Pogacar på fysisk styrke, og selvom Pogacar lige nu synes at have et overskud, han ikke havde i Tourens anden halvdel, kan man ikke udelukke, at det kan ske igen. Han manglede Pogacars kick i dag, hvor han også sad dårligt placeret, men det vidste vi på forhånd. Han kom til gengæld meget stærkt tilbage – så stærkt, at det giver optimisme inden i morgen. Han bekræftede i dag, at han er god på eksplosive stigninger, og de stejle mure burde passe ham bedre. Langsom i så stejl en spurt er han ikke, og her vil han trods alt have en bedre chance for at slå Pogacar, end hvis de skulle spurte på flad vej. Med dagens præstation må Vingegaard være førsteudfordrer.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Dernæst peger jeg på Giulio Ciccone<\/b>. Italieneren efterlod et meget stærkt indtryk i dag, hvor han sad limet til Pogacars baghjul det meste af vejen. Det gjorde han ikke, da det for alvor gjaldt, men han bekræftede den fremgang, han viste sidste år. Her så vi på Campo Felice i Giroen, at han er fremragende på korte, eksplosive stigninger, og denne finale burde passe ham godt. Han er også ganske hurtig på stregen, men jeg ser ham trods alt ikke slå Pogacar til sidst. Til gengæld er han en underdog med et stort tidstab, og det kan han måske udnytte, hvis det bliver taktisk efter den stejle del.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
En anden, der så stærk ud i dag, var Enric Mas<\/b>. Spanieren bekræftede det lovende indtryk, han efterlod i Valencia, men spurten viste også, at han ikke er verdens hurtigste. Det er naturligvis et problem her, selvom den stejlere spurt burde passe ham noget bedre, men han har andre muligheder. Han viste i Valdepeñas de Jaen under Vueltaen, at han kan være ganske god på stejle mure – faktisk så vi det også på 14. etape af Vueltaen i 2018 – og han burde derfor have en god chance for at sidde med, hvis der samlet en gruppe på det flade efter den stejle del. Her vil han kunne udnytte sit tidstab til at snige sig væk og tage en sjælden sejr.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Selvfølgelig skal jeg også nævne Remco Evenepoel<\/b>, men jeg har svært ved at se ham vinde etapen. Dels er jeg bange for, at vi igen ser, at han har sine mangler på stejle procenter – især fordi han ikke lignede en mand med alt for meget overskud i dag – og jeg tror sagtens, at han kan komme til kort på den stejle del. Hvis ikke, er han stadig hæmmet af sin svage spurt, og selvom han står bedre på denne stejlere bakke, bliver han den lille mod de fleste. Pogacar giver ham heller ikke en lillefinger, og derfor har han ikke samme frihed som mange andre. Omvendt har han vist sig som en mester i at udnytte bare to sekunders uopmærksomhed til at køre væk, og slår han først hullet på den flade del efter toppen, får selv Pogacar svært ved at hente ham – i hvert fald indtil det begynder at stige igen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det var ikke meget, vi så til Pello Bilbao<\/b> i dag, men det var også ventet. Spanieren har mistet al eksplosivitet, og han skulle derfor bare med de bedste til toppen. Det kom han uden problemer, og det var en bekræftelse på den superform, han viste i Strade Bianche og UAE Tour. Morgendagens stigninger er også for eksplosive og formentlig også for stejle, men han viste i lørdags, at han med sin enkeltstartsagtige kørsel godt kan håndtere dem. Han går næppe med i angrebene, men han vil kunne komme tilbage på det flade, og herefter må han være et godt bud på en mand, der kan udnytte det taktiske spil.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Som jeg skriver i analysen, var det lidt bekymrende, at Miguel Angel Lopez<\/b> tabte tid i dag. Ganske vist var det ikke hans finale, men normalt burde den slags ikke ske i en stigende spurt som denne. Han har dog også kørt meget svingende i år, og hvis han har de ben, han havde på 2. etape i Andalusien, bør han komme langt. Han sparede heller ikke på kræfterne på den første del af dagens stigning, og det har utvivlsomt kostet kræfter. Han har talrige gange vist, at han er fremragende på stejle procenter, og faktisk excellerede han i Andalusien jo netop på en stejl mur. Heller ikke han vinder en spurt, men så må han jo udnytte det taktiske spil.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hvordan har Tao Geoghegan Hart<\/b> det med stejle procenter? Det ved vi ikke, og da han er en relativt stor fyr, kunne det være en svaghed. Til gengæld ligner han stadig en mand, der har fundet sig selv, selvom jeg nok havde forventet mig lidt mere af ham i dag. Han er som bekendt meget eksplosiv, og derfor er det en god afslutning for ham, hvis blot han overlever den stejle del. Heller ikke han slår dog Pogacar, og derfor skal han også udnytte det taktiske spil til at køre væk.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Som bemærket i analysen kørte Richie Porte<\/b> dagen bløde finale, som han plejer, da han forsøgte at slide rivalerne op. Det kostede kræfter, og derfor er det ikke nødvendigvis en katastrofe, at han tabte tid til sidst. Tidstabet var dog bekymrende stort, også fordi han ikke så alt for flyvende ud i Laigueglia. I hans alder skal man altid bevise, at man er lige så god som sidst, og han har endnu ikke vist, at han stadig har Dauphiné-niveauet. Dengang var han dog ganske flyvende, og vi ved fra hans bedste år, at han er ret god til at punche op ad denne slags stigninger. Spurte kan han ikke, men så må han snige sig væk til sidst – måske som del af et Ineos-overtal.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Ligesom i går bringer jeg igen Rafal Majka<\/b> og Marc Soler<\/b> i spil. De var lidt anonyme på sidste stigning, hvor Pogacar var meget alene, men de endte stadig så langt fremme, at formen er god. Det var også en højhastighedsfinale, der slet ikke passede Majka, men vi ved fra UAE Tour, at han var flyvende. Jeg forventer at se ham meget længere fremme på denne etape, og som vi har set de seneste dage, vil Pogacar elske at lade ham snige sig væk på det flade mod en række isolerede kaptajner. Soler virker også flyvende, men han er på disse stejle procenter nok et knap så sikkert kort som Majka, selvom hans kørsel de seneste dage gør, at jeg bestemt ikke afviser ham. Til gengæld ser det ud til, at Davide Formolo<\/b>, der ellers er fremragende i dette terræn, bliver brugt som den første af de tre, og derfor vinder han næppe.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Efter i dag må man også have tiltro til Victor Lafay<\/b>. Han var bedste mand blandt de slagne favoritter i Laigueglia, og i dag var han her, der og alle vegne med sin endeløse serie af angreb. Umiddelbart vil jeg dog tro, at dagens finale passer ham bedre, og at han kommer til kort på morgendagens stejlere og vanskeligere stigninger. Han beskriver sig selv som en puncheurtype, men det udelukker ham slet ikke fra denne etape, hvis blot han kan håndtere de stejle procenter. Det vil overraske mig, hvis han er lige så flyvende i denne finale, men da han er så ubeskrevet, har han potentiale til at overraske.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Løbets helt store joker er vel Jhonatan Narvaez<\/b>. Vi så igen i dag, at han trods sin superform stadig har sine begrænsninger på længere stigninger, og derfor tror jeg, at den samlede finale bliver for svær. Kommer han relativt frisk med feltet hen til den stejle mur, burde det til gengæld være guf. Han var i hvert fald ganske flyvende på de eksplosive mure i Strade Bianche. Kommer han først med de bedste over den stejle del, har han også en dødbringende spurt til sidst.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Domenico Pozzovivo<\/b> har altid været ret god på korte, stejle stigninger. Det er klart, at han ikke er nogen spurtstærk type, men han har altid haft et godt punch, når det bliver stejlt. Det var lovende at se ham så langt fremme i dagens højhastighedsfinale, og det taler for, at han vil være med fremme igen i morgen. Vi har dog også set en tendens til, at ”gamle Pozzovivo” ikke har samme restitution som tidligere, og senest i Andalusien gik han ned efter en lovende start. Vi er dog stadig relativt tidligt i løbet, og hvis han kører som i dag, kommer han længere i denne finale, selvom også han skal snige sig væk for at vinde.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Inden løbet anede ingen, hvor Rigoberto Uran<\/b> stod, men det gør vi nu. Starten var ganske lovende, da han sad godt med fremme på hele stigningen. Han tabte lidt terræn til sidst, men han er heller ikke så eksplosiv som tidligere. Han har aldrig vist det store i denne form for finaler, og han synes endda heller ikke at have det punch, der engang var en af hans styrker, men han har omvendt heller aldrig kørt mange af denne slags afslutninger. Han vinder næppe, men efter i dag anser jeg det som sandsynligt, at han vil være relativt langt fremme.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
En anden rytter, der så godt ud i dag, var Damiano Caruso<\/b>, der bekræftede det lovende indtryk fra Andalusien. Han tabte lidt til sidst, men han er heller ikke så eksplosiv som tidligere. Derfor er denne finale ikke ideel, da han også har det svært med stejle procenter, men vi skal ikke glemme, at han under Giroen netop overraskede sig selv, når det blev stejlt. Jeg vil stadig tro, at han skal køre løbet lidt fra bagkant, men jeg tror, at han vil ende langt fremme.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
En af de ryttere, der overraskede mig positivt i dag, var Wilco Kelderman<\/b>. Han har ellers ikke set godt ud i optakten, men i dag var han faktisk både aktiv og med fremme til sidst. Han meldte heller ikke om god form efter enkeltstarten, men nu må vi hellere åbne en dør på klem for ham. Er han i form, er han en glimrende puncheur, men stejle procenter er ikke hans kop te.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I det hele taget gjorde Bora det bedre end ventet. Jai Hindley<\/b> har ikke vist meget hidtil, men i dag var han med fremme. Det var han endda også i Evenepoel-angrebet tidligt på etapen, og det kunne indikere, at han måske er ved at finde noget form. Han er ret uprøvet i denne form for finaler, og modsat Kelderman er han hverken eksplosiv eller hurtig, men efter i dag er jeg blevet mere optimistisk på hans vegne.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Endelig kommer man jo ikke udenom at nævne Julian Alaphilippe<\/b>. På papiret er han vel endnu bedre i denne slags finaler end Pogacar, men det er også helt klart, at formen halter. Han er formentlig ren hjælper for Evenepoel, som han var det i dag, og jeg regner ikke med at se ham fremme. Hvis han mod forventning vælger at køre finale, er det trods alt også farligt at afvise en mand, der næppe kunne få en meget bedre afslutning end denne.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I dag imponerede Alex Aranburu<\/b>, men i morgen tror jeg, at det bliver for hårdt. Det samme gælder for Mikel Landa<\/b>, der overraskede, mens hans formmæssige efterslæb kommer formentlig til udtryk i en hårdere finale, som det også gør det fro Thibaut Pinot<\/b>. Jeg vil tro, at Thymen Arensman<\/b> vil finde bakkerne her for stejle, og efter i dag har jeg mistet troen på Lorenzo Rota<\/b> og Cristian Rodriguez<\/b>, selvom sidstnævnte vil finde sig mere til rette i denne finale. Emanuel Buchmann<\/b> er fortsat langt fra fordums styrke, og den bø blive for svært for Natnael Tesfatsion<\/b> og for Filippo Ganna<\/b>, der ikke er god på disse procenter. Geoffrey Bouchard<\/b> bør gøre det bedre her, men han er ikke eksplosiv nok, og procenterne er for stejle. Romain Bardet<\/b> synes fortsat mærket af sin sygdom, og Tim Wellens<\/b> og Michael Matthews <\/b>kommer til kort, når de gjorde det i dag, mens Jakob Fuglsang<\/b> og Richard Carapaz <\/b>fortsat mangler for meget. Endelig ved man aldrig om ustabile Sepp Kuss<\/b> pludselig rejser sig igen, men nu må han være ren hjælper for Vingegaard.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Som sagt kan man ikke helt udelukke et udbrud, men det skal bestå af folk, der har tabt en del tid og kan gøre det færdigt til sidst. Dem er der ikke mange af, men man kunne pege på Mark Padun, Michael Valgren, Warren Barguil, Quinn Simmons, Michael Matthews, Gianluca Brambilla, Andrea Vendrame<\/b>, Jan Tratnik, Matteo Fabbro, Anthony Perez <\/b>og Jefferson Cepeda.<\/b><\/p>","date":"10\/3-2022 kl. 22:52","date_unformatted":"2022-03-10 22:52:42","km_driven":"0","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"314300","title":"Analyse af 4. etape","text":"
Da det i løbet af januar stod klart, hvordan de fleste af sportens hovedaktører ville designe deres kalender, var der formentlig mange cykelfans, der satte et stort, fedt kryds ud for Tirreno-Adriatico. Det skal man altid gøre, da det italienske løb altid er et af årets allerbedste, men i år var der en særlig grund til det.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Arrangørerne må nemlig have knebet sig selv, da tilmeldingerne begyndte at løbe. Selvfølgelig havde de drømt om at få deltagelse af Primoz Roglic, men det var aldrig en mulighed, da sloveneren har et regnskab, der skal gøres op i Paris-Nice. De havde sikkert også drømt om deltagelse af Egan Bernal, der inden sit styrt også havde tilvalgt Løbet mod Solen på bekostning af Løbet Mellem de to Have. Det savn kunne de imidlertid nok leve med, da det stod klart, at Tadej Pogacar, Remco Evenepoel og Jonas Vingegaard alle mødte op.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er nemlig klart, at de tre meget vel kan komme til at tegne en stor del af etapeløbsfremtiden, men faktisk har de kun i begrænset omfang kørt etapeløb mod hinanden. Jo, Pogacar og Vingegaard konfronteredes i både Baskerlandet og Touren sidste år, men for Evenepoel er det til gengæld en helt ny oplevelse at skulle slås mod sidste års nr. 1 og 2 i Touren. Primært som følge af sit styrt har han nemlig aldrig tidligere jagtet et topresultat i et etapeløb i kamp med bare én af de to ryttere, der var de bedste i sidste års udgave af verdens største etapeløb.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Derfor har Evenepoel også regnet denne uge som den helt store test, hvor han for første gang skal måle sig mod den absolutte elite i et WorldTour-etapeløb. Nok har han allerede vundet et hav af korte etapeløb, men sejren i det lidt specielle og svagt besatte Tour de Pologne umiddelbart inden styrtet i 2020 er faktisk hans eneste vellykkede forsøg på at jagte en sejr i et af de europæiske WorldTour-etapeløb. I 2019 kørte han ingen store etapeløb, efter at han var begyndt at vinde cykelløb i begyndelsen af juni, i 2020 var han længe ukampdygtig grundet sit styrt, og sidste år var han kun til start i Giroen og Benelux Tour, hvor han begge gange udgik, først efter et styrt og siden med sygdom.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
For Vingegaard var det anderledes. Mens denne uge for Evenepoel er en udforskning af nyt territorium, handler det for danskeren om bekræftelse. Han endte allerede som nr. 2 i to WorldTour-etapeløb i 2021 – et af dem var endda det største af dem alle – og for ham er denne uges løb, der vel er hans næstvigtigste mål i sæsonen, et spørgsmål om bekræftelse. Det er her, han skal bevise, at han har fortjent sin beskyttede rolle til sommerens Tour og bevise, at det ikke var et magisk endagstilfælde, at han kunne køre lige op med Pogacar – og faktisk slå ham – over de sidste 12 dage af den seneste Tour.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Efter den indledende enkeltstart, der i kampen om den samlede sejr er ganske vigtig, men også noget helt andet end det, der for alvor afslører styrkeforholdet mellem de tre forhåndsfavoritter, nåede den lange ventetid på det store opgør mellem de tre supertalenter i dag sin afslutning. Det var nemlig på dagens opkørsel ad den lille bakke op til Bellante, at vi for første gang skulle have en fornemmelse af, hvem af de tre der var bedst.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I virkeligheden er det ikke helt rigtigt. Det var nemlig på forhånd klart, at dagens etape nok kunne ville ende som en parentes, når regnskabet skal gøres på søndag. Opkørslen til Bellante var nemlig en ganske beskeden udfordring, som slet ikke kan sammenlignes med det, der venter fredag og især lørdag. Faktisk var det på forhånd givet, at der i kampen mellem de tre talenter kun kunne være én vinder.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Bakken var nemlig så beskeden, at den aldrig ville kunne gøre forskelle mellem verdens bedste klatrere. Den var på alle måder designet til at blive rammen om en puncheurspurt, og i et sådant opgør kan de tre topnavne slet ikke sammenlignes. En af Evenepoels største svagheder er som bekendt hans manglende punch, og det var derfor en afslutning, hvor han aldrig havde en reel chance for at vinde. Og selvom Vingegaard blandt andet med sine sejre i Polen og ikke mindst Coppi e Bartali har bevist, at han skam er en ganske eksplosiv herre, tåler ingen af de to sammenligning med Pogacar, der har etableret sig som en puncheur i den absolutte verdensklasse.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Nej, skulle Pogacar slås i dag, var det hverken Vingegaard eller Evenepoel, der havde chancen. Faktisk var det vel reelt kun Julian Alaphilippe, der i dette felt normalt ville kunne bide skeer med det slovenske fænomen, men den duel blev der intet af. Verdensmesteren havde allerede i søndags sagt, at hans bedste form fortsat ikke har meldt sin ankomst i 2022, og det svage indtryk, han efterlod både i lørdags og i går blev kun bekræftet, da han efter en lancering af et lidt overraskende Evenepoel-angreb på første tur op ad bakken blev sat meget tidligt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Da først regnbuetrøjen blev sendt til tælling, var løbet reelt afgjort – i hvert fald hvis ikke Pogacar blev fanget i det taktiske spil. Den mulighed forelå til gengæld også. Hans på papiret så stærke UAE-mandskab var nemlig overraskende fraværende, da de ramte bakken sidste gang. Ganske vist havde de måttet brænde de tre tunge drenge af på at indhente det meget stærke 10-mandsudbrud – der i øvrigt nok engang satte en fed streg under, hvor meget potentiale Quinn Simmons har i mange forskellige terræner og igen viste, at Warren Barguil har haft et kritisk niveau i denne sæsonstart – og ganske vist var Davide Formolo blevet brugt på at få styr på den angrebsfest, der åbnede mellem de to sidste passager af bakkerne, men den i UAE Tour så flyvende Rafal Majka var sporløst forsvundet, da det gjaldt, og det var først sent, at Marc Soler dukkede op fra gemmerne.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I stedet var Pogacar overladt til sig selv. Med tanke på den endeløse serie af angreb, der væltede ned over sloveneren hele vejen op ad bakken, kunne det nok have skræmt de fleste. Sådan er det bare ikke med Tour-kongen. Sloveneren lignede tværtimod en mand på søndagstur, da han uden synderligt besvær på egen hånd lukkede langt, langt hovedparten af de mange angreb, der formede sig til en sand byge. Ikke én gang tøvede han bare det mindste, og mens de menige politibetjente var fraværende, patruljerede politimesteren selv fronten så overbevisende, at hans sejr aldrig kom i fare.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det var den heller ikke, da han endelig åbnede for gassen. Med endnu en magtdemonstration satte han en fed streg under, at der i øjeblikket er Pogacar i én liga og alle andre i en anden. Sejren er ikke mindst imponerende, når man tænker på, hvordan har ødslet med kræfterne den seneste uge. Han vandt ikke just Strade Bianche på den mest omkostningseffektive måde, og gårsdagens angreb var åbenlyst det rene spild af kræfter. Det var hans aktive deltagelse i den tidlige Evenepoel-offensiv i dag også, for her ville al konventionel logik tilsige, at han skulle sætte sig på hjul og afvente, at hans stærke hold igen kunne komme ham til undsætning. Men tilsyneladende er der ingen grænser for, hvor meget energi Pogacar kan ødsle væk, uden at det mærker ham nævneværdigt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Alligevel skal han måske kigge sig over skulderen en ekstra gang. Som jeg skrev i mandags, var der ingen grund til panik over Vingegaards skuffende enkeltstart. Vi har nemlig utallige gange erfaret, at han ofte har en dårlig dag, når han efter en pause for alvor skal i aktion for første gang, som han skulle det på de 13 km ved kysten for tre dage siden. Vi vidste fra hans vilde ridt i Drome, at formen var ganske fint, og fulgte han sit klassiske mønster, ville det komme til udtryk i dag.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det gjorde det også. Benene må have været gode fra start, for Vingegaard sendte først Jos van Emden frem for at jagte det store udbrud i fladlandet inden bakkerne, inden det var Jumbo, der med Tosh van der Sande og Koen Bouwman lagde det pres, der skulle gøre det knap så eksplosivt. I finalen kørte han helt anderledes afdæmpet end Pogacar, inden han åbnede for posen, da det virkelig gjaldt. Pogacars kick har han naturligvis ikke, men hans stærke comeback på de sidste meter satte en fed streg under, at det formentlig igen er ham, Pogacar skal frygte på Monte Carpegna på lørdag.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Evenepoel kan også være udmærket tilfreds. Som den mindst eksplosive af de tre klarede han testen udmærket, men man ville trods alt nok have forventet, at han ville kunne slå en mand som Victor Lafay. I finalen lignede han ikke en mand, der var helt ovenpå pedalerne, og det er svært ikke at sidde med fornemmelsen af, at vi på lørdag vil se, at han fortsat har sine begrænsninger i bjergene. Det bliver vi meget klogere på i weekenden, og i mellemtiden kan vi så glæde os over, at hans tidlige offensiv viste, at han og Quick-Step ikke bare har tænkt sig at lade Pogacar henrette dem med sin fysiske styrke i finalerne.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Grundet stigningens karakter var der grænser for, hvor meget klogere vi blev, og styrkeforholdet bør være et helt andet, når det for alvor gælder senere på ugen. Det var god lovende at se Enric Mas og ikke mindst Giulio Ciccone, der begge efterlod et ganske overbevisende indtryk, også selvom Mas naturligvis manglede punch til sidst. Opløftende var det også at se Tao Geoghegan Hart bekræfte sin delvise genfødsel og at se Mikel Landa fremme efter det meget formsvage indtryk, han har efterladt gennem hele året, senest i går. Uventet var det også at se Wilco Kelderman, der dog altid har været god i denne slags finaler, og Jai Hindley klare sig så fint, når man ser på, hvad de har vist i optakten. Domenico Pozzovivo og Pello Bilbao bekræftede også det positive indtryk, han har efterladt gennem hele året, mens en overraskende stærk Alex Aranburu ligner en mand, der bliver ganske interessant at følge i klassikerne. Også Damiano Caruso og Rigoberto Uran kom vel fint i gang, når man betænker, hvor stor usikkerhed der var om colombianerens form, og hvilket niveau italieneren ofte har i det tidlige forår.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Til gengæld var det overraskende at se Miguel Angel Lopez miste et par sekunder. Naturligvis var det ikke en finale for ham, men hans fine enkeltstart og meget aggressive indledning på stigningen virkede uhyre lovende, indtil han forsvandt, da det virkelig gjaldt. Han vil formentlig stadig være en stærkere på lørdag, men hans svage afslutning i Andalusien kan ikke undlade at efterlade et indtryk af, at han måske fortsat ikke er helt på toppen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Endnu værre var det for Richie Porte. Den lille australier kører altid disse finaler på samme måder, da han ikke har en eksplosiv afslutning. Han forsøger altid at slide dem op fra spids, som vi blandt andet har set ham gøre det på Mur de Huy, men den taktik har også en pris. Til sidst gled han langt tilbage, og måske han i bagklogskabens lys bare skulle have kørt sin spurt så godt, han kunne. Han klarede det heldigvis bedre end Tim Wellens, der nok engang bekræftede, at han altså stadig ikke er sig selv, Benoit Cosnefroy, der stadig ikke har fundet sin bedste form i år, Sepp Kuss, der fortsætter sin uhyre svingende kørsel, samt både Romain Bardet og Jakob Fuglsang, der begge desværre også fortsætter sin kedelige start på sæsonen. Han var også bedre end Michael Matthews, der leverede en bekymrende indsats på den etape, han havde satset mest på. Og han var bedre end sin medkaptajn Richard Carapaz, der trods den gode enkeltstart hurtigt fik bevist, at han aldrig er god, før vi nærmer os hans første grand tour.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Løbet gav også entydigt positive oplevelser. Mest markant var Lafay, der startede sæsonen så svagt, men pludselig var flyvende i Laigueglia. Her var han nemlig den bedste fra den slagne favoritgruppe, og det varslede allerede, at han var værd at holde øje med i dag, hvor finalen lignede den, der gav ham sin store Giro-etapesejr. Der var dog næppe nogen, der havde ventet, at han sammen med Pogacar skulle være stigningens helt store dominerende skikkelse, og at han skulle ende på podiet. Stabilitet er stadig en mangelvare, men noget tyder på, at vi fremover skal stille større forventninger til en rytter, hvis ardennerpotentiale synes stort.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det var også opløftende at se Thibaut Pinot være en smule konkurrencedygtig efter en sæsonstart, der kun har vakt bekymring for hans fremtiden. Den uhyre lovende Natnael Tesfatsion bliver også bare mere og mere spændende og sørger for, at Biniam Girmay ikke er den eneste eritreer, man skal lægge mærke til. Og så synes Thymen Arensman at have gjort ganske betydelige fremskridt efter et skidt 2021.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Et skidt 2021 havde hverken Pogacar, Vingegaard eller Evenepoel. Tværtimod var det jo netop deres resultater sidste år, der skabte så store forventninger til dette løb, og nu fik vi endelig det første lille billede af styrkeforholdet. Alt for meget klogere blev vi ikke i en finale, der ikke siger meget om deres evner på Monte Carpegna, men vi fik i det mindste set, at de alle tre er klar til at levere det show, vi drømte om. Og lige nu kunne det tyde på, at løbet vil ende som den første store Tour-revanche for de to ryttere, der stod på podiets øverste to trin sidste sommer.<\/p>","date":"10\/3-2022 kl. 19:58","date_unformatted":"2022-03-10 19:58:36","km_driven":"0","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"314299","title":"Vejret","text":"
Det flotte vejr fortsætter, men fredagen bliver også en kold fornøjelse. Der vil kun være få skyer, men temperaturen ved start vil bare være 5 grader, mens den i finalen vil være beskedne 7 grader. Vinden vil fra start være let (11 km\/t), tiltage til 15 km\/t i løbet af etapen, men i finalen igen være let med en styrke på 10 km\/t. Hele dagen vil den komme fra øst, hvilket giver mod- og sidemodvind på hovedparten af turen ud til kysten, hvor der kortvarigt vil være sidevind hen langs vandet. Der vil være sidemedvind hen til rundstrækningen, hvor der hovedsageligt vil være sidevind. Der vil dog være sidemodvind på det sidste stykke frem til målstigningen, hvor der først vil være sidevind, medvind med 2,5 km igen, modvind med 1,2 km igen og slutteligt medvind fra det næstsidste sving, indtil man får sidevind over de sidste 50 m.<\/p>","date":"10\/3-2022 kl. 19:58","date_unformatted":"2022-03-10 19:58:22","km_driven":"0","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"314298","title":"Ruten","text":"
I gamle dage (og i 2019), hvor bjergfinaler ikke hørte til dagens orden i Tirreno-Adriatico, blev løbet altid afgjort i det terræn, der mere end noget andet kendetegner området øst for Adriaterhavet. Her går det nemlig konstant op og ned ad smalle veje via små, stejle mure og kringlede nedkørsler. Det er med andre ord sandt guf for klassikertyperne, og selvom løbet i dag som regel også har en stor bjergetape, er den anden af de to nøgleetaper, der som regel har været, altid blevet udgjort af det, arrangørerne kalder årets ”muretape”. En sådan er der naturligvis også i år, hvor vi vender tilbage til muren i Fermo, der i 2017 var rammen om en uhyre imponerende Peter Sagan-sejr på en dag, hvor slovakken blandede sig med alle klassementsrytterne. Dengang var der ingen forskelle mellem de bedste, da den afsluttende murs stejle del kommer et stykke fra mål, men selvom den samlede etape ikke er så svær, som vi før har set det, ved vi fra løbene i blandt andet 2019 og 2021, at disse etaper har potentiale til at skabe større afstande end løbets kongeetape.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Med en distance på bare 155,0 km er der tale om en kort og intens etape, der fører feltet fra Sefro til Fermo. Vi er nu nået ud til murene, der ligger i terrænet umiddelbart vest for Adriaterhavet, men man starter lidt inde i landet for atter at køre ud mod vandet. Startområdet er relativt fladt, og det falder derfor kun ganske let, når man lægger ud med at køre mod nordøst, øst og nord. Herefter kører man imidlertid mod nordøst ind gennem et højdedrag via en stigning (12,5 km, 3,4%), som har top efter 34,2 km, hvorefter en teknisk nedkørsel leder op til det nordligste punkt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Herfra snor man sig mod sydøst op og ned ad tre bakker med top efter hhv. 51,6 km, 59,6 km (1,5 km, 6,1%) og 67,3 km (2,8 km, 6,7%), inden den sidste nedkørsel leder ned til floden Fiume Chienti. Den følges nu mod nordøst og øst igennem let faldende terræn frem til byen Piediripa, der nås efter 90,5 km. Nu tager etapen fat igen, når man drejer mod sydøst for at køre ind i bakkerne via en stigning (2,9 km, 5,3%) med top efter 96,3 km, hvorefter en let nedkørsel leder mod sydøst ned til bunden af den kategoriserede Monte Urano (2,3 km, 7,8%), der bestiges fra vest og kan deles i to med først 1000 m med 9,7% og slutteligt 1300 m med 6,1%, inden toppen rundes efter 106,0 km.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Herfra bliver det igen lettere. Et plateau følges mod nordøst, inden en let nedkørsel fører mod sydøst, hvorefter det går ad en let faldende vej mod nordøst det sidste stykke ud mod kysten, som nås efter 121,3 km. Nu kører man 3,0 km mod syd ad den flade kystvej, men herefter indledes finalen i byen Lido di Fermo.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Her drejer man nemlig mod sydvest for igen at køre ind i bakkerne via en stigning (3,6 km, 5,9%), der efter en let start med 4,2% over en kilometer stiger relativt jævnt med 6-7%, men har et stejlt stykke på 19% umiddelbart inden toppen, hvor dagens spurt kommer efter 129,8 km. En let faldende vej leder nu videre mod sydvest ned til udkanten af Fermo, hvor man med 21,8 km igen rammer den afsluttende rundstrækning. Nu kører man med det samme mod syd op ad finalemuren, som indledes med 850 m med 12,6%, inden et fladt stykke fører frem til 1 km med 5,6%. Her undlader man imidlertid at dreje ind på den sidste stejle rampe, men kører i stedet via en nedkørsel med to tidlige hårnålesving og derefter bare en lige vej mod først syd og siden sydvest.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Nu melder den næste stigning sig, når man kører mod nord op ad den kategoriserede Fermo-Madonna d’Ete (2,2 km, 8,5%), der kommer i to hug med først 500 m med 11,4%, siden 1000 m med 4-5% og slutteligt 700 m med 12,2%, inden man runder toppen efter 146,0 km. De sidste 9,0 km går først ad et let faldende stykke mod nord og vest, inden man kører mod øst op ad den lille Murro del Ferro (600 m, 10,7%). Derfra leder en lige nedkørsel mod nordøst ned til rundstrækningens udgangspunkt, hvor man drejer mod nord for at køre op ad finalemuren – denne gang hele vejen til toppen. De indledes som sagt 3,25 km fra mål med 850 m med 12,6% med et maksimum på 21%, inden man med 2,4 km rammer et let stykke, der stiger med bare 0,5%, inden de sidste 1100 m stiger med 6,1% i snit. Denne del kommer dog i to hug med først et kort stykke med 6-8%, inden det kortvarigt falder med 750 m igen, hvorefter de sidste 350 m atter stiger med 8,3% i snit og med et maksimum på 10%. Finalen er kringlet, da man drejer skarpt efter den stejle del af muren med 2,4 km igen, hvorefter man vender 180 grader med 1300 m igen. Slutteligt er der to skarpe sving med 300 og bare 50 m igen på den 6 m brede vej, der undervejs byder på en brostensagtig belægning.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Etapen byder på i alt 2404 højdemeter.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Fermo har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var også i Tirreno-Adriatico i 2017, hvor Peter Sagan på præcis denne rundstrækning tog en af sine flottere sejre, da han på toppen spurtsejrede foran Thibaut Pinot og Primoz Roglic.<\/p>","date":"10\/3-2022 kl. 17:04","date_unformatted":"2022-03-10 17:04:16","km_driven":"0","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"314296","title":"Velkommen","text":"
Velkommen til dagens direkte live opdatering fra Tirreno-Adriatico (5. etape). Dagens løb køres fra 155 til Sefro over Fermo kilometer.<\/p>","date":"10\/3-2022 kl. 17:04","date_unformatted":"2022-03-10 17:04:01","km_driven":"0","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""}],"authors":[{"author":"Emil Axelgaard","email":"emil@feltet.dk","image":"https:\/\/www.feltet.dk\/octo_cms\/files\/Feltet.dk\/ProfilePics\/emil_500x500.jpg","url":"emil-axelgaard"},{"author":"Jesper Johannesen","email":"jesper@feltet.dk","image":"https:\/\/www.feltet.dk\/octo_cms\/files\/Feltet.dk\/\/jesper_johannesen.jpg","url":"jesper-johannesen"}]}